Groupie

Jeg tilstår. Efter forrige indlæg havde jeg et uroligt døgn. Hvad var det, der skete? Gik for sig? Inde i mig? Jeg måtte erkende, at jeg var forelsket i Lana Del Rey! No kiddin´! Det er aldrig sket før. Heller ikke som teenager. Jeg dyrkede ingen sangerinder eller skuespillerinder på den måde, med de følelser, overhovedet ikke. Det er vel også mest noget der sker for unge piger. Det er sjældnere drenge, der indlogerer sig på samme hotel som Take That eller Prince eller Depeche Mode og prøver at møde dem i lobbyen. Få en nat, en samtale, en øjenkontakt med stjernen. MTV bragte for omkring ti år siden en lille dokumentar, hvor de fulgte to groupies. Det lykkedes pigerne at komme med til backstage-party med det obskure heavyband, de dyrkede, ved at vise en roadie deres bryster. MTV kunne ikke filme selve festen. Men den kønne havde åbenbart fået bid, for hun ville ikke udtale sig bagefter. Programmet sluttede med at den anden, den tykke bamsepige, på ynkeligste vis sad og forklarede hvilken dyb connection, der var opstået mellem hende og den promiskuøse hjerteknuser, der sang for i gruppen.

Men nu er det mig. Jeg jagtede for nogen tid siden et af Lanas uudgivne numre på nettet og hørte af nysgerrighed også andet af hende på youtube og lyttede mere og mere til hendes stemme og tekster, og så flere og flere interviews og hjemmevideoer og småkiksede live-optrædender og … og … hvor var hun dog charmerende. Og kær. Og gæv. Og begavet. Og talentfuld. Og sprælsk. Og lattermild. Og vidunderlig. Og .. så ... bankede mit hjerte. Mit groupie-hjerte.