Alfamis

For meget høvding,
for lidt indianer?

Jeg så for nyligt på facebook, at dagbladet Informations Niels Ivar Larsen på et diskussionsforum om religion & ateisme havde linket til Lana Del Reys GODS AND MONSTERS. Det er den, hvor hun synger strofer som In the land of gods and monsters/I was an angel/looking to get fucked hard ... me and God/we don't get along ... I don't really wanna know what's good for me/God's dead/I said, baby, that's alright with me ...Javel, la lute continue etc – kulturkampen fortsætter på Larsens fb-forum, hvor han tålmodigt og venligt samtaler med tilhængere af den malikittiske, den hanafittiske eller måske den hanbaliske sharia, hvis ikke det ligefrem er dem, der ønsker at velsigne menneskeheden med shafi'ittiske retvisninger.


Men kulturkampsmæssigt har jeg selv på det seneste haft et par overraskende udvekslinger om Lana Del Rey med yngre kvinder. De rynkede nemlig på næsen. Hendes musik interesserede dem ikke, og skidt med det, men de omtalte hende med forskellige nedgørende betegnelser for løsagtig. Tøjte, so, ho - en æreløs kvinde.



Femen

Her er det så jeg undrer mig. Er det yngre generationers opvækst med Beverly Hills 90210, der spiller ind, en ændring i sæderne? Øh, altså, at BH 90210 skulle have gjort trekant&analsex generationerne født mellem 1975 og 1990 mere snerpede – not bloody likely!

Eller er det fordi en kvinde, der synger om sin seksualitet som nærmest militant tilgængelig vagina, virker dominerende på andre kvinder?
Vækker frygten for alfamissen?

Og så tyer de på skrømt til den kulturkonservative udskamning? Man tænker jo, at verdens kulturer og civilisationer som flest sandsynligvis udviklede sig så kvindeundertrykkende med opbakning fra flertallet af kvinder. At de frække skulle gemmes i jomfrubur og hijab-krævende selvopfattelse for ikke at skaffedyrene stak af fra deres koner.

Før berømmelsen, ret almindelig og
masser af talent.
Det er ligesom med Jonathan Richman;
jeg gad godt være venner med Lana.
 

Lana har udtalt, at hendes tekster er selvbiografiske. Men at hun om nødvendigt ”digter” for den bedste formulering, det bedste refræns skyld. Man må således formode at strofen om at hun var en engel, der tragtede efter at blive kneppet hårdt, er en ærlig beskrivelse af hende selv som yngre, en sårbar ærlighed, men jo også bare indlysende ang. teenagepiger; der er bare ikke så mange andre sangerinder, der synger det lige ud. Hvilket bringer mit bloganlæg fra 2008 i erindring: Portræt Af Kunstneren Som Ung Smatso. Dengang anførte flere kvinder, at når man ikke så debutromaner af unge kvinder om unge kvinders omtumlede kærlighedsliv, var det fordi de ville få tæve-status ved at skrive det samme som fyrene. Jeg blev sågar hånet i Information af klummeskriver Christina Glaffey - hånet for min naivitet. Men jeg forstår nok stadig ikke, hvorfor det skal have relevans for kunstnere. Jeg siger jo ikke, at piger skal gå rundt på gaden og sige, at de har det som Lana i den sang. Men hvis man er kunstner, så er det vel indlysende? Nietzsche sagde, jeg elsker digterne, men de lyver for meget. Og det gider vi jo hverken læse eller skrive længere!


Men objektet Bruce Springsteen kaldes aldrig sexkilling.