Nice Price!

Det har på det seneste forlydt, at forlaget Lindorm & Ringorm var ved at gå ind, men det må vi afvise, det er tværtimod på vej ud i alle retninger og udgiver idag følgende titler:

Pablo Llambias & Leonora Christine Ulfeldt: Llammersminde.

Pablo Llambias & Vita Andersen: Hold kæft og vær munk.

Pablo Llambias & Tove Ditlevsen: Barndommens snade. Oh, disse gammelkloge hashrygere i fjerde klasse.

Pablo Llambias & Amalie Skram: Professor Llambinimus.

Pablo Llambias & Thit Jensen: Kaninpassiar hos den erotiske hamster

Pablo Llambias & Inger Christensen: Amorfo + Sommerpuledalen.

Pablo Llambias & Pablo Henrik Llambias: Hun har en banan. "Uha, uha," skrev de mandlige anmeldere.

(Sud)American Idol

Da jeg var 11-12-13 år var det altså ikke Brian Connelly fra Sweet eller Bowie eller Bolan, jeg ville være eller ligne, når jeg meget snart blev stor, det var ham her! Victor Jara. Og når jeg nu ser ham på denne fine video (klik på titel), tænk, så synes jeg egentlig, at det er gået som i den der sang af Talking Heads: "He would see faces in movies, on T.V., in magazines, and in books. He thought some of these faces might be right for him. And ... by keeping an ideal facial structure fixed in his mind ... That he might, by force of will, cause his face to approach those of his ideal ... It might take ten years or so ..." Har jeg ikke faktisk fået et kæbeparti som Victors? Krøllerne er selvfølgelig forkert farve. Men? Hvad? Nå!

Skotternes store syngende ven

"I dig all kinds," sagde Elvis, han kunne bare lide god musik, ligesom Jonathan Richman, der både er in love with the old world og the modern world - mor & far og Andy Warhol. Da jeg selv i foråret 1976 begyndte at høre musik, der skulle være min egen, købte jeg bare alt, der lød godt. Første ti singler: Jolene (Dolly Parton), Hurricane (Bob Dylan), Baretta´s Theme (Sammy Davis jr.), Fuld Fart Rock `n roll (Tyggegummibanden), That´s Rock `n Roll + All by myself (Eric Carmen), Daddy Cool (Boney M), Lucky guy (Tommy Seebach), Nut Bush City Limits (Tina Turner), Could it be magic (Donna Summer). Første lp-køb: Gas5 (gasolin), I love to love (Tina Charles).
Jeg skelnede ikke mellem genrer. Det havde jeg vel ikke lært. Jeg gik nemlig ikke i skole på det tidspunkt, hverken i sjette eller syvende (se erindringsroman ad åre), og først da jeg fik venner og kom i ny skole, trængte det ind, at der var ting, man ikke kunne lytte til. Enten disco eller rock. Ikke både og. Enten punk eller symfonisk rock. Ikke både og. Man skulle nemlig have en identitet. En genkendelig en. Derfor enten eller. Jeg tilpassede mig så tilsidst; ved udgangen af gymnasiet havde jeg forstået eller rettere ladet mig kue nok til at vrænge af pop og flødebollerock.
Men jeg nænnede ikke at sælge mine discoplader - selv om jeg solgte ABBA-pladerne i et svagt øjeblik - de fik lov at stå der, inde i stakken. Jeg lyttede sjældent til dem, men helt forstummet var stemmerne ikke. Og nu hvor jeg skulle være voksen for alvor, fortsatte jo egentlig bare forsøget på at få plads til at være sig selv, som en der satte sin hat, som han ville, så da jeg var 21 tog jeg Bee Gees frem igen. Da jeg var 22 støvede jeg Boney M af og til min 25-årsfødselsdag skreg og sukkede Donna Summer påny. Processen er fortsat, mine punkere, det er Siouxsie og Buzzcocks, og hvorfor skulle man ikke kunne blande dem med Queen og Gipsy Kings, det kan jeg stadig ikke forstå. På det seneste er jeg begyndt at nyde ingen ringere end Rod Stewart; jamen, han har da lavet en 5-6-7 rigtig gode numre, fra discoforsøget Da ya think I´m sexy og den smægtende I don´t wanna talk about it, over topsjæleren Tonight´s the night til den 70er-liberale-homosupporter-sang The Killing of Georgie - Rod fra Newcastle, men valgskotte, selvopfunden skotte og skotternes store syngende ven - jeg føler med Celtic i disse dage og kipper med den blå fane ... og på vej hjem fra Tyskland under mellemlamndingen i Glasgow udtalte Elvis, at han hermed opsøgte sine "roots", landsbyen Presley lå jo oppe ved Loch Lomond ....

Pas nu på

Forestil jer, piger, at i står ved busstoppestedet og så kommer der en underlig starut, korthåret og i sært, men billigt jakkesæt, og ham kan i ikke modstå, han fejer benene væk under jer, for han er lige gradueret som Operativ Titan Trussetyv fra Scientologys scorekursus - jo, det er sgu rigtigt, det udbyder de nu!

...hvad jeg egentlig ville sige idag, var blot at jeg er blevet lidt bedre til at fornemme grænserne på internettet. Da jeg i 2006 fik min første side, nemlig en såkaldt photostream på flickr.com, uploadede jeg gladeligt mine private fotografier og taggede dem med navne i håb om at visse personer fra fortiden ville reagere ... det gjorde de så også, et par af dem og det har været fint, men det er også gået op for mig, at folk ikke nødvendigvis er begejstrede for at ungdomsbilleder er tilgængelige for 6 milliarder nysgerrige - så hvis du er en af dem, UNDSKYLD!

Jeg har gjort de fleste utilgængelige igen, og bruger nu kun flickr til det, der også var mit oprindelige formål, nemlig digital opbevaring af sikkerhedskopier.

So so hemmeligt ...

En af mine net-favoritter er Post-Secret http://www.postsecret.blogspot.com - det er det link, der hedder Carte Postale (dum Derrida joke, jeg selv står for) - hvor folk kan sende et postkort med en personlig bemærkning. Fed kortprosavidnelitteraturwhatthefuck - eneste problem er, at man kun har adgang til de seneste 10-15 stk., så lagres de åbenbart og udgives i bogform! Yes, det er en blogger, der har lært at tjene penge. Her er et par fra idag.

Lindorm (ekstra)

Lindorm & Ringorm har overtaget det "smalle" forlag, Hadblik, og kan derfor præsenterer følgende - ekstra - nyheder:

Jørgen Leth: Glatte hårdtpulede pudler. Lyriske dyreforsøg.
Jens Jacob Toftegaard: Indianernes Store Hvide Svoger. Familieafsløringsroman.
Kristian Bang Foss: Moby. Roman i høj sø. Jagten på 90er musikkens skaldede, hårdtpussede fladpander går ind, MC Ahab er ustoppelig.
Pia Juul: På Sjølunds fagre schæfer/Myndes dagbog. Genrechok
Niels Frank: Jeg længes mod skibsdrengestrofer og pludseligt kød. Digte.
Palle Sigsgaard: Støvede dansere glitrer. Digte.
Lars Frost: Rørstrømsk u-vending. VVS-roman.
Pia Tafdrup: Nøgendans. Digte.
Ayaan Hirsi Ali: Sidste nat med klitten. Ungdomsbog. Habiba holder sodavandsparty ved dukkebordet aftenen før genopdragelsesrejsen til Kismayu, hvor bedstemor venter med glasskåret. (Bogen blev syltet af Dansklærerforeningen, der ellers havde bestilt den, og udkommer nu hos os, trods protester fra qat-spiserne i Tyggefrihedsselskabet.)

Nyt fra Lindorm & Ringorm

Forlaget præsenterer fornemme nyheder til udgivelse:

Katinka My Jones: Panda. Digte, 114 sider. Due og panter, kadence og dekadence, romantik og modernisme, alien vs predator.
Trine Gejl: Don Kachot. Den nødvendige roman om kvinder, der falder for indsatte på dødsgangen. 412 sider.
Jeppe Brixvold: Vulvahampton. Versroman, 348 sider. Lauge, den 43årige vestkystboheme, kan hverken få nok af kvinder, fodbold eller rygegræs, og midt under tipskampen Arsenal-Wolverhampton bryder cannabispsykosen frem.
Pablo Llambias: Armslængdeprincippet. Roman om en fistfucker, der beslutter at undersøge kommunalreformen i dybden. 130 sider.
Hans Otto Jørgensen: Kogalskab. Finalen på den selvbiografiske romanserie, nu ærligere end nogensinde.
Martin Glaz Seerup: Fra dusk til dorn. Kønsskiftedigte, 99 sider. Det monstrøse i kønnet, kønnet i det monstrøse.
Onde Tunger: Antologi om mestercunnilingus. Noveller og digte af Kristian Bang Foss ('For fulde gardiner'), Maja Lee Langvad ('Slikmutter'), Jens Christian Grøndahl ('Driver dug') m.fl.

(Se flere i næste nummer af Standart)

Harley Queen

Det er egentlig synd, at så mange associerer Queen med gruppens gyselige fase i 80erne, hvor det handlede om sovs & kartoffelmusik og Freddie Mercurys mere og mere brovtende kompensation for tabet af ungdommens gudbenådethed.
Bloggeren blev først sent fan. Da jeg begyndte at høre musik på radioen i tolvårsalderen flød hitlisten over med A Night At The Opera og den nye A Day At The Races, som trak de tre foregående plader med ind på Top 20. Men jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, om jeg kunne lide det. Den sære stemme, og det der med at synge i falset og tidobblet til kor lød ikke lige som den mandighed, jeg selv tragtede efter at inkarnere. Det var flot, men ikke rigtigt mig. Sku´ jeg købe LP´en eller nøjes med singlen Bohemian Rhapsody? Men nede i Fona hang en stor plakat, og der så de sært androgyne ud, og det var lidt skræmmende.
Så holdt jeg op med at lytte til hitlisten og glemte dem næsten i nogle år, hvor det drejede sig om reggae, en kønsligt utvetydig genre. Først i gymnasiet, da en ven lagde Somebody to love på huskede jeg Queen og vidste, at de plader måtte jeg bare have. Hvilket på en måde var det helt forkerte tidspunkt. Queen var år tilbage blevet udpeget af punkerne som modstanderen. Ikke Elvis, ikke disco - Johnny Rotten udtalte med skingre øjne og rystende pegefinger, at det var Queen, der var fjenden. Den der ekvilibristiske lyd, den skulle smadres! - Hvad Queen så oven i købet havde svaret igen på ved at lave et fremragende punknummer, Sheer Heart Attack fra News of The World (1977), hvor de håner punkerne og spiller dem af banen, selvfølgelig.
Men der var alligevel sket noget for dem selv også. Noget med at føle sig for artificielle, sagde de; da de nærmede sig de tredive, ligesom personalet i de andre symfoniske rockbands, skulle der ske noget andet. Så efter A Day At The Races stod den på en mere simpel opskrift. Det kom der stadig mange gode numre ud af, men samtidig begyndte også det brovtende. Hvilket syntes at hænge sammen med Freddies sexuelle selverkendelser; et mysterie syntes at være opklaret for ham, og så forsvandt mysteriet også ud af hans lyd.

Oh, Freddies hyldest til 1920ernes rag & swing på Seaside Rendesvouz og Bring back that Leroy Brown. Oh, den musikalske variation på mesterværket, A Day At The Races, jeg mener, Beck og hvad har man, med ry for genrerigdom er jo ensporede og nul og niks i sammenligning. Og oh, hvor var de dog, når det skulle være, et meget bedre rock `n roll-orkester end farveløse Led Zeppelin. Hør bare Stone cold crazy, Tie your mother down eller indianernesstoremetalven-sangen, White man.

Freddie - der som bekendt hed Farouk Bolzara og var parsisk shirazi fra Zanzibar, vokset op i Bombay, rykket til U.K. i syttenårsalderen, hvor han møder osv osv osv - var kun et af to genier. Brian May komponerede mindst halvdelen af numrene og var på sin selvbyggede guitar mildt sagt federe og mere udtryksrig i længden end Hendrix. Både han og trommeslageren sang typisk et nummer hver per plade, og trommeslagerens hæse heavyvokal overgås kun i hæshedsekvilibrisme af Axel Rose. Om bassisten kan man sige, at også han med tiden leverede gedigne hits, Another one bites the dust, Spread your wings, Kind of magic. Altså 80er numre, mens Freddie begyndte at blive træt. Rigtig træt, endda.

Harlekin er ikke mere og det er allerede længe siden.

Rettelse - posttraumatisk

Det er nu faktisk ikke helt rigtigt, hvad jeg skrev i det foregående, at krigsfilm lader mit limbiske system upåvirket. De senere år har jeg også oplevet den rystende vrede og forbitrelse under krigsfilm som Clint Eastwoods to Iwo Jima dramaer og landgangsscenen i Saving private Ryan. Ikke fordi en eller to bliver skudt, men fordi der finder deciderede nedmejninger sted, menneskespild på stor scala, det kan jeg åbenbart ikke tage. Jeg skal måske også lige forklare, at jeg er diagnosticeret med posttraumatisk stresssyndrom, så der er let og ren adgang til pirring af overlevelsesimpulserne. Men, anyway, det er det kollektive plan, der interesserer mig her, at psyken reagerer på vegne af mere end individet, at man så at sige bare er agent for sin art. Soldat endda måske.

Når vi er på den

Senest har jeg oplevet det med Cloverfield, War of The Worlds og I am legend; første gang var vist med Independence Day i 1996.
Jeg bliver så sindsygt vred på aliens, der vil udrydde os alle sammen. Det er slet ikke en følelse, der ligner spændingen og indlevelsen ved almindelige thriller, krigs- eller horrorfilm. Herregud, lidt mord, lidt splat, lidt massedød på slagmarken. Hyggeligt, hyggeligt. Næh, de der angreb, der truer artens overlevelse og tilmed gør mennesker til kødkonserves, de går lige i mit limbiske system. Eller som det hedder, krybdyrhjernen, vort eget basis monsterapparatur inde i midten af hovedet. Og dér aktiverer de overlevelsesdriften. Dræb, dræb, dræb!

Derfor var War of The Worlds underligt utilfredsstillende, fordi aliens drattede om af sig selv, smittet med bakterier. Der var ikke nok payback. Mens omvendt Independence Day gjorde godt med dybt tilfredsstillende kick ass! Jeg mener, Will Smith & Jeff Goldblum lempede en atombombe ind i det monstrøse hvepsebo fra en ond galakse, og booooummmmm! Skønt, simpelthen. Cloverfield var sådan lidt midt i mellem; man fornemmede, at hæren var ved at få ram på det godzillaagtige bæst og dets drabanter, så det var sådan set okay med den for hovedpersonerne fatale slutning.

I Signs havde man slet ikke set udryddelser af mennesker, så en enkelt alien banket ned med et baseballbat var fint nok. Regnskabet gjort op, bloggeren mæt.

Og okay, I am legend - oh, den første time er så smuk - føltes heller ikke så voldsom, da menneskeæderne jo bare var 588 millioner undslupne patienter. Det var os selv, så det var ikke så slemt.

Men War of The Worlds og Independence Day? Gud, hvor blev jeg vred!

Snatch (Kikkassen)

Hov, jeg snatchede lige det her billede fra en blog, blogget af en Victoria, det er da for skønt, hvem pokker har malet det?

Okay, jeg googlede, det er Boucher - selvfølgelig, måske.

We are the pigs, we are the swine

Linda Ronstadt. At det skulle komme så vidt! I mit barn- domshjem havde country- musikken ikke noget pænt navn, og selv om That'll be the day svingede meget godt, det år, nittenseksoghalvfjerds, da jeg begyndte at købe plader for mine lommepenge (Boney M, ABBA, Gasolin, Eric Carmen, Bob Dylan (!), Donna Summer, George McCrae, og Tyggegummibanden (oh, skam - købte som tolvårig singlen Fuld Fart Rock `n roll)), så var det tøset på den forkerte måde. Men her for nyligt lånte jeg osv.osv.
Prøv lige at dyrk, Long, long time (1970) og Rock me on the water (1971) og You´re no good (1974) og Blue Bayou (1977) og så som rosinen i salcisa-enden, hendes hispanic-opsamling fra 2004, med La charreada og Rogaciano el huapanguero og Mi ranchito og Crucifijio de piedra. Yiiha - muchacha!

Twist and shout

Jeg har på biblioteket lånt The Charles Dickens Collection, tolv DVD med BBC filmatiseringer af Oliver Twist, Our Mutual Friend, Pickwick Papers osv. Hver anden eller tredje nat ser jeg et helt værk, uanset hvor mange episodes, det er på. Men en ting slår mig. Midt i al fortrædeligheden og håbefuldheden og ikke mindst den følelsesmæssige og fysiske mishandling af børn, er der en form for overgreb, man netop spares for. At David Copperfield ikke bare skal tampes i hjemmet og skolen og på fabrikken, men også befamles. At Oliver Twist ikke bare skal stjæle, men også sutte pik. Og det er dog så oplagt, at det er foregået alle vegne. Ikke mindst, når man betænker hvad vi ved om den tid og den byform. Benjamin Disraeli (premierminister 1874-80) beskrev egne erfaringer med at blive udnyttet seksuelt i barndommen. Antallet af prostituerede børn i London skal have været 100 000.
På den ene side er det en lettelse, at det ikke er med. På den anden side føles det, som dette ene realistiske element, der helt overvældende mangler, men som tilgengæld fuldstændigt ville fjerne den angivelige renhed heltene altid overlever med, altid har intakt i sig til slut. De er aldrig for alvor skadet, de her figurer.
Men jeg hygger mig.

Big in Japan

Vi sad nogle kunstnere sammen sidste år og bagtalte en anden kunstner, jeg var så ikke den mest ivrige og trak lidt på skuldrene af de andres galde, han var Big in Japan, ham vi talte om, herregud! Men jeg har faktisk en ret konkret anekdote til det udtryk, den lyder sådan her. Kort fortalt: da jeg var i tyverne boede jeg sammenlagt seks år forskellige steder i Frederiksstaden, omkring Nyboder og Amalienborg, på klubværelser eller i fremlejede lejligheder. Her lå så også bageren KLINKE i Kronprinsessegade. Men den skulle man undgå. Selv med tømmermænd. Og det var så kun, da jeg i 1991-92 boede i samme bygning, lige om hjørnet, at jeg i tilfælde af sygdom, vinterkulde eller pludselige studenterbrødsabstinenser alligevel handlede hos Klinke. Bagerens grovbrød var et almindeligt franskbrød med cornflakes på toppen, grovbollerne en slags rundstykker med spor af hvedekerner og romsneglene en klat tyndskid fra Tjernobyl. Men på væggene i bagerbutikken hang det ene diplom efter det andet, alle fra Japan. Et eller andet sted, lad os sige i Sapporo på den nordlige ø Hokkaido, afholdtes hvert år verdensmesterskabet i danish pastry, og Klinke var den eneste deltager fra Danmark. Han rejste simpelthen til Japan hvert år og kom hjem med førstepræmien for sit autentiske bagværk. Ahigato!

"Bob´s been close; but he´s not here now!"

Fogh som miljøforkæmper? Tjo, for min skyld gerne. Fogh i felten? Jamen, det går han vist ikke af vejen for! Men han kan lige vove på at røre ved Roj-TV eller undskylde for M.bin Abdallah-karikaturerne, bare det, at han på al-Arabiya dengang sagde, at han personligt skam ikke ville tegne den slags - fucking landsforræder og wahhabistgrønne lejesvend!

Nå, angående den pludselige naturomsorg. Det er så smukt i Twin Peaks, halvdelen af figurerne får enten et sammenbrud (sherif Truman, Ben Horne) eller gennemvandrer komatøse tilstande (Audrey, dr. Jacobi, Leo, Coop, Nadine) eller forsvinder til et skjul eller en anden dimension (Kathrine Martell, major Briggs), kort sagt en crisis af en art. Ofte med personlighedsforandrende eller etisk udviklende effekt eller resultat. I direktør Ben Hornes tilfælde betyder det gulerødder og ønsket, ligefrem ambitionen, om at gøre det gode. Meeen, og det er så smuk en pointe, det er sørme svært, det kommer alligevel til at dreje sig om hans egen fordel.

Modvægten dannes af Leo Johnson, forbryderen, der får det største gennembrud - han sætter sit liv ind på at redde sit tidligere offer og hjælper majoren til flugt med beskeden, "Save Shelly!"

Det er selvfølgelig ikke småting at organisere og iværksætte krig. Tænk bare på Nyrup/Helweg-regimets overfald på Jugoslavien begrundet med en massakre i landsbyen Radzak, der siden viste sig ikke at have fundet sted - men let kunne have fundet sted! De begrundede det med deres omsorgsfulde hensigter, det var en humaniær intervention. Men hverken Nyrup eller Fogh har savnet talenter, herregud, hvad tror man, selvfølgelig er det dygtige folk, der slipper igennem til statsministerposten. Det gode ved demokratiet her til lands er så netop, at det er lidt underlige, men almindelige typer, der når embedet, og det er godt. Fri os fra karisma. At de ikke undgår at volde en masse skade, burde ikke overraske nogen. Men det ikke lige slemt alt sammen, så kunne man jo slet ikke stemme; Bob´s been close, men ikke hele tiden.

Alter ego

Forleden i Stefansgade var der en ung araber, der fra sin bil råbte, "Hva´ så, din gamle hippie? Er du ikke stjerne længere?"
Han hang ud ad vinduet, og jeg gik hen til ham, hvad mente han?
"Jaah, ja, du har en masse gamle numre, jeg kan ikke huske, hvad de hedder. Men det var dengang, ikke? Rabalderstræde!"
"Oooookay, jeg ved godt, hvem du tror, jeg er!"

Tilbage i 1989 er jeg stået på et S-tog i myldretiden, river døren op til en kupe og træder ind. Men i det samme er der en evnesvag dreng, der maser sig ind på mig, trykker sig mod mit bryst og kikker mig op i fjæset med sine hinkestensbriller, "Er du Kim Larsen?"
"Nej! Skrid," jeg skubber ham væk og fortsætter gennem kupeen og ud i mellemgangen. Men han og hans veninde eller kæreste - og det er de to, der seks år senere bliver berømte med RIGET - de to spassere, der står i opvasken og siger Hvad-sker-der-med-Lil-le-bror og Det-er-ikke-godt - de følger efter mig. Nå, så står de under nødbremsen og gramser på hinanden og fniser, mens de kommenterer min KimLarsenhed, og de har virkelig fat i grunkerne på hinanden, og han siger så, "Vil-du-også-røre-ved-hende?"
Han tilbød simpelthen at dele sin dame med Kim Larsen! Rørende. Men jeg sagde, "Nej, tak, jeg tror, jeg rør ved mig selv istedet."

Siden er det sket en 4-5 gange; gamle damer i bussen, der siger, "De har skrevet nogle gode tekster" osv. Men jeg har aldrig fået promotion-tøj eller gratis drinks på den konto. Endsige andre groupies end spasserprinsessen. Til gengæld er der heller ikke før ligefrem gået integrationsindsats i KimLarsenheden, skønt det dog viste sig umuligt at overbevise araberen om, at han forvekslede mig.

Jeg ved sgu ikke, selv kan jeg altså ikke se det.

Lægesjusk

Jeg blev ikke inviteret til at bidrage til FADLs antologi med skæbner-i-hvidt-prosa, så som hævn bringer bloggen her et klip fra en ikke-skrevet lægenovelle:

STUEGANGBANG

" ... "Sig 'aaaah,'" sagde overlægen, men patienten nåede ikke længere end til første stavelse, så havde 1. reservelæge Nikolaj Ventegøb sit lem mellem hendes læber og faretruende tæt på hendes drøbel. Connie Crewcow havde fået et akut anfald af fibromyalgi i forbindelse med intensiverede jordstråler under parcelhuset i Lille Skamsved og var blev suset til Rigshospitalet i en ambulance naglet fast mellem to fyrige falckredere [se foregående kapitel]. Overlæge Mikael von Magnum var så under stuegang begyndt at palpere hendes barm, mens den unge turnusansatte, Ib "The Stud.med." Ibsen med det yderste af glans foretog en surheds- og fugtighedsprøve på de ..."

