Ekstra Bladet
Og Ekstra Bladet anmeldte bogen. Så det synger. Ikke Dr.Hook ("Cover of The Rolling Stone") eller Eddie Skoller ("På forsiden af Søndags BT"), mit billede snydes læserne for, men ellers er den fin. Skribenten er musikanmelderen Henrik Queitsch eller Qwatch - det er ligesom Mary Quant eller quartermechanics, Quanah Parker og Allan Quartermain, hvorfor kan folk ikke bare hedde Laxmiyoni Rajalingam? Titlen lyder, TÆT PÅ GÅDEN ELVIS og den får fem stjerner:
"Med sine 80 små sider fylder debutanten Jens Jacob Toftegaards lyserøde bog (eller snarere hæfte) 'Indianernes Store Hvide Ven' ikke meget i bogreolen, men det skal man ikke lade sig narre af. Det er som bekendt ikke (altid) størrelsen, der gør det. For Toftegaard (uddannet fra Forfatterskolen i 2003) har med den sikre økonomiske sans, der kun kommer af en enorm viden og et stort overblik, skrevet noget af det bedste, mest originale, sjove, skæve og tankevækkende, der indtil videre er kommet på dansk om mennesket, sangeren, ikonet og ikke mindst fænomenet Elvis Aaron Presley.
Linjer som 'Var han vågen? Stanken fra orangutangens gemak var helt overvældende heroppe i soveværelset, som om det violette værelse var en livmor, hvis vægge ud til tarmene var faldet' mere end antyder, at Toftegaards ærinde ikke er den traditionelle fanbiografi. I stedet krydsklipper han mellem egne refleksioner og betragtninger og alskens citater og teorier (ofte af grotesk og/eller humoristisk tilsnit) fra det overvældende materiale af mere eller mindre lødig karakter, der findes om Elvis både i bogform og på nettet. Med bl.a. Che Guevara, Nixon og James Brown som blinde passagerer. Et kakofonisk og alligevel skarptskåret mylder af stemmer, som netop i kraft af sin fragmenterede form kommer tættere på gåden Elvis end så meget andet. En forunderlig, fabulerende og fremragende lille, stor bog."
0 Comments:
Post a Comment
<< Home