Sukkets Anatomi a.k.a. Suk & Sød

All that grace
All that body
All that face
Makes me wanna party

Tænk, at det kan synges så gribende.
Dermed være så genialt skrevet. Oh, store livsfejring.
Det, god pop kan, og som gør god pop til god pop og uden hvilket pop var overflødig, er, som du ved, at ramme en fundamental nerve og ramme den helt rent, kiaii! De store følelser, de elementære. Tab, sorg, at bare måtte danse, generøsitet, at elske uden forbehold. Sådan at de blusser op i lytteren. Som havde man pustet på en grånende brændeknude. Og det er ikke nemt, så hitlisten er en kloak og løber altid over med ligegyldig musik. Mislykket pop.



..indlysende, jo, jo, Lana, men hør nu videre

Den seneste måned har man på nettet kunnet høre Young & Beautiful, tema til nyindspilningen af THE GREAT GATSBY. Jeg har haft våde kinder 25-30 gange - faktisk stort set hver eneste gang, jeg har lyttet til den. Ikke hulk, ikke gråd, ikke oh, det gør ondt, bare en uproblematisk automatreaktion. Plask!! Jeg bliver våd, uanset om jeg lytter fokuseret eller ej. Med hørebøffer og uden.
Hvorfor?
Hvad er nu det?

Nu spørger du måske, hvorfor skal jeg læse en grådlabil bloggertosse? Mister HulkeHulke? Men det er hvad jeg har til dig. Det sidste værk, der udløste tårer ad libitum, var Henryk Goreckis tredje symfoni, der hittede stort tilbage i 1993-94. Men her var der tale om et værk, indledt med dybtgravende strygere og en adgang til sorg, smerte, medfølelse, den slags, såvel som en osmose af forklarelse og sorg. Derfor tårer af en sådan type, kunne man sige. Lidelsens reservoir. Sorgens salt.
Lanas sang synes at få fat i lykke og kærlighedsevne, som åbenbart også kan måles i tårer. (Er det for personligt, at jeg skriver det her? Men det er du vel vant til, efterhånden.) Nå, ja, man siger jo glædestårer. Men hvor tit har man ellers dem?



Goreckis symfoni har vokal, noget tekst, men på polsk. Ordene kunne altså ikke i sig selv spille en rolle. Lana synger Will you still love me/When I'm no longer/Young and beautiful og konkluderer, I know you will ... og kærligheden transscenderer døden, fortsætter ind i evigheden - der er en passage a la bodegaklassikeren HIMMELHUNDEN, hvor hun synger cirka må-man-tage-fyren-med-sig-ind-i-himlen, han-er-sød-og-han-har-været-min-bedste-ven.
 Den uhæmmede, oceaniske kærlighed er grundlæggende barnets kærlighed. Kender ingen modstand, ingen skuffelse, ingen grænse. Hvis ikke du bliver som et barn igen, kommer du ikke ind i Lanas sang. Men der venter saligheden. I'm lying in the ocean/singing your song, som det hedder et andet sted.


... jamen, jeg mener det sgu, søde ...

Men stemmen. Uden stemmen ingenting. Hun, der netop så tit synger falsk live, synger som bedst, altså når hun er mest lydhør, indefra mig. Gud være hermed identificeret, det er Lanas ånde med sin lyd og lydhørhed, når hun synger Young And Beautiful.

Som du for længst har regnet ud: jeg ER Lana. Min anima, mit følelsesliv personificeret, osv. Lana-jeg-Lana. Ved at ramme en nerve så rent, så rent, som hun gør, bliver identifikationen hos lytteren så meget mere omfattende, vil jeg tro. ... nå, jeg prøver at skrive noget mere en af dagene ...




... Jeg ved ikke om det her giver mening eller har nogens interesse ...

Mein Vamp

Es stehen millionen hinter mir ... THE HATERS er godt nok kreative ... men hvad nytter det, selv med jernkors er hun ... er en nattergal en ... - men faktisk burde mindst fem af hendes sange tildeles jernkorset med egeløv og brillianter



... især har mange lavet gif-filer baseret på hendes, hmm, nervøse læber ...

.

"Those loonies can go slit their throats," okay, så, Lana.







Groupie

Suk!

Jeg tilstår. Efter forrige indlæg havde jeg et uroligt døgn. Hvad var det, der skete? Gik for sig? Inde i mig? Jeg måtte erkende, at jeg var forelsket i Lana Del Rey! No kiddin´! Det er aldrig sket før. Heller ikke som teenager. Jeg dyrkede ingen sangerinder eller skuespillerinder på den måde, med de følelser, overhovedet ikke. Det er vel også mest noget der sker for unge piger. Det er sjældnere drenge, der indlogerer sig på samme hotel som Take That eller Prince eller Depeche Mode og prøver at møde dem i lobbyen. Få en nat, en samtale, en øjenkontakt med stjernen. MTV bragte for omkring ti år siden en lille dokumentar, hvor de fulgte to groupies. Det lykkedes pigerne at komme med til backstage-party med det obskure heavyband, de dyrkede, ved at vise en roadie deres bryster. MTV kunne ikke filme selve festen. Men den kønne havde åbenbart fået bid, for hun ville ikke udtale sig bagefter. Programmet sluttede med at den anden, den tykke bamsepige, på ynkeligste vis sad og forklarede hvilken dyb connection, der var opstået mellem hende og den promiskuøse hjerteknuser, der sang for i gruppen.

Men nu er det mig. Jeg jagtede for nogen tid siden et af Lanas uudgivne numre på nettet og hørte af nysgerrighed også andet af hende på youtube og lyttede mere og mere til hendes stemme og tekster, og så flere og flere interviews og hjemmevideoer og småkiksede live-optrædender og … og … hvor var hun dog charmerende. Og kær. Og gæv. Og begavet. Og talentfuld. Og sprælsk. Og lattermild. Og vidunderlig. Og .. så ... bankede mit hjerte. Mit groupie-hjerte.

Alfamis

For meget høvding, for lidt indianer?

Jeg så for nyligt på facebook, at dagbladet Informations Niels Ivar Larsen på et diskussionsforum om religion & ateisme havde linket til Lana Del Reys GODS AND MONSTERS. Det er den, hvor hun synger strofer som In the land of gods and monsters/I was an angel/looking to get fucked hard ... me and God/we don't get along ... I don't really wanna know what's good for me/God's dead/I said, baby, that's alright with me ...Javel, la lute continue etc – kulturkampen fortsætter på Larsens fb-forum, hvor han tålmodigt og venligt samtaler med tilhængere af den malikittiske, den hanafittiske eller måske den hanbaliske sharia, hvis ikke det ligefrem er dem, der ønsker at velsigne menneskeheden med shafi'ittiske retvisninger.


Men kulturkampsmæssigt har jeg selv på det seneste haft et par overraskende udvekslinger om Lana Del Rey med yngre kvinder. De rynkede nemlig på næsen. Hendes musik interesserede dem ikke, og skidt med det, men de omtalte hende med forskellige nedgørende betegnelser for løsagtig. Tøjte, so, ho - en æreløs kvinde.



Femen.

Her er det så jeg undrer mig. Er det yngre generationers opvækst med Beverly Hills 90210, der spiller ind, en ændring i sæderne? Øh, altså, at BH 90210 skulle have gjort trekant&analsex generationerne født mellem 1975 og 1990 mere snerpede – not bloody likely!

Eller er det fordi en kvinde, der synger om sin seksualitet som nærmest militant tilgængelig vagina, virker dominerende på andre kvinder?
Vækker frygten for alfamissen?

Og så tyer de på skrømt til den kulturkonservative udskamning? Man tænker jo, at verdens kulturer og civilisationer som flest sandsynligvis udviklede sig så kvindeundertrykkende med opbakning fra flertallet af kvinder. At de frække skulle gemmes i jomfrubur og hijab-krævende selvopfattelse for ikke at skaffedyrene stak af fra deres koner.

Før berømmelsen, ret almindelig og
masser af talent. Det er ligesom med Jonathan Richman;
jeg gad godt være venner med Lana.

Lana har udtalt, at hendes tekster er selvbiografiske. Men at hun om nødvendigt ”digter” for den bedste formulering, det bedste refræns skyld. Man må således formode at strofen om at hun var en engel, der tragtede efter at blive kneppet hårdt, er en ærlig beskrivelse af hende selv som yngre, en sårbar ærlighed, men jo også bare indlysende ang. teenagepiger; der er bare ikke så mange andre sangerinder, der synger det lige ud. Hvilket bringer mit bloganlæg fra 2008 i erindring: Portræt Af Kunstneren Som Ung Smatso. Dengang anførte flere kvinder, at når man ikke så debutromaner af unge kvinder om unge kvinders omtumlede kærlighedsliv, var det fordi de ville få tæve-status ved at skrive det samme som fyrene. Jeg blev sågar hånet i Information af klummeskriver Christina Glaffey - hånet for min naivitet. Men jeg forstår nok stadig ikke, hvorfor det skal have relevans for kunstnere. Jeg siger jo ikke, at piger skal gå rundt på gaden og sige, at de har det som Lana i den sang. Men hvis man er kunstner som hun, så er det vel indlysende? Nietzsche sagde, jeg elsker digterne, men de lyver for meget. Citat slut. Og det gider vi jo ikke mere!



Men objektet Bruce Springsteen kaldes aldrig sexkilling.

Du har vel lyttet til BORN TO DIE, skiven fra 2012? Nå, ja, en fan som mig har så også tjekket både hendes skrottede album fra 2005 og det næste fra 2010 – det er ikke det store, men på dem begge er hendes såkaldte gangsta’ Nancy Sinatra persona under udvikling. Men desuden flyder mange nyere, uudgivne numre rundt på nettet, youtube og piratdownload, jeg tænker på DAMN YOU, SERIAL KILLER, NEVER LET ME GO, TEENAGE WASTELAND eller, hvis du skal holde fest, den dobbelt-op-på-hore-og-skøge agtige GO GO DANCER. På disse numre synger hun typisk med lysere vokal og i Marilyn Monroe stil, hvilket passer hendes stemme bedre end den dybe, melankolske vokal, der har givet hende gennembrudet. Prøv også LAST GIRL ON EARTH, den er morsom, eller hør PLAYING DANGEROUS, hvor hun (!) tilsyneladende har påsat en brand for at blive lagt i håndjern af den lækre politibetjent – og så nævn lige en anden sangerinde med humor, jeg kan ikke huske nogen. Nå, jo, bakkesangerinderne, men ellers?


Nellie's Bøger

Forlaget Lindorm & Ringorm har for nyligt haft den fornøjelse at udgive H.C. Andersens genfundne kogebog, Den Grimme Vælling - skønt onde tunger stadig taler om et falsum - og den kommende tid har vi den glæde at præsentere Niels Franks samlede værker i ny, omskrevet form. Digteren, der ellers tæller blandt Karl Ove Knausgårds mest ophidsede kritikere, kommer nu bag på alle og går Knausgård i bedene. Det skulle dreje sig om følgende bind: 

Små Huder. Sturm und dreng, den svære kærlighed i puberteten, skindet som bedrager. Niels får sit første digt trykt i hundesexbladet Ugens Apport. (1974-76).

Børgespil. Hvordan man tjener til en ny cykel inden saunaens sten bliver kolde. (1977-80).

Alt Andet End Løgene. Unge Niels barberer sig (1981-83). Til skolekomedien synger han, ”Man kan jo ikke gøre for at man har tarme.”

Bagbordsindianernes Store Hvide Ven. Om mødet med Poul Borum. (1988-90).

WC. Fotobog.

Acapulco. Æstetik, Andy Warhol og landligt jyske a´ ka´ pul´ ko erfaringer.

Livet I Misantroperne. Avant et derriére. Garden dør, men den overgiver sig ikke (1995-02). Som rektor på Forfatterskolen er der ikke dét, Niels ikke vil sige om eleverne bag deres ryg, – faktisk allerede, når de starter på Hald – for at fjerne deres grænser for hvad man kan skrive.