"Just beat it"

Der er ikke mange skribenter på aviserne, det er værd at læse, sandelig heller ikke på Jyllandsposten, som blot har en o.k. tegningefremfærd, den eneste jeg gider læse på JP er Hans Hauge med hans klumme om lørdagen. I den fra igår skriver han sådan set bare et ekko fra 80erne - de postmodernistiske og Canetti & Deleuze & Derrida læsende 80ere - men det er godt, at der er en der uforfærdet og fjollet og uden træthed siger det igen og endnu:

" ... Det er ikke kun rockere og indvandrerbander, der er i krig: Der er også Hizb-ut-tahir; fodboldfans, som ofte er racister, men som i al fald er voldelige; autonome venstrefascister, som slås med højrefascister. Det er alt sammen udtryk for en ting: Fællesskaber er dæmoniske, klæbrige og voldelige - men varme og identitetsskabende. Vi er alle frisatte fra ethvert fællesskab, og det er et stort civilisatorisk fremskridt. Vi er endelig frie. Det hedder, at vi er individualiserede. Men vi vil ikke friheden. Denne globale individualisering medfører en længsel efter fortidens fællesskaber. Denne længsel næres af mange politikere, pædagogers og præsters sentimentale propaganda for fællesskaber. Disse demagoger står lokkende i kulissen med deres patetiske fællesskabssnak. »Kom til os, så skal I få en identitet«. Det hedder med et fint ord ”kommunitarisme”. Disse bander realiserer alle på hver deres måde drømmen om et tabt fællesskab. De tilbyder unge mennesker en identitet. Hvis man vil se, hvilke ulykker fællesskab og identitet kan føre til, så tag til Nørrebro. Fri os fra fællesskaber."

Say what?

Den store stygiske ulv, Harald Voetmann har bedrevet noget sjovt ovre på parallelbloggen, http://www.haraldvoetmann.blogspot.com/ I den forbindelse bringer vi et opslag fra Ordbog over Udansk Sprog:

Voetmann (el. Wutmann, Vorteman) Etym.be. ukendt. Af Voet (germ/skyth.latiniseret) + mann (germ.) De af Stiliko hvervede og anførte germanske og sarmatiske lejesoldater, der tjente i Rom og Ravenna, lancerede udtrykket Helt Voet Mann! som udtryk for tilfredshed. Hos Olympiodorus optræder varianten phoet mann! Ligeledes blev den blandt soldaterne udbredte afsyngelse af en form for spontan eller simuleret spontan talesprogspoesi (rappus raptus) under hvil og efter et slag, typisk anerkendt af kammeraterne med udtrykket megavoet! i det græsktalende øst og max voet! i vest. I byzantinske kilder, så som bevarede flosculi af Menander 'Protector', nævnes vendingerne, Voet Nok! og Voet at se dig! Begge i brug blandt lejetropperne under gotheren Gainas´ kommando. Mere uklarhed hersker om en inskription fra Bursa (Nikomedia), hvor til mange af Gainas trofaste flygtede efter mytteriet i år 400, Lad os ryge den phoete! Visse forskere, (Nissenberger og Grankovsky, 1967), foreslår, at Voet ganske enkelt betyder født, og at betydningen Født Mand skal læses odinistisk, denne fødte mand er avataren, som man kender den fra Krishna, Mitra, Kristus eller en af de nordiske gudeskikkelser, der antager menneskelig form. (Se også, Johann Wolfgang Voethe, Werke und Briefe XXII, s. 352) Hermed kan Bursa-inskriptionen tolkes religionssociologisk, lejetropperne har inhaleret et euforiserende stof, som en konsumering af guden og forholdet til guden, en nadver af røg. Fænomenet kendes fra Herodots beskrivelse af skytherne, og en hunnoskythisk rod til ordet kan i øvrigt heller ikke udelukkes, mener Grankovsky. Ifølge Donner og Wettermanns såkaldte smoke-without-fire-theory (1988) er det tværtimod også her vi finder roden til det tyrkiske navn, Osman. Nemlig i steppefolkenes kulthandling, at smide hellige urter på bålet og så trampe rundt i dem, mens man inhalerede osen. Det er således en misforståelse, at navnet skulle være det arabiske Uthman, der blot gennemgik en konsonantforskydning på tyrkfolkenes læber. Ligesom Jesus, Dio, Muhammed osv i de store civilisationer, har Oseman været populært i de præislamiske, prototyrkiske nomadesamfund.

In dreams I walk with you - men ikke som medløber

Drømte i nat om forfatteren Dennis Gade Kofod og hans kone Sidse. Det starter udendørs på Nørrebro i gaderne, der er en demonstration, den deler sig i to, følger to gader for at drille politiet. Det er autonome eller BZere. Jeg ved Dennis og Sidse er her et eller andet sted, og at de er venlige. De var her lige før. Snart går jeg i en parallel gade eller bag det ene optog, men så er jeg pludselig oppe forrest i det andet optog. En spændstig ung fyr i sort gør klar til at slås med politiet, det er hans thing, han lader op og prøver kroppen af, hopper, og jeg kan sådan set meget godt lide ham, men hvad laver jeg her, politiet er ikke mine fjender, jeg er betænkelig, om lidt vil folk spæne og smide med ting, og jeg har jo også mine nye Tommy Hilfiger fløjlsbukser på (som jeg fandt på udsalg - autentisk detalje, JJ); Dem vil jeg ikke have hærget af at ligge på asfalten. Så skifter drømmen, optoget forvandles til en aflang kro med talrige stuer. Det er stadig en demonstration, stuerne er fulde af unge autonome, og der sidder en højtaler i hvert lokale. Man venter på en tale. Jeg vil gerne ind til Dennis & Sidse, der befinder sig nærmere centrum, men istedet går jeg længere bort gennem lokalerne. I en stue, hvor der er bar, henvender en venlig ung pige sig, hun ved godt hvem jeg er, jeg kender da DD og JD, siger hun. Hun ved også, at jeg nok ikke er særlig enig politisk i den tale, der kommer eller allerede er i gang. Så jeg tænker lidt, "Ååååh, skal vi nu til det igen, blive uvenner med alle, fordi jeg ikke gider konsensus," men pigen respekterer det. Man har ret til at være den man er, i denne her drøm. Og så begynder jeg selv at holde tale, og folk er mere interesseret i min tale end den fra højtalerne. Men lokalet er lidt forladt, og her står forladte drinks, caipirinhaer, og jeg tømmer en slat og har også fundet en urørt drink, jeg bare vil gafle. Desuden tjekker jeg min pengebeholdning, og er frisk på at spendere, jeg har lyst til at give omgange. Så vågner jeg.

Hvis man er alle elementerne i sine drømme, er jeg altså en aflang kro fuld af autonome og caipirinhaer. Dagsresten bag kunne være, at eks-autonome Dennis for tiden læser mit Brasilien-manus. Kro=krop?

Go down, dogg

I september bloggede jeg en drøm, jeg havde haft, om den amerikanske singer-songwriter, Jonathan Richman. Nu ser jeg så, at Helle Helle på litteratursiden.dk er i færd med at publicere en hel serie celebrity-drømme med skikkelser fra forfatterverdenen. Måske skulle man så få sig en Helle Helle drøm. Den starter som Ned til hunnerne, Attila er transvestit, flirter med tanken om at blive vestalinde, men gribes og sodomiseres igen og igen af Aetius og Theoderik. Så glider drømmen over i Ned til huderne: under udførelse af cunnilingus, viser vaginaen sig hele tiden at rumme et nyt sæt skamlæber, det ene inden i det andet, det er Borges, der drømmer, og der formelig bladres i skamlæber, men så vågner man.

"Greetings in the name of his majesty emperor Haile Selassie - JAH! - rrraaastafarai, ever livin´, ever fearfullll ..."

Under lidt research - jeg ville finde tinsoldatudgaven af Christian d. X, som tyskerne fremstillede før, men muligvis også under besættelsen - opdagede jeg, at små raske ariske drenge kunne lege abyssinierne mod italienerne. Sågar med en håndmalet negus Haile Selassie. De sandfarvede tropper er etiopierne, de hvidklædte er Mussolinis trofaste somaliere og tigrayanere. Ak, ja, det minder mig om, at Josefine Baker, kulturradikalismens ikon, hyldede Mussolini og udtalte, at hun var parat til at hverve sine racefæller (!) til hans krig mod det væmmelige Abyssinien (sic! Haile). Senere blev hun så kæreste med en franskmand, der gik ind i modstandsbevægelsen, hvad hun også selv gjorde, og hun endte da netop som den store heltinde i la resistance por la France. Også hun fandtes i talrige legetøjsudgaver, hvor hun ved hjælp af lidt mekanik kunne svinge bananskørtet.

Der fandtes næsten tyve Hitler figurer til det tredje riges drengeværelser. Her et udvalg, man kunne sætte ham i en bil, lege med tænksom fører, talende fører, marcherende fører, frisk-fyr-fører i SA-uniform osv. Læg mærke til at figurerne typisk har løs, drejelig arm i højre side, så den raske dreng kan lege heile.
Men det havde altså været interessant, hvis Christian d. X til hest altid allerede var en tyskfremstillet tinsoldat.
Nå, ja, lige til overskriften, vi er ovre i Musikkens Verdenshistorie, kapitel CVX, lad ikke Bob Marley & The Wailers´ live-album, Babylon By Bus (fantastisk titel) gå i glemmebogen, det er ikke langhåret, men ligefrem tunghåret musik - `dem `eavy dreads!

(Blogger igen snart)

Det lover jeg! Indtil da, fortjener Hans Hauges klumme fra JP at blive citeret in total, him funny man:

TAMILSAGER
"Vi har næsten glemt, at Poul Schlüter faldt på en ”tamil-sag”. Man længes næsten tilbage til de dage, hvor ingen talte om muslimer. Tamiler var sagen. Derefter blev tamilerne integreret, og de har været et plus for landet. Det eneste problem er deres lange efternavne, men dem får de vel forkortet efterhånden.
På Sri Lankas nationaldag demonstrerede en masse dansk-tamiler. Mig bekendt uden det sædvanlige: Ingen vold, og de blev ikke omklamret af præster eller socialister. Nu kan det undre, hvorfor ingen sammenligner de døde tamilske civile med Gazas. Hvorfor er det singalesiske flertal ikke ligesom jøderne og tamilerne ligesom palæstinenserne? Hvorfor sammenlignes Sri Lanka ikke med Sydafrika? Det er, fordi konflikten ikke er styret af ubevidste anti-semitiske passioner. Derfor er den ikke forsidestof. Det tamilske område sammenlignes aldrig med Langland som FN-kolonien Gaza. Konflikten er usymbolsk, og den kan ikke mobilisere nogen i kampen mod regeringen.Den burde være symbolsk, for tamiler er en del af dansk historie. Ceylon skulle egentlig have været dansk, men der gik kludder i det, så i stedet fik vi Trankebar. Hans Hartvig Seedorf Pedersen kaldte endog Ceylon ”vort tabte paradis”. I 1618 gik en hollænder rundt i København med en ceylonesisk præst af ”ilde udseende”. Danskerne var nok ikke så meget for fremmede dengang. Han ville ”sælge” Ceylon til Christian IV. Ove Gjedde drog af sted, og jeg mindes stadig vor koloniale fortid, når jeg går ad Ove Gjeddes Gade. Vi udviste forfattere til Trankebar, og en af dem oversatte vist nok Det Ny Testamente til ”tamulisk”. En indfødt forfatter skrev digte til den danske konge. Og så videre. Dette blot for at vise, at der er historiske forbindelser mellem os og tamilerne. De hører ligeså meget til her som islændinge. Hvem har nu ret til landet Sri Lanka? Hvem kom først? Er tamilerne indvandrere? Tamilerne siger, at de har været der ligeså længe som singaleserne. Myten siger, at den singalesiske prins Dutthagamani besejrede den tamilske prins Elara i 101 f.Kr. Det år begyndte den singalesiske nationalisme. England fik Ceylon, da vi tabte Norge. I 1911 konstaterede englænderne, at der i Ceylon var to racer (det sagde man dengang), som var helt forskellige. Englænderne kaldte den nordlige del ”the Tamil Provinces”. Nu er det sådan, at der hvor englænderne har været, har der været to dele. De har altid været multikulturalister, for det er en imperialistisk ide. Det hedder også ”del og hersk”. Irland har altid været delt. Cypern er delt, som vi ved. Palæstina er delt. Indien blev delt i to efter 1947. Ceylon blev én stat i 1948. Men en stat med to nationer i sig går aldrig godt. Tænk på Belgien. I 1970'erne begyndte de tamilske tigres oprør (LTTE). Tamiler flygtede hjem til Danmark. Schlüter faldt. Men siden har venstrefløjen brugt al energi på palæstinenserne. De ved jo, at Sri Lanka er en socialistisk republik. Altså en af vennerne. Da de har deres Hamas-sag, må vi andre jo tage os af tamil-sagen."

Down, down demokrati, down, down Denmark

Iiiih, tak, sikke høflige gæster: http://www.youtube.com/watch?v=AeUzAk1nXy4 . Tilsidst råbes der "Khaybar, Khaybar, ya yehud, iyash Mohammad safwa yaud." Til oplysning: Khaybar var en jødisk karavaneby profeten og hans raske svende erobrede, og hvor høvdingen eller hvad sådan en hedder, på ordre fra Guds Sendebud fik hældt glødende kul på brystet, så han kunne spytte ud med, hvor han havde gemt sine skatte. Sådan lyder beretningen i Ibn Ishaqs biografi fra 700tallet, Sirat Razulullah (Beretningen Om Sendebudet - kan vi ikke snart få den på dansk?). Samme aften, da byens mænd var slået ihjel, gav høvdingens forlovede, Safiya, efter for Mohammed, som havde valgt hende blandt de fangne jødekvinder, og ikke et øje er tørt hos biograferne og hadithsamlerne, hvor var det dog rørende.
Når Khaybar nævnes i et tilråb imod en zionistisk demonstration henviser det velsagtens til et ønske om samme slags overgreb, som profeten udøvede mod jøderne.

---- lad mig iøvrigt lige understrege, at kommentar er velkomne også når de opponerer, korrekser eller i nogen grad smæder bloggeren, bare de ikke er anonyme, det mindste man kan kræve, er, et troværdigt navn, gerne med henvisning til hjemmeside, blog, MySpace, mail eller noget. Kom igen, anonyme!

---iøvrigt er min, sådan set ret moderate, bekymring for demokratiet eller undren over afvisninger af det, ikke i mindre grad rettet mod kunstnerverdenen, man hører de særeste ting these days ...

Caramba 2

Tit har jeg villet nedlægge bloggen, der er jo så få reaktioner, næsten ingen kommentarer, hvem skriver man dog for, men så sker sådan noget her: en ældre herre i Ølstykke ryger ind på siden og ser, at jeg forrige år skrev om Los Machucambos og pladen Caramba, som lå på grammofonen i mit barndomshjem, og dem havde han da stadig stående, oven i købet i fnugfri og ridseløs tilstand, så .... nu hører jeg igen, Cumba-cumba-cumba-cumbanchero, tak.

Fra Sveriges litterære Guantanamo

"Folk, der læser krimier, er små don juan'er. De skal hele tiden have en ny. Digte er anderledes. Dem kan man elske og læse på ny."

Hans Hauge i Jyllandsposten

From all of us ....

Poco Loco 2

Jeg bladrer i avisernes bogsektioner, bladrer og bladrer, og hov, der var ikke noget! Igen, intet. Omtale af krimier og ugens bog om besættelsestiden. Men ellers? Så tænker man, hvad sker der med litteraturen, for ti-femten år siden var der da hver eneste uge et eller andet om en nyoversat klassiker eller et væsentligt forfatterskab fra andre ender af kloden. Men det viser sig at være fordi bogredaktørerne overser guldet: Et lille forlag har i 2008 oversat og udgivet John Kennedy Toole´s A Confederacy of Dunces. Den morsomste bog i verden. (Toole gassede desværre sig selv i 1969, og der er kun to-tre tilgængelige billeder af ham på nettet, her er han i kosakoutfit.) Den har jeg selv syslet lidt med at oversætte (se længere nede i bloggen), men jeg var ikke så sikker på at de forskellige sydstatsaccenter kunne versioneres rimeligt på dansk. Så jeg glæder mig til at se, hvordan det er håndteret. De har valgt titlen, Fjolsernes Forbund, hvilket ikke ringer helt godt i mine ører - En Konføderation af Dumpapper eller Dosmernes Konføderation ville måske have ramt tonen og ordspillet lidt bedre. Men whatever, hvor er det fint, at de har udgivet den - det må blive årest mandelgave ide til alle bloggens læsere.

Poco Loco 1

Hov, jeg var lige hos boghandleren og stod og konstaterede, at lort idag helst skal være skrevet af Murakami, jeg bladrer altså i lort, gransker lortecovers og billiglortsudgaver .....og ... så opdagede jeg, at surrealisten Raymond Roussels Locus Solus er blevet oversat og er udkommet på Gyldendal! Quoi? Jeg gik godt nok i stå i den på engelsk engang i 1980erne, må jeg erkende, men nu glæder jeg mig. Hit med den, juleaften, en eller anden!!!! Til gengæld: hvor er den blevet anmeldt? Nowhere!

Systemet Anblik (en hudløs skildring)

Jeg skal have tisset af, før jeg læser ham Preben Major Sørensen, På vippen, hvad er det mon for en bog, de har lavet på det dér forlag? Og apropos omskæringsmaskine, det skægge ved Martin Krasniks essay eller fuck-dig-argument for kupering af drengebørn i forrige uges Weekendavisen var, at han konsekvent stavede kastration med ekstra k: "kastraktion." Hier fehlt etwas, som Freud's Lille Hans sagde, derfor må der sættes noget på. Siden Siggi's velmagtsdage (1910-80?) har kastrationskomplekset været betvivlet af analytikere, der ikke selv tilhørte omskårne mandekategorier - tilfældigt?

Ladies and Gentlemen, I give you: The Next President of these United ...

Obama? Det var da ikke noget, vent bare otte år, så er det miniputternes tid!

Nu nærmer sig tiden ...

Disse spildte muligheder

På vej hjem fra Propps en nat kom jeg forbi McDonalds og var fristet. Kunne det ikke være godt med en jordbærshake + fries + Big Mac? Men køen var lang, og jeg tænkte, det er jo også usundt, og man gider ikke blive fed, så istedet drak jeg en svensk blåbærsmoothie fra 7-Eleven. Et eller andet skulle der i maven, kunne jeg mærke. Efter alle de sjusser. En time senere vælter jeg så ud af sengen, ud på badeværelset og istemmer klagesangen i den hvide fajance - og voila: brrrouaardrp. Men nu ægrer jeg mig, jeg kunne jo netop godt have megasizet mig, når det alligevel skulle op igen - damn!

Kære Island

Så jeg går ud fra at planerne om at financiere Ghostwood-projektet er opgivet?

Storm på drengen og omvendt

Bogmessen følges hermed op af en udgivelsestornado fra forlaget Lindorm & Ringorm - inden fusionen med branchens gigant, forlaget Gyldenkalv:
Lars Bukdahl & Poul Pilgård Jonsen: En Pikansjos på Pegasus. Who done it-digte & insinuationer. 199 sider. Var Storm P nazist eller antinazist? Eller vigtigere, blev han senest inkarneret som Prince eller The Symbol? Bogen er skarpt opdelt, på venstre side et digt, på højre en insinuation, efter det kulturradikale redaktionsprincip venstreorienterede er fra Venus, borgerlige fra Merkur og det yderste højre fra dødsplaneten Pluto. (Vedlagt CD-Rom med The Blame Game 2.0)
Christina Hesselholdt: Tally Ho! Beridderskeroman. 108 sider. Fra ærbar hoppe til Tattersals allemandsganger. En prinsesses equestrianske eskapader.
Lene Asp: Rapport fra en mulepose. Socialrealistisk kortprosa. Set fra staldens bagside.
Katinka My Jones: Portræt af hoppen som ungt digt. Føl-somhed og store hatte på Ascot, skrev pressen.
Pia Juul: Dengang med hunden (adult version)
Klaus Rifbjerg: Ubeset Tomgang. Endnu et hurtigt bind romantilløb.
Lars Frost: Urent Trav. Sportsroman. 299 sider. Vi følger Dorrit, en af de unge piger, der sværmer for jockeyerne på travbanen i Charlottenlund. Efter høturen med den tyve centimeter kortere Hansi, der viser sig stadig at have testiklerne siddende oppe i maven, rykker hun videre til galopbanen i Klampenborg. Men det er et trin op på den sociale rangstige og modstanden fra de andre groupies er hård. Især da hun møder den smukke, undersætsige Ashraf, der allerede som seksårig blev solgt til emiren af Abu Dhabi for at ride hans præmiekamel. Pigerne bruger alle midler, og nu nærmer sig dagen for det store derby, hvor Ashraf skal ride nr. syv ...
Pablo Llambias: Jeg pimpede med pomp på pampasen. 298 sider. Erindringer fra en nat ved gauchoernes bål, såvel som magtudredningsroman, hakkeordenen mellem kvægdriverne, ikke mindst når de homofobe ryttere plages af midnatsdæmonen. Skrevet på maté.
Simon Grotrian: Med mimrekort til Mamrelund. 32 sider. Salmer.

Jeg vil osse!

Ih, altså, hvorfor skal man være bogstavelig og ægte hele tiden? En gemytlig drillepind, jeg kender, hilser f.eks. gerne mig med, "Der kommer Pia Kjærsgård" eller "Du er jo bøsse," osv. Vældig hyggeligt. Men forleden til en fest står jeg og snakker med en pige, jeg aldrig har truffet før, og så kommer han hen for at hilse, og jeg slår glædestrålende ud med armen og siger, "Der kommer jo en af de venstreorienterede landsforæddere." Hvilket han tager i god stil, selvfølgelig - det er jo også den skinbarlige sandhed. Men pigen? Uuuuuha!

Jo, der sker da lidt

For at vise, at race ikke var vigtigt, skulle alle stemme på den sorte! Ak, ja. Men det er da sundt, det der er sket, og spøg til side, der var den dobbelthed, at der kunne stemmes på ham, som den bedste til jobbet, samtidig med at det betød noget, at det ikke skulle betyde noget, at han var sort, fordi det ville betyde så meget, at få en afromidtwestern hawaiiblack som prez.

Selv vil jeg prale med mine profetiske evner og gøre opmærksom på, at jeg allerede i december sidste år var sikker på, at han ville blive demokraternes kandidat, og i april vidste jeg han ville vinde... kan jeg jo altid komme og sige. Men det er sgu rigtigt!!! Jo, det er!!!

The Horror! (More is - laissez faire)

Jeg genså Apocalyse Now -redux, altså Coppolas endelige løsning, og det er godt nok en advarsel til andre kunstnere! Han har som bekendt fejet sine darlings op fra klipperummets støvede gulv og proppet dem ind i værket igen, og hver eneste tilføjelse ødelægger filmen mere og mere. Udvidelsen af episoden med det luftbårne kavalleri ("I love the smell of napalm in the morning"), al det pjat med at stjæle Robert Duvalls surfbræt, udvander såvel den storslåede absurditet og grusomhed, som Martin Sheens figur, der fremstår mindre autoritær og mere buddy med sin besætning. Værst er den 20 minutter lange klump med den franske enklave i Cambodia, der effektivt tapper spændingen ud af hele bådfærden. Straks efter er man så oppe hos Kurtz, men hvorfor egentlig? Er det overhovedet længere nødvendigt?

