Pink Folkeparti

"Closer than brothers."











Hvorfor er så mange queerteoretikere og kunstnere-der-omkring sådan nogle homo-fascister?

Læs engang:

"STUDIEKREDS
I en patriarkalsk, homofob og racistisk kultur som den aktuelle danske er queer (mærkelig eller pervers) teori en interessant optik til at kaste nyt lys på den danske litterære kanon. Vi starter med en indføring" - selvfølgelig starter man med en indføring - "...osv osv ...Dag Heede fortæller om queer-teori torsdag d. 20. april, kl. 1600 i kaffebaren på dansk, KUA, lok. 22.0.62."


Kære læser, tilhører du en homofob og racistisk kultur? Jeg er ikke engang sikker på, at jeg tilhører en kultur, men lad os bare sige det, i så fald kommer jeg ikke uden om, at det er den, der kaldes den "aktuelle danske" og så er jeg her mål for queer-fascisternes kulturracisme. De forsøger at trænge ind i mig med deres negative billede af dansk eller hetero og efterlade mig blødende fra dette stigma. Men, okay, Dag Heede er jo bare hjerneskadet af for meget skullfucking.

Læs hellere Hans Hauges klumme BØSSERNES OPFINDELSE:

"...Homoseksualitet blev først opfundet i slutningen af det 19. århundrede af en ungarer, Kertbeny, som H.C. Andersen besøgte. Derefter gik det stærkt. Nu kunne de homoseksuelle identificeres og behandles. Især kunstnere ville være bøsser, og borgerskabet og kirken ville sætte dem i fængsel. Digteren og symbolisten John Addington Symonds konstruerede den homoseksuelle historie. Den drenge-glade Oscar Browning gjorde King's College i Cambridge til en ren bøssefabrik. Den irske digter og katolik Oscar Wilde kom bag tremmer for sin homoseksualitet. »Det er den værste sag, jeg nogensinde har haft,« sagde dommer Wills, der dømte ham i 1895. Og skabsbøssen Baden-Powell opfandt drengespejderne. Så kunne han da belure i det mindste. Hvad kan vi nu lære af denne (u)artige historie? Man fødes ikke som bøsse, ganske som man ikke fødes som kvinde. Det er en kulturel rolle eller en maskerade. H.C. Andersen var ikke homoseksuel, for det fandtes ikke, da han levede. Og hvad kirken angår, kan vi nu berolige alle de missionske med, at Bibelen af gode grunde ikke kan fordømme bøsser, fordi de, ligesom biler, heller ikke fandtes på Paulus' tid."

Communist Fellowtraveller 1

Naja Marie Aidt har inviteret mig til nostalgisk fest for gamle frontsvin fra en af 70ernes barrikader, nemlig Landsorganisationen af Elever. Det var en kommunistisk dækorganisation, der kaprede de danske skoleelevers interessekamp til fordel for Komintern og efter ordre fra Kreml. Mindst! Så det glæder jeg mig til. Vi skal formodentlig marchere i takt og hjernevaskes med skoling, det vil sige, oplæres i dialektisk materialisme, kapitallogik og forståelse for den demokratiske centralisme - altså at partiets ledelse anfører masserne, der til gengæld skal holde deres kæft, passe deres arbejde og sørge for at produktionsmålene bliver nået.