 

Niels Frank & Lars Frost (red.): Kværuslanten. Mandeessays. Skriftet indledes af Frost med Mis Og Gryn – kvinde- og kapitalismekritik, og tæller Niels Franks eget Bitter-Issen; Om hårtab og civilisationens undergang. Til slut den velfærdsutopiske, fælles tekst: Smukke Diller Efter Krisen.

 

Pro-Mænaden

Har genset William Friedkin´s EXORCISTEN. Denne gang Directors cut på DVD. Første gang var tilbage i 1986 eller 87; en sen aften, alene på mit klubværelse, gennemstod jeg gyseren på naboens bærbare fjernsyn, jeg havde inde til låns. Jeg havde skruet meget langt ned for lyden for at kunne klare mosten.

Dengang fangede jeg ikke antydningerne om, at seksuelle overgreb har fundet sted. Men det er helt EVIDENT. Skulle jeg mene. Men. Ikke for instruktøren, må man tro, når man hører kommentarsporet - for jeg nappede den lige en ekstra gang med talkover slået til. Hmmm? Det rejser et tekstspørgsmål, må man sige. 

Lad mig lige referere: den tolvårige Regan bor hos mor, far er væk og udenlands, og i huset færdes både sekretæren Sharon og et mystisk, men hjertevarmt tysk eller schweizertysk ægtepar med funktion af tyende. Pigens far har forladt familien, og filminstruktøren Burke er begyndt at optræde som husven. Og der rumsteres på loftet. Har man rotter på loftet? Næh, ikke ved første øjesyn. En aften fyldes huset med gæster. Prominente folk, skuespillere, politikere, en entertainer-præst. Burke, der spilles af en jødisk skuespiller, drikker tæt og siger, at der er et fremmed pubes-hår i hans drink. Derpå tirrer han den kryptotyske hustjener, bringer ham fra koncepterne med nazibeskyldninger, og efter overstået klammeri siger han, ”What´s for dessert?” Så klippes der til lille Regan i hendes seng.

   Så går det agurk i det lille hjem.

En eftermiddag skal Burke passe huset og lider døden oppe på pigens værelse. Forstår man. Finder man ud af. Hen ad vejen. Hans hoved er blevet vredet rundt og liget smidt ud af hendes vindue og ned ad en dyb trappeskakt. Det hændelsesforløb slutter politiet sig til. Men hvad han skulle på hendes værelse, ville der, finder man aldrig ud af.

Men man bemærker, at første gang den lille piges eget hoved drejer omkring, taler hun med Burkes stemme, ”Do you know what she did, your cunting daughter?”

Hvilket faktisk lyder ret typisk pædofili- eller incestudglattende, at, Herregud, det er det lystne barn, der er den skyldige, det onde er i barnet, ikke i krænkeren.

Scenen indledes ved, at moderen og tjenestefolkene nede fra stueetagen hører en ordveksling mellem Regan og en mandestemme: Regan: Please, No. Mandestemme: Do it! Do it! Og da moderen braser ind på værelset, hvor alle ting flyver omkring, barndommen centrifugeres, siger mandestemmen, ”Let Jesus fuck you,” og hakker et krucifiks op i pigen. Moderen kæmper med Regan om genstanden, men barnet tvinger hendes ansigt ind mod sit skød og stemmen knurrer, ”Lick me! Lick me!”

Det pigen ikke kan sætte ord på, må kroppen kommunikere; hævelserne HELP ME træder frem af huden. Og allerede den aften Burke fandt et pubes-hår i sin drink og i samme åndedrag ønskede sig desert, dukker hun op nede i stuerne blandt de voksne og siger, ”You´re gonna die up there.” Hvilket figurerne tolker som henvendt til astronauten, der har stået og talt om sin kommende rumfærd.
Så ”går hendes vand,” – hysterisk graviditet eller bare tis?

 

Nå, men da det ret hurtigt gik op for mig, at filmen kunne - måtte - ses som en historie om følgerne af overgreb, sad jeg bare helt overvældet af medfølelse. Fulgte handlingen i dyb sympati med Regan og uden den mindste fornemmelse af uhygge eller metafysisk mystik og rædsel. Sympatiserede totalt med den mænadiske rasen, hun er henvist til. Nu handler det om et barn, der ikke er blevet set, hørt, beskyttet. Hvis gryende seksualitet er blevet inficeret af krænkeren.

Jeg vendte på en tallerken

 

 

 

PER19GRYN FREMTURER

Ingen anmeldere af Hans Otto Jørgensens Springer, der udkom i september, nævnte at flere af bogens tekster har været udgivet før. Laima – Intellektuel i Sovjetunionen er sakset fra Blæsten Går Frisk i Sæt Asta Fri, hvor den står i kursiv, og Zeet er sakset fra Zeet Og Konfirmationen. Jeg troede først, der var tale om alternative takes. At man her havde at gøre med en slags bootleg Jørgensen med velkendt stof i andre versioner plus bonus tracks. Men Laima følger ordret den oprindelige tekst, altså bortset fra, at den er skåret fri; potentielt kan forfatteren jo så relancere enhver tidligere udgivet sætning som fragment eller kortprosa eller hvorfor ikke lyrik. Når det gælder Bokseren og Zeet, der for det meste består af ordrette udklip, kan man dog netop godt tale om alternative takes. Muligvis også Åh, At Se Jørgen Nielsen, men den stammer så muligvis fra By & Hest, som jeg ikke ejer. Men læst den før, helt eller delvist, det har jeg `gu. Nå, pointen var bare, at jeg undrede mig over, at anmelderne slet ikke kommenterede fænomenet, for jeg synes ikke, jeg har set det før. Ikke sådan her. Jeg ved godt, at Harald Voetmann i Kødet Letter tager en udgivet tekst op igen og gør den til et kapitel, men det er jo så netop for at ekspandere på den.

PER19GRYN SIGER

Hellige Tre Sambuca-Konger

Jeg læser den nye Christina Hesselholdt – forstået sådan, at jeg har læst den hele, men læser videre i den – og jeg bliver alvorligt i tvivl om stavefejl er en del af den kunstneriske hensigt. Sådan som Tue A. Nexø antyder i sin anmeldelse. Eller om det er udtryk for tiltagende redaktionel sjusk på forlagene.

Hvor triumferende lethåndet skulle det egentlig være at fejlstave Becketts figurer Molloy og Malone? Så havde det også været sjovere at skrive Pirouette Le Pen (s. 59). Eller Madame de Stald (s. 47). Og jo, jeg kan godt se at bumlet og "autentisk fejlagtig" stavemåde kunne være et led i værkets afhierarkisering af stof og sprog og hele autobiografoide teater og alzumenschlischeskeit. Men jeg lander altså på, at det umuligt kan være forfatterindens hensigt. I CAMILLA AND THE HORSE omtales en crepêmand to gange på side 112. Det er vel en der sælger pandekager, crêpe, til han er ved at krepere. Ligesom Maryl Streep og zigeuner er sluppet i gennem.

Jeg vover en påstand om, at der er noget galt i dansk forlagsverden. Læg mærke til s. 68 i Christina Hagens SEXDRONNING, "De vil drikke retsina og saki …" og s. 83 i Lone Aburas´ FØTEXSØEN, " at drikke sig fulde i Zambuka." Begge forfriskninger indtages under ophold i Grækenland. Men mon ikke der skulle stå raki og sambuca? Eller bedre, ouzo og sambuca? Den lokale anisbrændevin hedder raki i Tyrkiet og i de gamle osmanniske kolonier på Balkan – undtagen i Grækenland, hvor man drikker ouzo! I Libanon og Syrien brygger man (kristne og alevitter) til gengæld arak, mens man i Syditalien laver sambuca, der er en hel del sødere end de andre typer. Så med mindre Christina Hagens heltinde vil drikke japansk sake i Grækenland, og Lone Aburas´ personer boykotter den lokale sprut, ligner det et par dobbelte svipsere. Sådan nogle redaktøren eller korrekturlæseren skal fange, og man tænker, drikker de ikke nok på Gyldendal?

Men de er øjensynligt lige så tørlagte ovre på Rosinante. I CAMILLA OG RESTEN AF SELSKABET får en figur serveret en snaps i Serbien. Men mon ikke det skulle have været en slivovitj? Vi kalder vel heller ikke vodka for russisk kartoffelsnaps – skønt, okay, det slår mig lige, at man faktisk siger pæresnaps om den dejlige, normanniske Poire Williams! Okay, så. Men så skulle der have stået blommesnaps, for jeg er ret sikker på, at serberne ikke laver kornbrændevin efter tysk og dansk model.

I interviews bryster forlæggere sig gerne af, at de elsker litteraturen. Men det virker, som om de ikke engang gider gå i seng med de bøger, de udgiver, længere. Jeg synes fejlene hober sig op i for meget af endda den bedste danske skønlitteratur. Der er en scene i K.B. Foss´ STORMEN I 99, hvor en skurk binder en kvinde til en seng med viskestykker og knebler hende med en karklud, der også bindes fast. Så voldtager og vansirer han hende. Men kort efter er hun i stand til at komme fri ved at gnave viskestykkerne over. Gode tænder! Dårlig redaktion? En forfatters privilegier indbefatter at stave forkert i manuskriptet, kludre i formuleringen og at gyde tanketorsk, hvorfor det er forlagenes opgave at levere en grundig korrektur. Men den er måske sparet væk, fordi forfatteren formodes at klare det selv med stavekontrollen?

Uden at jeg skal påstå, at man ikke kan skrive på det tanketorskuøse. Selvfølgelig kan man det. Kunstnerisk frihed, forskønnende skønhedsfejl bla bla.

Men altså.

Okay, så er fluen kneppet …

Per19Gryn siger (2)

"Det hele kunne minde om et sted i O'JØSSES, hvor Steffen og Baloo hen ad morgen går gennem Dublin ..."

"What a rest to speak of bicycles and horns."

"Det hele kunne minde om den cykeltur Malloy eller Mallone er på med en søn et sted i trilogien …"(SELSKABET GØR OP s.129-30 og bagsiden)

Hvordan går cykelklokke-maskinen i forbindelse med moder-anus-maskinen (ANTIØDIPUS s.2)

Det er Moran & søn der sidst i MOLLOY cykler derudaf, men den tanketorsk fungerer fint som skønhedsfejl, en prik på en pudret kind i rokokoens Frankrig, jo, jo, den køber jeg, det er også meget praktisk at kunne forbinde de navne hjernen åbenbart helst vil skrive, derved dannes poesi. Men enten må forfatteren efter korrektur have bedt forlaget lade stavemåderne stå, og så er det ikke ægte fejl, men forfatterens hensigt. Eller også er det virkelig elendig korrektur - siger jeg for lige at understrege forrige indlægs pointe.

"Det hele kunne minde om et sted i UGLESØS, hvor den ungarske jyde Leopoul Borum og unge Steffen hen ad morgen går gennem Dublin ..."

Facebook Embraces Turkish Censorship

Facebook Embraces Turkish CensorshipJeg anede ikke, at man kunne brænde et flag på Facebook. Men det kan man (må i gang allerede idag), og den tyrkiske regering har presset kapo´en M.Zuckerberg til at nu også at fjerne den mulighed - for Tyrkiets vedkommende. Man må stadig gerne brænde kurdiske, armenske, iranske, amerikanske for slet ikke at snakke om det danske flag, der jo FORESTILLER MUHAMMED.