Hos Homer accepterer man gladeligt, at Odysseus og gutterne gemmer sig i en træhest, og at trojanerne bare må have tingesten rullet ind på torvet; men i en filmatisering af realistisk tilsnit med Brad Pitt & co. falder det helt igennem, for hvor dumme kan man lige godtage, at de der trojanere er? Tilsvarende hos Coppola. Så længe det er en stringent drevet fabel med "syret" brug af realistiske elementer (austronesiske junglefolk (formodentlig mnong gar stammen), lysraketter, Playboy-piger, FLODEN osv) accepterer man, at f.eks. det lille fartøj, der kan flyttes af en helikopter, er nød til at starte rejsen helt ude ved kysten, hvor FNL kontrollerer området; istedet for at Martin Sheen bare bliver afleveret med chopper ved et af støttepunkterne længere oppe af floden, hvor der åbenbart både er store varelagre (motorcykler) og ligefrem sejler andre amerikanske kampskippere ("Lazzaro", der morer sig med at kaste en brandbombe over på taget af vore venners lille båd). Men den går sgu ikke i et realistisk TIDSBILLEDE.

Et klassisk dilemma for en prosaist: skal man lave en stram fortælling eller en bred skildring. Coppola forsøger at ælte det ene om til det andet. Væk er den suggestive fabel, der drejer båd og fortæller og identifikatorisk tilskuer "dybere og dybere" ind mod Mørkets Hjerte, (vanviddet derinde, der blot er en karrikatur af vanviddet herude) med virkemidler som surferens LSD-trip, de skæve sorte soldater uden ledelse ved den

yderste bro, den sidste forpost i den evige nat, spyddet, der gennemborer styrmanden, tågebankerne, bådfærdens mystik. Det er nu alt sammen elementer i en skildring af Vietnamkrigen med en realistisk appel. Men når man skal høre på de der franskmænds udlægning af konflikten, må man som tilskuer spørge, hvorfor man så ikke også for at vide, hvorfor les montaignards så beredvilligt har kæmpet for først franskmændene og siden amerikanerne? Eller at når disse franskmænd selv stadig er jorddrotter i Cambodia hænger det sammen med, at Cambodia ikke var en erobret koloni på samme måde som Vietnam, men protektorat uden egen uafhængighedsbevægelse. Franskmændene var, som typisk for fremmede erobrere, dukket op som naturlige allierede for cambodianerne (og bjergstammerne) mod thaier og kinh (vietnamesere). Alt sådan noget bliver relevant, når man er ovre i den brede skildring, og har forladt den stramme fabel. But who cares? Det er blevet til et makværk.

Le mot propre 2 (strandbagvasker)

Der er nu noget særligt over seriekrakileres ordforråd, se bare i dagens Weekendavisen, Poul Pilgårds artikel, Psykiateren, hvor retspsykiater Max Schmidt citeres for gloserne: kommisagtig, pjokket, kattevenlig og dumfiffig!

Til Forsvar for Krimivægring

...eller: Portræt af kunstneren som ung plotter

Jeg lå med en stabel gamle BLÅ PORT og læste og genlæste hist og her, fx. Simon Pasternaks tekst, Til forsvar for plots. I den anledning vil jeg lige skrive, at når jeg ikke læser kriminalromaner, og at de end ikke fængede, da jeg var teenager og lå forkølet, og (søde) mor hentede 5 x Agathe Christie på biblioteket, skyldes det hverken snobberi for det lyriske eller foragt for plots. Det er sandelig heller ikke, fordi jeg ikke har haft fornøjelse af Eco eller af Dorph/Pasternaks egen stærkt medrivende, Afgrundens Rand - men medriveriet skyldtes nok valget af motiv, nemlig klassikeren: De hemmelige gamle nazister, såvel som at bestræbelsen på at tegne et tidsbillede af 1979 appellerede til min egen realistoide åre.

Næ, hurdlen er ganske enkelt, at jeg i tidlig alder vænnede mig til at få min trang til plot tilfredsstillet af film og tegneserier. Selvfølgelig havde jeg lagt ud i anden klasse med at fejre det at kunne læse, ved at tyre cirka 20 bind af Edward S. Ellis´ indianerbøger, altså plot-over-prærien fortællinger om Hjortefod og de to hvide børn, der var hans venner, eller Falkeøje og de to hvide børn, der var hans venner, for slet ikke at snakke om Bjørnedræber og de to hvide børn osv. Men derpå lærte jeg at tilfredsstille min trang til plot via film (vi fik fjernsyn, da jeg fyldte ti år) og med spændingstegneserier, som Blueberry. Skulle man læse bøger var det altså mere spændende at gå på voksenhylderne og låne Grimbergs Verdenshistorie og Bjøll og Durant og læse lyrisk, det vil sige, bladre.

Med plads til 100 prutter

Jeg læste lige Hans Otto Jørgensens nyeste, Hestenes Øjne, og hvor er den dog bare god god god. Den skal mor have i julegave! Til gengæld er jeg noget tvivlrådig mht hvad det er for en aktivitet, den gode Redd Foxx har optaget live i 1975. Måske rap? Æsel dér.

Nå, nu fik jeg like wikipetteret ham; Redd Foxx var en stand-upper, omtalte af Malcolm X som "the funniest dishwasher on earth."

Hverken jeg eller andre får skrevet meget på nettet ...

You may THINK, I've gone insane. But I prOmise: I willl! Blog! A-gaaain!

Oh, disse formuleringer

Der jüdische Nigger Lassalle, der glücklicherweise Ende dieser Woche abreist, hat glücklich wieder 5000 Taler in einer falschen Spekulation verloren [...] Es ist mir jetzt völlig klar, daß er, wie auch seine Kopfbildung und sein Haarwuchs beweist, von den Negern abstammt, die sich dem Zug des Moses aus Ägypten anschlossen (wenn nicht seine Mutter oder Großmutter von väterlicher Seite sich mit einem Nigger kreuzten). Nun, diese Verbindung von Judentum und Germanentum mit der negerhaften Grundsubstanz müssen ein sonderbares Produkt hervorbringen.

Karl Marx i et brev til Friederich Engels, 30 juli 1862

Jeg er ikke så stiv i tysk og hører gerne rettelser fra de sprogstærke, men her mit forsøg på en oversættelse, lad det være en hilsen til alle marxister derude:

"Den jødiske nigger Lasalle, der lykkeligvis rejser sidst på ugen, har glædeligvis tabt yderligere 5000 daler ved en fordægtig finansspekulation [...] Det står mig nu fuldstændig klart, at han, som også hans hovedform og hans hårvækst indikerer, stammer fra de negre, der hægtede sig på Moses´ folkevandring ud af Ægybten (hvis ikke ligefrem hans mor eller farmor har krydset sig med en neger). Nuvel, denne splejsning af jødiskhed og tyskhed på negermæssigt grundlag må nødvendigvis frembringe et ejendommeligt resultat."

Banditten var en konkurrerende socialist, Ferdinand Lasalle, der var umulig at vride penge ud af og tilmed kappedes med Marx om at nasse på sympatisørerne. Desuden spankulerede han omkring i industrien - formentlig iført høj hat og stok - og dannede arbejdersammenslutninger, mens Marx selv nægtede at sætte sine ben på proletariatets arbejdspladser; Pokker tag ham, altså.

Fun (1 liter)

Da jeg var ni-ti-elleve år elskede jeg Peter Sellers, og når det hed sig, at en ny Lyserøde Panter film var på vej, blev jeg helt urolig af spændt forventning. Men over hvad? Det er helt umuligt idag at fastslå, hvad det dog var, der gjorde disse film så morsomme.
Til gengæld husker jeg en vanvittig dårlig komedie fra 1980erne, Fars Fede Ferie med Chevy Chase, med én eneste uforglemmelig vits. En familie er på vej gennem USA for at nå Disneyland, inden de lukker for sæsonen, og undervejs kreperer en bedstemor, de har med i bilen. Men det er der ikke tid til at kære sig om, man kører rundt med den døde på bagsædet og vifter af stanken, indtil liget kan anbringes i en gyngestol på verandaen foran et hus, hvor der ikke er nogen hjemme, og så afsted igen. Sjovt, sjovt!

Ændrer ens humor sig med alderen, sådan at nu har man grinet længe nok af et eller andet, og så virker det ikke mere? Eller er det tidsalderen (kulturen), der forandrer sig, og så er der noget, der bare ikke er sjovt længere? Eller er sjovt igen?
Life of Brian havde premiere, mens jeg gik i folkeskolen, og den cirka fjortenårige, der sad i biografen, morede sig fra start til slut. Men da jeg genså den omkring 1990, var det lige før, jeg kedede mig. Det eneste, der holdt, var gakket med de mange revolutionære bevægelser, The peoples front for Judea, der ligger i skarp ideologisk strid med The judean peoples front osv. Og så virkede scenen, hvor John Cleese´s romerske centurion korrekser de natlige graffitti-malere for deres dårlige syntaks. Men sketchen virkede netop, fordi jeg fattede den og kunne more mig bedre, end da jeg var fjorten.
Under Muhamed-krisen lånte jeg så filmen på DVD, og nu virkede religionskomikken igen. Man skal tilsyneladende være fjorten år, for at synes det er kosteligt, når korsfæstede mænd synger; nogle-og-tyve for at appreciere en vits om sort skole + antik graffitti; mens man omvendt skal leve i en tid, hvor religiøse massebevægelser går til angreb, før gale tilhængerskarer og spøjs stening sender kramper gennem det muskulære apparat.

Sidste weekend anstillede jeg så visse studier, det vil sige, afspillede et par nyere DVD-komedier fra biblioteket. American Pie III - The Wedding (2004) og There´s something about Mary (1998). Kunne de være sjove? Jo, jeg lo faktisk. I American Pie tyr en figur til at spise lort for at undgå, at de fine folk, han gerne vil imponere, spiser samme lort; i There´s something... håndteres en skindød, såvel som invalideret hund aldeles upassende, pakket ind i gips bliver den glemt på taget af en kørende bil osv. Det virkede. Men resten? Blot lidt smil! Tilmed forsøger filmene at fremkalde fnis ved forekomst af bøsser og liderlige pensionister, og her må der være tale om tidernes skiften - hvis det nogensinde har været morsomt, at pensionister har en seksualitet eller at onkel Benny viser sig at være homo, så er det ved at være længe siden.
Kan man således fastslå, at alene fæcalofagi og usømmelig omgang med lig og handikap tilhører det universelles kategori og vil være morsomt til alle tider? Mens alt andet er afhængig af epoke og aldersgruppe? Eller vil der komme kulturer, hvor der ikke længere er tabuer omkring håndtering af lig og lort?

PS: Jonathan Richman optræder som trubadur i marginen af There´s something about Mary. Han sidder og synger i et træ ved filmens start, og synger langs med handlingen undervejs, og det var selvfølgelig også en dagsrest bag drømmen beskrevet nedenfor.

Rigdom

Jeg drømte i nat, at jeg blev venner med Jonathan Richman. Og jeg kunne så godt lide ham, og han kunne så godt lide mig.
Jeg var i New York og så mødte jeg ham, og så inviterede han mig med hjem, og så udspilledes drømmen ellers i hans lejlighed. Vi hører LPer. Fed lejlighed. Det går op for mig, at da han er berømt, og jeg ikke er, kunne der opstår et misforhold, en overlegenhed fra hans side, men det sker ikke, min selvværd er helt i top, berømmelsen gør ingen forskel.

Her vil jeg lige indskyde, at tilbage i 1980erne mødte jeg efter en koncert Peter Gabriels bassist. Jeg gik hen til ham på U-Matic, mit sted i nattelivet, jeg mente, at vi var på lige fod, crackerjack, jeg en sej fyr, der bare ville give lidt anerkendelse til en anden sej fyr, men i det jeg åbner munden, er jeg blevet en fan. En orm. Frygtelig oplevelse. Nul selvværd.

Dagsrest: igår fik jeg massage af en mand for første gang. Man siger jo, at massage fylder kroppen med en følelse af anerkendelse, og jeg har bare altid kun fået massage af kvinder. Tilmed var det et led i en rygbehandling, meget professionelt, kombineret med kiropraktiker-knæk, og altså en følelse af, at dette er godt for mig.

Hjemme hos Jonathan: Det går op for mig, at jeg endnu ikke er flyttet ind, vi er jo lige mødtes, det er ham, der bor her, men jeg får nok lov at sove her, tænker jeg. Han forbereder et måltid, hans pige skal også komme, vi skal spise noget, der kræver, at vi sidder i tre særlige orange lænestole omkring bordet, hvilket vil være godt for min ryg, bedre end almindelige stole. Jonathan tilbyder frisk orange juice til maden og er i gang med at presse den, men jeg siger, at postevand er fint til mig, men han har også allerede brygget kaffe, og den kan jeg da godt bruge til en bøf, også af høflighed.

Hvor var det dog en dejlig drøm. Venner med Jonathan Richman.

Shariapædagogik (på hausa, det er fra det nordlige Nigeria)

En ting er, at ham skurken, der hugger tasken skal have hugget armen af, at de formastelige, der horer, skal stenes, og at hotellet, der tilbyder udskænkning, skal "torches"; men er det ikke lidt hårdt, at pigen med den røde bluse ligefrem skal stenes for at have kørt i sandwhich på en motorcykel? På den anden side, måske er det en knallert.

Goddaw Loe

Hvad skal jeg med Erlend Loe, der sker intet i de sætninger, det sprog. Nå, denne noget konservative blogger løfter hermed sit ene misbilligende og nådesløse øjenbryn efter at have læst, at Loe nu har slået sig på fantastformidling. Organisten. Et eller andet postbuds altopsugende konspirationsteori, formodentlig en enorm practical joke. Håber man. Men ærlig talt, så foretrækker jeg da Umberto Ecos suveræne brug af den okkulte tradition i Foucault's Pendul (nej, ikke dén Foucault). Det er ligefrem en klog bog med vise pointer.
Dengang jeg gik på Forfatterskolen, løftede en lærer sit eget misbilligende og nådesløse øjenbryn (det venstre, tror jeg) af Eco, og kaldte alt skrevet siden Rosens Navn: pop! Selv ser jeg det lige omvendt. Rosens Navn kan jeg ikke genlæse, den står tilbage som blot en krimi, mens Foucault´s Pendul er en guldgrube af suverænt unyttig viden turneret skægt og spøjst - og uhyggeligt første gang man læser den. Tilmed særdeles oplysende og nyttig viden om unyttig viden. Eco har overblikket over konspirationernes monotone hovedspor, og alt den man-ønsker-ikke-vi-skal-vide viden, der snor sig frem gennem reformationen og oplysningstiden, antisemitismen og nazismen, til vore dages kiosklitteratur. Da den væmmelige Dan Brown første gang blev anmeldt i Danmark, skrev journalisten, at det da bare var en meget ringe ripoff fra Eco. Forskellen er, at den evnesvage Brown faktisk tror på det giftige ævl og spinder ondt guld af det.
Nå, nok om det. Lad os håbe Gyldendal snart bruger nogle af sine mange penge på istedet at oversætte A la ricerca della lingua perfetta - Ecos bog om tænkningens tossestreger siden middelalderen og hvordan de alligevel førte til sprogvidenskabens opdagelser m.m.

Den Højere Troskab

Selvom jeg er yderst skeptisk og fed up ved den vedvarende og ældgamle (Tacitus, Montaigne) tendens til at projicere det autentiske og livfulde over på såkaldt fremmede racer og kulturer, foretrækker jeg nu alligevel selv den gode pastor James med hans moonshinerdunk, fremfor WASP sjælefangeren og hans strømlinede kommunikationsteknikker - begge øjensynligt tilgængelige i High Fidelity.

Fraklip fra mine erindringer (nr. 411)

....

Det var et grillparty, det var i 1999, og jeg gaflede et par skiver kød og en pølse fra den store rist over bålpladsen i haven og satte mig hen under en parasol hos et venligt udseende par. Forekom de mig bekendt? Det viste sig, at det var de to skuespillere fra Vil du se - jeg har fået bryster, en ungdomsfilm fra 1970erne. Selvfølgelig havde jeg sukket over hende i biografen engang for længe siden, og det var skægt at møde dem, nu vi alle var blevet voksne.
Pigen havde været fjorten år dengang. Hun var blevet voldtaget af instruktøren, Jørgen Ravn-Halvorsen, der var besat af lolitasex og derfor havde specialiseret sig i ungdomsgenren - et klogt træk, der sørgede for en lind strøm af helst ikke mere end tolv-trettenårige linselus gennem hans lejlighed. Pigen havde efterfølgende overlevet et selvmordsforsøg, men var blevet lam i underkroppen og havde brugt resten af sin ungdom på genoptræning. Først sent i livet havde de to skuespillere, der havde spillet de unge elskende, dengang de var unge, fundet hinanden. Nu drev de et lille omrejsende børneteater, nærmest tilbagetrukne i deres anonyme turneliv mellem daginstitutioner, festivaler og såkaldt kulturelle tiltag i byggerier med mange indvandrere.
Det var godt kød, vores værter havde lagt på grill. Pølserne var fra en slagter, urterne synlige i farsen, og bøfferne lå saftige og dryppede ned i flammerne. Grøn salat og kartoffelsalat stod i skåle på alle bordene. En let støvregn sørgede for masser af røg, og der var ved at blive trængsel under vores parasol.
Pigen kunne gå nu. Det i sig selv var en kilde til bevægethed hos deres venner, opdagede jeg, da jeg kikkede ned langs bordet. En dyb kollektiv lettelse; folk sad tavse med nedadvendte blikke og savede i kød med plastknive, men ansigterne strålede af den der lettelse, af omsorg og hengivenhed. Fyren havde været narkoman i en årrække, hun haft tre operationer i ryggen. Men nu var det okay, hendes spring ud i tom luft næsten gjort ugjort.
...
(Ja, ja, jeg ved det godt, det er selvfølgelig næsten redundant, nu hvor Anders Lund Madsen har skrevet et eller andet og jeg så godt artiklen i går i Information. Det er godt et måned siden jeg første gang bloggede indlægget her, fordi en ven havde sagt, "Den historie skal på bloggen." Men så sagde en anden ven, der havde misforstået noget, og troede instruktørens navn var autentisk, at jeg skulle lade være og fjerne det, for hvad skulle man med det og jeg ville sikkert få en sag på halsen. Mit eget forbehold var mere at hvis andre end de 5-10 faste læsere af bloggen kom forbi, kunne det være at de to skuespillere ville ende med at føle sig hængt ud og det ønskede jeg jo ikke.
Men nu tænker jeg, at det i ekstra grad skal blogges, faktisk fordi jeg havde en veninde i DKUs børneteatergruppe, der landede en rolle i filmen Krigernes Børn (1979), og hun blev selvfølgelig også voldtaget af instruktøren, som faktisk blev dømt et par år senere. Hvilket desuden var enden på pigens karriere. Så det lader til at mindst tre ungdomsfilmsinstruktører havde gang i overgrebene - gad vide om der overhovedet var instruktører af ungdomsfilm, der kunne lade børnene være?)
(Nå, hov, nu har jeg fået læst Anders Lund Madsens kronik i Jyllandsposten (10/8), og han skriver sådan set det hele om Krigernes Børn, jeg vidste ikke, at en af pigerne havde gennemført selvmord, det var sådan skandalen begyndte at rulle, okay, men lad mig så blot tilføje: ham i alle sammen dyrker for hans søde sange og søde film, og som for nylig havde premiere på sådan en rigtig gave til Politiken & Information segmenterne, en film om det onde overvågningssamfund, han havde også gang i sine medvirkende under femten, og gud ved hvorfor han synes overvågning er sådan noget lort.)

Det umuliges kunst

Så er Lindorm & Ringorms efterårskatalog på plads:

Jørgen Leth & Apartecooper: Rasputins restpotens. Erotisk krævende zombier, og en tur med den litterære succubus. Digte fra to sider på én gang. 330 sider
The Jytte Abildstrøm Sextapes. Stjålne optagelser til stjålne blikke. Exklusiv DVD-box med 7 skiver.
Dennis Gade Kofod: Anskudte pølser. Scenen er Nexø sidst i 1980erne. Efter Strunge, før grunge. Drengene modnes og går fra at sætte kanonslag i hundelortene til at plaffe dem med luftbøssen. 120 sider
Harald Voetmann: Tøjtewhopper. Sproget prutter og savler i denne tour de fars gennem antikkens kulinariske hemmeligheder. 170 sider
Anders Abildgaard Nielsen: Udsagn. Tekstbenægtelser. 26 sider (Forlaget prøver for anden gang vriste manuskriptet - nu tre sider kortere - fra forfatteren.)
Hans Otto Jørgensen: Noget til den snævre. Skedelækker kortprosa. 86 sider.
Simon Grotrian: Stig i Matas. Digte. 38 sider + Med Mamon som blind passager. Salmer. 80 sider.
Niels Frank: Krank. Udvalgte bebrejdelser og beklagelser. 340 sider
Lone Hørslev: Hu hej, hvor det går. Digte. 99 sider
Jens Blendstrup: Grødkvalt med grådomslag. Prosa. 220 sider

Undervejs mellem inkarnationer

Major Garland Briggs døde i sin form, som skuespilleren Don Davis, her i forgårs. Eller er det blot et røgslør? Læg mærke til, at den hvide klud, han bærer om halsen, da han vender tilbage efter at være forsvundet på fisketuren med Coop - altså, da han dukker op hjemme i stuen i fuld WW2 pilotdres - ligner den hvide klud, som den store lama i Tibet giver Tintin, efter at denne har reddet Tschang!

Final recordings

Jeg fik nyt telefonnummer idag, du får det nok på mail, men da jeg sad og tastede numre ind, fik jeg sådan en Today-is-the-beginning-of-theee-rest-of-yooour-liiiife følelse - der var så mange numre, det ville være overflødigt at føre ind på det nye simkort.

Hit that perfect beat, doggg

Hit

"Amazing recordings of demons speaking through people who are possessed by them"

"One and the same"

I de sidste afsnit af Twin Peaks hører vi om THE DUGPAS. Ifølge Windom Earle er det onde troldmænd, der engang har opdaget og fået adgang til The black lodge. Vi har set glimt af en kutteklædt skikkelse, der ikke synes at rumme andet end universet - bla. viste den sig, da majoren blev bortført, mens han ristede skumfiduser med Coop ude i skoven. Men. Dugpaer er jo navnet på De røde hattes sekt, den gamle buddhistiske retning, der endnu er fremherskende i Bhutan; I Tibet og omegn er det de gule hatte.

Dugpaerne er tantrikere, det vil sige, jedenzeits von gutt und böse, de har været frygtet og afskyet og fordømt for deres overjegslikviderende ritualer, og når Windom kalder dem onde, er det selvfølgelig ud fra en dualistisk tankegang. Men mon ikke den hypotetiske tredje sæson, ville have vist os modsætningerne som komplementære, og det komplementære, som enhed; I bedste tantrisk-buddhistiske forstand.
Lynch har jo næppe valgt navnet tilfældigt. I det omfang det ikke i virkeligheden er Mark Frost, der står bag serien - men ham og Lynch, det er ét fedt, one and the same.

Om gode titler

.. og så snakkede vi om lange titler, altså dem, der holder, jeg fremhævede, Set the controls for the heart of the sun og French kissin´ in the USA og den der Sparks: I told you to wait in the car... men desuden lå en titel på min tunge, fordi den altid har ligget der inde et sted og villet ud, nemlig ... forhistorien er, at i 1970erne købte min mor Ekstra Bladet mange weekender, og der var to-tre sider fyldt af grafisk udførlige sort/hvid reklamer for biografernes repertoire, og en dag hæftede jeg mig ved en titel, der ganske simpelt ikke var til at tro ... (nu er der gået prikker i mig, ligesom Pablo Llambias) ... og senere var der nogen som mente, at det måtte være Simon Spies, der havde importeret filmen, da det var ham, der importerede det meste mainstream-sleeeaze dengang, og han kunne godt lide, selv at finde på de danske titler, og når man så ved, at han var partimedlem til vistnok ret sent i 1944 .... jeg aner stadig ikke, hvad det går ud på, den har skræmt mig i tyve-tredive år ... men titlen er god.

Flesh World

Efter en weekend med moderat fysisk pres i selskab med The Bookhouse Boys, er jeg reduceret til en dynge knogler på en fejebakke. Sygdommen hedder scoliose med en fare for diskus prolaps, min rygsøjle snor sig som en hidsig hugorm, skævt mod højre for neden, skævt mod venstre foroven. Kødet er et hårdt sted at bo, jeg må se at få gjort nogle bøger færdige inden Den store sosu-assistent tømmer fejebakken.

