Thursday, July 04, 2013

4th Of July - Fragment 0,2 - Better Than I Ever Even Knew

 

... So fine? jo tak, skal du have, men du
er nu heller ikke værst ..
 
Som bekendt brød hun i gennem med VIDEO GAMES på youtube i midten af august 2011. Ifølge myten havde hun endnu ingen pladekontrakt, men landede, som internetsensation, nu både det og modeljobs for Jaguar og Mulberry og Hennes&Mauritz plus forsiden af Vogue, og desuden blev sangen spillet på P3 en aften, hvor jeg lå og hørte Sport & Musik.
Oh!
Åh?
 
Hvem var dog det? Jeg måtte tjekke playlisten på nettet. Men nej, biblioteksvæsenet havde ingen CDer under det navn. Intet var udkommet. Du må regne med, at jeg var sådan en, der ikke havde net hjemme og aldrig havde piratkopieret. Men næste gang jeg hørte den i radioen, oplyste studieværten, at der fandtes en video. Så måtte jeg ned på Nørrebro Bibliotek igen, snuppe en stol inde på netcaféen mellem de hjemløse afrikanere, der sad og ledte efter en giftefærdig dansk kvinde på datingsiderne, og gudskelov sad der stadig et par af det offentliges fedtede høretelefoner i min maskine. Jo, det var det rigtige nummer. Og jeg var så sulten efter den melodi, at jeg hørte den igen og igen. Men videoen? Det var også en overraskelse. Det håndholdte, grynede, skater-romantiske, så cool. Og den sære, David Lynch-agtige forvirring af tidsaldre. Hvor Lynch i BLUE VELVET synes at lade 50erne sive ind i 80erne, som det fortrængte sprunget læk, virkede det hos Lana som 90erne genindspillet med 60ernes følelser. Men. Så var der hende selv. Pigen, der sang i videoen. Uha, hun virkede lidt for ung til, at jeg måtte kikke på hende. Hvilket så også var fup, makeup, attitude. Men nogen tid senere, da jeg igen ville se den, var videoen anderledes. Den var nemlig blevet ændret. Trusler om sagsanlæg betød, at hun havde måttet klippe grafikken fra videospil ud. Tilmed havde hun måtte ansætte fire personer til at finde de originale klip af skatere og af f.eks. en døddrukken Paz De La Huerta, der tumler rundt i nattelivet. Sådan, at man kunne betale dem for rettighederne.

Hvis du i dag søger alene på titlen hos youtube dukker kun den lovlige udgave frem. Som er tredje version, sådan set. Og den er flot og nok flottest. Men heldigvis havde fans i tide kopieret originalen i dens to udgaver, og de lægger den op igen, hver gang google fjerner den, man skal bare søge snedigt, selvfølgelig ... forleden var den væk ... men nu er den oppe igen .. her:



0 Comments:

Post a Comment

<< Home