Saturday, December 15, 2012

Pro-Mænaden

Har genset William Friedkin´s EXORCISTEN. Denne gang Directors cut på DVD. Første gang var tilbage i 1986 eller 87; en sen aften, alene på mit klubværelse, gennemstod jeg gyseren på naboens bærbare fjernsyn, jeg havde inde til låns. Jeg havde skruet meget langt ned for lyden for at kunne klare mosten.

Dengang fangede jeg ikke antydningerne om, at seksuelle overgreb har fundet sted. Men det er helt EVIDENT. Skulle jeg mene. Men. Ikke for instruktøren, må man tro, når man hører kommentarsporet - for jeg nappede den lige en ekstra gang med talkover slået til. Hmmm? Det rejser et tekstspørgsmål, må man sige. 

Lad mig lige referere: den tolvårige Regan bor hos mor, far er væk og udenlands, og i huset færdes både sekretæren Sharon og et mystisk, men hjertevarmt tysksproget ægtepar med funktion af tyende. Pigens far har forladt familien, og filminstruktøren Burke er begyndt at optræde som husven. Og der rumsteres på loftet. Har man rotter på loftet? Næh, ikke ved første øjesyn. En aften fyldes huset med gæster. Prominente folk, skuespillere, politikere, en entertainer-præst. Burke, der spilles af en jødisk skuespiller, drikker tæt og siger, at der er et fremmed pubes-hår i hans drink. Derpå tirrer han den tyske hustjener, bringer ham fra koncepterne med nazibeskyldninger, og efter overstået klammeri siger han, ”What´s for dessert?” Så klippes der til lille Regan i hendes seng.

Kort efter går det agurk i det lille hjem. Sengen kaster rundt med pigen og hos psykiateren siger hun, hold fingrene fra min cunt. En eftermiddag skal Burke passe huset og lider døden oppe på pigens værelse. Forstår man. Finder man ud af. Hen ad vejen. Hans hoved er blevet vredet rundt og liget smidt ud af hendes vindue og ned ad en dyb trappeskakt. Det hændelsesforløb slutter politiet sig til. Men hvad han skulle på hendes værelse, ville der, finder man aldrig ud af.
Men man bemærker, at første gang den lille piges eget hoved drejer omkring, taler hun med Burkes stemme, ”Do you know what she did, your cunting daughter?”

Hvilket faktisk lyder ret typisk pædofili- eller incestudglattende, at, Herregud, det er det lystne barn, der er den skyldige, det onde er i barnet, ikke i krænkeren.

Scenen indledes ved, at moderen og tjenestefolkene nede fra stueetagen hører en ordveksling mellem Regan og en mandestemme: Regan: "Please, No". Mandestemme: "Do it! Do it!" Og da moderen braser ind på værelset, hvor alle ting flyver omkring, barndommen centrifugeres, siger mandestemmen, ”Let Jesus fuck you. Let Jesus fuck you,” og hakker et krucifiks op i pigen. Moderen kæmper med Regan om genstanden, men barnet tvinger hendes ansigt ind mod sit skød og stemmen knurrer, ”Lick me! Lick me!”

Det pigen ikke kan sætte ord på, må kroppen kommunikere; hævelserne HELP ME træder frem af huden. Og allerede den aften Burke fandt et pubes-hår i sin drink og i samme åndedrag ønskede sig desert, dukker hun op nede i stuerne blandt de voksne og siger, ”You´re gonna die up there.” Hvilket figurerne tolker som henvendt til astronauten, der har stået og talt om sin kommende rumfærd.
Så går hendes vand – hysterisk graviditet eller bare tis?
 
Nå, men da det ret hurtigt gik op for mig, at filmen kunne - måtte - ses som en historie om følgerne af overgreb, sad jeg bare helt overvældet af medfølelse. Fulgte handlingen i dyb sympati med Regan og uden den mindste fornemmelse af uhygge, sympatiserede totalt med den mænadiske rasen, hun er henvist til. Nu handler det om et barn, der ikke er blevet set, hørt, beskyttet. Hvis gryende seksualitet er blevet inficeret med selvhad, gentagelsesadfærd osv.

Men det fremgår ikke af instruktørens intention. Eller forfatteren, der skrev romanforlægget og manuskriptet, ingen af dem giver en anden årsag end mystik. Så ser jeg noget, der ikke er der? Bør jeg få Christian Braad Thomsen på nakken?

Kinsey-rapporterne fra 1940erne dokumenterede at overgreb i familier plus alt mulig anden upåagtet seksuel adfærd var vidt udbredt. I de følgende årtier begyndte omfanget af incest og almindelig grooming af mindreårige at gå op for mange forskere, især hvis forskerne var kvinder. Det kulminerede i slutningen af 70erne og med Florence Rush´ The Best Kept Secret (1980) til en egentlig samfundsanklage.
Så kunne det tænkes, at det kollektive ubevidste har skrevet The Exorcist? At forfatteren simpelthen intuitivt sugede en kollektivt gryende indsigt til sig, og at hans pen bedre end han forstod, at baggrunden for besættelse og paranormale fænomener var såre prosaisk?



Jeg vendte på en tallerken


 

 

 

2 Comments:

Blogger Dennis Gade Kofod said...

Det er vildt godt set JJ.

9:07 PM  
Blogger jens jacob toftegaard said...

tak, Dennis, godt at se, at jeg har 1 læser - nu vil jeg straks skrive indlægget færdig, så ..

1:20 PM  

Post a Comment

<< Home