Ugler i mosen - "You´re on the path, you don´t need to know where it leads, just follow!"

Jeg blev så glad, da jeg så billedet her. No more Mister Bad Guy. Lydteknikeren Frank Silva, nu som charmetrold. Lad det være tema for indlægget her.

Da serien sluttede, var en tredje sæson ellers på tegnebrættet. Coop er blevet besat af Bob, uha, uha, så hvad nu? Går Annie´s drøm mon i opfyldelse, "I saw the face of the man who killed me; it was my husband"?

Tja, jeg synes slutningen er positiv. Coop rummer nu det onde bevidst og stirrer det ind i fjæset, så tredje sæson må handle om, hvor vidt det lykkes ham at domestikere det. Rumme alt, der er i ham. Tidligere har han jo formodentlig myrdet sin eks - Leland/Bob siger, "I have this thing for knives; just like what happened to you, that time in Pittsburgh, ay, Cooper? - og er bagefter vågnet op uden erindring; og Hawk har jo fortalt, at The black lodge er et sted, man skal igennem på vejen mod fuldkommenhed. En stor mundfuld er bidt af, enten kvæles han eller det lykkes ham at tygge.

Det er også derfor man nu har haft Windom Earle inde forbi som skurk i en periode.
Mange fans har syntes, at Windom Earle var en dårlig figur, og at serien tabte højde og fes ud til alle sider efter afsnit 16, hvor Leland dør, badet i sprinklervand. Men jeg synes han er helt rigtig. Forskellen på de to er jo, at Leland er en galning, der måske tror han er besat af en dæmon, således at han også i dødsøjeblikket er fremmed for den, han har været og ligefrem ser frem til foreningen med den datter, han har skændet; mens Windom er den lysende begavelse, det klare intellekt, der bevidst vælger Det onde.

Coop siger, at Earle har mistet evnen til at skelne mellem godt og ondt, men det er moraliseren, Windom har truffet et uhyggeligt valg. Coop kunne være kommet ud for en stor fristelse af den art. I en hypotetisk tredje sæson. Øv.

Og øv, øv, øv. Istedet kunne man så kede sig med Lost Highway, savne humor i Mulholland Drive, og følelsesmæssig medriven i Inland Empire.

"I´ll be in the shadows if you need me"

David Lynch har de senere år rejst rundt og opfordret til dannelsen af meditationscirkler på 500 personer, med henblik på verdensfred o.lign. Det behøver ikke ske indenfor hans egen Trancendental Meditation-bevægelses regi, understreger han, sufisme, buddhisme m.m. er også godt. I den forbindelse har han udgivet en bog om kreativitet + meditation, Catching The Big Fish, som jeg ikke har læst; men da den blev præsenteret i DK og Weekendavisens Lars Bukdahl anmeldte den, det vil sige, festede på dens hvide siders kød, blev der bragt citater, der virkede flyvske og uspændende, når man tænker på, at det var en kunstner af den karat.
Jo vist, meditation indvirker utvivlsomt på den intuitive styrke, det er min egen oplevelse, det kan bare være svært at æde, når kunstnere turnerer rundt med gode budskaber. Det klæder ligesom kunstnere bedre at være misbilligende og vrangvillige og langt ude, og her vil nogle fans kunne finde trøst i, at David Lynch også har præsenteret konspirationsteorier omkring 11/9, der hører hjemme i straight-to-video kategorien.
Selv blev jeg overrasket - Lynch & Maharishien? Men ved gensynet med Twin Peaks, må man sige, at det har været der hele tiden. Serien inviterer til at blive læst "indotibetansk": Den enarmede mand er en af de dæmoner (f.eks. Mahakala), der er blevet omvendt til beskyttere af buddhismen; da Leland er ved at dø i cellen, giver Coop ham instruktioner til dødsprocessen, og efter 29 afsnits fokus på den lidelse og smerte især hensynsløs driftsudfoldelse forvolder, får vi inde i The black lodge at vide, at kæmpen & dværgen er "One and the same;" den vise og gode former en enhed med den dansende gavtyv, der er et udtryk for samme princip som Bob osv osv - - og denne dansen minder jo om Kali, oh, min gudinde, der danser på de elskende og på lig, og transformerer liv til død til liv til død und alles ist gutt. Noget i den retning.
Tillige erklærer den vise kæmpe sig identisk med den senildemente, gamle tjener, "One and the same," og det er da selvfølgelig tjeneren, der har anrettet bogens sætninger.

Den allersmukkeste scene er måske den, hvor Coop har samlet sine mistænkte på The Roadhouse, det tordner og lyner, der mangler en, fornemmer han, så kommer majoren med den gamle tjener, og så: tjeneren byder på tyggegummi, og Lelands ansigt lyser op, helt rørende, i et smil til den gamle, i det han bemærker, at det tyggegummi kan han godt huske, fra han var barn. "It´s my most favorite gum in the whole world."
Hvor til vores hjerterene gamling kærligt siger, "The gum you like is gonna come back in style."

"My special agent"

Jeg har genset Twin Peaks på DVD og konstaterede, at der var fem afsnit, jeg aldrig har set før. I foråret 1991, da sæson to kørte, rejste jeg en tur til Bordeaux, og så flyttede jeg fra 4 maj kollegiet med dets TV-stue og fælles kaffebrygning & tærte-bagning og ind i en fremleje uden skærm, så det er først nu jeg tager hele serien til mig, som kontinuitet.
Men det er en anden seer, der ser den - skønt igen bevæbnet med kaffe og Irmas blåbærtærte. Dengang sværmede jeg for Josie (Joan Chen) og Audrey (Sherilyn Fenn), og jeg identificerede mig med sherif Truman. Hvilket var mere præcist, end godt var, ikke mindst det med at forelske sig i destruktive, fortabte skønheder. Men nu er det Coop, jeg er flyttet ind i, og de piger jeg bliver lun på er Shelly (Mädchen Amick) og Annie (Heather Graham). Den ene down to earth og bare fræk, den anden godt nok færdig med selvmord og nysgerrig påny, men måske stadig for sårbar til verden udenfor klostret.

"Bob´s been very close"

Lucy skænker koldt vand hele vejen rundt, de sidder Truman, "Coop" og major Garland Briggs, den sidste er vendt tilbage efter først sin forsvinden i skovene, siden forhøret hos militæret, og han siger: "The airforce, I thought, was not unlike other societies of men dedicated to the fight for the good. But, hell, frankly, now I´m worried. When my superiors questioned me about my disappearence they exhibited a degree of suspicion and intolerance bordering on the paranoic. I must now admit, that there motivation in searching for The white lodge is not theologically pure."
Samfundskritik!?
Læg dertil, at det business-genererende begær former seriens forretningsfolk til skruppelløse og morderiske personer, der kombinerer sex med ejerskab og overgreb i talrige variationer; kun de to småkårs næringsdrivende, Big Ed med autoværkstedet, og Norma med cafeteriaet, fremstilles ikke som skadevoldere; til gengæld er de livssyndere, de kan ikke gribe efter det, de vil have, de lader kærlighedens realisering glide dem af hænde. Deres skrupler, hensyn, pænhed, står dem i vejen, og på den måde spreder de alligevel dårlig karma.
Man kunne kalde Twin Peaks tilværelses- såvel som samfundskritisk. Hvis man lyster. Uden at der angives alternative samfund, tværtimod, der er måske i det eksisterende samfund en dybde at lytte efter - dommer Reynolds siger til Leland: ”The law provides a structure to guide us through perilluos and trying times, but it requires of us our submission to it’s procedures and higher purposes.” Det hedder vist konservatisme.

Andy Warhollah

Pakistanske misregenter gennem 60 år.

When do I get to sing 'Myyyy way'

Siden flere spørger, nej, jeg har ikke fået en krone fra Statens Kunstfond, men jeg havde heller ikke søgt i år. Jeg var ikke sur længere, bare resigneret, ".. when all you feel is the rain .. it' s hard to be vain .. not a moment I could choose .. not one offer I could refuse .. so when do I get to sing 'Myyyy way,' when do I get to feel like Sid Vicious felt, when do I get to sing .."
Men, okay, jeg skal nok huske at søge næste gang. Om Sparks vil jeg lige tilføje - (MUSIKKENS VERDENSHISTORIE LLVII) - at om ikke andet har de altid været gode til titler: (No more) Mister Nice Guy (1971), This town ain´t big enough for the both of us (1974), I thought I told you to the wait in the car (1995) og (Baby, Baby) Can I invade your country (2006).

A portrait of the artist...

Okay, lige til det forrige indlæg, det er ikke ment som en efterspørgsel af saftige (ugens)rapporter fra unge forfatterinder med pesar i tasken, det var ikke det, jeg mente, og det er heller ikke sådan, at jeg synes, nogen skal skrive noget andet end det, de skriver og har lyst til at skrive; jeg konstaterer blot, at der er en tom stol for piger, den brødebetyngede stol.

Men så må jeg også sige, det har undret mig lidt, at så mange har læst indlægget, som om Ida går i seng med mange mænd. Står der det? Hun tumler fuld hjem fra Ungdomshuset efter at have lavet et eller andet, måske sagt noget dumt eller rodet sig ind i et skænderi, hvor hun var den uretfærdige part + Hun har haft én rigtig kæreste, Lennart, som er skredet, og så har hun ladet Thomas ligge og ringe og købe øl og invitere hende ud og komme med kærlighedserklæringer, men han har ikke fået noget, det står der netop ikke noget om, hun har bare misbrugt hans følelser + De lækre fredsvagter fra Canada har hun måske kun flirtet med, måske kun set på, hun mindes dem, så hun har vel aldrig fået deres mail + Noget kæresteri med en older guy og måske ikke meget mere end et onenightstand med Hafiz. Det får jeg til confirmed sex med tre fyre og måske foregår romanen over flere år, jeg synes ikke der antydes talløse stoddere og stødere...

Portræt af Kunstneren som Ung Smatso

Lars Bukdahl erklærede sidste år, at nu var det slut og forbudt med debutromaner om følsomme unge mænd, skrevet af følsomme unge mænd. Men hvorfor skrives der ikke følsom-ung-dame romaner? Og jeg mener ikke morfar-er-død romanerne, jeg mener sådan noget med, "Ida tumlede hjem fra Ungdomshuset med en ordentlig bøhmand på, mens hun græmmede sig over, hvad hun havde gjort..." + "Ida vidste godt, at hun havde behandlet Thomas som lort, nu kom bondeangeren, hun havde bare brugt hans tilbedelse til at komme ovenpå igen efter, at Lennart var skredet..." + "Hun havde sat sig overskrævs på Hafiz og så at sige onaneret med hans pik, men hun gad ham jo ikke..." + "Det gode ved tyve år ældre mænd var ikke kun, at de betalte gildet, men først og fremmest, at de var nemmere at slippe igen, fordi hendes billede af kvinder med ældre mænd, var så uantageligt, hendes ideal-jeg helt..."
Jeg kan ikke huske, jeg er stødt på een eneste roman af den type. Kvindelig bondeanger? Det er egentlig mærkeligt, når man kender veldrikkende og kynisk hunkøn, at de ikke findes som romanstemmer - men det gør de måske i krimier? Men krimier gældes ikke, og jeg læser ikke krimier.

"Ude i skoven satte Ida sig på en træstub og kradsede det sidste lak af neglene, mens hun mindedes kibbutzopholdet og det store træf med de lækre fredsvagter fra Canada..."
En misogyn forklaring kunne være, at kvinder ikke er i stand til at føle bondeanger over hvordan de behandler mænd. Men så kunne det da lyde:
"Det var fedt i de tre uger med Gitte, at mærke en anden piges bløde krop og den samhørighed, der var i en afstandtagen til mændene, den godten sig, den ekstra uopnåelighed, men det var en ferie, og nu behøvede hun en mand igen, nu var hun klar til at dingle forelsket for enden af en pik, så Gitte måtte altså bare forstå..."

Musikkens Verdenshistorie VII

Devendra Banhart er en hyggelig fyr, hyggelige sange, hygge, hygge, men det er dog utroligt som han lyder som tidlig Marc Bolan, altså Tyrannosaurus Rex! Først og fremmest med den dirrende og bevinget-æsel-skrydende stemmeføring ind i mellem. Men det er rart med sådan noget, der er nostalgisk og på forkant samtidigt.
I begyndelsen af 1990erne faldt jeg for Suede, for iiih, de lød jo som tidlig Bowie. Problemet var bare, at jeg så altid endte med at lytte til tidlig Bowie. Jeg købte troligt de nye Suede-værker til min nye musikafspiller, en CD-maskine, men kom aldrig rigtigt til bunds i dem, det endte med en Bowie! Hver gang.

Nå, men om Marc Bolan og hans forskellige rex´er ville jeg bare sige, at det er den fedeste dårlige musik, der findes, hvis ikke det er den dårligste fede musik.

Musikkens Verdenshistorie LVX

På Facebook findes de mest åndssvage quizzer og hvilken-slags-idiot-er-jeg spørgelege. Jeg overvejede selv at lave en, nemlig Hvilket Symfonisk Rockband Er Du? Jeg tænkte på en fyr, jeg kender, han kunne godt minde om The Moody Blues (naragtige, SERIØSE englændere klædt ud a la ved Henrik d. Ottendes hof og komponerende derefter) og det var ikke positivt ment. Prøv lige at se dem!

PS: jo, selvfølgelig lavede de et par okay numre, hittet dér fra 1967 og da også den komisk-pompøse og dog medrivende I´m just a singer in a rock ´n roll band fra 1972.

The Jimi Hendrix Experience

Jeg var ved at blive kvalt i mit eget bræk i nat. Vi havde været til happy hour på Mexi Bar, tre stødere, og jeg fik MudSlide og MaiTai og Caipirinha og CreamyOrgasm og B52 og daiquiries, men ved midnat satte jeg kursen hjemad. Nappede en natteshawarma og så i seng. Da jeg begyndte at kaste op skete det i en døs, og jeg faldt om rundt omkring i lejligheden, lå og hylede og klagede mig, mens jeg dog næsten også slumrede. Her til morgen kunne jeg chokeret se konsekvensen af, at jeg altid har bunker af bøger og papirer og tegneserier liggende ved siden af og under sengen, på et tidspunkt må jeg bare være drattet ud af sengen og have ligget der og brækket mig, for der var shawarma-turned-sticky-gryderet ud over det hele. Jeg må tilstå, at jeg måtte kassere Dy Plambecks Texas Rose (scuzi, Dy!), da siderne ganske simpelt havde suget for meget mavegalde, iiiddddrrr!

PS: Indlægget her er dedikeret til Ole Birk Olesen, fred være med ham.

Bom! 2

Jeg vidste godt hvordan Per Højholt så ud. Derfor blev jeg også så overrasket, da han ville slås med mig. Det var ved juletid omkring 1990, jeg var gået på Cafe Norden for at få en gløgg og læse et par aviser, inden jeg skulle mødes med en eller anden, og så, da jeg kommer tilbage fra disken med mit glas, var der pludselig et ældre, landligt udseende ægtepar, der havde taget mit bord. Selvom min jakke lå i vindueskarmen lige ved, og min pose stod på en af stolene. Jeg gjorde høfligt opmærksom på besiddelseskronologien. Men det ville manden ikke høre tale om, han kaldte mig straks en bonderøv, og da jeg så ham ind i ansigtet opdagede jeg hvem det var.
"Du kan få en på lampen," tilføjede han og viste mig knoppen.
Jeg blev helt paff. Det var jo mig, der var fra storbyen og ham, der var fra landet, og så var jeg en stor og veltrænet yngre mand, mens han var den lavstammede, grå poet med Gitte-monologerne, der præsenterede de hidtil upublicerede Bulder-monologer.
Nå, trold kunne ikke tæmmes, og jeg gled af trods en ubekvem krænkethed. Et jysk nissepar på juleindkøb i hovedstaden, herregud, så skidt da. Man sloges jo heller ikke, og da slet ikke med en skrøbelig, gammel poet.
Så gik der et halvt år. Højholt måtte være hjemme i Jylland. Skulle man mene. Men en dag i supermarkedets vinafdeling, står Schou-Epas egen vinkyper og deler sjatter ud i plastbægre, og her kommer Højholt igen! Manden gulper et par bægre, og kyperen siger, "Det er så vores tilbud, en chilensk merlot/cabernet sauvignon, en dejlig vin," - ... Men han bliver afbrudt af Højholt, der hvæser, "Det er sgu noget lortevin i har i Schou-Epa."
Da indså jeg, at det drejede sig om hans onde halvbror, Børge "Bulder" Højholt.

Bom!

I 1988 var der et arrangement på natklubben U-Matic (hvor jeg tidligere havde arbejdet) - Poul Borum læste op fra sine oversættelser af Lou Reed´s såkaldte digtning. Og det gad jeg absolut ikke gå til. Borum & Lou Reed? Som om!
Hele forestillingen om Walk on the wild side var jeg skeptisk overfor - og så var det jo Borum. Ham havde jeg oplevet første gang i et fjernsynsprogram cirka 1981, hvor han stadig talte arbejderjagong; en intonationsopsætning fra 70erne han kort efter konverterede til den malmfulde æstetikprædikant´s. Jeg stødte så også på ham i byen på BarBue inde i Huset i 1984-85, og der var han bare en gammel bøsse ved baren, der forsigtigt kastede verbal madding, når man maste sig frem til disken og afgav bestilling. Harmløs kæderyger. Klædt i den klassiske livsglade, amerikanske pensionistfrues leopardgamacher.
Men det var mine café-år og når jeg sad på café greb jeg gerne Ekstra Bladet og læste hans anmeldelser. Det meste handlede om musik, speedmetal, heavy metal osv. Tre linier, fem stjerner. Men desuden kunne man danne sig et slags overblik over hvilke danske bøger, der udkom. Jeg havde en pubertær vedtægt om, at der ikke kom noget interessant fra danske forfattere - i så fald skulle jeg og min ven Knud jo i fremtiden dele verdensherredømmet med andre - utænkeligt - mens jeg tilgengæld slugte alt, der blev oversat. Typisk dansk kosmosnobberi.
Nå, men i de år gryede alligevel min sympati for Borum, vel egentlig blot fordi han kærede sig så fuldstændigt om kunsten. Respekt!

Musikkens Verdenshistorie, Kapitel LV

På det seneste har vidt forskellige mennesker anbefalet mig transvestit-sangeren, Anthony. Hmm? Okay, så. Jeg prøvede. Og konstaterede, at jeg allerede havde lyttet lidt til ham på Bryan Ferry nummeret Lowlands Low fra sørøver-antologien, Rogue´s Gallery, hvor Anthony står for omkvædet. Pæn stemme, jo vist. Men det er ligesom jeg får sådan en oldtimer følelse a la jeg-har-hørt-det-hele-før. For lyder han ikke bare, som en veg udgave af det hysterisk-kraftfulde homo-ikon, Sylvester James?
Nu knappes gravøllen op på bloggen: det er nemlig her i 2008 tyve år siden Sylvester døde af AIDS. Han var en af diskoens mestre og var kendt som The West Coast Drag Disco Queen. Mesterværket er selvfølgelig den smukke You make me feel (mighty real) fra 1978, men desuden må man anbefale det andet store diskotekshit, Do ya wanna funk fra 1982, samt den mere sauna-relevante, Menergy. Han mestrede dog også kitchede pianosjælere med éngangsknaldsmelankoli, som den fine, falsethomoøse One night only.

Musikkens Verdenshistorie, Kapitel XXVII

Det vil være bloggens læsere bekendt, at jeg aldrig har oplevet en åbenbaring i forbindelse med The Velvet Underground. Allerede da jeg var seksten, forsøgte min ven Jon at introducere mig til banan-pladen, som stod på hans fars LP-reol - Jon var opdraget med beat-finkultur. Meeen, det sagde mig sgu ikke noget. Den der stemme? Lou Reed. Shiz a fæmme føtale - hvorfor kunne han ikke udtale det ordentligt?
Nå, der er sådan set stadig behjertetede og kultiverede mennesker, der fra tid til anden lægger Velvet på og mener jeg burde snuse dybere. Kan hænde. Og jo, jeg kan da meget godt lide dem. Lou Reeds stemme bliver bare aldrig den der klang i rygmarven, som så mange andre sangere er. Skal jeg være ærlig foretrækker jeg David Bowies version af I´m waiting for the man, Bryan Ferrys All tomorrows parties (selvfølgelig) og egentlig også Billy Idols Heroin, der af www.allmusic.com udnævnes til "possibly the worst cover ever recorded."

Falsk varebetegnelse?

I torsdagens Information skrev Kamilla Löfstrøm en anmeldelse af piratoplæsningen forleden i kollektievet Lullita Invest og anmeldte også et anonymt indianerhyl blandt publikum; men jeg må straks korrigere, det var de marokkanske og somaliske, professionelle grædekoners hyl, den anonyme leverede.

Hvad ellers her på kvindernes kampdag? Jo, jeg var på bordel igår. Mandag, tirsdag og onsdag havde jeg været hos kiropraktor og havde lagt 763 + 363 + 263 kroner for røntgen og behandling og lommefilosofi, og så igår var den gal igen med nakken, som om jeg intet havde fået for mine penge. Så jeg tænkte, okay, jeg er blanket af, men nu vil jeg alligevel og istedet få mig en times thaimassage. Den berømte og ærbare man lærer i Wat Po templet. Det ved man hvad er. Troede jeg. Henne på Falkoner Allé meddeler et kæmpestort skilt ud for en boligblok lige ved Mariendalsvej: Lotus Massage - en time 300 kroner - Bad - Håndklæder - Øl - Vand - Te - Kaffe. God til prisen, tænkte jeg, men tog nu bad hjemmefra. Sikken jeg glædede mig til bare at slappe af, mens jeg blev mast af albuer og knæ. Ved døren stod to skilte ud for samme dørtelefon, både Lotus Massage og det mere mistænkelige Dansk Hjemmeservice a/s. Escort eller gulvskrub? Nå, men indenfor var der en slags lille, ganske smagfuld lounge med dæmpet musik, husalter med offerskåle, buddhafigur, en reol fuld af hvide håndklæder og en slags bardisk med de omtalte drikkevarer. Men ud af en dør kommer en asiatisk dame eller pige - alderen umulig at gennemskue, dybe render under øjnene, koparrede kinder - iført en sort top med temmelig store bryster i, samt skørt og en slags ingen-omsvøb attitude. Kunne jeg få wat po massage spurgte jeg, og begyndte straks at massere mine egne skuldre med den ene hånd. Nej, vel. Var jeg idiot. Hun rystede nærmest opgivende på hovedet. Okay, jamen så tak og hav en god dag.

I det mindste var det dog stof...

Blogpolitik

Ny politik: blogge, der ikke skrives på i en måned fjernes fra stablen ude til højre. Man vil da ikke byde sine gæster en muggen og syrnet gammel weblog.

Fortiden er derude

Endnu en gammel dreng har fundet mig via blog og flickr (HEY, LEANDRO I´M WRITING ABOUT YOU) nemlig en argentiner jeg turede rundt med på barerne i Salvador do Bahia i marts 1994. Han var punker dengang, og nu er han blevet roman-forfatter såmænd - eller selvfølgelig. Billedet her er taget på en plads og bakketop ved navn Largo do Pelourinho - det var der Michael Jackson optog en video sammen med kvarterets berømte orkester Olodum, der ligesom det 50-60 år gamle cubanske Los Van Van er en evighedsmaskine, hvor de løbende skifter besætningen ud. Nå, men Leandro og jeg boede på et Youth Hostel lige ved den fjerneste af de to kirker, man kan se.