The Devil You Know

Landsbytosser bor på
landet, storbytosser i kartoffelrækkerne. Her på Nørrebro har vi
så i kraft af befolkningsudskiftningen fået en vrimmel af tosser,
tåber, skøre kugler og helt afsindigt skingrende vanvittige af
såkaldt anden etnisk herkomst. Tag nu DET AFRIKANSKE HUS. Han er en
stor, bredskuldret, måske over to meter høj mand. Dobbelt op på
klicheen om den store afrikaner. Han ser ud til at komme fra
Vestafrika, jeg vil tro, det sydvestlige Nigeria, han kunne godt være
yoruba eller måske er han fon fra Benin, ewe fra Togo eller Ghana,
vi er derhenne af, kunne være asante eller akwamu. Første gang jeg
møder ham, tager han sine forholdsregler allerede på flere meters
afstand. Det er på det lokale bibliotek, han er bevæbnet med en
sprayflaske med et rengørings- eller duftmiddel og fyrer et par
skyer af i min retning. Så
taler han, ”It´s bad what you´re up to! Keep
God in mind!” Derpå en masse om witchcraft.
Kort efter møder jeg ham på Nørrebrogade og hilser – men han er
ikke glad ved gensynet, jeg praktiserer trolddom, det har han
gennemskuet, ”It´s not good what you do – ANY preacha´ will
tell you!”
Jeg får et par strint
med rengøringsmidlet til afsked.
Så vidt jeg forstår,
er han kirkelig af en art.
AL-SHABABAPAPA er til
gengæld muslim fra Afrikas horn. Det er ham, der sætter sig på
biblioteket med en stol vendt ind mod et hjørne mellem reolerne og
læser avis. Når han ikke sidder og river avisen i strimler. En
gang, hvor jeg ikke var bekendt med ham, sad jeg i nærheden, da han
giver sig til at flå dagens Information. Den havde jeg, trods alt
det lort, de skriver, luret på at læse efter ham, så jeg
protesterer. Men trods hans afsondrethed liver han straks op ved
muligheden for konflikt. Jeg er imod Allah og et fortabt menneske.
Rent affald. Hans evne til foragt er imponerende. Og ubehagelig. Det
er måske denne evne til iskold misbilligelse, nedarvet i familien,
der har skadet ham som barn. Men jeg har altså svigtet Allah, bedre
er jeg ikke værd. Han erklærer, at jeg har otteogtyve år tilbage
at leve i! Det er, skulle jeg mene, også en slat, selv om prognosen
for min generation typisk lyder, at man bliver hundrede. Han mener
dog ikke, jeg vil bedre mig, jeg har helt grundlæggende svigtet Gud.

Anti-Skinnebach

Det er ikke vigtigt, at menneskeslægten overlever, hvis litteraturen skal handle om klimakrisen.

Back In Your Life

Hov, en serbisk tegner har lavet striber med Jonathan Richman som figur - desværre eller endda på italiensk. Kan du oversætte den for mig? bare lidt?

Polle & Hajen

Når man tilkendes et ophold på Det danske institut i Rom følger der en slags diæter med, et beløb til udgifter og forplejning, og da jeg i 2007 var afsted første gang, kunne jeg se, at hvis jeg sparede og undlod at gå ud i nattelivet, var der også råd til et stykke beklædning. Noget italiensk! Friske stilen op. Nede på Corsoen faldt jeg så pladask for en polo af et mærke, jeg aldrig havde hørt om. Paul & Shark. Den kostede det dobbelte af en La Coste polo. Der i sin tur kostede tre gange så meget som en Marlboro polo. Men det var den, jeg skulle have.
Dagen efter, at jeg købte den, opdager jeg, at der ligger en hel Paul & Shark butik på den lille plads ved Trevi-fontænen. Godt skjult af den vedvarende mængde turister på pladsen. Så ind ad døren med mig og kikke på sejlsportsmode. Skipperkasketter til ældre milliardærer. Charmeklude til velbeslåede søulke. Vindjakker beregnet på høj sø, kæk kashmir til den sidste aftensol ombord.
Men lige bag mig dukker indehaveren op. En lille mand uden tålmod eller er det uden respekt? Han hilser mig med, “Goodbye!”
Gør en fejebevægelse foran sig med ti fingre, ud!
Han vil bare af med mig. Jeg må ikke engang kikke. Hans kone dukker også op, heller ikke hun vil have mig som kunde.
Var det marinemodens Nørreballe? Sådan at forstå, at man kun lige måtte træde ind og afgive sin specifikke forespørgsel, alt andet var en frækhed og så var det herut? Eller smed han bare fattigrøve ud, rutinemæssigt og af princip?
Krænket og ydmyget føjede jeg manden. Meget ydmyget. Han havde virkelig fået ram på mig, da jeg forlod butikken, jeg havde slet ingen parader haft, helt uforberedt på skamløsheden i det italienske klassesamfunds hierarkisering.

Så da jeg vendte tilbage til Rom på et nyt ophold i 2009, vidste jeg, at det var payback time. Jeg venter et par dage, jeg var så opkørt og nedkørt af angstanfald hjemmefra, at jeg måtte starte med et par dage indendørs på Campari+appelsingulerodsjuice fra morgen til aften. Men så var jeg ved at være klar. Rullede skuldrene på plads foran spejlet, lavede knæk med nakken, tog et par dybe indåndinger og blæste kraftigt ud. Andiamo! Afsted gennem Villa Borghese, ned ad den spanske trappe, hen til fontænen. Jeg havde den fordel, at jeg huskede ham, mens han umuligt kunne genkende mig, umuligt nå at gennemskue min hensigt.
Den lille klokke ringer, i det jeg smutter ind og lukker døren bag mig. Hadet lyser straks ud af den næringsdrivende. Men både ham og konen er optaget af kunder. Jeg begynder altså ugenert at bladre i cocktailjakkerne på stangen. Løfter en jakke ned og slænger den på et bord. Prøver den. Er den mon stram i armhulerne? Jeg svinger lidt med armene. Men nu er han der, lige i nakken.
“We are closed!”
“Yes, nice clothes.”
Jeg holder smilet højt, men undlader at se på ham, og taler anerkendende om varerne, mens jeg slentrer over til bælter og cigar-etuier. Videre til bluser og bukser. Griber vurderende stoffet med fingrene, holder sweatre i vejret. Han iler lige bag mig, konen er med nu. Han vrisser, “Thank you, goodbye,” jeg svarer, "Oh, thank you, sir," han siger, “Ciao, ciao,” jeg siger, "Come estai?", og da han slår ud med armen i retning af døren og siger, “The shop is closed” nikker jeg begejstret, “Yes, the shop is quite close to everything.”
Jeg kan mærke hans afmagt, og hvor er det skønt. Det er nu, han ærgrer sig over at have sparet pengene til en butiksvagt. Havde han haft en dørmand, havde han ladet mig kaste i dybet fra den tarpinske klippe. Fodret murænerne med bloggeren. Eller fodret Paul & hajen. Og lige udenfor døren står faktisk altid carabinieri. Med sort kasket og hvid skrårem. Men kun en enkelt på denne årstid, det er november, de færreste turister pønser på at soppe i Trevi-fontænen, politimandens fløjte er tavs – skønt heller ikke carabinierien ville butikken kunne tilkalde, for hvad har jeg lige gjort?
Konen har sat sig på en stol, har opgivet. Sukker uvant. Pengesvinet selv opretholder forfølgelsen, står med alt sit tyranniserende kropssprog forvandlet til volapyk. Da jeg synes, jeg har gennemført min gestus, tager jeg venligt afsked. Går ud og finder mig en is.