Communist Fellowtraveller 2

Arrangøren lader til at være min kære gamle ven, Ib Henrik Jørgensen, der i 80erne plagede guitaren i punk-bandet Kalashnikov, en af Poul Borums favoritter. Det er ham man ser i midten på billedet af de tre drenge; vi var i 1977 på pionerlejren Sitno, i det nuværende Slovakiet.
Henrik havde den klassiske kommunists fine evne til straks at blive en succes som kapitalist, da det blev oppertunt: I 70erne samlede vi ind til "En skole til Vietnams børn," som man vist lige kan skimte på billedet fra 1 Maj-demonstrationen 1975. I 80erne samlede Henrik m.fl. så ind til deres egen rejse til Nevada og USSR - Next Stop, kaldte de deres lille forretning - og da de vendte hjem startede han værtshuset Rust, som i mange år fungerede ved hjælp af bartendere i jobtilbud. På den måde slap han med at betale halv løn. Indtil det dog, efter ti år, måske, lykkedes resten af nattelivet at klage tilstrækkeligt til myndighederne, så Rust måtte ansætte folk på almindelige vilkår. Senere lancerede han Pussy Galore sammen med Lars Hug, og jeg tøver ikke med at hædre ham med titel af Danmarks svar på Mikhail Khodorkovskij, den tidligere leder af Komsomol - de sovjettiske ungkommunister - der blev Ruslands rigeste mand. Men okay, ham har Putin nu fængslet og givet tæsk i Sibirien. Han sov i øvrigt på min sovesal på pionerlejren Artek i 1976, men det er anden historie. Hold ud Misha!

Hit

Megen anerkendelse har tilflydt mig de sidste par dage, det er jeg glad for, det stimulerer virkelysten, muchas gracias, tout les mondes.

"The force that through the green fuse drives the flower

Drives my green age; that blasts the roots of trees

Is my destroyer..."

Fandt lige Dylan Thomas med crocketkølle - hit it, you hammering tongue, you.

Nijinsky

Her et digt fra Nijinsky deliriske dagbog, nemt at oversætte:



Jeg er kærlighed, jeg er blod
Jeg er kristi blod
Jeg elsker dig
Jeg elsker alle og enhver
Jeg er kærligheden i dig
Du er kærligheden i mig
Jeg ønsker at forklare dig at kærlighed er blod
Jeg er ikke blod inde i dig
Jeg er blod i dig
Jeg elsker blod men ikke blod i blod
Jeg elsker blod
Jeg elsker Kristus
Jeg er ikke kristi blod
Jeg er Kristus

Guds klovn

Jeg er ved at læse en smuk og anstrengende bog, 300 sider af en berømt mands delirium. Her et par citater:

"The english do not like dancing, because they have a lot of money in their stomachs."

"I am both wife and husband. I love the wife. I love the husband."

"Democracy is a perfect party because everyone has the same rights. I do not like rights, because no one has rights. I am God and have rights. I do not want human rights."

"I do not want to name the head of the bolsheviks, because I do not feel it, and therefore I will not pronounce it. I do not want his death, because he is a man with a conscience...He kills everyone without exeption."

"Lloyd George is a terrible man, he must not be killed...I want to explain to him that God can help him if he obeys me...Lloyd George forces Ireland to do things she does not want to do. Ireland is love, and she wants to love England.."

(Lloyd George var britisk primeminister under 1 verdenskrig)

Mr Big

I mandags var Dennis her og dobbeltinterviewe mig og Morten "Hundehoved" Ramsland om løgn. Rolig samtale, respektable synspunkter. Øller, kaffe og slik. Der var intet pikmåleri, ingen konflikt eller skænderi - burde jeg være skuffet?

Do not go gentle

Surfede nostalgisk efter billeder af the heroes of my youth, Artaud, Nijinsky, Bruno Schultz, Blueberry, Dylan Thomas osv, kom forbi en spansk side om malditos, heterodoxos y alucinados, og huggede dette til at annoncere: Onsdag er jeg på! Klokken 20 00 i Litteraturhouse, Møllegade, er der kritikersalon hvor Anders Abildgård og jeg selv skal grilles (Robbe-Grilles?) af Bukdahl og et par drabanter.

Jøsses Maria

Gauguin: Gul Kristus



Vidste du at Jesus var sort? Neger? Afro? Jo, han kaldte jo alle mennesker brother, og så kunne han ikke få en fair rettergang.

Og dog? Kan han have været italiener? Det er vel egentlig ret sansynligt, for han skulle hele tiden røre ved folk, han fik vin til maden og han brugte en masse olie. Og så troede hans mor, at han var Gud selv.

Det vil sige. Hvis ikke han var fra Californien? Med det lange hår og fuldskægget, han gik barfodet omkring i blødt tøj og startede en nyreligiøs bevægelse og så hang han ude i solen i timevis.