Zombie birdhouse

Portugals klassiske digter, Luiz de Camoes, byggede sit episke digt, Os Lusiadas (Lusitanerne), på den AUTENTISKE historie om prins Pedro og den lavadelige Inez de Castro. Landets tronarving elskede den skønne Inez, og hun ham, de fik ligefrem børn. Men kongen, hans grusomme far, Alphonse, lod hende myrde af dynastiske årsager i 1355. Da Pedro et par år senere besteg tronen, fik han hende gravet op og ført i karet til domkirke og kongeslot, og lod hende krone som dronning, hvorpå han ledsagde hende i et pragtfuldt optog tilbage til graven. Godt stof, Camoes havde at gå løs på, men nu overgås han af Tacito i tegneserien Dead Hunter. Det er den sædvanlige blanding af store bryster, trolddom og splatter - nu med en mumie løs i det vilde vesten. Mumien er så at sige den gode og ligefrem race-liberale vigilante-zombie, men andre, ondere zombier er også på færde, vækket af en slags sydstats Josef Mengele. Jeg venter spændt på tredje bind med nyt om søslangen, spøgelsesindianerne fra den 5000 år gamle anazasi-kultur, samt ikke mindst den veldrejede FORFATTERINDE, der i bind to bortføres af zombiernes geile overknokkelslimer.

Dengang sød og rar stadig rykkede...

Biblioteket har fået et nyt boxsæt med ABBAs komplette oevre - inklusive numre indsunget på spansk og tysk! Mens jeg voksede op plagede radioen en med dansktop-sangeres versioner af Ring Ring og Honey Honey, sådan at jeg troede covers var et dansk indenrigsproblem. Men nej, og de drevne forretningsmænd - Björn, Benny og Stiggan - skyndte sig at få lavet især spanske versioner, for at komme iberiske schlagerfabrikker i forkøbet. Hør: Dame, dame, dame amor esta noche - et højdepunkt i hidtil upåagtet tackyness.
Til gengæld smeltede jeg over den svenska version af...

honey honey - inta illa, aha
honey honey - flicka lilla, aha
honey honey

honey honey - underbara, aha
honey honey - sötta, rara, aha
honey honey

His satanic majestys request

En blogger bad mig publicere den historie, jeg havde lagt som kommentar hos Katinka My Jones, og måske udddybe. Jeg ved ikke med uddybe, men her er den da så og så skidt da...

Der var engang en pige, der ringede fordi hendes mor var blevet allergisk overfor hendes rotte, så hun spurgte om ikke jeg ville passe den. Jeg havde haft en udtalt rotte-fobi siden ti-årsalderen, da et afsnit i TV-serien De Overlevende, hvor postapokalyptiske englændere løbes over ende af rotter, gik lige i cortex eller hypothalamus - så jeg besluttede at udfordre mig selv ved at sige ja. Pigen kom med buret og indskærpede, at rotten skulle have lov at komme ud hver dag og løbe lidt rundt i lejligheden. Det var så okay, selv om den altid gemte sig bag skabe, reoler og komfuret, vi kom godt ud af det med hinanden, men når den klatrede på mig, ville den altid ind under blusen, fordi den var vant til at klatre op mellem hendes bryster og så stikke sit åbne gab op fra udskæringen, hvorpå pigen plejede at savle ned til den eller bare kysse og lade den drikke spyt direkte af hendes læber. Jeg måtte skuffe den.

Blogosofi

En blogger på den jyske højderyg beklager, at han ikke har så meget at rapportere og ærgrer sig over at hans blog står stille. Men man skal måske bare bruge bloggen til at finde ud af hvad bloggen kan bruges til - og dét er måske bare at aflevere et synspunkt eller en lille joke-agtig fortælling, som man ikke nødvendighvis gider bruge i anden sammenhæng, men hvor der alligevel DRAGES OMSORG for læseren, dvs. man barberer ned til noget læseværdigt, en mini-kunst + KUNSTENS SKRÆLLER. Eller hvad? For jeg er da enig med dem, der mener, at det er uinteressant at "få foræret links" af indforståede litterater, der ikke gør så meget andet, de GIVER ikke noget... og på nettet vil man jo sjovt nok have kød - på historierne.

Erase and rewind

Jeg fjernede lige et indlæg, og det var ikke fordi jeg som svagtysker havde stavet wille-zur-rampelys forkert... wille-zur-rampelys er som sagt ellers i orden, fordi mennesket er et dyr, der blogger.

Teutonsk-turansk tvekønsturnering

Der var udlændingedebat i en af mine drømme i nat. Det tyske fodboldlandshold er for begge køn, og en ung tyrkisk kvinde scorer til 2-0 for Tyskland og alle de hvide bluser på stadion ryger i vejret og jubler; oven i købet er hendes mor først løbet helt uregelmenteret ind på banen og har forsøgt et hovedstød, der ramte overlæggeren, og det er så på riposten at datteren scorer. Jeg ser det endnu engang i en slags ikke-langsom gengivelse. Det er uklart om jeg er spiller eller kamera, hvis jeg er nogen, men jeg er mere nede mellem spillerne i gentagelsen, og jeg lægger mærke til moderen, korthåret, buttet, intet tørklæde, skiftevist klædt helt i sort buksedragt eller med den hvide, tyske bluse. Speakerens kommentar lyder, at det med tyskere og tyrkere, det skal nok gå. Men. Men så er der dem, der ikke vil være med til at være sekulære, de anerkender ikke det tvekønnede fodboldhold, det er de andre, de er stadig dem osv.

Det 20 årh.´s forbløffende krapyl

"Coolidge var den af natur mest konsekvente og målbeviste af den nyere tids amerikanske præsidenter. [...] Han var mager og kantet, med et skarpskåret ansigt, 'opflasket med saltlage' [...] Han blev gift med en meget smuk, 'ravnesorthåret' lærerinde, Grace, OM HVEM INGEN NOGENSINDE SAGDE ET NEDSÆTTENDE ORD. Mens de var forlovede, oversatte han Dantes Inferno til engelsk, men straks efter brylluppet overrakte han Grace en pose med 52 par sokker, som skulle stoppes."

Jeg læste lige Paul Johnson´s A History of The Modern World. From 1917 to The 80s. På dansk. Hvis man som jeg er vokset op med overvejende skandinavisk-socialdemokratiske fremstillinger af århundredet, kan den især varmt anbefales. Det går op for en, hvor lidt konservativ indignation har fyldt i ens dannelseslæsning.

I begyndelsen af det 20 århundrede hed en af den amerikanske journalistiks prominente stemmer, H.L.Mencken. Om ham skriver Johnson: "Meget af det, der skaffede ham beundrere og tilhængere, lå i hans rasende kritik af præsidenter. [...] Wilson var 'det perfekte eksempel på den kristelige sjover,' som ønsker at indføre 'et kosak-despoti.' Harding var 'et stupidt skrog,' Coolidge 'småtskåren, lavsindet og snotdum, EN BILLIG OG SNAVSET SKID, nærmest blottet for ethvert begreb om æresfølelse, en rædselsfuld lille sjover.' [...] Mencken overgik sig selv i sine angreb på Roosevelt, hvis anstrøg af lusket kollektivisme fyldte ham med rasende forargelse. Roosevelt var 'en Führer,' [...] omgivet af 'et FORBLØFFENDE KRAPYL af højrøvede nulliteter,' [...]

Så følger en fodnote: "Mencken selv opnåede diverse betegnelser som nasseprins, en britisk spytslikker, en preusser, en hylende hyæne, en snylter, en skabet køter, et krukket æsel, ET UHUMSK KREATUR, et sjælsråddent SKROG, en offentlig plage, en litterær stinkpotte, en charlatan, en bølle, en forfængelig hysteriker, et udskud, en litterær renegat og EN DRESSERET ELEFANT, der skrev så våset som en idiot" (side 300)

Paul Johnson er kaptajn Haddock som historiker.

Roosevelt blev åbenbart kritiseret en del: "Senator William Borah vidste at berette, at han tilbragte sin tid i sit arbejdsværelse med at klippe papirdukker ud.' Ifølge rygter var han sindssyg, svaghjernet, håbløst fordrukken, [...] en bedrager (den virkelige Roosevelt var anbragt på sindssygeanstalt), blev behandlet af en psykiater, der optrådte forklædt som tjener i Det Hvide Hus, [...] Videre hed det sig, at han led af et Ødipus-kompleks, et navlesnor-kompleks, hjertefejl, spedalskhed, syfilis, ufrivillig vandladning, impotens, kræft, [...]
Johnson selv kalder ham fjantet, barnagtig, overfladisk m.m.

Det nærmeste beretningen kommer en helt er Winston Churchill, der kun får mild foragt for sin fejlbedømmelse af Japan. Århundredets andre koryfæer slagtes derimod grundigt.

"Gandhis første spørgsmål, når han vågnede, til de kvinder, som opvartede ham om morgenen, var: 'Har I haft en god afføring nu til morgen, søstre?' En af hans yndlingsbøger hed Forstoppelse & Vor Civilisation; den læste han igen og igen. [...] Efter at han var blevet midaldrende og i resten af hans levetid, indtraf hans eneste sædafgang i søvne i 1936, og den episode bekymrede ham meget. [...] Faktum er, at Gandhis egen ashram med hans egne meget kostbare, 'jævne' kostvaner og hans utal af 'sekretærer' og tjenestepiger kun klarede sig takket være meget store tilskud fra tre handelsfyrster. Som et medlem af hans omgangskreds bemærkede: 'Det koster en masse at sætte Gandhi i stand til at leve i fattigdom.' Over fænomenet Gandhi var der alle dage en gennemtrængende odoeur af 1900tallets humbug" osv.

Men der mangler uhumskheder

Klik på billedet og dyrk teksten.
I slutningen af min barndom dukkede porno-tegneserierne op. Gentofte Kommunebibliotek havde mange penge, de havde landets største samling ikke-oversatte tegneserier, og på den franske hylde stillede de titler af bla. Milo Manara. Når jeg nu skriver porno-tegneserier, mener jeg ikke nøgenheden hos Lauzier eller samleje-komik i Fritz The Cat. Jeg tænker på den type serier, hvor penslen udpensler kropskontakten, bryster sidder som modeleret i silicone, og forekomsten af voldtægt nærmer sig det monotone.
At åbne Manaras tegnede udgaver af Marquis de Sade var et chok. Visse numre af GRU havde faktisk også haft antydninger omkring sex, temmelig ubehagelige naturligvis, lystne mutanter, der krøb op i sengen, og Manara var lige så stærk kost for drengen her. De forskellige eksplicitte seriers blanding af æggende slibrighed og så forulempelse/sex-kombinationen var desuden en kraftig kontrast til den flowerpower-blødhed, der ellers prægede meget af mit kulturkonsum: popmusikken, biograffilmene osv. Det var med et andet ord, hårdt.
I 1990erne tjekkede jeg sjældent nye tegneserier. Jeg har sikkert overset meget. Men jeg lagde dog mærke til Moebius Gravis-serien, hvor den yppige heltinde, Druuna kostant voldtages af halvt opløste lig og geile robotter. Den bekræftede min kulturpessimisme. Tegneseriemediet var endt i "sådan noget" og profaneret.
Men det var dengang.
Her i oktober-december blev jeg forkølet og fik influenza en del gange, og så bestilte og hentede jeg store stabler tegneserier på biblioteket. Dér faldt jeg for Tacito´s Magika. Siden har jeg opdaget, at han tidligere havde tegnet en meget bedre serie, skrevet af Froideval. 666, hedder den. Froideval er åbenbart en fantasy-forfatter og står også bag Den sorte månes krøniker m.m. - alt muligt hvor satanisme og rødhårede nøgenmodeller spiller en afgørende rolle. Handlingen i 666 er da også, at Lilith, Lucifers datter, forsøger at erobre jorden. Og det er sjovt. Lilith, en lesbisk dominatrix, anfører hærskarer af dæmoner, når hun ikke er optaget af orgier, og hun bekæmpes af solide, patriarkalske kræfter som paven, USAirforce og Mossad. Et must for alle, der værdsætter det vulgære og smagløse.

PS: Eneste ulogiske detalje eller svipser er, at dæmonerne får lov at erobre Jerusalem, uden at Mossads rabbinistiske kommandoer tager deres gammeltestamentlige, hemmelige våben i brug.

PS

PS2: Man skal læse 666´s første seks bind først. Det er en lang afsluttet fortælling. For det nyeste er, at Tacito/Froideval er i gang med en fortsættelse - 4-5000 år senere i år 6666 - hvor hovedpersonerne genoplives, og her er vi ude i galaksen og tilsyneladende er der ekstra-tegnere ind over, det ligner ikke helt Tacitos streg længere. Men nano-teknologien er sjov...

Caramba!

Endelig! Jeg har længe ledt efter min barndoms yndlingsplade - Caramba med Los Machucambos - fordi min storesøster desværre solgte den på et af utallige loppemarked-arrangementer til fordel for den kommunistiske sag i 1970erne, og nu fandt jeg i det mindste et billede af den. Hvis nogen genkender den fra oldemors stash, må de gerne allarmere mig. jeg kunne godt lige klare igen at høre cumba-cumba-cumbachero og deres version af Aquarela do Brazil...

Bogsæsonen

Lindorm & Ringorms forårsprogram er på vej i trykken og redaktionen er stolt over at kunne præsentere:

Asma Abdol-Hamid: Fluffer for Herren. 220 sider. Ærlige Asma fortæller den (nye) sande historie om hvorfor hun ikke giver mænd hånden.
Dennis Gade Kofod: Svumpukkel. Roman. 350 sider. Vi følger transvestitten Martin/Maren i 24 timer gennem Rønnes natteliv og fluffermiljø: "- Hvor får man lige syv stykker højt belagt klokken fire om morgenen iført de her hæle og med mine spiseforstyrrelser, brummede Maren og rystede håret nedover ryggen..." (citat fra bogen)
Kristian Bang Foss: Rejsning til nattens ende. Roman. 147 sider. Genskrivning af Celine, nu med smertefuld priapisme.
Palle Sigsgaard: Så kold din lille mund er - isklump? Elegier. 32 sider. Samlingen er allerede indstillet til den fornemme Frederik Luffe-pris.
Glenn Christian: Portræt af kunstneren som ung fluffer. Lyrik eller roman? Døm selv. 112 sider.
Nassrin el Halawani: Kitab-al-Fluff. Alle har råbt på denne bog. I årevis. Nu har den hørt det. Vi følger Mjølnerparkens al-fluffimin gennem tykt og tyndt. 344 sider.
Katinka My Jones: Borte med bæstet / Dharma Fluffere. Digte i åben vogn gennem sydstaterne. 107 sider.
Peter Woetman: Hvis en vinternat en fluffer. Prosadebut. 89 sider.
Shadi Angelina Bazeghi: Candy Fluff. Popart. 143 sider. Kunsten at poppe den for dig og hvem hvis jeg skreg hørte mig ikke blandt englenes ordener.
Jens Peter Kaj Jensen: Flufferekspressen. 120 sider. Den nødvendige roman om discount skirejsen, der endte i tragedie, da chaufføren sov, og bussens top, hvor alle flufferne lå, ramlede mod en lav bro.
J.K.Rowlings: Harry Fluffer og Hemmelighedernes Krammer. 703 sider. Fantasy for den kræsne teenager.
Uffe Elleman-Jensen: Har jeg sagt stop? Kan du så komme i sving, kælling! Endnu et bind erindringer fra den ældre statsmand. Denne gang med fokus på den hjemlige front. 270 sider.
Simon Grotrian: Sic transit gloria Hundige. Salmer. 34 sider. "Der er forår i min pave/nåden er en fluffergave."
Villy Søvndal: Jeg har været mange steder. Erindringsforskydninger. 330 sider. Erotik, plejehjem og fri fantasi.
Maja Lucas: Flufferpuklen. Stress og multifelatio i det moderne samfund. Samfundskritik, når den er bedst. En nødvendig bog. 140 sider.
Kristina Nya Glaffey: Mister Flufferfluffer. Kønspolitisk kovending & kalvekast. Samtidig afsløres hvorledes de kvindelige stjerner gøres klar. 120 sider.

Deep space

Bloggen kan dags dato afsløre, at Søren Ventegodt i en tidligere inkarnation var befalhaver på månebase Alpha. TV-scifi-gyser-serien af samme navn skræmte mig fra vid og sans i ottende og niende klasse. Månen tumlede gennem det ydre og yderste rum, efter at en atomeksplosion i rummet, havde brudt dens kredsløb om jorden. Gang på gang trængte sære og navnligt nederdrægtige livsformer ind på basen, ofte via kroppenes indersider. Mystiske energifænomener forekom, ondskabsfulde lys, og serien kopierede Solaris i afsnittet hvor månen blev suget gennem et sort hul og selveste tiden opførte sig underligt. Nyttige erfaringer ved vaginalpressur, det må man respektere.

At-t you-u-u!

Nu må det bare være jul på bloggen, jeg er syg on and off og skal til gløgg og mad og dampende stuer så godt som hver aften den næste uge. Hilsen herfra og ho ho ho til alle.

My Time Is Now

Så fandt jeg endelig en nutidstegneserie, jeg kunne lide: franskmændene Tacito & Anglerauds MAGIKA. En overdådigt vulgær blanding af store bryster, ragnarok, onde guruer, kannibalisme, grusomme surfere, åndelige kræfter, homo-nazi-dirty-cops og - i bind 3 - Føreren selv opvakt fra de døde. Man savner faktisk kun geile robotter.

In dreams I walk...

Natten til søndag drømte jeg:
Jeg kører i bus forbi mit fars adresse; huset ser ud som det gjorde indtil for ti år siden, altså som det har set ud, det meste af mit liv. Men ude på gesimsen, helt udenfor, står min fars kone i fuld vigør og pudser vinduer. Indenfor er væggene ved at blive malet hvide. Snart er jeg selv oppe i lejligheden, Strandvejen 76, og her sidder min far i en lænestol, nu anbragt der hvor fjernsynet plejer at stå. Alle vægge er malet hvide, solen skinner ind, og der er et stærkt lys gennem lejligheden. Det flotteste maleri hænger hvor det plejer, nu med hvid baggrund - ellers var væggene altid brune, for at kunne absorbere røgen fra hans cigaretter - men nogle ting er skiftet ud og der er kommet et par meget farvestrålende ting. Jeg går ind, hvor soveværelset er, men her er nu et badeværelse, også her er der kommet farvestrålende nips, og jeg snakker med hans kone og vi bliver enige om, at far jo er død. Så går jeg ind i stuen igen. Nu sidder han både i lænestolen. Og ovre på sofaen. Og inde ved spisebordet. Der er tre af ham. De er i hvert sit meget smukke, nye sæt herretøj - blå og violet og bordeaux farvede jakkestof veksler med raffinerede broderier og revers a la Kenzos tøj i 1980erne. Manden (x 3) er fredelig, venlig, tom. Der er ingen bitterhed, ingen vrede, ingen bebrejdelser. I det jeg går ind i spisestuen, går det op for mig, at de jo er hans spøgelse, og jeg går hen til ham ved bordet og siger, "Du er jo et spøgelse; jamen, så må jeg jo bare give dit spøgelse et knus." Så bøjer jeg mig ned til ham, og vi holder om hinanden med en ubetinget gensidighed, der aldrig var der før. Så vågner jeg.

Videnskaben er ikke enig om hvad drømme er. Men hvis min sjæl tog en tur til Paradis for at se hvordan min far havde det, kan jeg rapportere, at hans garderobe har fået et pift. Og at han er holdt op med at ryge.

Testrup 4

"Beneath The Outlaw Moon" - jeg kan godt lide, at der steges pølser på panden, midt i hyrdetimen på prærien.
Selv sidder jeg på højskolens kontor og venter på en taxa. Jeg skal hjem nu. Og da jeg gik til ro kl. 5 45 og vågnede lidt i 9 00, er jeg ganske smadret; der var udklædnings-fredagsbar, jeg fik danset, og jeg kommer sgu næsten til at savne the open range herovre, himlen over Jylland - og buffeten!

Testrup 3

Nej, det er godt nok sjovt, det her http://pia.jokke-svin.dk/ - en lille ting, eleverne havde til mig på Testrup.

Testrup 2

I sidste uge sad jeg i en bus foran to unge piger, der mindedes den telefonsjov, de havde lavet i gymnasietiden, og jeg var fuldstændig duperet af deres sproglige opfindsomhed og humor, jeg kørte to ekstra stoppesteder for at lytte med, og jeg prøvede at undgå at bevæge kroppen, når jeg lo, for at bevare diskretionen. Testrup er lidt af det samme, hist og her sker der noget med sproget. Til gengæld er maden helt overvældende TUNG. Tungt kød især. Der hjemme lever jeg af frugt og grønt og fisk og små dyre økologiske entrecôte - så når jeg holder den halvfede linie, skyldes det udelukkende slik, kage, vin og øl. Forudsigelse: jeg må have weightwatcher sæde i toget hjem.

Testrup 1

Min pladsreservering viste sig at være til et sæde, der gav mig ryggen til kørselsretningen, så turen vestpå startede skidt. Jeg sad om ikke i ske, så i spejder-bestik med tre eksemplarer af den jyske race på vej hjem, og de satte straks tæring efter næring og gumlede snusfornuftigt deres hjemmesmurte ostemadder og drak termokaffe hele vejen, mens de talte så brødstumperne fløj ud af munden: "Så, nu kommer solen."

"Ja, så får vi sol."

Jeg har aldrig før været i Århus. Eller i Odense eller Esbjerg. Så det var spændende at træde ud i den fremmede by, banegårdspladsen, de særlige gule taxaer, et udtryk for århusianske værdier, de ejendommelige facader, og butikkerne, der bugnende af varer og krydderier. Jeg var så heldig, at den chauffør jeg valgte - han havde tallerkenskæg fra øre til øre, ægte jysk - var en charmerende indfødt med lune og mange tips om landskabet og seværdighederne. Vi passerede således dronningens sommerhus og flere højdedrag, inden højskolen pludselig ragede op af mørket.

Blå Port 76

Jeg opdagede en barriere hos mig selv i fredags, da jeg fik det nye nummer af Blå Port. Her er en tekst af Louis Althusser, om dengang han myrdede sin kone, og jeg nægtede at læse mere end første side. Jeg havde det sådan, han skal sku´ ikke slippe afsted med at lave kunst eller essay på sin ugerning, det´ sku´ for meget, det vil jeg ikke læse, fuck dig.

Jeg kom også til at tænke på Christian Kampmann og hans morder. Det ligger vel 20 år tilbage. Kampmanns unge ven, en saunasvend med skrivekløe, smadrede hans hoved med en håndvægt. Kampmann havde vist givet ham kritik på en tekst, rettet et komma eller noget. Det modtog fyren de sædvanlige fem et halvt års fængsel for, og da han kom ud, havde han adskillige manuskripter færdige og så kørte det for ham. Hvilket var o.k. Så længe han ikke lavede en O.J. Der var jo også blevet en plads ledig på parnasset, kan man sige, den enes død, den andens legatmuligheder.

Så, det har jeg det åbenbart sådan med. Jeg væmmes, ved at skulle læse Althussers overvejelser eller hvad det er, om drabet, mordet, splatterfesten. Det gider jeg simpelthen ikke. Jeg har læst Albert Speers erindringer engang, det var hvad jeg kunne klare.

Ellers har jeg nu altid syntes, det var mægtig skægt, at Althusser gjorde sig så voldsomt bemærket i maj `68 og deromkring med bogen Læs Kapitalen, at han blev en stor stemme i den tid, men så et årti senere, efter mordet, bekendte, at han i øvrigt aldrig selv havde læst en linie af Das Kapital. Sjov mand, vist så.

Oh Danny Boy

Min far døde i nat. Jeg troede, der var tid nok.

