Face It
De første år på facebook var jeg i godt humør. Det kan jeg se, når jeg ruller min timeline bagud, jeg skrev veloplagte updates, prøvede at lave sjov, fik mange muntre tilbagemeldinger og satte pris på det sociale, mediet gav mig. Nye mennesker holdt kontakt, folk fra fortiden dukkede op. facebook gjorde mig glad.
Men gloriepudseriet irriterede. Tænk, at så mange, jeg kendte, var så ondsindede og asociale indvendigt, at de havde behov for at forkynde deres godhjertethed hver anden dag! Det gjaldt ikke mindst de danske digtere. Desuden: hvorfor skulle jeg høre om deres meninger? Jeg tror, det begyndte eller tog til og aldrig tog af i forbindelse med en valgkamp. Der blev linket og der blev erklæret og der blev ikke mindst svinet til. Hvilket jeg selv kviede mig for i et år eller tre. Jeg syntes ikke, det var det rette forum; mine holdninger var ingen hemmelighed, men det er ikke sikkert, du forstår, hvad jeg siger. Vi skal da hellere sidde og diskutere ansigt til ansigt.
Så kom de år, hvor jeg opdagede funktionen skjul (hide). Mine aktuelle bekendtskaber kunne godt fyre deres links og bemærkninger af, men netop den vifte af folk, jeg nærmest ikke kendte, skulle ikke fylde min skærm med deres aggression. facebook som socialt rum snævredes ind. Og da så mange danske forfattere har ligefrem tragiske holdninger og en stor uvidenhed, poster også jeg nu links og synes, du skal se denne her video, det her interview - vågn da for katten op! ... etc. Det har blot betydet færre likes og bemærkninger. Gad vide, hvor mange, der har klikket skjul Jens Jacob?
For et års tid siden løb jeg ind i et skænderi om Mohammed-tegningerne. I 2013!!! Det var en overraskelse, jeg troede Akkaris modning og de talløse nye eksempler på muslimske censurforsøg verden over, havde begravet den. Men ikke blandt digtere. Yahya Hassans opdukken havde dog ellers fået mindst een prominent forfatter til at trække sig fra facebook-gruppen Undskyld, Muhammed! Men digtere er også en opportunistisk folkefærd. Foruden at være en kantet.
Nå, så vi stod altså et par stykker og var alle vildt kantede over en øl. Og nu skal jeg jo ikke være pædagog. Og der vil altid være mennesker på fjendens side, man ville kunne have værdsat, en taliban man kunne holde af, en lun og charmerende fascist eller kommunist. Men kære danske forfattere, you fuckers, I kunne måske lytte til Raymond Ibrahim.
Kort resume: han taler i tiden kort efter postyret om den såkaldte Muhammed-video. Den, der omkring 11 september 2012 var blevet set af 17 mennesker, indtil - sandsynligvis en af OICs ansatte til den slags, søgte youtube i gennem efter islamfjendsk materiale og fandt amatørfilmen. I min upload her viser han med skriftsteder og klerikale påbud, hvor hyklerisk krænkethedsteatret er. Hvor forloren retorikken om, at det skam gælder alle religioner, er fra muslimske autoriteters side m.m.
... Selv er han ægyptisk amerikaner. Kopter og arabiskkyndig. Og har bla. udgivet THE AL-QAEDA READER med oversættelser af tekster ikke beregnet på et vestligt publikum...
Men gloriepudseriet irriterede. Tænk, at så mange, jeg kendte, var så ondsindede og asociale indvendigt, at de havde behov for at forkynde deres godhjertethed hver anden dag! Det gjaldt ikke mindst de danske digtere. Desuden: hvorfor skulle jeg høre om deres meninger? Jeg tror, det begyndte eller tog til og aldrig tog af i forbindelse med en valgkamp. Der blev linket og der blev erklæret og der blev ikke mindst svinet til. Hvilket jeg selv kviede mig for i et år eller tre. Jeg syntes ikke, det var det rette forum; mine holdninger var ingen hemmelighed, men det er ikke sikkert, du forstår, hvad jeg siger. Vi skal da hellere sidde og diskutere ansigt til ansigt.
Så kom de år, hvor jeg opdagede funktionen skjul (hide). Mine aktuelle bekendtskaber kunne godt fyre deres links og bemærkninger af, men netop den vifte af folk, jeg nærmest ikke kendte, skulle ikke fylde min skærm med deres aggression. facebook som socialt rum snævredes ind. Og da så mange danske forfattere har ligefrem tragiske holdninger og en stor uvidenhed, poster også jeg nu links og synes, du skal se denne her video, det her interview - vågn da for katten op! ... etc. Det har blot betydet færre likes og bemærkninger. Gad vide, hvor mange, der har klikket skjul Jens Jacob?
 |
| ..så stod vi der på Props - eller var det McKlud - og .... |
For et års tid siden løb jeg ind i et skænderi om Mohammed-tegningerne. I 2013!!! Det var en overraskelse, jeg troede Akkaris modning og de talløse nye eksempler på muslimske censurforsøg verden over, havde begravet den. Men ikke blandt digtere. Yahya Hassans opdukken havde dog ellers fået mindst een prominent forfatter til at trække sig fra facebook-gruppen Undskyld, Muhammed! Men digtere er også en opportunistisk folkefærd. Foruden at være en kantet.
Nå, så vi stod altså et par stykker og var alle vildt kantede over en øl. Og nu skal jeg jo ikke være pædagog. Og der vil altid være mennesker på fjendens side, man ville kunne have værdsat, en taliban man kunne holde af, en lun og charmerende fascist eller kommunist. Men kære danske forfattere, you fuckers, I kunne måske lytte til Raymond Ibrahim.
Kort resume: han taler i tiden kort efter postyret om den såkaldte Muhammed-video. Den, der omkring 11 september 2012 var blevet set af 17 mennesker, indtil - sandsynligvis en af OICs ansatte til den slags, søgte youtube i gennem efter islamfjendsk materiale og fandt amatørfilmen. I min upload her viser han med skriftsteder og klerikale påbud, hvor hyklerisk krænkethedsteatret er. Hvor forloren retorikken om, at det skam gælder alle religioner, er fra muslimske autoriteters side m.m.
... Selv er han ægyptisk amerikaner. Kopter og arabiskkyndig. Og har bla. udgivet THE AL-QAEDA READER med oversættelser af tekster ikke beregnet på et vestligt publikum...
posted by jens jacob toftegaard at 9:17 AM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home