Rushdie

By the way. Jeg ved godt at jeg tidligere har udnævnt Niels Franks Spørgebogen til bedste danske udgivelse 2010. God er den, nemlig. Men jeg må erkende, at nu hvor jeg har læst favoritterne fra 2010 to eller tre gange hver, er jeg nød til at tildele SÆT ASTA FRI prisen. I den anledning har jeg en kommentar til indholdet. Here we go:

I The Factory optræder en hund med navnet Thomsen. Den beskrives som kontormandsagtig. Ingen steder står der, at det er en kommentar til nogen digter af samme navn. Jørgensen kan ikke anklages for at håne nogen, der er ikke noget at komme efter. Det var ellers præcis den fornemmelse flere anmeldere fik. Hmm?

I Sæt Asta Fri, bærer en figur navnet Rushdie; en rødhåret mand fra Rhodesia, der med tiden overtager hovedpersonens kæreste og ”i dag” driver økologisk landbrug sammen med hende. Og. Jeg frygter, at navnet er valgt for at kunne skrive sætningen, ”Morris og Rushdie er sønner af det hvide Afrika.”
Det er muligt jeg er uretfærdig, det er muligt jeg tager fejl.
I så fald, Jørgensen, beklager. Jeg håber, jeg gør dig uret.
Men jeg blev sgu bedrøvet, første gang jeg læste den passage.
Rushdie er ikke et engelsk eller skotsk eller irsk navn, men et muslimsk navn, jvf. Ibn Rushd (Averroes). Det er ikke rundet af britisk imperialisme, men af arabisk og på anden vis islamisk kolonisering og imperiedannelse. Den i Mumbai fødte Salman Rushdie er så at sige ”barn” af det arabisk-turkomane-mogulske Indien, og det er ikke et navn fra den blå luft; enhver læser genkender det. Også her hvor en dansk forfatter forbinder det med europæisk hegemoni i Afrika. Skal det forstås sådan, at Salman Rushdies virke betragtes som et barn af britisk imperialisme?

Når jeg overhovedet kan få det mismod, den mistanke, skyldes det, at jeg er stødt på en del af den slags forbløffende holdninger i kunstnerkredse.
Eksempelvis interviewet med pensioneret forlægger, Torben Madsen, bragt i Information 31 august 2009. Jeg har gemt det: "De Sataniske Vers er iskold spekulation i en berømmelse han ved Gud fik og lidt til."
Jo, det udtalte han. Hr. Madsen overser, at Rushdie flere år før De Sataniske Vers udkom var blevet hyldet af Klaus Rifbjerg og Poul Borum i det fjerne Danmark; verdensberømmelsen var i hus for længst.
Skulle Rushdie også have skrevet sit gennembrud, Midnatsbørn (1980), der gjorde ham uønsket i en periode af den indiske regering, for at tækkes vesterlændinge med et horn i siden på Indira Gandhi? Eller romanen Skam, der gav ham problemer i Pakistan – skulle han have karikeret Zulfikar Ali Bhutto og Zia ul-Haq af ren og skær opportunisme?
Hvad med det engelske politi, der i Sataniske Vers portrætteres klassisk som racistiske strissere? Ah, nå, jo, det er selvfølgelig for at spekulere i salg til kystbanesocialister. Eller wa?
I et essay om censur fra 1983 gik Rushdie i kødet på religiøse og politiske begrænsninger af ytringsfriheden i Indien og Pakistan. Med humor, endda. Seks år før fatwaen. Hvad nu hvis han bare mente det?

Crime of passion

Mit ideal var kleptomanen i Enhjørningens Hemmelighed. Den lille, hvidhårede herre, der ustandselig stjæler Dupont & Dupond´s tegnebøger, indtil de finder på at sætte en elastik i, så tegnebogen, i det elastikken strammes, returnerer i retning af ejermanden - og smæk i synet på Dupont. Da Tintin og Haddock til slut står i lommetyvens lejlighed, er mandens reol fyldt op med tyvekoster. Tegnebøger ordnet alfabetisk efter den bestjålnes navn. Dette er hans bibliotek. Lutter tyvekoster. Jeg lod mig som ung inspirere og klistrede selv et lille mærkat ind i bøger, jeg ikke var kommet ærligt til, og noterede navnet på boghandlen og dato for det kriminelle forhold.

Patti Smith m.fl. har for nyligt skrevet en lille tekst i The New Yorker, hvor de beretter om en bog, de engang har stjålet. I hendes tilfælde et digert opslagsværk – og hun blev taget af en vagt. Min historie bliver denne her: Forrest i mit eksemplar af Salman Rushdies Skam har jeg på mærkatet skrevet Arnold Busck 10-marts-1984. Jeg havde tidligere bekostet Midnatsbørn til fuld pris samme sted, men åbenbart nu valgt at anskaffe forfatterens næste roman via armhulen under min jakke … og det gik snildt, så jeg kan ikke runde historien af som Patti med en pågribelse.

Lol y pop

Jeg lever i den dybeste armod og har derfor kun råd til at investere i f.eks. den årlige titel af C.Hesselholdt eller en titel eller to fra - den nu åbenbart udtørrede - H.O.Jørgensenske syndflod, sådan cirkus ... den nye Llambías er der således ikke råd til eller Hannah eller Ukelele-Jam eller hvad der nu ellers gør mig nysgerrig. Sorry, folks! Få jeres gnieragtige og jævnt hen kunstforagtende forlæggere til at sende mig et eksemplar, tak. Men når jeg nu altså ikke kan juble eller kede mig bravt til afsnittet l i Monte Lema kan jeg jo tilgengæld mindes med fryd Godley & Cremes fede L fra 1977 - den med nummeret Art School Cantine ... er den mon citeret i bogens poechick afsnit? Godley & Creme var to af dem fra 10CC, der forlod bandet for at fjumre med et instrument de havde opfundet, the gizmo, som floppede fælt, og da de røg på røven økonomisk gik de over til at lave videoer for at tjene lidt, f.eks Girls on film og andet 80er godt + deres egen Cry, den kender du vel ..

Tilegnet

æd dig myg i scones
Katinka My Jones
og anskaf så den gekko
forklæd den i Marimekko
den jagter edderkopper
og kvækker - haps, en whopper
så kan du være en kæk ho
og sippe semisecco

Portræt af Kunstneren som Ung Smatso (2)

De første tyve sider af Charlotte Roche´s Vådområder var jeg bare så glad for, hvad jeg læste. Hæmoriderne og skamlæbernes perspektiv. At små anekdoter blev udløst, når teksten rørte ved forskellige slimhinder. Endelig var vi oppe hvor skriften aldrig skinner! Men bogen er et eksempel på hvordan intentionen om et plot kan forringe en bog. I stedet for så at sige at sejle rundt i nedre sovs, fnuller og suppedas, former hun sig en stiv rettethed, hospitalsindlæggelseshistorien, og i et laaaangt stræk går teksten død med sin pligtagtige masen og baksen. Ret ærgerligt. Netop allestedsantændeligheden – hun er stolt af også at kunne komme i rumpen – er jo et rigtig godt niveau at tune ind på for at generere intens tekst.

Gad vide, hvorfor jeg så bliver så blufærdig, når jeg læser True Blood bøgerne. Genren er vel chic-lit + clit-lit. Forfatterinden formulerer en yngre kvindes seksualudforskning. Og den foregår som antydet i Lummerkrog, Lousiana: Vikingevampyren Eric er "tilstrækkeligt udrustet" etc. På den ene side synes jeg, at det er godt, det er der, så det ikke er forvist. På den anden side har jeg måske en brist, jeg kan blive lidt blufærdig, når teksten gør mig til lurer. Visse scener bliver mere langtrukne, end jeg gør. Det må dreje sig om lige præcis det je-ne-sais-quoi, der gør noget til kunst og andet til noget andet.

Hound Dog

Jeg er glad for, at Elvis er skrevet ud af True Blood, flimmerversionen. I bøgerne hedder det sig, at en vampyr var til stede på hospitalet i Memphis og opdagede, at der stadig var liv i den slaskede dynge mand på båren, og sørgede for transformationen. Men vampyr-Elvis rejste sig som hjerneskadet, og han ved derfor ikke rigtigt hvem han er, men det er ikke sjovt nok, det er bare ebbet – ligesom The Shining er filmversionen blevet bedre end bogen.

Som sagt er jeg begejstret for seriens skildringer af dysfunktionelle, nære relationer. Tag nu Sam, den bortadopterede, han opsporer sin biologiske familie, og de viser sig at være lumpenproletarer med gråvaskede underhylere. Han har en lillebror, opdager han, men der stikker noget under, et eller andet, og man fornemmer, urgh, glup, det måtte komme, mere incest, der spillels på den forventning – men så er det dogfights! Forældrene udnytter hans evne til at blive-dyr, devenir-pitbulll (sig det på fransk, Deleuze) og lader ham dyste på liv og død mod frådende køtere.

Oprah i Transsylvanien.

Dødbidere 1

Man kan håbe, at når sidste afsnit af True Blood vises på HBO i næste uge, kulminerer serien med, at The American Vampire League går ud og sætter et godt eksempel ved at udtale en undskyldning for vampyrernes overgreb på menneskene gennem historien.

Ser du True Blood? Jeg har som bekendt hverken fjernsyn eller internet hjemme. Men jeg låner DVD på biblioteket, fik endelig set Sopranos, og har prøvet med Mad Men. Og hvad er nu det? En soap om knudemænd fra min fars generation. Lidt spleen, social skam, usunde vaner. Klasse- køn- og racehierarki fremstillet diskret demonstrativt. Hykleri som underholdning, pæn titelmelodi, pænt skuespil. En sædeskildring, der mimer reklameuniversets artistiske strømlinethed.
Men man har en fornemmelse af, at der hele tiden blinkes til seeren, se bare hvor fordomsfulde og kæderygende de var, er vi ikke klogere og bedre mennesker nu.
Næh, så foretrækker jeg samfundssatiren i True Blood. Den lumre og geniale og lummert-geniale serie om vampyrer og sex i sydstaterne. Dens omgang med fordomme, blodets betydning, adskilleses- og overlegenhedstemaer, magtmidler mellem minoritet og majoritet osv.

Jeg har fulgt serien iført en fl southern comfort + 7up, cajunkylling etc, og jeg elsker bare Eric og Lafayette og Jessica og selvfølgelig alle de nøgne, velformede bryster. Til orientering: Eric er den tårnhøje, svensktalende vampyr, Lafayette den nuttede gangsta afrobøsse, og Jessica den unge pige, der bliver vampyr, mens hun stadig er jomfru, og derfor får det problem, at kroppen regenerer hendes mødom efter hvert samleje ...

Dødbidere 2

Serien bygger på romaner af Charlaine Harris, hvor af i det mindste den første lader sig læse med stor fornøjelse. Vinklen er så alene Sookies, hun er jeg-fortæller, det giver en fokuseret fortælling, men i længden savner man det brede galleri. De på TV så elskelige figurer, den krushårede cruiser Lafayette, slem-numsen Tara, ensomme, bortadopterede Sam og enfoldige, fyrige Jason er ubetydelige statister i bøgerne, og de socialrealistiske indslag fraværende.
Lad mig lige her indskyde, at netop forløbene omkring Tara og Sams dysfunktionelle familier er noget af det, der taler stærkest til undertegnede. Voksne børn sovset ind i forældres kærlighedsforstillelse og misbrug. Tara i terapi efter voldtægt. Det har sgu snittet løg for mig et par gange.
Men også Bills sorg over at være blevet gjort til vampyr og smerte ved at udsætte Jessica for det, giver serien et løft i forhold til bøgerne.
Manuskriptet er et resultat af et kollektiv. Der er flere forfattere ind over hvert afsnit, flere instruktører på en sæson. Skuespilleren Nelsan Ellis (Lafayette) har endda fået frie hænder til at tilføje egne replikker. Men problemet er, at de mange forfattere, ikke kun har forbedret, men også fordærvet måltidet en smule. De glemmer nemlig vigtige præmisser.