Hvis ikke han var pakistaner? Han beværtede rask væk store selskaber og alle tror, at hans mor var jomfru.

Eller var han snarere dansker? Som 33-årig var han stadig ikke blevet gift, han krænkede de religiøse institutioner, hans tone overfor farisæerne må betegnes som uanstændig og så behandlede han luderen med respekt..

Readymade

(Fra et diskussionsforum for tidligere alumner på børnehjemmet, Godhavn)





"Jeg husker Bech for alle de gange, han har banket mig. Jeg husker hans kone når hun skreg (han bankede også hende). Jeg husker når Dam Madsen nev i min tissemand og så bankede mig fordi jeg græd.Jeg husker alle de tæsk, jeg fik af Tokkesdal og Løkkegård. Jeg husker alle de gange, jeg blev låst inde på sygestuen, til de synlige mærker var væk. Jeg husker alle de gange, jeg stak af, for så igen at få tæsk, når jeg vendte tilbage. Jeg husker alle de gange jeg "sad på plads." Jeg husker alle de kartofler, jeg skrællede, hver dag i tre år. Jeg husker, når min mor ringede og spurgte om jeg måtte komme på weekend og Bech sagde nej fordi jeg var "syg" Jeg husker de andre drenge tog på juleferie hvor jeg måtte blive på sygestuen fordi jeg havde været på springtur og havde for synlige mærker (det blev kaldt halsbetændelse).
Listen er meget lang, men hvorfor kan jeg ikke huske det gode? Det kan jeg også; jeg kan huske drengene der havde det lige som mig; Otto, Ole, Flemming, Jens, Roald, Bent, Arne og alle de andre. Mange af dem er ikke blandt os mere, er det Godhavns skyld?
To ting er jeg uforstående overfor, det er to indlæg jeg har læst i forbindelse med denne debat. Det ene indlæg fortæller om en der kun har gode minder om Godhavn, jeg ved ikke hvilket univers, han har levet i, men det hjælper nok, at han familiemæssigt er involveret, hvad ved jeg. Det andet indlæg er fra en, der siger, at han sammen med to andre styrede det hele incl.lærerne; Jeg har været der i den tid du beskriver, DET ER LØGN. Til slut vil jeg lige sige, at hvis det var sandt, hvorfor stiller du dig så op og fortæller det, så er du jo en af dem, der var med til at gøre livet til et helvede for os andre."

´Tændstikken´

Note: Godhavn var IKKE et af de børnehjem, jeg selv har boet på.

Dante topografi

Hov, fik lige besked fra Chresten Forsum. Interviewet til Universitetsradioen er blevet flyttet til d. 27 april. Men stadig kl. 22 30 og 95,5 mghz.

Ellers har de seneste fire ugers nedtur mest stået i Kina-grillen, cola-flasken og Michael Caines tegn. Jeg var lige på biblioteket og aflevere GET CARTER og den flinke unge bibliotekar spurgte, om jeg var i en Michael Caine fase? Jeg anede ikke, man stadig kunne være i en fase, når man er fyldt 40. Men okay, opturen, der startede søndag morgen, er utvivlsomt bibragt af FUNERAL IN BERLIN og IPCRESS FILE, nådigt stillet til rådighed af biblioteksvæsenet, så på den måde, er det en fase. Og måske meget godt de ikke har, THE MAN WHO WOULD BE KING - tyve år siden jeg så den, sidst - så ville opturen fortsætte gennem taget.

NJET!

Jeg har fået konstateret lidt for højt blodtryk. Så i princippet er det slut med sprut, cola, smørstegte røstspætter - hov, hvordan staves det? rødspætter? - og lakridser. Indtil videre. Jeg har været helt nede eller voldsomt overgearet de seneste uger, men Dennis har været en god støtte og har fået mig i gang med min store gamle roman (sic!). Igen, igen.

If you´re looking for trouble ..