Katalog

Det nye forlag Lindorm & Ringorm har kapret en række spændende forfattere og præsenterer her lige op til bogmessen i Forum, vinterens udgivelsesprogram:

Anders Abildgaard Nielsen: Udsagn. Tekstbenægtelser. 29 sider (Seneste nyt: er trukket tilbage fra forlaget af forfatteren)
Mads Eslund: Rotten på loftet. Erotiske readyplaymades. 69 sider.
Lars Frost: Hun havde ingen hår på karamellen I-II. roman. 1070 sider.
Niels Frank: Sutterefleks. Erindringsdigte fra barndom og manddom. 88 sider.
Lone Hørslev: Du er bare for meget! Digte. 51 sider.
Hans Otto Jørgensen: Ti høns. Kortprosa. 70 sider.
Lars Bukdahl: Artaud D2. Robotskrift. 79 sider.
Maja Lee Langvad: Lukkeloven. 240 sider.
Martin Glaz-Seerup: Total. Digte om benzin, børn og kapitalisme. 80 sider.
Christian Dorph & Simon Pasternak: Dybt godnat. Den chokerende skildring af et vådeskud blandt 1980ernes guldflippere.
Julliane Preisler: Tyssebær. Varsomme digte om det skrøbeligt unævnelige. 149 sider
Pablo Llambias: Færdig med Henrik. En roman om etnisk udrensning i et forfatterskab. 240 sider.
Morten Søkilde: Popkrop. Digte om og med bogstavet o. 120 sider. Samtidig udgives, Knaldhætter, rimede digte om legetøj og tissetrang med smældende vokaler. 80 sider.


Bøgerne kan bestilles via forlagets hjemmeside, http://www.ormebøger.dk/

Raffle med St.Peter

På vej hen for at se den nye David Lynch gik jeg om ad Møllegade, hvor jeg boede på klubværelse under taget i 1984, da jeg flyttede hjemmefra. Utroligt. Gaden har fået eksklusiv sushi-bar og en elegant thailandsk restaurant, der vist kun er åben for selskaber. Den er så placeret i det kælderlokale, der i firserne rummede Fælleskøkkenet, et tilholdssted for Nørrebros kriminelle og infantile og kriminelt infantile sumpere; den type sted, hvor kridt på en tavle annoncerede dagens ret: chili con carne.
Lige efter kirkegårdsmuren lå Chile-komiteens lokaler. De holdt allerede dengang lukket det meste af tiden, mens støvet lagde sig over kampagnematerialer af enhver art, og stedet er nu overtaget af socialdemagogerne, hvis røde plakater skal kante SF, hvis hvide plakater omvendt skal nedtone det socialistiske til fordel for skamløs oppertunisme. Facit altså, at adressen nu ligger i det københavnske pengeland, mens jeg selv igen bor længere ude - jeg gik vist glip af opsvinget også i 90erne.
Nå, filmen! INLAND EMPIRE. Det er vist noget med karma, en regning er ikke blevet betalt i nogle forrige liv eller nogle andres liv og nu inkasseres der. Uha-uha. Det er dejligt med alle de polske håndværkere og polske starletter og polske locations, men ellers ligger den et sted mellem den kedelige Lost Highway og den chokfyldte Mulholland Drive - selvfølgelig med masser af gamle Lynch-elementer, de røde gardiner, de polstrede sofaer, skurene, de ombyttede liv, personer der er to steder på een gang osv. Men. Der var lige en time, hvor jeg næsten mistede interessen, fortællingen var for omstændelig, jeg blev ligeglad og uhyggelig var den kun, da [...] røg lige i synet på een! Min favoritfigur er manden med saven, der dukker op til aller- aller- allersidst, han måtte gerne have fyldt lidt mere. Bliv hængende under rulleteksterne!

They call me Baby Driver

Allerede før jeg blev teenager, drillede man mig med, at jeg lignede Art Garfunkel, og det kunne jeg ikke lide, jeg syntes, han var blød, med alle de krøller, blød, som i svag, sårbar, alt for sårbar, ham ville jeg ikke være. Men nu? Call me ART, anytime.
Det havde faktisk noget med min storesøster at gøre. Hun kunne nemlig, som gryende teenager - hun er fem år ældre end mig - bedst lide Paul Simon, ligesom hun sværmede for Bobby Kennedy og George Jackson, mens mor var til JFK og Martin Luther King, så det var egentlig hende, der startede, hun hånede: Simon var den dygtige, den kapable, der skrev al musikken; Garfunkel, som hun mente, jeg lignede, var bare med, on for the ride. Men idag kan jeg da se, at det har været ligesom med Andrew i WHAM; uden ham den flotte - og det var sgu ART - så var tyksakken og gnomen aldrig blevet så store.

Pli

Mine favoritter i 1700tallets England er vist Lord Chesterfield og Samuel Johnson - og Chatterton, bevares! De to første var så blot ikke på bedste fod, så længe. Her den afsluttende lussing fra den fattige til den rige:

Til
Hans Højvelbårenhed, Jarlen af Chesterfield

Deres Højvelbårenhed!
Redaktøren af THE WORLD har for nylig gjort mig bekendt med, at to artikler, der anbefaler min ordbog til offentligheden, er skrevet af Deres Herlighed. Det er en ære at blive således udmærket, men, da jeg er meget lidt vant til at blive begunstiget af fornemme folk, ved jeg knap, hvordan jeg bør tage imod den [...] Der er nu gået syv år, siden jeg antichambrerede hos Dem, eller man kan sige, blev vist døren. I alle disse år har jeg gennemført mit arbejde under vanskeligheder, som det er ganske omsonst at beklage sig over, og nu har jeg til sidst fået det så vidt, at udgivelsen forestår, uden at jeg har fået nogen art af hjælp, et eneste opmuntrende ord eller et eneste nedladende smil. [...] Den opmærksomhed, det har behaget Deres Herlighed at vise mit arbejde, ville have været bevis på godhed, hvis den var kommet i tide, men den blev skudt ud, til jeg ikke bryder mig om den og ikke kan glæde mig over den, til jeg er blevet ensom og ikke har nogen, jeg kan tale med om den, til jeg er blevet velkendt og ikke længere behøver den. [...] Da jeg nu er kommet så vidt med mit arbejde, som jeg er, uden at jeg har grund til at føle mig forbunden over for nogen af dem, der støtter lærdommen, så vil jeg ikke blive det mindste skuffet, om jeg kommer til at afslutte det med om muligt endnu mindre grund, for det er meget længe siden, jeg vågnede op fra den håbets drøm, hvori jeg ENGANG MED SÅ STOR BEGEJSTRING REGNEDE MIG FOR AT VÆRE
Deres Herligheds ydmygste og lydige tjener
Samuel Johnson, 7 februar 1755

Selv har jeg konstateret, at jeg er blevet fjernet som link hos visse digterbloggere; det er sådan man kan se, at de er blevet sure. F.eks. og måske fordi jeg var forarget over kunstfondens uddelinger? Man har følt sig truffet. Jamen, så kan de jo bare opsøge fonden og tilbyde at betale summen tilbage.

Iron Lion Zion

Med et år eller tos mellemrum blusser der et eller andet debat op om hvorvidt denne eller hin engang har sagt eller skrevet noget antisemittisk. Lige for tiden er Peter Øvig Knudsen vist ude i noget med at Blekingegadebandens zionist-arkiv ikke var antisemittisk, mens Blüdnikow altid har været tilhænger af den vinkel, så det kan da være, den dukker op igen. Bloggeren her ved sgu ikke, nogle gange kan man få en fornemmelse, men lige præcis antisemitisme må idag, hvis den findes, slibes umådelig godt til så den ikke ligner, og er den det så? Jeg har i 15-20 år været en trofast lytter ved radioen, når P1´s moderat venstreradikale in- og misinformationsprogram, Orientering (der tidligere hed Udefra) går i luften. Her huserer nemlig nogle af de allerdygtigste og mest (mis)informative journalister. Så som Lars Møller Rasmussen. Han stod f.eks. i vinteren 2003-4 for en håndfuld ti minutter lange indslag om mystiske jøder, der havde jublet over 11/9 + Mossads lumske overvågning af M.Atta & co. uden at gribe ind osv osv osv. En stor zionistisk sammensværgelse? "Gentaget-ofte-nok" kunne ligne Lars Møllers metode.

Til gengæld er den fascistiske offentlighed i Mellemøsten så anderledes i sin ret til at være anderledes og have sin egen anderledes virkelighed, at bloggeren er flabbergastet af et i anderledeshed i sandhed anderledes indslag som dette: http://www.memritv.org/clip/en/1588.htm.

Fart & Tempo 1

Min dannelseslæsning i elleve-tolv-tretten års alderen var Grimberg´s Verdenshistorie og det ugentlige Fart & Tempo. Da det samtidig var tiden, hvor jeg oplevede mine første kæresteforhold og dybe forelskelser, gjorde det voldsomt indtryk, at Blueberry og Bruno Brazil også netop i disse år løb ind i kærligheden.
William Vance´s serie om Bruno Brazil og hans alligatorkommando - "Tex", "Whip", "Gaucho", "Big Boy" og lillebroderen Billy Brazil - havde i de første fortællinger blot gjort op med skurkene og modtaget anerkendelse fra faderlige efterretningschefer. Kommandoets eneste pige, "Whip," var smuk, men hendes rolle aldrig romantisk - hun delte blot øretæver ud og svingede den pisk. Men i Bronzeelefanten, der foregår i Thailand, møder Bruno en fransk pige, og pludselig tales der om at være forelsket! I mit tegneserieblad! Historien slutter så oven i købet med, at "Big Boy" Lafayette, den lille galopjockey, hvis foretrukne våben er en stål yo-yo, bliver dræbt af postnazisterne i den thailandske rismark; og det noteres, at Bruno er blevet gift med franske Gina. Ægteskab - min actionhelt? Og til hvilken pris!
(fortsættes...)

Fart & Tempo 2

...For Blueberrys vedkommende var der for alvor taget hul på det store epos i Mexico, hvor han møder Chihuahua Pearl. Men hende havde jeg det ikke godt med, hun var alt for sexuelt tydeliggjort, store, nedringede bryster, hofteholdere - porno-tøj - og så kyssede han hende; og fik en lussing. Det kunne han da ikke mene? Han skulle da snarere ride tilbage til hende den lille stramme skolelærerinde, Miss Marsh, fra albummet Manden med sølvstjernen. Hun var køn, hun var en pige. Mens hende der, Chihuahua, hun var... hun var... en dame med patter! Nå, men den fortælling strækker sig over flere lange album, og først da jeg var fyldt tretten kom hele Blueberry-sagaens tragiske kulmination - og det på et tidspunkt, hvor jeg stadig hulkede over min kæreste, der havde forladt mig seks måneder for inden - Blueberry svigtes af alle sine venner og af pigen, som er troløs og grisk og hadefuld, og der begås justitsmord på ham. I sidste billede føres han til straffelejren Francisville efter en dom på 30 års fængsel. Jeg var fuldstændig knust. Blueberry! Min helt! Hvordan kunne det ende sådan? For afrundingen var nemlig så fuldkommen og fuldkommen tragisk, at jeg ikke kunne forestille mig en fortsættelse.Den kom så også først to år senere, og da var jeg holdt op med at købe bladet, for alt var jo slut, livet ødelagt.
Også i Bruno Brazil sev melankolien ind. Det, der var startet som veloplagt action, hvor heltene blot fik skrammer, og den identifikatoriske læser sad usårlig, endte i psykose: William Vance lukkede serien med opgøret nede på Madagascar, hvor kommandoet massakreres af russiske spioner. Både "Tex" og lillebror Billy Brazil bliver dræbt, mens "Whip" bliver lam og ender i rullestol. I slutbilledet ser man den eneste uskadte, "Gaucho" - ham den frække og klovnede latino, som alle raske drenge helst ville være - han står i baggrunden og taler med fru Brazil og spørger til Bruno, som sidder i forgrunden, nærmest kataton og stirrer. Har han det bedre? Næ, der er ingen bedring i sigte.

og... - kører stock-car

Jeg har ligget syg i en uge og nåede helt ned i bunden af tegneseristablerne og læste Mark Breton - kører motocross og Luftens Ørne: Vampyrerne går til angreb + Terror fra luften, hvor mirage-piloterne Tanguy og Laverdure endnu engang frelser La patrie. Problemet var, at jeg har læst Blueberry og Red Kelly og Flipkompagniet og Iznogood for meget til at jeg orkede dem igen, OG at jeg engang lånte alle mine Vakse Viggo og Splint & co. og Linda & Valentin ud, plus en så vigtig udgivelse som Tim & Thomas: Den usynlige hævner fra 1970 (Triumf-serien) OG ALDRIG FIK DEM TILBAGE, og når man pludselig ligger syg der, så husker man dem, suk, grrr...
Så jeg måtte ty til bunden af stablen.
Desuden delte min storesøster og jeg for længe siden Tintin samlingen - mest Illustrationsforlagets hardcovers fra 1960erne - det vil sige, hun hentede dem, hun ville have ude hos min mor, engang jeg var ude og rejse, og så manglede jeg jo pludselig Flight no. 714 til Sydney osv - Hov, det her er blevet et indlæg om tab og tab og tab, og det var egentlig ikke meningen, jeg ville bare have skrevet, at nede i Paris forrige weekend, var jeg lige inde hos FNAC i Les Halles og se hvad der var kommet af nyt. De havde en serie, der hed Dekalogue om det armenske folkemord. Helten var ham den unge fyr, der tog hævn, ved at myrde en af bagmændene, indenrigsminister Talaat Pasha i Berlin nogle år senere. Lidt kedelig så den ud. Og så var Tintin og Asterix kommet i regionale udgaver. På dialekter! Picardisk og savoyardisk og hvad ved jeg. Ellers mange nye serier med handlekraftigt hunkøn iført lændeklæde og kryptonitgevær; flotte glitterbilleder, men det var som om de nye tegnere manglede original streg. Omvendt kan jeg slet ikke tilgive at gamle serier er reduceret til brands. Blueberry og sågar Mark Breton (der hedder Valiant på fransk) videreføres af helt andre tegnere eller forfattere eller begge dele. En af konsekvenserne er, at karakteren flyder ud - lidt a la hvad der skete omkring 1980, da seriefabrikken i Milano kreerede jumbobogen Stålanden og hele Anders Ands neurotisk fortættede desperation blev ødelagt - nu kunne han pludselig klare ærterne. Helligbrøde!

Mer´ (af) det

Søndag eftermiddag i Paris opfandt jeg endelig tricket til at håndtere uforskammede tjenere: jeg ventede på en ven, jeg var chekket ud og satte mig derfor på restauranten, der lå i forlængelse af mit hotel. Her stod den tunesiske overtjener altid ude ved fortorvets kant og lokkede kunder ind ved at råbe "Hello, Australia" - "Sparciba - you russian? I love russian," - "Konichiva, Japan - ahigato-o-o, please, I have table for you."Hvilket var fint nok, hele Rue de la Huchette består af caféer, restauranter, is-barer og smarte steder, som det lige overfor hotellet liggende Bar Latin Corner, med underteksten The SEXY Bar for Crazy Night (jo, singularis og fremhævninger), og manden passede bare sin forretning. Men. Da jeg så ville sætte mig, mente han at lige præcis det der bord var reserveret og henviste mig til et vakkelvorent henne i hjørnet. Det ville jeg så ikke have, og jeg pegede på et bedre og sagde, at her ville jeg sidde, hvor på han svinede mig til på arabisk, mens han smilede. Og det var jeg bare så træt af. Men jeg satte mig alligevel, for what the heck, klokken var 14 30 og jeg havde ikke fået morgenmad, jeg var kommet hjem fra Discoteque Malibu klokken 6 30 og hotellet havde vækket mig 10 30 og mindet mig om check out time, så nu skulle jeg bare sidde og hænge med suppe, steg og noget der hed fresh fruit. Jeg lod det fare, og han tog imod min bestilling. Solen skinnede, Paris var vel den anden kind værd, som Henrik d. 4 ville have sagt. En yngre tjener bragte mig grøntssagssuppen. Den var god nok. Men hvorfor skulle også han krydre den med et par grimme ord, den hånlige tunge lidt ud på læben og det mest nedladende blik? Igen og igen. Han generede mig nærmest. Men under stegen skete der noget. Rejsebureauet havde udleveret et skema med mere end tredive spørgsmål, man skulle besvare ved at krydse af for 'Meget tilfreds', 'Ret tilfreds' osv. Det tog jeg frem og begyndte at udfylde, og pludselig blev tjenerne synligt nervøse. Troede de jeg kom fra Guide Michelin? Næppe, men de kendte skemaet og nu kom de hen og ville forhøre sig om maden havde smagt - havde suppen smagt, var kødet "to your satisfaction" ligefrem, og jeg indvendte da at frugtsalaten godt kunne have været arrangeret, så friskheden var mere overbevisende. Jamen, monsieur, den ene hentede skålen, så jeg kunne forvisse mig om at det skam ikke drejede sig om et dåseprodukt, frugten var skåret samme dag, men de ville tage min kritik op til overvejelse, måske havde jeg ret i at frugt i skiver serveret på en tallerken og stadig med lidt skræl om kiwier og bananstykker måske gjorde et bedre indtryk - og det var egentlig tragisk, fra krænkere til servile og smiskende på to minutter.
Men dér er tricket til den enlige på restaurant - hav altid et mystisk skema med og kuglepen så man kan sidde og skrive skræmmende ord på sit olme pengesprog.

Le mot propre

De skrev jo helt vidunderlige breve i 1700tallet, de skrev dem og underskrev dem på fransk alle sammen, og her er lige et par stykker, fordi der er et ord, der fascinerer mig:

Til Hans Kongelige Højhed
Christian Ludwig, Markgreve af Brandenburg

Monseigneur!
Da jeg for nogle år siden havde den ære at spille for Deres kongelige Højhed, og da jeg bemærkede, at jeg, med det lille talent, som himlen har givet mig, beredte Deres kongelige Højhed nogen glæde, og da Deres kongelige Højhed ved afskeden beærede mig med en opfordring til at sende nogle stykker af min komposition til Deres kongelige Højhed, så tillader jeg mig nu, i overensstemmelse med den nådige ordre, at tage mig den frihed at sende min allermest ydmyge hyldest til Deres kongelige Højhed sammen med [...Brandenburg-koncerterne...] med den ydmyge bøn, at De ikke vil bedømme deres ufuldkommenhed med strenghed [...] men snarere bemærke med velvilje den dybe respekt og meget ærbødige LYDIGHED, de skal vidne om. I øvrigt, Monseigneur, beder jeg meget ydmygt Deres kongelige Højhed om at have den godhed fortsat at vise Deres nådige indstilling overfor mig, og at være forvisset om, at intet ligger mig så stærkt på sinde som at få lejlighed til at vise mig værdig over for Dem og Deres tjeneste, for jeg er, Monseigneur, med største iver, Deres kongelige Højheds mest ydmyge og mest LYDIGE tjener.
Jean Sébastien Bach, 23 marts 1721

En klassiker er Voltaires brev til Rousseau efter udgivelsen af dennes afhandling, 'Om oprindelsen til den grundlæggende ulighed i blandt menneskene.'

Jeg har, monsieur, modtaget Deres nye bog rettet imod menneskeslægten og takker dem for den. De vil behage de mennesker, hvem De siger drøje sandheder, der berører dem, men De vil ikke opnå at forbedre dem. Man kan ikke med stærkere farver udmale rædslerne i de menneskelige samfund, der får os til, i vor uvidenhed og svaghed, at love os selv så mange trøsterige ting.
Ingen har nogensinde med så megen åndfuldhed, som Dem, søgt atter at gøre menneskene til dyr. Ved at læse Deres værk gribes man af lyst til at gå på alle fire. Da det imidlertid er mere end tres år siden, at jeg opgav denne vane, føler jeg desværre, at det er mig umuligt at genoptage den. [...]
Jeg kan heller ikke mere indskibe mig for at drage ud og opsøge Canadas vilde: for det første fordi de sygdomme, jeg er belemret med holder mig tilbage hos Europas største læge, og jeg næppe ville finde de samme hjælpemidler hos missourierne [...] og fordi vore folkeslags eksempler har gjort disse vilde næsten lige så onde som os. Jeg indskrænker mig til at være en fredelig vildmand i den ensomhed jeg har valgt [...]
Monsieur Chapuis oplyser mig om, at Deres helbred er temmelig dårligt. De må komme hertil og blive rask igen i deres hjemstavns luft, for at nyde friheden og for sammen med mig at drikke vore køers mælk og at gå på græs hos os.
Jeg forbliver, monsieur, meget filosofisk og med kærlig agtelse, Deres særdeles ærbødige og meget LYDIGE tjener.
Voltaire, 30 august 1755

Det er selvfølgelig nøgleordet i det gamle klassesamfund. Men det er dog slående hvordan det er indarbejdet i høfligheden selv blandt de oprørske philosophes. Og at Bachs koncerter skal VIDNE om hans lydighed.

Who´s gonna drive you home - tonight?

Gæster på Jeppe Brixvolds weblog, der har ærgret sig over den invaderende spam - cars-for-sale, cars-for-hire, sex-in-cars, black-on-black-in-car, sex-with-car, carson-city-for-you, cars-on-kitty etc - kan glade klikke sig ind på det nye diskussionsforum om romankunsten, som Dennis Gade Kofod har lanceret. Linket står her på flanken, som Le roman...( http://roman.dennisgadekofod.dk/ )

...og så skal jeg en weekend til Paris i næste uge, et par nætter lige ved Place St.Michel i Latinerkvarteret, en gammel ven jeg ikke har set i 31 år samler mig op i sin bil og har tænkt sig at vise mig rundt ude i de brændende forstæder, hvor han selv bor, og så ellers bare sludre i efterårssolen...

...af samme grund kommer jeg til at være rigtig flad de næste måneder, så pas på, når du møder mig, småpenge, småpenge...

Putins rival

Jeg har lidt fotos liggende et sted på nettet, fotografier fra min pionertid, og et af de meget besøgte er selvfølgelig det øverste, fordi drengen længst til venstre ti år senere var formand for Komsomol i hele Sovjetunionen, og endnu ti år senere en af Ruslands rigeste oligarker. Misha, hed han bare på sovesalen. Nu driver han den af i en celle rigtig langt mod øst.

Pioneren længst til venstre på det nederste billede har derimod ikke drevet det til meget mere end at blive blogger.

Overvejelse

Hmmm! Det er først efter publikation af Blå Port, jeg læser denne spændende artikel via Infomedia. Som jeg har anbragt under: comments. Jeg tænker lidt om jeg burde have læst den først. Jeg er ikke sikker. Ligesom i den historie jeg havde med i Forfatterskolens Afgangsantologi 2003 ville jeg gerne skrive strengt faktuelt og oprigtigt omkring de involverede "historiske" personer et all. Men samtidig ikke tynges af det faktuelle, ikke være journalist på min egen fortid, skønt dog netop rapportere, gengive, ramme rigtigt. Hmmm!
Ja, og altså så burde jeg måske have tjekket, hvem det var bombemanden havde sendt værkerne til og ikke blot have stolet på hukommelsen og hvad der lød plausibelt. På den anden side var det blevet mere rodet og for hurtigt kompliceret, hvis der havde stået at det ene "offer" var en nazoid og fascistuøs konkurrent.

Æres den som æres bør

Dansk-Biografisk leksikon 1905 udgaven ligger på nettet, og jeg var inde og søge efter mormors faderlinie - von Nutzhorn´ene - og hvem stødte jeg på lige ved siden af om ikke den gode Michael Numsen (1685-1757) - officer, overkrigssekretær og hvid ridder (???). Gad vide hvad det er? Men det er godt at vide, at man engang var på fornavn med Numsen. Og godt at selv numser kan blive hvide riddere. http://runeberg.org/dbl/12/0335.html

Shah shah shah

Nå, ja, lige fordi, der har været kommentarer til forrige indlæg - altså revolutioner og opstande vindes/tabes fordi magthaverne ryster på hånden og netop optræder blødt eller svagt eller forsonligt i det afgørende øjeblik. Graden af undertrykkelse har intet med det at gøre.

YAK YAK YAK

Hvis man kan sin Umpapa & Tveskalp og husker det album hvor de slås med store høvding Frådende Vanvid og preusserne, så faldt jeg lige over hvad der åbenbart er forlægget for den scene hvor de høflige europæiske officerer nøder hinanden til at indlede slag. Det er Voltaire, der har historien: de fjendtlige hære står opstillet overfor hinanden ved Fontenoy (1745) og den engelske lord Charles Hay råber, "Mine herrer af den franske garde, giv ild!" Men grev d`Antroche svarer for franskmændene, "Mine herrer, vi fyrer aldrig først; I kan begynde."
Så, ak. De franske geledder falder, og det i et omfang, så soldaterne gør omkring og flygter. Men Louis XV og dauphinen nægter at flytte sig fra den høj bagude, hvor de har slået sig ned med kikkerter og vin, fasaner og kapuner, og det gør indtryk! Hæren vender om endnu engang, og slår englændere og hollændere tilbage.
I mens man ryder op på den rygende slagmark bøjer kongen skamfuldt hovedet og siger, "Se, min søn, hvad en sejr koster. Lær at være karrig med dine undersåtters blod."

