Saturday, September 05, 2009

Skotternes store syngende ven

"I dig all kinds," sagde Elvis, han kunne bare lide god musik, ligesom Jonathan Richman, der både er in love with the old world og the modern world - mor & far og Andy Warhol. Da jeg selv i foråret 1976 begyndte at høre musik, der skulle være min egen, købte jeg bare alt, der lød godt. Første ti singler: Jolene (Dolly Parton), Hurricane (Bob Dylan), Baretta´s Theme (Sammy Davis jr.), Fuld Fart Rock `n roll (Tyggegummibanden), That´s Rock `n Roll + All by myself (Eric Carmen), Daddy Cool (Boney M), Lucky guy (Tommy Seebach), Nut Bush City Limits (Tina Turner), Could it be magic (Donna Summer). Første lp-køb: Gas5 (gasolin), I love to love (Tina Charles).
Jeg skelnede ikke mellem genrer. Det havde jeg vel ikke lært. Jeg gik nemlig ikke i skole på det tidspunkt, hverken i sjette eller syvende (se erindringsroman ad åre), og først da jeg fik venner og kom i ny skole, trængte det ind, at der var ting, man ikke kunne lytte til. Enten disco eller rock. Ikke både og. Enten punk eller symfonisk rock. Ikke både og. Man skulle nemlig have en identitet. En genkendelig en. Derfor enten eller. Jeg tilpassede mig så tilsidst; ved udgangen af gymnasiet havde jeg forstået eller rettere ladet mig kue nok til at vrænge af pop og flødebollerock.
Men jeg nænnede ikke at sælge mine discoplader - selv om jeg solgte ABBA-pladerne i et svagt øjeblik - de fik lov at stå der, inde i stakken. Jeg lyttede sjældent til dem, men helt forstummet var stemmerne ikke. Og nu hvor jeg skulle være voksen for alvor, fortsatte jo egentlig bare forsøget på at få plads til at være sig selv, som en der satte sin hat, som han ville, så da jeg var 21 tog jeg Bee Gees frem igen. Da jeg var 22 støvede jeg Boney M af og til min 25-årsfødselsdag skreg og sukkede Donna Summer påny. Processen er fortsat, mine punkere, det er Siouxsie og Buzzcocks, og hvorfor skulle man ikke kunne blande dem med Queen og Gipsy Kings, det kan jeg stadig ikke forstå. På det seneste er jeg begyndt at nyde ingen ringere end Rod Stewart; jamen, han har da lavet en 5-6-7 rigtig gode numre, fra discoforsøget Da ya think I´m sexy og den smægtende I don´t wanna talk about it, over topsjæleren Tonight´s the night til den 70er-liberale-homosupporter-sang The Killing of Georgie - Rod fra Newcastle, men valgskotte, selvopfunden skotte og skotternes store syngende ven - jeg føler med Celtic i disse dage og kipper med den blå fane ... og på vej hjem fra Tyskland under mellemlamndingen i Glasgow udtalte Elvis, at han hermed opsøgte sine "roots", landsbyen Presley lå jo oppe ved Loch Lomond ....