Chresten Forsum (Forfatterskolen 2003-5) har lavet en montage om min bog til universitetsradioen. Det vil sige, han kom forbi med mikrofon og en DVD med The NBC Comeback Special fra 1968 - den med læderdragten og hvor Elvis sidder i en boksering med piger ude på kanten og for en gangs skyld spiller guitar - altså det show, behjertede folk fik stablet på benene trods sabotage fra hans manager, der frygtede at miste guldfuglen. Så så vi den og drak amerikanske øl. Oven i købet var Chrestens DVD forsynet med "alternative versioner" og den berømte bordel-scene, der blev udeladt, efter krav fra sponsoren - det tyske symaskinefirma, Singer. Dejlige ludere. Høje frisurer og lilla trusser.
Nå, men Chresten drak ikke så meget, og jeg blev snaldret og det er næppe alt for banebrydende, det jeg har at sige, bogen var ude af mit system, det var ærgerligt, jeg ikke blev interviewet i efteråret, da bølgen stadig rullede, men det er nok okay, og Chresten kan sikkert trylle. Transmissionen sker på torsdag 13 april kl. 22 30. Universitetsradioen ligger på 95,5 mghz.

Ekstra Bladet

Og Ekstra Bladet anmeldte bogen. Så det synger. Ikke Dr.Hook ("Cover of The Rolling Stone") eller Eddie Skoller ("På forsiden af Søndags BT"), mit billede snydes læserne for, men ellers er den fin. Skribenten er musikanmelderen Henrik Queitsch eller Qwatch - det er ligesom Mary Quant eller quartermechanics, Quanah Parker og Allan Quartermain, hvorfor kan folk ikke bare hedde Laxmiyoni Rajalingam? Titlen lyder, TÆT PÅ GÅDEN ELVIS og den får fem stjerner:

"Med sine 80 små sider fylder debutanten Jens Jacob Toftegaards lyserøde bog (eller snarere hæfte) 'Indianernes Store Hvide Ven' ikke meget i bogreolen, men det skal man ikke lade sig narre af. Det er som bekendt ikke (altid) størrelsen, der gør det. For Toftegaard (uddannet fra Forfatterskolen i 2003) har med den sikre økonomiske sans, der kun kommer af en enorm viden og et stort overblik, skrevet noget af det bedste, mest originale, sjove, skæve og tankevækkende, der indtil videre er kommet på dansk om mennesket, sangeren, ikonet og ikke mindst fænomenet Elvis Aaron Presley.
Linjer som 'Var han vågen? Stanken fra orangutangens gemak var helt overvældende heroppe i soveværelset, som om det violette værelse var en livmor, hvis vægge ud til tarmene var faldet' mere end antyder, at Toftegaards ærinde ikke er den traditionelle fanbiografi. I stedet krydsklipper han mellem egne refleksioner og betragtninger og alskens citater og teorier (ofte af grotesk og/eller humoristisk tilsnit) fra det overvældende materiale af mere eller mindre lødig karakter, der findes om Elvis både i bogform og på nettet. Med bl.a. Che Guevara, Nixon og James Brown som blinde passagerer. Et kakofonisk og alligevel skarptskåret mylder af stemmer, som netop i kraft af sin fragmenterede form kommer tættere på gåden Elvis end så meget andet. En forunderlig, fabulerende og fremragende lille, stor bog."

Om Pablos nyeste

"He shot The Union Jack to ribbons."


Pablo Henrik Llambias´ roman, et Ukendt Barn er hans bedste til dato. Uden sammenligning hans mest velskrevne - der er virkelig levende, intense beskrivelser af anfægtende kropslighed på sygehjemmet, de ydmygede og skidne liv, der henslæbes i senge og rullestole, og det virker som en bog, hvor forfatteren endelig rør ved et brændende stof. Her er på afdæmpet vis noget på spil. Hen ad vejen afløses den systemundersøgende mandlige fortæller - den progressive kalkulator, hvis fjendebillede er en statsminister, der ligefrem anklages for kalkulation på niveau med nazismen - af en kvindestemme, en mere umiddelbar fortæller, en slags anima, der ikke søger sproglig afstand til omgivelserne i Det tredje rige, altså kontrol, men bare registrerer som i ren accept. Hendes mission er alene kærligheden. En rummelighed, der synes udviklet eller tilnærmet med mandestemmens arbejde med de syges kroppe. Det er en fin bog, der selv forener og kontrasterer evnen til vidensindsamling og rationel ordning af omverdenen gennem kritik, med kærlighedens mulighed for indoptagelse, omfatten, måske næsten angstløs væren i verden.