Fight the power

Kongen er død. Kongen længe leve!

Schulz Ekstra

Nå, ja, men så vil jeg lige tilføje. I 1980erne læste jeg de to titler af Robert Walzer, der dengang fandtes på dansk, Spadsereturen og samlingen, Digterliv fra Brøndum. De var gode, de var vildt gode, og dengang havde jeg en ven, der hed Knud, som læste meget på tysk, et sprog, der var lukket for mig - jeg havde ikke gået i skole fra begyndelsen af sjette til begyndelsen af ottende klasse, jeg havde haft visse problemer især med systemet, (historierne følger, promesso,) så jeg var aldrig kommet ordentligt i gang med tysk - og Knud bakkede på sin pibe og lovede, you ain´t seen nuthin´ yet: Walzer havde skrevet Geschwister Tänner og Jakob von Gunten for slet ikke at snakke om mikrogrammerne. Ting, der nu er ved at være der på dansk, så godt som. Og. Men. Ærlig talt. Jeg er lidt skuffet. Da også. De fiser ud i forhold til Spadsereturen og Hölderlin-novellen. Synes jeg. Walzer og Schultz er to af litteraturens STORE SÆRE, men måske er det bare sådan, at særheden holder lige præcis til Kanelbutikkerne og Das spaziergang og så ikke så meget længere. Lidt a la skizofrenes selskab, som godt kan blive monotont.

Schultz 2020

På http://www.litlive.dk/ anmelder Martin Larsen skuffet og udmattet one of my heroes, Bruno Schultz, nemlig den nye, Sanatoriet under Timeglasset. Sproget er pumpet op med billeder og nykker, og anmelderen kan høre den fise ud - og jo, jeg er sådan set enig, den fornemmelse, da jeg kæmpede mig i gennem den engelske udgave for tyve år siden, at stilen ikke rigtig holdt til en to´er fordi den passede så fint til første roman, Kanelbutikkerne´s indskrivning i tidlig barndom og faderens vanvid, den fik jeg igen. Også. Men. Gak ud og find Kanelbutikkerne i Jess Ørnsbos billedskummende oversættelse fra 60erne, den holder, gør den.

Hvem ka´? Inka´

Min lillesøster og min kusine er gift med peruanere, og i lørdags var det Perus nationaldag med fest i Krudttønden på Østerbro, og bloggeren dansede til cumbia og inka hiphop til ud på de små timer. Det er dog altid lidt akavet i disse sitautioner, at godt nok kan disse familier ikke lide Dansk Folkeparti, ja, de føler sig berettiget til meget voldsom forargelse, men så sidder de - nogle - ellers og taler som en f.eks. peruansk udgave af slagsen. Suk! Og der er forskel på at sidde sammen med gutterne, hvis gutterne er pakistanere og afrikanere og så skændes så blodet drypper, mens man skåler, og så at sidde på familievilkår og skulle holde gode miner.

Il famoso

Mmm, ja, her er sådan lidt - as seen on TV...udsigt fra Palatinerhøjen, Mussolinis "gebis" i toppen øverst til venstre, Colloseum for neden - i øvrigt synes jeg Kvicklys digitale fremkaldelser er skod, never again.

Gensyn 2

Morten Søkilde - the poet - nyder en gang cannolli siciliana på det fornemme (hvad ellers) Giolitti....og en vegetar pizza overfor min buffalla på hygsomme Panne et Penione, lige bag Piazza Navona.

Gensyn med Borghese

Okay, så kom fotografierne, og de var ikke særlig gode, men her er så terrassen på instituttet med Arne Haugen Sørensens skulptur og så ellers nogle stipendiater, der nyder et glas på Campo di Fiori.

Sacra familia 1

Kvickly har leveringsproblemer, det vil sige, mine billeder fra Italien lader vente på sig, så istedet er her, lidt grænseoverskridende, et par scans fra familiealbummet. Mormor og morfar - Vera & Georg - på strøgtur som nygifte i 1930; så på et traktørsted i skoven i selskab med morfars adoptivsøster Olga, der hurtigt blev smældfed; et par stykker med mormor og min ret lille mor - plus hund og automobil, nyindflyttede i Klampenborg på Emiliekildevej (det var før morfars første konkurs); og så på nyt traktørsted, morfar og tante Olga med fadøl og deres første børn.

Sacre bleu!

Jeg sad forleden og læste hele næste nummer af et tidsskrift som pdf-fil, og det slog mig, at der er to slags forfattere: konditorerne og så dem der klasker fladbrød på en sten. Nogen mestrer fremragende sproget, som blot mel og vand, og så er der andre, f.eks. Niels Frank, der bruger det som både mel og vand og æg og sukker, sukat, rosiner og chokoladeovertræk, hvis det skal være. Jeg foretrækker det sidste, i længden giver det mest plads til læseren, synes jeg: engang i 1980erne læste jeg et eller andet af Deleuze, måske var det hans essay om Artaud og Lewis Carroll, måske hed det sådan noget som Det Stribede & Det Flade, whatever, men jeg tror, det var der han vendte sig imod uforglemmelige sætninger til fordel for den upåfaldende, energiske skrift - mel og vand - og sådan har jeg det bare ikke. Gerne monumentalt citerbare og autoritære sætninger til mig. Hellere Frank end - ja, så mange andre. Det er da de tekster, man kan flytte ind, og være mursejler under taget.

Nå, jo, det er næste nummer af Blå Port og der er skam en af mine historier i - afsted til kiosken 1 september! Og til Herat i Afghanistan, hvis du kan finde en rejseleder.

Tre nitter - snup en bitter

Nå, nu forstår jeg. Tre-personers udvalget bag kunstfondens litteraturuddelinger bestod af trivialforfatteren Annemarie Ejrnæs, arkaisten Bo Green, der meldte sig ud af kunsten for femten år siden og så - fordi både venstre, radikale, enhedslisten og de konservative gerne klasker hinanden på skuldrene med at nu må vi også åbne os overfor verden og bringe ekspertise ind udefra og slippe for det provinsielle - en fuldstændig nar fra et hollandsk universitet.

Cut - pasta

Det er min fødselsdag i morgen og inden jeg skal fejres af familien, er jeg nød til at tage på hospitalet til en forundersøgelse... til operation! Don´t ask. Men jeg skal nok få mad på et tidspunkt. Ellers har det været en kulinarisk nedtur at vende hjem. Det er ligesom ikke det samme med chorizo eller Nettos jalapeno-pølser, når mundvandet mindes de calabriske chilipølser eller den med fenikel i. Og selv om det er godt med lidt kebab igen, kunne jeg ikke drømme om at spise pizza her på Nørrebro - det er jo slet ikke pizza længere. Selv buffala´en hos Luna Rosa på Ndr.Fasanvej er bare en alt for stor dejklump nu. Jeg ved ikke, hvad det er med mig, det må have været et anfald af selvdestruktivitet, der forleden fik mig til at prøve en af min mors diabetiker-isanretninger, som jeg hældte godt med 8-årig rom udover - udrrr!

Research is a bitch

Kamæleonsskriften i Jeppe Brixvolds Forbrydelse & Fremgang er en dejlig ting, glidningen fra stemme til stemme, at stemmerne smelter over i hinanden, men lyder distinkte - og under læsningen var jeg også ret glad for at slippe af med det jeg, der snakkede cigaretter, whisky & nøgne piger, det er der lidt mange der gør i "tidens unge litteratur," så hellere følge med de næste stemmer ind gennem bogen, og det var med vemod jeg senere tog afsked med Alexanders frejdige linier: Åh, nej, forsvinder han nu!
Så.
Et par gange nævner makedoneren byen Antiochia. Men, øh, den blev langt senere grundlagt af Alexanders general, Seleukos, og opkaldt efter hans søn, prins Antiochos. De gjorde det jo alle sammen, ikke kun Alexander anlagde Alexandria-byer - efter hans død, da de havde delt rovet og fået hver sit kongerige, anlagde hans generaler Seleukia´er og Ptolomaia´er og Antiochia´er i ét væk. Fra Ægypten til Pakistan. Og stemmen nævner bjergkæden Hindu Kush (i antikken, Det indiske kaukasus), som vistnok eller som betyder regel "Hindudræber," og med tiden fik sit navn, pga. de mange indiske slaver, der omkom, når de blev drevet over bjergene på vej til markederne i Persien og Centralasien. I fiktion er det ofte nødvendigt at bruge nyere navne for bjergkæder, floder og landområder - læserne skal jo kunne orientere sig. Men en by, der ikke var der endnu - ups. Selv skrev jeg i min egen bog, trods stor omhu, at Elvis gik til indianerfest på en black radiostation, samme år som raceadkillelsen blev ophævet i skolerne. Men den var blevet ophævet to år tidligere. Hvilket slog mig, i det jeg åbnede den færdige tryksag. Schhhhhheiiize! Enhver amerikaner ville straks se det. Jeg gumlede et væg-til-væg tæppe i ærgrelse. Men godt det ikke kun er mig.

Fotodokumentation følger..

Sidste aften i solen på terrazzen med vandskulpturen i Rom - på kulturinstituttet: italiano dasker bass, danese niver guitar, det er jazz, Anblik-forfatter mixer cocktails i aftensolen - Dronning Ingrid har doneret 60 euro til campari, gin, tonic, vodka, juice, cola, rom, vin og økologiske citroner - og snart efter pauser musikerne, nye isklumper klirrer, Anblik-forfatteren går catwalk med nye sko, læser op og tager bifald, hvorpå bassstrenge igen slasker, guitarist med toiletbesøgsmimik - lige dele lavement og blowjob - fremplunker nye skønne toner, publikum bæller, flagermus flakser, myg stikker, forfatter går til ro, pakker rygsæk, stiller uret...

Mig & Maggedudi

Øv, altså. Weekendavisen trykte et indlæg i Bøger i fredags (tak!), men sjusket, min adresse er sat som en del af teksten, og så har de likvideret flere afsnitsmarkører, så det faktisk bliver meningsforstyrrende. Mit "Suk" kan nu kun misforstås. Og nederst stod de to sidste sætninger netop frit for sig, sådan at teksten mundede ud som et manifest, hvilket skulle være sjovt, men... Og titlen? Jamen, min titel lød NEGERBØGER ER IKKE NEGRE, og den rest de har valgt er bare ikke sjov, den ville jeg da aldrig have valgt, men jeg skal vel være glad for at de ikke ligefrem, som B.Blüdnikow engang, tilføjer sætninger, de synes ville hjælpe læseren på vej.

Nu jeg er ved det: i samme bogsektion bringes som midteropslag en artikel af Paul Berman fra New Republic. Men whatch out! Den er redigeret, beskåret, minimeret og stynet, og det skriver de ikke. Kun den afdæmpet polemiske slutning er tilbage, næsten, og det er altså synd. (Download gratis her:http://www.tnr.com/) Berman foretager en omhyggelig og sober afvejning af hvorvidt Tariq Ramadan er rævepels eller hædersmand ved at gennemgå mandens erklærede helte og ideologiske forudsætninger, Maududi, al-Banna og Qutb. Og så udelader Berman endda næsten Maududi - Maududi?, ja, Maududi, ja, det var hans Jamaatier, der i militserne al-Badr og as-Shams begik en stor del af massakrerne på hinduer og gudløse venstreorienterede i Bangladesh-krigen i 1971 - lige til den sidste nat før overgivelsen (Tiger Singh var på vej i spidsen for den indiske hær og ud af sumpene kom Muhkti Bahinierne), hvor hans tilhængere så vidt muligt slagtede landets intellektuelle - og det var Maududis Islamic Foundation i England, der lavede den første fatwa mod Rushdie, måneder før Khomeini, og de er altså Tariqs pals på de britiske øer.

Save your love for Roma and for me 3

Så kan jeg næsten se enden på det, i morgen aften læser jeg op for en forsamling ude på terrazzen og Peter Tinning, vor jazz-guitarist spiller alongside et ungt, italiensk stortalent på bass, mens Accademia di Danimarca leverer fri bar. Under månen. Under flagermusene.

Fredag letter SAS-maskinen om Gud vil kl. 13 20. Jeg har hverken fået set Det sixtinske kapel eller soppet i Fontana di Trevi, men jeg har fået mig et par sko fra Harris del Firenze, og hold da op hvor er det her dog en mærkelig og dejlig by med flinke folk og fin gelato.

Hovedet og det meste af sjælen er allerede deponeret hjemme i KBH, men nu vil jeg gå ud og gå rundt og få sagt behørigt farvel til gader og legemer og udsigter.

...then your children will be next

Jo, jo, du ved det godt, bevares, det iranske regime, klamme og gale, what else is new, men det vildeste er dog, at disse billeder er officielle optagelser og distribueret af et statsligt bureau. http://www.iranfocus.com/modules/news/article.php?storyid=11311

Hvordan regime-tilhængerne kan blive forarget over Abu Ghraib, når disse her optagelser og dem med tørklæde-kontrolørerne (klik på Mellemøsttv og søg klip nr. 1445) udsendes i moralsk og tugtende øjemed er ganske simpelt mærkeligt. Nå, det man ser her er nogle fyre, der har haft forkert tøj på og måske for langt hår, og så får en lille huskekage eller måske en rensende tår fra en af de kander, man bruger på et halal-toilet. Eksil-iranere opfordrer til, at man spreder billederne og historien på nettet.

Ordbogen

Roman eller digt forfattet af epigon = planke-værk.

Ellers for idag bare fotografiet - outdoor poolhall i Tibet.

Jeg skriver igen lidt senere.

Inderst inde er vi jo alle

... aggressive tandsæt, glade knogler ...

Kill Collins 2

Det danske kulturinstitut - Accademia di Danimarca - ligger bag Villa Borghese-haven, på en af Roms syv høje. Ved siden af det svenske, det hollandske, det belgiske, det ægybtiske og det rumænske. Rumæniens kulturinstitut er en enorm kasse fra landets tid som olieeksportør op til Anden Verdenskrig - nu har de ikke råd til at varme bygningen op om vinteren. Henover Piazza Thorvaldsen og op ad brede trapper ligger så det britiske, det japanske og det østrigske.

Og i aftes holdt østrigerne fest. Wienervals + disco + fri bar. Accademia di Austria var også et stort sted og der var vel 3-400 gæster. Alle institutterne var inviteret, plus en masse italienere.

Først dansede vi salsa, men DJ´en, en veteran fra Abessinien-felttoget og nu ung med de unge iført bagvendt kasket, havde i 1970erne genkendt kulturens zenith som Bachmann Turner Overdrive´s You ain´t seen nothing yet. Den fik man så tre eller fire gange. I det mindste i originalversion. DJ havde nemlig også købt sig en dejlig CD med cover-versioner af 80-hits, og pludselig stod jeg på dansegulvet omgivet af f.eks. 50-årige mellemeuropæiske billedkunstnere, der følelsesfuldt sang med på I can feel it coming in the air tonight. I cover-udgave. Sunget af samme stemme, der kort efter leverede She´s got Bette Davis Eyes (som bloggeren godt kan lide) og Queens I want to break free. Ach! Fik jeg nævnt, at billedkunstnerne sang deres Phill Collins klassiker, mens deres løftede knytnæver bankede rytmen?

Da jeg havde mast mig frem til DJ´ens øre tre gange, og han hver gang havde nikket og givet mig thumbs up, "I play - in ten minutes!" spurgte en af pigerne ham, om han vidste hvem Justin Timberlake var? Hmm? Han mente ikke... - nej, de havde ikke spillet lige det dér nummer til Mussolinis konfirmation.

Det´ Leth

Idag er det Jørgen Leths fødselsdag. Smid selerne, Jørgen, og så ud og samle stof til tredje og fjerde bind erindringer. Digt, om som det koster.

Bringin´ sexy back

Jeg forstår Justin Timberlake redede fædrelandets fodboldambitioner forleden. Ærgerligt, Berlusconi ikke transmitterede kampen hernede.

Kill Collins

Det, jeg bare ikke kan holde ud, er, når såkaldt venstreorienterede eller såkaldt borgerlige ikke kan give anerkendelse til nogen fra det andet hold. Altså borgerlige, der ikke lige ud kan sige, at selvfølgelig har Fidel Castro skabt et sundhedssystem fattigfolk ikke kender til i resten af latinamerika eller USA - uanset hvor meget propagandaen måtte overdrive og skjule. Eller venstreorienterede, der ikke kan give Schlütter, at han var dygtig og ufanatisk og tog mange rigtige beslutninger. Tror man virkelig, de andre er så anderledes, at de ikke kan gøre det rette, være oprigtige, bidrage til the common good? Det er rædsomt, at endnu høre socialdemokratiske kernevælgere med smalleste sko- og kondomstørrelse i en mand som Helmut Kohl - FREDSKANSLEREN - blot se den store, ligefrem tyske flodhest, en væmmeligt borgerlig, der fiflede lidt med nogle penge til partiet, uden at kunne tilføje, hvor godt det var, at han håndterede Gorbi og Jeltzin og Polen og murens fald og sikkert alt muligt andet mesterligt, trods sit udseende - eller bare, at han modsat Castro ikke slog nogen ihjel.

På billedet een jeg selv har haft svært ved at give anerkendelse: Phill Collins. Krybet ligefrem kysser min ungdoms helt, Peter Gabriel. Tænk, at han får lov! Efter bare at have plagieret Gabriels lyd fra Games without frontiers pladen til det væmmelige gennembrudshit In the air tonight. Skønt jo, da, nuvel, helt sikkert, mod-alle-oddere sangeren håndterede faktisk et Genesis album som Wind & Wuthering udmærket, bevares.

Choppers movin´ in 2

Hellikopterlarmen sad i øret i mere end tolv timer. Der var gang i Rom i går og sikkert også i nat, carabinieri var ude og vise deres flotte uniformer, faktisk havde jeg allerede i torsdags tilbragt fem minutter i en midterrabat, mens jeg ventede på at de sorte busser med fuldt uniformerede C-boys indkaldt fra resten af landet kørte forbi - med en blinkende motorcykelbetjent mellem hver bus. Planen for igår var egentlig, at jeg havde skullet ned til BLUE ICE ved Campo di Fiori for at gensmage deres zuppa inglese på vejen til Farnese-paladset og Il Ghetto; men jeg var blevet holdt vågen det meste af natten af en ny nabos elefantesque snorken, så jeg blev hjemme. Det var ellers omkring Campo di Fiori kampene udspillede sig, forstår jeg. Men da det endelig lykkedes mig at vække vedkommende ved snedigt at smække med døren til balkonen, var den første helikopter på vej i luften.

Kryb

Det må være den såkaldte rummelighed, der skulle komme med alderen: jeg må nemlig erkende.... når jeg ikke på min computers playlister hernede kører smarte ting som Hound Dog Taylors Lets get f-o-ong-ky, Mike Williams The lonely soldier eller Butterfly Bouchers Changes fra Shrek 2 med Bowie som backupsinger, så hører jeg sgu Spandau Ballet. Den gruppe blandt New Romantics jeg bare hadede allermest tilbage i 1980erne. Duran Duran var åndssvage, men Spandau Ballet skulle have tæsk! Ham, forsangeren, der havde været hos frisøren nede i storcentret, og nu troede han var Bryan Ferry + 20 kilo. Latterlig! En nar! Og nu? Jamen, hvor er de bare gode, de der to-tre hits - True, Gold, To cut a long story short I lost my mind - sikke nogle prægtige unge herrer, de var, spandauerne.
Vor egen musiker her på stedet fejer skadedyr sammen hver morgen. Her idag var jeg nede og kikke på, mens han skubbede 6-7 mindre, og tre virkelig store fede kakkelakker + en lille sød miniskorpion op på fejebakken. Godt man ikke bor i stueetagen, hvor de ligger døde eller sprællende af gift om morgenen. Selv har jeg en effektiv barrikade, bla. sidder et tykt værk af Jan Sonnergaard i klemme under min dør hver nat. Det er godt nok også sjældent krybet når helt op til anden sal, hvor jeg bor, men indtil 1 juni - hvor de fleste beboere blev udskiftet - var jeg den eneste, der ikke havde haft besøg af dem.

L´art poulard

Så lige listen over Kunstfondens uddelinger - fuck, f-å-å-Å-Åck, FUCKFUCK!!! Bedømmelsesudvalget har jo ikke begreb skabt om litteratur! Og dog. Jeg havde slet ikke selv søgt i år - jeg fik nemlig intet sidste år, så nu kunne de have det så godt, jeg skulle i hvert fald ikke søge en krone, hrrmf!

Dead White Male

Jeg tror året var 1980 eller 1981, min mor havde købt Ekstra Bladet - hvad hun ofte gjorde om lørdagen som supplement til Land & Folk, det kommunistiske dagblad vi fik i abbonnement - og der var den første notits om, at Brando var blevet indlagt efter at have spist sytten liter is. Senere kørte ambulancen påny gennem Tahitis gader eller strandkanter, da han havde prøvet med nitten liter is. Hvor jeg dog forstod ham! Her i forgårs nåede jeg op på tre bægre, og siden har jeg forsøgt mig med bulimiens modsætning, og holdt mig helt fra produktet. Jeg nåede dog at opdage BLUE ICE nede ved Campo de Fiori. De fleste af deres is var næppe noget særligt, men de havde en zuppa inglese stratiacella; det vil sige, man får den gule is´ voluptiøse smag indtil tungen og ganen har smeltet den helt og så flyder munden med chokoladestykker og man har fornøjelsen af at gumle. Uovertruffen.

La Cucaracha

Kakkelakkerne har nået køkkenet.

Gelatissima

Pistache-isen smager forskelligt alle steder, så der er man jo nød til at prøve sig frem - og rundt gennem byen - men ellers er det en god regel at sammensætte et 3-klumps bæger med en frugt-sorbet - mango, ananas, rabarber, blåbær - en mælke-is af en lidt afdæmpet type - pinje, hasselnød, chokolade-med-chili - og så en af de smagsstærke, helt vulgære som zuppa inglese, tiramisu eller noget med sprut. Af sprut-is vil jeg fremhæve Armagnac hos CRISPINO, men ellers zabaione-med-Marsala, Grand Marnier, eller irish coffee hos DELLAPALMA tæt ved Pantheon; helt nede på pladsen foran Pantheon hvor turisterne trænges har NICE ICE såmænd byens bedste kirsebær-med-kirsebærlikør-is, og jeg anbefaler gerne stedet, på bekostning af CRISPINO, som flere af de andre stipendiater næsten snobber for. DELLAPALMA har dog det suverænt største udvalg, - blandt de otte forskellige chokolade-is må man ikke snyde sig for Sachertorte-isen - og så har de en lang række stratiacellaer, jeg slet ikke er begyndt på endnu.

I am gonna go bite, bite, bity-whity-white

Nå, så fik de endelig oversat Bruno Schultz´ to´er. Sanatoriet under timeglasset. I 1995, hvor jeg prøvede at lokke Samlerens forlag til at gøre det, var jeg ellers tilhænger af titlen, Sanatorie under timeglassets stjernetegn, men jeg kendte jo kun den engelske udgave. Denne her er vel tættere på den polske original. I nr. 1 - Kanelbutikkerne - hjemsøges hjemmet af kakkelakker, og væmmelsen bidrager til faderens sammenbrud, der i to´eren ender med hans egen forvandling til kryb i det kapitel eller den novelle, der velsagtens hedder Fars sidste flugt. Æv, den ville jeg gerne læse på dansk NU. I stedet må jeg nøjes med kakkelakkerne her på instituttet og den myg, der skjuler sig dagen lang og først bliver sulten ved 4-tiden om morgenen, hvor jeg da gerne giver en nøgen arm at tappe fra, hvis bare den så ville holde kæft, men næh, den skal helt hen til øret med sin glubske piben. Schultz hedder den, og den har i sin tid sunget kor på Jonathan Richmans, I`m natures mosquito.