LÆSERADVARSEL: i det følgende vil jeg diskutere episoder fra sæson 1, 2 og 3, som du måske ikke har set endnu!

Kære fan. Hvad synes du? Ja, jeg synes altså, at der er et par svipsere. Læg mærke til, at i sæson 1 demonstreres det, at Bill kan sidde i kirkens køkken med en sjus blod og høre, hvad der bliver sagt inde i salen, og da han afhøres af sheriffen, har han kunnet høre en bil på den anden side af kirkegården, den nat Grannie bliver myrdet. Ligeledes fremhæves det, at Sookie får skærpet lugtesansen af at have drukket af Bil. Hun finder frem til en ostekiks, der lå og rådnede under en lænestol. Men da The King of Mississippi (jeg var lige ved at skrive Missi-sissie!) i sæson 3 skal narres i en fælde, kan han end ikke høre Eric hviske, ”Hit me,” til Bil halvanden meter foran ham. For slet ikke at tale om, da hans to fjender står og lægger planer lige bag døren.
Og da de så ligger ude i solen, The King og Eric, lænket sammen med sølv, og Sookie kommer ud og sprænger lænken og trækker Eric ind i sikkerhed, hvorfor kan Russel så ikke selv slæbe sig ind i ly? Husk på, at Bill (sæson 3, afsnit 1), da han sidder på bagsædet mellem Cooter og Gus, bortført af varulvene, der drikker af ham, alligevel kan have kraft nok til at snuppe Cooters handske, befri sig fra sølvlænken og knække halsen på chaufføren.
Plus. I den smukke, kitchede scene, hvor Godric går solen og døden i møde, brænder og forstøver han på et øjeblik. Modsat de to bisser, Eric og Russel, der ligger og steger i timevis. Eric er tusind, Godric totusind og Russel tretusind år gammel, så det kan dårligt være et spørgsmål om alder. Og hvorfor kan Russel gå med sølvsporer på støvlerne, og hvorfor kunne han nede i fangekælderen under Fangtasia befri Pam fra sølvlænkerne og lægge The Magister i dem, når han er krafteløs iført sølvhåndjern og ...

Gul Nat - Gul Galde

Stod du også op klokken fem i går morges? Jeg kan ikke huske, jeg før har oplevet en torden med vedvarende buldren. I 1997 eller 99 var der en nat med 4-5000 lyn i København, og det var det rene stroboskoblys, disko-torden, men lyden var derfor skarpe smæld og ikke buldren. Natten til i dag lød helt anderledes. Og så kikkede jeg ud, tågen stod tyk, men helt fuld af gult lys – Jasons gyldne skind, nærmest – det skulle Turner lige have set, så havde han måtte ud med penslen.
Nå, senere hørte jeg Skønlitteratur på P1, og jo, jeg har resigneret og vænnet mig til at programmer om kunst, modsat programmer om videnskab eller teknologi, SKAL laves af folk uplettet af viden, begavelse og indsigt. Alligevel blev jeg forarget, da Klaus Rothstein forkyndte, at nu kommer Clarice Lispector for første gang på dansk. Det understregede han, hun var ukendt, krimiforfatter og ikke tidligere oversat, men nu kommer Arena med … osv. Jeg mener, Husets Forlag/S.O.L. udgav i 1989 Stjernens Time og i 1995 Passionen Ifølge G.H. Suk! De gider ikke engang google.

Gentri-frisering

Her forrige weekend var årets kommunistfestival i Nørrebroparken flyttet helt hen under mine vinduer, på grund af Metro-udgravningen i den modsatte ende af parken. Hårrejsende, at de stadig i fulde alvor kan flage for Nordkorea, kræve Stop Krigen Mod Libyen osv.
Men.
Alligevel blev jeg lidt forarget – af skuffelse. De sang We shall overcome! Og kun den. Helt ærligt! Hvor var Brødre lad våbnene lyne, Horserødsangen eller Warzjawjankaen? Jeg kan forstå, at den GENTRIFICEREDE venstrefløj, (det lyder næsten som den genFRISEREDE venstrefløj), ikke kender den slags og hellere vil synge Eddie Skollers Kom Og Syng En Enkelt Sang Om Frihed. Men dem nede i parken var pensionister. Jeg var lige nede og kikke, og det var krykker, rollator og adskillige oldtimers parkeret i store spasserjeeps. Med andre ord, veteraner, så de må have kendt de røde sange.
Men hammer & segl burde nok have været krydset med et høreapparat eller et pilleglas. Glemt var Jarama-fronten, "Spaniens himmel breite seine sterne/über unzer schutzgegraben/ …/auf zum kampf du Thälmann-batallion," "på vagt for Madrid" og "men vi kæmper til det sidste/for den spanske frihedssag/ ay carmela, ay carme-e-laa" osv. Altså alle det vi kunne på rygraden i DKUs børnegrupper, da vi var tolv-fjorten år. Et sangkatalog jeg stadig meget lettere kan huske end julesangene, som jeg aldrig har fået lært, sådan at jeg år efter år må nynne mig rundt om træet. Og som de burde kende, alle de gamle fag- og partiaktivister. Men nej. Fucking Pete Seeger skulle tegne revolutionen, jeg mener, We shall overcome – den lyder som en gospel. De røde fascister er blevet lyserøde, og dem er der jo i forvejen rigeligt af på den gentrificerede venstrefløj, så ellers tak.

Men okay, de var ved at stille træskoene, de gamle kommunister. Så en gospel var måske på sin plads. Måske skal man være yngre for at huske den der fra den parlamentariske krise i 1920: "Storm, storm, storm/Til kamp for et rødt København/ …/Vi synger ikke om røg & damp/Vi synger og spiller om klassekamp/Kong Kristian Den Sidste – Herut/Nu er det slut!".