Looking for Rougui Diallo

Here is Rougui Diallo in front of a house in Conakry. In 1977 or 78. Most likely it is the house of her uncle, Laho Diallo, where to she and her mother and siblings moved, after her father got purged by Sekou Toure. I know her brother, Alpha, was in housearrest untill he escaped and fled to Denmark. And Rougui! If you read this, I´d love to hear from you! Find out how you´ve been. Plus, you got more family in Denmark! In the second picture you see your cousin out of Labé, Muhktar "Alex" Diallo with his son, Mathias. It´s at my 40th birthday. Next to them is my cousin, Rasmus "The partyman" Andersen, with somebodys elses boy. Do write me!

Bobacar Telli Diallo

Bobacar Telli Diallo with his wife Kadiatou and oldest daughter, Rougui. He was secretary-general of the OAU for eight years untill retrieved by guinean dictator, Ahmed Sekou Toure. For a while he was minister for law and interior matters, untill Toure decided to crack down on the rich and dominant fula tribe. I met Rougui at the sovjet pioneercamp, Artek in july 1976. While at the camp she was informed by Mohammad Toure, son of the dictator, that her father had been arrested back home. On the state radio he confessed to plotting and spying on behalf of France, Westgermany and the US. And properly a few more. In february 1977 he perished in the military prison, Camp Boiro, starved to death. While in jail he continued pleading with Toure, letters going back and forth, cat playing with the mouse. That story can be read in the FORFATTERSKOLENS AFGANGSANTOLOGI 2003. In danish, of course.

Samba is dead

He´s dead. Samba Solimah. A susu boy from Guinee. We met in the summer of 1976 at the soviet pioneercamp, Artek (Lasurnaja). For one and a half months. He and I were both being threatened with expelsion due to improper and undisciplined behaviour. Samba had caught a disease at one point and was confined to a hospital for a week, since everybody who caught sick were quaranteened. But he got so bored, he ran away and was chased through the woods by men in white suits. Afterwards he showed my the spot on his as, where they injected him with tranquilizers - he was very indignant, but the more disciplined pioneer, Bassirou N´Diaye, corrected him, and made him keep quiet. Samba and Bassirou where always looking for me, to do stuff together, play football, perform songs or just hang out. On the picture Samba is standing next to danish girl, Charlotte. He was in love with her, she was in love with Bassirou. He died around 1990. You live in my heart, old friend.

Wozzeck

I´ve published a book on Elvis. A novel of sorts. It´s got a pink cover - Cadillac pink - and the fotograf on the back shows DJ and bluessinger, Rufus Thomas dressed op as a choktaw chief, wearing feathers and buckskin, while next to him, Elvis Presley is laughing his head off. The picture was taken i december 1956 when Elvis went to see a radioshow at the socalled Mother Station of The Negroes in Memphis. Here Ray Charles, B.B.King and The Happyland Blind Boys where performing - more or less dressed up as indigenuos natives. I had actually decided on the title of my book - The Great White Friend of The Indians - before I read about the episode. So it was too good to be true. And then I found the picture, just in time for publication.
The style of my book is slightly inspired by the fate of the play, Woyzeck by Georg Büchner (1813-37). The young german playwright died aged 23, before publication of his last work. And then it was lying around until the turn of the century, when the ekspressionists rediscovered him and published it. That is, they published a bundle of scenes, as far as they could read them. The titel they made out as, Wozzeck! So that became the title of the Alban Berg opera. But later on, the draft has been scrutinized by dedicated scholars, and republished with the scenes in a different order and a new title. However, it didn´t really matter. Wozzeck or Woyzeck, it´s like shuffling cards, you can read it one way and another. A slightly different succession of scenes only ads to the imaginative force of the play, and in a way leaves it open and very stimulating.
Well! So in my little book on good old Elvis, I try mixing shorts stories, faction and quotations. In order for the book not to be conclusive. Not making the different entries work in a deliberate direction.
There are stories on James Brown, Che Guevara and the Presley mother. And entries on the different etnicities who all try to connect themselves to Elvis: the angolans of North America, the turks, the jews, the cherokees, the irish and the scotsmen. There is quotations from people who hated him and people who, like Bob Dylan, would claim: "Hearing Elvis´ voice for the first time, was like busting out of jail."

