Hvid Ridder

Hvidhedsprivilegier? Har jeg prøvet dem? Jo, en nat i Genova sommeren 1986. Jeg var på interrail, rejste alene, og efter en skuffelse i Firenze satte jeg kursen mod den franske Riviera. Det krævede et togskifte i Genova. Her var nogle timers ventetid midt om natten og jeg satte mig over i den lille banegårds tomme ventesal. Lamperne lyste, så man kunne læse og jeg tog en bog frem. Men karakteristisk for sydeuropæiske banegårde er disse sære mænd, der om natten ligesom bare hænger ud dette beskidte sted. Færdes, dasker rundt, sidder lidt. Samler et skod op og ryger det færdigt.
   Nogen er selvfølgelig bare bøsser på udkik – en anden ungdomsanekdote kunne handle om toiletfolket på Milanos banegård. Men med et brag går dørene til ventesalens glasbur op, i det to canadiske piger vælter ind på flugt fra nattemændene. De slår sig ned et par sæder borte. Men da mændene følger efter, rykker pigerne helt hen til mig, en på hver side, og hilser.
   Carol & Sharon. Ottawa, Ontario. Hi!
   Straks efter slutter to svenske piger sig til os. Canadiernes rygsække er anbragt på sæderne som volde, svenskerne sætter sig på deres lige ved mine fødder. Den sidste er en enlig tysk pige. Hun er helt ude af den, napper en tudetur, da hun endelig har fået plads bag volden; en mand havde fået væltet hende om på bænken ude på perronen, og hun har måtte ofre en taske med mad og drikke og kamera.
   Nu sidder der tre mænd på plastsæderne overfor mig. Nogle flere bag mig i salen. Jeg når at tænke, om jeg mon skal have røvfuld, så de kan fortsætte med pigerne, hvor de er sluppet. Men der er intet drama over de tre, de sidder bare og sludrer. En flot fyr, en gammel fyr og en tredje fyr. Jeg havde haft en ægyptisk kæreste i gymnasiet og genkender sproget som arabisk af en slags. Noget i deres rolige facon gør det til en situation, mere end et forløb. Som om det at gramse på rygsækrejsende er en selvfølge, ikke en begivenhed. De ser ikke på mig, demonstrerer ingen fjendtlighed.
   Derimod virker den mand, der havde kastet sig over tyskeren, olm. Tirret. Byttet er undsluppet i første omgang. Han har sat sig helt hen til volden, det vil sige, den ene canadiers rygsæk. Jeg skyder ham til at være en lokal genoveser. Han kan ikke lide mig. Lyskrøllede fløjtespiller i et flor af unge piger. Men heller ikke han udæsker mig. Og så sker der ikke mere den følgende time. Vi har vores samtale, de har deres. Eller sidder på lur.
   Da toget mod Rom ruller ind, spurter svenskerne ud, og de skulle endda ned gennem en viadukt for at nå over på den fjerne perron. Halvdelen af mændene springer op og suser efter. Jeg antager, at pigerne kom på toget.
   Jeg husker tydeligt, at canadierne og mig fulgtes til Nice. Men jeg er i tvivl om, hvad tyskeren gjorde. Hun skulle nordpå. Men kørte hun alligevel med os for at være i toget, indtil dagen gryede? Stod af i San Remo og ventede, fordi her var mere øde? Eller blev hun i Genova, skønt jeg ikke tilbød at blive hos hende? Det skulle jeg nok have gjort. Men det var så varmt selv om natten. Og så længe til det næste tog. Bare hun ikke kom noget til.