Snup En Navlepille

...i disse for vort land vor litteraturdebat ikke særlig præcise og vedkommende tider - og tillige vildt overreagerende tider, hvor litterater med kyshånd griber chancen for at kalde en ny litterat "sexistisk, homofobisk, racistisk" - virkelig? kunne man ikke bare sige, galt afmarcheret? - tænkte jeg, da jeg sætter stor pris på inddragelse af personligt og privat stof, når det gøres godt, at jeg i al ubeskedenhed ville blogge en historie, jeg skrev i vistnok 2009 og sendte til Harald, da vi ville finde ud af, om vi skulle skrive noget sammen om mærkelige gamle dage, og det er erindring fra engang, jeg egentlig allerede havde været endnu længere inde mod mavens centrum ...

DRØMMELÆGE

Al-Masudi fortæller i De Gyldne Enge Af Visdom Og Viden (ca. 950) hvordan abbasidekaliffen Wathiq opfordrer filosoffer og læger ved hoffet til at give deres bud på, hvordan man har tilvejebragt viden om medicin og efter hvilke principper denne forskning baserer sig, og de lærde på puderne ude ved væggene ned gennem salen giver de troendes behersker, som sidder for enden, det svar, at et af principperne er det intuitive, så som, at en læge drømmer hvordan han helbreder patienten og straks han vågner iværksætter netop den drømte kur … hvilket minder mig om en voldsom tid, hvor jeg en nat drømte, at jeg svæver som en ballon højere og højere oppe, under mig ser jeg kun skyer, jeg kan være på vej ud i stratosfæren, men jeg får øje på en rød tråd, en tynd rød tråd står op gennem luften, og den kan jeg følge nedad, jeg daler, men nede under skydækket ser jeg, tæt på jorden nu, at jeg er på vej ned mod en zoologisk have, fuld af brølende og snerrende dyr, touchdown sker i en tilstand af frygt, hvis nu jeg er landet på den forkerte side af et hegn og inde hos et rovdyr … og så en måned senere, natten mellem 21 og 22 maj 1998, vågner jeg derhjemme, rejser mig, går på toilettet og vender derpå tilbage til soveværelset, men i det jeg kravler op i sengen igen, forlader noget, jeg må kalde sjælen eller et stort kvantum af bevidstheden, legemet og springer ind i stuen, fiser af sted gennem lejligheden, man kunne beskrive det som, at sindet strakte sig hinsides legemet, og fordi jeg er inde i stuen, på denne måde også er inde i stuen, uden krop, er der andre skikkelser at se omkring mig derinde, de er ikke væmmelige, men nok afdøde, og i mens sidder jeg med åbne øjne på sengen, skrækslagent vågen og prøver møjsommeligt at hale sindet ind i soveværelset igen og tilbage i kroppen gennem navlen, det lykkedes.