The Zangenberg review

Oops! I´d better get going, cause my weblog was mentioned the other day in the paper, Berlingske Tidende, quite an honour I suppose, so I better start feeding it. For those who missed it, here is one of the reviews of my book, Indianernes Store Hvide Ven. It´s from Politiken 4th of january, betitled, TYRKEREN ELVIS, written by Mikkel Bruun Zangenberg. It goes:

"THE KING: Elvis Aaron Presley ... han var ikke et menneske, men et fænomen og et ikon, på linje med Jesus og Einstein; Presley, der døde i 1977, er for længst begravet i myter og biografier, konspirationsteorier og flippede rygter om genopstandelse. Nu har den sene debutant Jens Jacob Toftegaard (f. 1963) imidlertid gjort noget på én gang indlysende og originalt, nemlig genskrevet og overskrevet, i en kollageagtig punktform, en blodigt dampende drama- dokumentarisk skildring af legendens liv og dage og nætter. Rent genremæssigt befinder vi os et sted mellem Tom Wolfes new journalism og hagiografien, den katolske helgenskildring. Resultatet? Forrygende og finurligt, rørende og rørstrømsk. Vi får dels beretningen om de seksuelle og psykiske traumer, der hjemsøgte Elvis, og som senere vanskeliggjorde hans forhold til kvinder, for nu at sige det pænt (manden havde stort set aldrig sex med sine kærester – men var til gengæld patologisk utro); og dels portrættet, gennem øjenvidner, af det intense had og den frygt, Elvis også skabte med sin løsslupne og aggressive seksualitet og musik – måske nogen burde slippe en Presley-vildkat løs et sted i Mellemøsten i dag? Og ikke mindst den misundelse, han frembragte hos konkurrenter som Jerry Lee Lewis, en misundelse, der altid er det mest dybe og ægte tegn på modvillig fascination. Men også en kolossal mængde tilbedelse og kærlighed, beundring og hysterisk medvind. Det er kun ganske få individer, der evner at frembringe så voldsomme og varige reaktioner hos sine medmennesker, vel at mærke overalt i verden: via Toftegaards økonomiske, humoristiske og spændstige krydsklipning får vi et medley af citater fra Mesteren selv og hans omgivelser, herunder hans sære serail af nasse-venner, spekulativt fiktive gengivelser af hændelser, der er baseret på diverse biografiers udsagn, og ikke blot kuriøse klip fra mere eller mindre bizarre overvejelser over Elvis’ etniske herkomst: Var han af tyrkisk, angolansk, irsk, jødisk afstamning? Eller måske en blanding af det hele? Meningerne er delte blandt medlemmer af Elvis’ store religiøst prægede fanskare. Apropos Gud, får Toftegaard også beskrevet Elvis’ dybt paradoksale (og dermed ærkeamerikanske) forhold til religion og moral, på én gang var han jo en depraveret synder, et korsfæstet offer, en jernhård rod og en engleblid og generøs mand. Og så er der selvfølgelig stemmen, som oprindelig gav folk et chok og nærmest fungerede som et elektrisk stød, også på figurer som Louis Armstrong og Bob Dylan. Det nystiftede forlag Anblik har gjort det godt med fundet af Toftegaard, og modet til at udgive den lille elvis-pink bog. Kongen lever – og Toftegaard med!"