Roachhouse blues

Så er kakkelakkerne her. Jazzmusikanten nede i stueetagen nåede lige at flytte ind på sit fine værelse med koncertflygel, intet mindre, og snart efter sad han skrækslagen i køkkenet. Det er de mellemstore brunrøde. De holder indtil videre til i de varme kældre, i vaskeriet og dybere nede. Jeg bor på anden sal med min nye Kenzo-parfume pour hommes - jeg brugte næsten 700 kr. i lufthavnen på deostick, eau de toilette og en Shizeido emulsion hydratante til metrobloggerens fjæs - - en hydratante er et fantastisk ord, man ser den for sig, hver familie har een - og jeg håber duftserien holder kravlet på afstand. Om aftenen ude i parken spreder de sig dog allerede i hundredevis på de brede trapper, der er flankeret af papirkurve proppet med dagens picknickaffald.

Stop - Don´t stop!

Hov, jeg blev anmeldt i Graf af en Jesper Elving, og han siger det samme, som så mange andre søde har sagt:

MERE ELVIS!

Weeeell , forlaget Anblik har i løbet af sit første år, 2005, udgivet bøger skrevet af tre tidligere Forfatterskoleelever, Dennis Gade Kofoed, Mads Eslund og Jens Jacob Toftegaard. De er alle debutanter. Sidstnævnte lægger ud med en lille lyserød bog om Elvis Presley. Den er 80 små sider kort, og ligner til tider en digtbog afbrudt af noveller og længere beretninger. Det er spændende og blodrigt, og jeg fornemmer en stor interesse og fortællelyst. Men hvorfor skal den være så kort? Måske fordi alle formerne i bogen er korte. Den er fyldt med velvalgte citater, små beretninger fra samtidige personer og pårørende. Indbygget er også et par meget korte noveller af Toftegaard, men det virker som om, han får mest energi frem på siden med sine helt korte billeder: ”Glider fire meter hen over scenen på knæene.”, ”Rutinemæssig uddeling af juveler”, ”De to musikere i studiet stirrede med afsky på fyrens lyserøde sko”. De er kastet ind mellem alt det andet, og det fungerer godt. Jeg kan heller ikke lade være med at citere et par af citaterne. Bob Dylan: ”Hearing Elvis’ voice for the first time was like busting out of jail.” Roy Orbison: ”He was this punk kid. Just a real raw cat singing like a bird.” Om rivalen The Killer – Jerry Lee Lewis – kommer følgende billede: ”Jerry Lee Lewis vædrede porten til Graceland med sin hvide Rolls Royce og sprang ud med blødende, kokainstøvet næse og en pistol i hånden: ”Just tell him the Killer’s here!”” Rock n’ roll. Der var gang i sagerne.
Det hele sprang ud i 50’erne og mødte som bekendt stor modstand. Samtidens reaktion er en af mange ting, som bogen berører ultrakort. Andre ting er Elvis’ forhold til moderen og resten af familien, sandheden om hans baggrund, og hans åndelige søgen. Mange ting introduceres og berøres ganske kort og hurtigt. Jens Jacob Toftegaards skrift er levende, men bogen minder om et ufærdigt portræt. Det er måske en pointe ved den korte sporadiske form, at et portræt slet ikke kan laves eller i hvert fald aldrig blive færdigt, men ved endt læsning tænke jeg sgu: MERE! De korte tekster kommer næsten til at virke som appetitvækkere til en større bog. Jeg vil gerne læse en 800 siders Elvis-biografi skrevet af denne forfatter. Det ville være sejt, hvis forlaget Anblik udgav sådan en. Bogen er bestemt værd at læse, men med den energi Toftegaard tydeligvis har i forhold til The Big E , så kunne bogen sagtens have været malet meget bredere.

Afsted

Walter Benjamin sagde, at der er en kvinde for enden af enhver rejse. For pigerne er det vel en mand. Begærets udkast osv. Jeg er dog ikke sikker på at min rejse i denne omgang bliver ganske fysisk så meget af tiden, nu skulle jeg gerne ind i en historie og få den skrevet. Men også for enden af den er der en hun. Ho for the highway.
Ankommet til Rom i går, fejrede jeg aftenen med et glas Brunello di Montalcino i Via della Croce, og så kom min kalvesteg og et par glas nebiolo til den. Isen har jeg endnu til gode.

Rolling Stones

Montaigne - uressayisten - noparticularplacetogoskribenten - pralede med at kunne holde på sit vand ti timer i træk, og for en, der har været sengevæder som barn, er det stort at læse. Men han var plaget af grus i vandvejene. En overgang håbede han, at galdestenen kunne forløses i et rigtigt godt knald, men, men.. Siden drog han slukøret på turne til Europas kursteder - Baden Baden og året efter, Marinbad. På vej gennem Italien noterer han store og små sten - hele to afleverer han i strålen over Venedigs Canal Grande (jeg overdrev i går med dueægget, jeg havde ikke læst op på ham), Arno-floden gennem Firenze tager imod endnu flere, og i Rom en stenen stor som en pinjekerne. Desuden var han indianernes store hvide beundrer. Efter at være løbet på et par rødhuder i Normandiet, voksede de i teksten til de noksombekendte autentiske, rene og gode mennesker, der ligefrem var lykkelige og mindre barbariske end hans landsmænd, når de åd menneskekød. Lige til Enhedslisten m.a.o.

Post Canem

Så i aftes blev jeg pludselig i tvivl, var Agrippas sorte følgesvend vitterligt den første helvedeshund? Eller hvad med Kerberos? Jeg konsulterede Dante og i Infernos sjette sang, læser man:
"Vilddyret Cerberus...gøer som en hund og fra tre struber trænger dens hyl...ildrødt er øjet, udspændt bugen hænger, dens skæg er sort og vådt..." Flere gange sammenlignes den med en hund, men det hedder også, "Cerberus, den store orm, os hørte..." Så jeg konkluderer at the hounds of hell nok alligevel er fordoblinger af det græske sagndyr, der blot farede i Agrippas køter, den okkulte dobermann, hvis hale stadig basker for vildt i litteraturen.

H.C.Agrippa - dagens DWM

"Tal om offentlige ting til offentligheden, men om ophøjede og hemmelige ting kun til de mest ophøjede og nærmeste venner. Giv oksen hø og papegøjen sukker. Forstå dette rigtigt, medmindre du ligesom visse andre skal blive trampet sønder af øksne."

Johannes Trithemius i brev til Heinrich Cornelius Agrippa.

Anledningen var, at den unge Agrippa (1486-1535) havde sendt ham sit håndskrift, De occulta philosophia, hvor i han forklarede, at en verdenssjæl gennemstrømmede universet og at et moralsk renset sind, tålmodigt skolet i magiens veje, kunne tune in og benytte sig af the force. Agrippa var en flink mand, overtalte inkvisitionen i Metz til at frigive en smækker ung troldkælling, der allerede lugtede af grill, men var senere så uforsigtig faktisk at udgive sit manuskript - godt nok med et forord, hvor i han undsagde sig selv. Nu kendte man ham, og det oplyses at en djævel fulgte ham som en hund og tillod ham at sove på månen.
Men som moden mand skrev han - ofte i gældsfængsel - at krig er de fås forlystelse, som er at slagte de mange, lægekunsten er en form for manddrab, kabbala sygelig overtro og pavens magt uberettiget. Digtere er galninge, filosofferne vrøvler, historikere skriver fabler, hofferne er tilflugtsteder for ondskab, handel er forræderi, og magi, alkymi og spådomskunst bare antividenskab. Han angreb kirken for at bruge for meget på katedraler og for lidt på de fattige, og ærgrede også Luther ved at kalde både Det gamle og det nye testamentes forfattere fejlbarlige. Jesu ord var det eneste, der duede.

Den sorte hund, der fulgte ham, skal være anledningen til alle helvedeshunde i litteraturen lige siden, fra Goethes schwarze puddel til David Lynch: the black dog grunts at night.

Min lille serie om Dead White Males (with the occasional black dude) her skal ses som et heroisk forsvar for akkuratesse - på nixiconnet, wikipedia, står der skinbarligt vrøvl om en figur som gamle `Grippo.
Læs i morgen om Montaigne og hans galdesten - under en rundrejse i Europa førte han dagbog og noterede sig størrelsen på de sten han tissede frem - i Venedig var den stor som et dueæg, så han må have haft et godt rør.

Stricktly for the girls

Hun er en digterinde, som længe sagde, at hun ikke gad læse blogs, men nu læser hun faktisk min, siger hun, og det er jeg glad og stolt over - uheldigvis er jeg bare kørt lidt træt af mediet. Bær over med mig, om nogen tid vil jeg sikkert tilbyde mig igen, udfordre, stille op.

Enough is (never) enough

Fantastisk at opleve hvordan nutidens venstreradikale eller hvad de nu er havde gjort Last Night A DJ Saved My Life til en feministisk dancehall klassiker. Lørdag aften var jeg et smut i Nørrebroparken nede om hjørnet, hvor en demo åbenbart var endt. Jeg tænkte, Okay, så tæt på mit hjem, så må jeg lige derned, om ikke andet så for at se om der er nogle kønne revolutionsprinsesser - DET VAR DER! Ellers gider jeg slet ikke kommentere.... eller... altså torsdag morgen vågnede jeg ved en drønen fra et usædvanlig tungt køretøj og straks efter propeller lige over mit hus. Jeg vidste det med det samme: choppers movin´ in, klokken slået for Ungdomshuset, selvfølgelig ville de komme fra oven, det var trods alt kirkelig ejendom.
Civile uroligheder er spændende og underholdende. Politifolkene, der stod i klynger ned gennem Stefansgade og drak squash, mens deres hunde gnavede på ruderne inde i de hvide vogne, kedede sig ikke. Lige så lidt som de aktivt byvæltende med klude om kæften. Det skal lige med. Det tiltrækkende ved kriminallitteratur er netop at udåden udløser en meningsfuld rettethed, læserens begær pirres og så bevæger man sig ind i en verden hvor alt har betydning som spor, hvad end falske, og som sammenhæng og alvor. Livet får lov at være alvor og betyde noget i stedet for at være tom og meningsløs hverdag.
Der fik jeg alligevel kommenteret. Nå, men jeg synes som sagt, at det positive var modtageligheden for INDEEP´s hit fra 1983, der så sent, som da jeg gik på Forfatterskolen vakte mine jævnaldrende på digterparnasset´s ubearbejdede disco-angst; Rytmen, tøse-sangen og den dybe DJ-stemme var bare for klam. Nu lytter man så anderledes til den i det psykosocialistiske sweatersegment under 40, lytter med en anden lytten, når man faktisk lytter efter sin "local DJ": "If your man gives you trouble/you just move out on the double/and you don´t let him trouble your brain/cause way - goes - trouble - down the drain" - og så lyden af toilettet, der skyller ud. Eat your heart out, Cage og Stockhausen!

Ikke en krone fra autorkontoen.

Hvem ryster med småpengene i lommen?

Hvis Sylvester Stallones figurer fra 1980erne - Jezuz with a submachinegun - var højrestrømningernes autentiske og smertefulde maskulinum, udgjorde Springsteen white liberal segmentet eller venstrefløjens udgave af det samme. The Boss equals SLY. Men det er okay. Nu synes jeg, han synger Downbound train aldeles vidunderligt, og jeg har lyst til at gå ind og se Rocky Balboa.
Dog, nu hvor jeg snuser til bagkataloget - hov, det kom til lyde anløbent - har det overrasket hvor gumpetung Born to run lyder - den er faktisk langt bedre i Frankie goes to Hollywoods udgave - mens The River for længst er blevet til mose.
Okay, via gump og bag og Frankie når jeg til Frank Zappa og Bobby Brown. Her kommer en sand historie. En fyr jeg gik i gymnasiet med elskede den sang, men købte ikke plader og nøjedes bare med at skrue op, når de spillede den i radioen og så sang han med på "I wonder wonder" og "Oh, God I am the american dream," for sådan så han også sig selv, som en hellerupsk udgave af en cheerleaderkneppende, bredt smilende, sporty og veloplagt college kid. For hør nu her, han identificerede sig med Bobby Brown. No kidding, han troede det var en positiv figur, han havde ikke hørt efter og lagt mærke til BBs forvandling til S/M-bøsse, og selv var han selvfølgelig bøsse-hader. Den store tunge i Zappas kind hørte han som bogstavelig, og han identificerede sig med den.

Så samles musketererne måske igen

Men ellers er jeg sgu bare så glad i disse dage - jeg må nemlig tilstå, at jeg i sin tid alene startede med at blogge, fordi jeg håbede at nogle af mine gamle venner ville finde mig. Det fremgår jo også af de første poster. Nu er det så sket, - det virkede - og jeg glæder mig til at besøge een i Paris til sommer - det føles som om en, der har manglet i tredive år er vendt tilbage med en side af mig selv, jeg også har savnet.

Og en vild detalje: min gamle ven skriver i en mail at han uddannede sig til læge, derpå til psykiater, men for en årrække siden stoppede, for at hellige sig sin virkelige passion: at skrive skønlitteratur! Verden er lille. Endda meget lille, en dansk kæreste han havde i 80erne viser sig at være søster til en pige jeg gik i tredje klasse med. Og jeg kunne blive ved.

This Guns for Hire

Det er næsten som at komme ud af skabet, men, okay, jeg må altså bekende: den seneste uge er jeg faldet for Bruce Springsteen. Born in The USA. Og det har dog ellers kostet mig en hel del de sidste tyve år, at le hånligt af The Boss og hans fanatiske menighed. Ud over alle dem på 4 Maj kollegiet, der sad og nikkede rørstrømsk til I´m goin´ down-down-down, så jeg måtte sprutte af grin, og en pige jeg pillede ved i en kort periode som blev sur over noget med Bruce og i forvejen syntes, jeg hørte og mente det forkerte i forhold til hendes særlige venstreorienterede snæversyn, så vendte jeg desuden engang en hel fest imod mig, på grund af ham; En fest hjemme hos mig selv!
Det var, da jeg var femogtyve og rendte på et par gamle kommunistpiger - rødhætter - fra barneårene, og vi så arrangerede en lille fest for en 10-12 stykker af de gamle oppe hos mig, og netop Born in The USA havde jeg lånt af min sambo, og den ville de gerne høre, og jeg lo hånligt af musikken og karikerede Bossens sjokkedans i videoen, Dancing in the dark. Det var ikke populært. Slet ikke. De tidligere kommunister havde projiceret al deres arbejderdyrkelse over på amerikaneren med hans proletariske enkelhed og muskuløse bluecollar autencitet. Især pigerne. Så det var dén aften.Men, bevares, jeg har selvfølgelig altid syntes godt om nummeret, I´m on fire - Hør lille tøs/er din farmand hjemme/er han gået uden at give dig/noget af det slemme/osv - men ellers er det, som det nu går, når man bliver gammel, stemmen - the human presence - der har ramt mig i disse dage. Count me in, nu står jeg i kø ved kirken. Men gudskelov er der vist også kommet nogle Zappa titler til mig på biblioteket.

Rolig dag

Jeg er så rørt, at jeg sidder og flæber på biblioteket, en af mine gamle venner fra Guinea har fundet mig på nettet via bloggen her. Gud har opfundet internettet. Mindst.

VM i Klynk

Hurra, tænkte jeg, mit første hjem, det her er klubværelset i Møllegade, hvor jeg flyttede ind for mange Herrens år siden, i mit lille læsehjørne sider jeg på morfars stol belagt med et yak-okse skind, og nu skulle jeg rigtigt forfatte og få fat i alle de lækre, men kakkelovnen i det modsatte hjørne var iskold, jeg skulle sidde op ad den for blot at holde varmen på den ene side af kroppen, og en gang om ugen måtte jeg hjem til mor og komme mig med TV, centralvarme og frikadeller.

Krigsstien er bare sexet

...they´re out on the street

they turn on the heat

soon they could be

completely in command

imagine the sensation

of teenage occupation

at thirteen theý were learnin´

but at fourteen they´ll be burnin´

...

come join the revolution

get yourself a constitution

come join the revolution, now!

and recognize your age

it´s the teenage rampage

...

ja, sejle op ad åen, jeg er fuldstændig enig med Hans Otto Jørgensen, når han ryster på hovedet af begrebet MODKULTUR, der er naturligvis intet udenfor, alt ryger ind i kredsløbet af magt og omsætning, derfor er The Sweet´s Teenage Rampage fra 1974 et perfekt eksempel på modkultur. Stakkels Sweet, de blev hånet af musikbranchen, deres street credibility lå under nul, musikken var sejle op ad åen glamrock - og det kunne de ikke forstå. Det forlorne, maskerede, hule, teatralske, er godt at holde op mod det gyseligt autentiske. Tomme tønder buldrer udemærket.

PS: Gad vide om Mick Tucker heiler? Nazisterne var jo også ungdomsoprørere, der kaldte mange af deres modstandere, "de reaktionære," og den aldersgruppe, Hitler fik flest stemmer fra, var de 20-30 årige. Det er godt lige at kradse sig bag øret.

Well said, Sir!

Som bekendt kom Orientalism langt om længe på dansk i 2002, året før Edward Said døde, og før at Robert Irwin begyndte udgivelsen af et tre binds opgør med ham. Jeg er ved er at læse det første - For lust of knowing; The Orientalists and Their Enemies - og den er som alt "Cairo-Bob" skriver aldeles fremragende og overraskende. Utroligt, at Said var sådan en falskner og fupmager i sit arbejde - men læs selv, bogen er venlig overfor manden, Irwin deler selvfølgelig hans grundsynspunkter om Palestina og amerikansk pressedækning, men de bolde Said bragte i spil sparkes ad helvede til. Hermed være den universitære brug af Orientalism udspillet, hvis ellers der er troværdige folk tilbage på de kanter. Irwin gennemgår kongerækken af sære, vilde, islamofile, skøre, mytomane eller bare geniale figurer, der har forsket i arabiske, persiske, tyrkiske emner siden renaissancen, og frikender feltet som sådan for den maskepi med imperialisme og kolonialisme Said konstruerede i sin klassiker.

Andet bind, Dangerous Knowledge kom i vinter, den dækker vistnok rejseskribenterne, og biblioteksvæsenet har den ikke endnu. Det tredje bind kommer til at dække orientalistiske kunstnere.

Inspektør Chafik siger... ak

En glædelig overraskelse ved receptionen for Kasper Nørgård Thomsens monster, Malonecity, var, at den ene af de iraqiske digtere på stedet ligefrem havde stemt på min mand i Baghdad, provo-imamen, Ayad Jamaluddin. I det nyeste klip er han dog ved at være tydeligt trængt, - han er flot placeret på diverse dødslister - http://www.memritv.org/search.asp?ACT=S9&P1=1351 og så går hans projekt jo heller ikke strygende. Studieværten på Desert Fox News - undskyld, al-Jazeera - mener, at demokrati bare har ført til blodbad, og den gode Jamaluddin bliver helt revolutionsromantisk til slut, ligesom Bush.

Hvis man orker, så kan man jo - men det nytter vel ikke, - skrive under for Kareem her, den ægyptiske blogger http://www.hamsaweb.com/c2/home.php?id=Kareem der er røget i brummen.

Hov, løb lige på denne historie på en iraqisk blog:

"Iyad Jammaludine survived a assasination attempt, by fighting back!
I just got a phone call from my pops in DK, since he knows im a big supporter of Jammaludine.In Shatra, Nassriyah, Jammaludine and a couple of his rafeeqs were on they're way out of the city. They got stopped by a rebel group, wich fired RPG's and bullets at them. Jammaludine and his rafeeq jumped out of the car and ressisted. Jammaludine fought back using a kalashnikov, while 2 of his rafeeqs got wounded in the car. The police came in the end to help and the rebels flee!I know it sounds like a Egyptian movie by Ahmad Zaki, but wallah im not making this up. My pops got the news from his rafeeqs, i will try to find some sources."

På opfordring

Mads Eslund udbeder sig en anekdote, jeg troede var almindelig kendt "i de kredse," men så skidt da, og så diskret som muligt, det er et vidneudsagn fra X:

En kendt kunstner drikker tis. Fint med mig og skål i skivet, men da jeg hørte det, syntes jeg alligevel det var morsomt. Det rørte et tabu. Fnis, fnis. Tænk engang. Et glas hen under kødhanen, lyden af plump stråle og så bare bunde! Tilmed var det en andens - en anden mands varme, skarpe urin. Der var blevet festet grundigt, og de var flere talenter samlet på et badeværelse, da kulturpersonligheden bad om et større skvæt fra et ungt talents trængende tykkert; En kritisk gurglen fulgte, kendermine, rynkede bryn, hvordan var balancen mellem sukker og nitrat, var farven rigtig, men så oplyste forklarelsen kunstnerens åsyn - og down the hatch. Hvis det er sjovt, betyder det så at urinerotik aldrig kommer med i den store tolerancepakke?

Om Ib

Lige færdig med Robert Irwins 1001 Nat - En indføring. Lærd, velskrevet og fuld af gode oplysninger og bibliofil begejstring, og så har den den mest omfattende og spændende beskrivelse af grev Potockis liv jeg hidtil har læst. Jeg vidste ikke, at han til slut havde suget så heftigt på hash- og opiumspiben, at han frygtede, han selv var en varulv, hvorfor han smeltede sig en sølvkugle, trillede den i rytterpistolen, rystede lidt krudt på plads og skød sig gennem hjertet.

Irwin og Potockis læste jeg allerede i 1980erne, The arabian nightmare og Manuskript fundet i Saragossa, og hvem introducerede mig til dem, andre end Knud Romer. Så meget han end hadede alt, der foregik i dansk litteraturliv og nægtede at læse det, men på forhånd vidste det var lort, vidste han hvad der var oppe i Tyskland og læste tidligt Deleuze (på tysk) efter anbefaling fra hjemmetyskeren Claus Carstensen, en af hans bekendte, og når jeg overhovedet reagerer på Knuds selvudnævnelse til brugtvognsforhandler er det vel også fordi han var så udsøgt anæmisk en wannabee foruden en slamsnadrende drukkenbolt i de seks år vi var venner, og hvis ikke han selv havde brugt tyve år på at lege kunstner af den romantisk-krampagtige og socialt ubehjælpsomme slags a la Van Gogh og Kafka, havde han næppe skrevet så godt et produkt til "markedet" som nu. Så lad dog andre digtere leve i fred med deres weltschmerz.

"Scarlet secrets kept her there"

I 1980erne var vel over halvdelen af mine venner vordende kunstnere af en eller anden slags. Nogle kom på akademiet, andre blev teaterinstruktører, kendte skuespillere eller ligefrem forfattere. Men de følgende tyve år skiltes vore veje, for de flestes vedkommende, og den dag jeg begyndte på Forfatterskolen, talte min vennekreds en række uforløste wannabees, en eller to skizofrene, flere piger end drenge, og flere mørklødede end hvide, og langt, langt flere på samfundets bund, end bare nogenlunde velstillede som nu gode gamle Jens, der var blevet læge. Forfatterskolen var ikke det mindst dysfunktionelle miljø, jeg har sat mine ben i, og i løbet af de to år, begyndte jeg kun at se een af mine klassekammerater. "Sådan rigtigt." Men siden er det - og især siden min bog, der sikrede folk imod, at det var en taber de skulle omgås - det skyr selv de bedste, jo - har det sociale rum af yngre forfattere åbnet sig til alle sider. I december var jeg til flere julestuer og -frokoster i det rum, og det er nærmest som at møde normaliteten, hyggeligt, varmhjertet, med blot een alvorlig bivirkning - forfattere er ikke gode historier, sådan som netop alle de forhutlede og fortabte. Bortset fra selvfølgelig, at man kunne skrive om skoletiden, hvordan lærerne bagtalte hinandens bøger for eleverne, hvordan een lærer blev tosset, og en anden spottede og hånede elever, men jeg har for mange andre bedre.