Fem Breve Til ... ET NAVN Med Sidevogn

Kære du & dig

Plutarch beretter, om en selvmordsepidemi blandt kvinder i en græsk by på Lilleasiens kyst. Milet. Og hvordan epidemien stoppede brat, da bystyret vedtog, at selvmordere skulle bæres over torvet, den centrale agora, og ud til begravelsen, splitternøgne.

Kære du & dig

For et års tid siden diskuterede jeg fodtøj med Hassan Preisler. Han skulle læse op til et arrangement, forestået af Lars Frost, en solskinsoplæsning ved Københavns Kunstskole. Jeg bemærkede, at Hassan og jeg som de eneste bar tjekkede sko. De andre, yngre og ældre herrer og hipstere havde tilsyneladende ikke kæret sig meget om, hvad de stak fusserne i – eller savnede sans for det. Preisler havde skrevet en bog om en vis pirrelighed under opvæksten som halvbrun dreng og ung mand. Og jeg kunne beskrive en pirrelighed fra en anden slags besværlig opvækst, mobning, ti skoler, fattigdom etc.
Men begge havde vi undertiden eller til dels haft opvækstadresse i Charlottenlund. Og nu sad vi her iført det mest overbevisende fodtøj. Demonstrerede smag. Det vil sige, en særlig bevidsthed om påklædningens detaljer.
Var det Charlottenlund, der havde sat sig i gennem? Et aftryk af Strandvejskultur? Trods ens modstand og modvilje? Trods barndomshjemmets ”flippede værdier?” Eller var det den sociale udsathed, den forstærkede pirrelighed, der havde skærpet ens blik for det usårlige ved at bære tjekkede sko? ... For mit vedkommende de ni år gamle og på udsalg indkøbte Dolce & Gabbana, jeg på fattigmandsvis har hæget om og genforsålet - ja, når jeg besøger kvarteret i dag er der da ingen, der har lige så prangende fodtøj ... også det fattigmandsagtigt.

Kære du & dig

Dengang Eva Cassidy døde, sagde man, så vidt jeg husker, at pladeselskaberne havde tøvet med at tilbyde en kontrakt, fordi hun ikke så godt ud. Janis Joplin droppede ud af college, da hun blev valgt til Ugliest Man On Campus, og hvem gad bolle med Nico?   

De skal altid have smukke korpiger på scenen, Bowie og Stones og Bryan Ferry og Jay-Z. Undertiden endda fotomodeller. Til at sælge mændene. Men har udseendet spillet nogen rolle, når folk årti efter årti har lyttet til Kate Bush, Emmylou Harris, Dolly Parton, Joni Mitchell, Siouxsie Sioux, Annie Lennox, Björk, Isabel Parra, Amy Winehouse, Sade og Tina Dico?
Carole King havde sceneskræk og nøjedes i 60erne med at skrive hits til Aretha Franklin og til sin babysitter Little Eva, der hittede med The Loco-Motion; hun var niogtyve, altså halvgammel, da hun endelig udgav TAPESTRY, som blev verdens mest solgte plade i 70erne. Omvendt: Jeg gad godt gå i seng med Beyoncé, men jeg gider altså ikke lytte til hendes kedelige output.

Kære du & dig

Her et par opslag fra forlaget Lindorm & Ringorms LILLE SEXIST LEXIKON.

Dum Gås: Jeg havde en ven tilbage i 80erne, som reagerede på en afvisning med at nedgøre pigens begavelse. Selv var han meget intelligent og vidste, at frygten for dumhed er en knap, de fleste mennesker har, det er bare at trykke på den; hvis ikke hun ville have ham, skulle hun have at vide, hvor ynkeligt dum hun var.

Rigtig Mand: Man savner nærhed, man savner sex. Det kan andre mærke. Af den ene vil man have begge dele, fra en anden kun det ene. Og er man kun nysgerrig og selskabelig, men ikke interesseret i sex, kan en kvinde hævne sig med bemærkningen, ”Jeg troede, du var en rigtig mand.”

Kære du & dig

Will you still love

Me, when I shine

From words

But not from beauty

Et forestående tab af skønhed er et genkommende tema hos Lana Del Rey. Eller i to sange. Og det er jo surt. Men det er så privatlivet. Stof. Det er jo uvedkommende. Bare lidelsen, ydmygelsen, skuffelsen ved at blive ældre, får hende til at præstere interessante værker. Som nu den skønne tåreperser her med den Charlottenlund-relevante titel: