Foggy Notion

I en gammel blogpost grundede jeg over, at The Velvet Underground aldrig rigtig har fænget. Skulle jeg høre deres sange, skrev jeg, foretrak jeg dem sunget af andre. Oh, Jonathan Richmans FOGGY NOTION, Bowies WHITE LIGHT/WHITE HEAT osv. Men, tror jeg. Det er gået op for mig, hvorfor Lou Reed har savnet enhver appel.

Dengang jeg boede på børnehjem (nr. 2), altså fra jeg var knap fem til jeg var knap ni, udviklede jeg nogle uklare ønsker om familieliv. Ikke om at flytte hjem, det var for sårbart at forestille sig, men mærkeligt nok en drøm om, at når jeg blev voksen, ville jeg stifte familie. Jeg tegnede tegninger af det overdådige palads, vi skulle have, min kone og jeg og alle vores dyr - SOM VAR VORES BEDSTE VENNER, tigeren og løven og papegøjen og krokodillen. Det var i Anden Klasse. Men i slutningen af samme skoleår havde min mor fået denne her fyr, jeg nævnte ovenfor, han skulle flytte ind, og selv blev jeg i sommerferien hentet hjem. For nu skulle vi være en familie.

Det var selvsagt en lettelse. Jeg grundlagde en dyb taknemmelighed over for ham, som var anledningen. Desuden var han altid okay over for mig. Men stofferne. The drugs! Måske havde han hele tiden taget noget, det var 70erne, men det blev værre og det blev tydeligt. Skønt ingen så ham nogensinde hakke en sprøjte i armen hjemme i stuerne. Hvornår var det bare syre? Hvornår var det hash? Han har nok kun taget heroin ude i byen. På Christiania var bygningen Fredens Ark blevet et shooting gallery for narkomaner. Jeg mindes ham i tilstande, der må have været påvirket. Han flyttede efter under et år, men færdedes stadig derhjemme. Jeg kan huske, da han stjal husholdningspengene. Og da han gjorde det igen. Denne gang havde mor gemt pengene, men han fandt dem lynhurtigt, mens hun var ude i køkkenet, og denne gang stod de to ikke og forhandlede om, hvor meget han kunne tage, denne gang skulle han ikke med hende ned til banken, han gik i en fart. Og hele dette kaos, hele skuffelsen over, at det ikke blev det forløsende familieliv, men nye katastrofer, grundlagde en kraftig, for ikke at sige heftig, irritation ved enhver romantik omkring hårde stoffer.

… så da en ven, da vi var sytten, spillede banan-pladen og jeg fangede det dér ord, heroin – ja, så var jeg bare så færdig med Lou Reed med det samme.

Nå, men sidste år i august (2013) udtalte Lana Del Rey (hvem ellers), at hun gerne ville arbejde sammen med Lou Reed. Og jeg tænkte, ”Den sure klump? Overlad ham til Metallica!” Men så døde han. Og Lanas interesse havde stemt mig mere nådigt, så jeg hørte hans netop udgivne cover af Peter Gabriels SOLISBURY HILL. Her har han ændret et enkelt ord, udskiftet nut så strofen lyder …

My friends would think I was a slut

I samme periode læste jeg Evelyn Waughs GENSYN MED BRØNSHØJ, som Lars Frost kraftigt pushede, og jeg kunne mærke en irritation ved Sebastian Flytes alkoholisme, men så … kom pludselig ORIGINALFØLELSEN. Skuffelsen over at familieforsøget gik i vasken under min papfars misbrug. En til vrede grænsende frustration. Åh, den har jeg godt nok overset! Men da originalfølelsen var på plads, fordampede de negative projektioner på Lou Reed. Lidt.