Saturday, March 05, 2016

På Herrens mark.


Skuffelsen over TRUE DETECTIVE sæson 2 ramte lige med det samme. Hvorfor? Kontrasten til sæson 1 var så markant, at man måtte spørge. Hvad var der galt? Spænding er tydeligvis en kunst. Så hvordan genereres den, hvordan hidses der op, så voldsom forløsning af presset vil kunne ske?

Visse tematikker aktiverer mere og bedre end andre, det man kalder dybe lag i psyken. Trykker på knapper i amygdala. Knapperne til angst og vild vrede. Det er temaer som satanisme, nazisme, overgreb på børn. Måske sexslaveri, indespærring af afmægtige kroppe til forbryderes afbenyttelse. Temaer, der ophæver ambivalens. Størst spænding fremkaldes således ved en infantilisering af den læsendes følelser.

TRUE DETECTIVE sæson 2 var derimod en arbejdslivsfortælling fra politi- og forbryderbrancherne, hvor den samfundsmæssige råddenskab og forbrydernes menneskelighed blot aktiverede følelsesplanet for "moden" genkendelse.





ROSENS NAVN og FOUCAULTS PENDUL, Umberto Ecos første romaner, formåede at gøre mig rigtigt ængstelig. Nede i sengen, hvor jeg lå til langt ud på natten og læste. Begge formåede at suge den 21 og 27årige læser ind i en fortællerfigur, der gradvist, under sin vidensindsamling, eksponeres for en diffus ondskab, der efterhånden kan gemme sig hvor som helst. Komme alle steder fra. Selve vidensindsamlingen er en erkendelsesproces, hvor verden blotlægges som det fuldkomment ondes mulige allestedsnærvær.

I praksis går en læser i ét med fortælleren, og havner selv på Herrens Mark, udsat, sårbar, omgivet af uigennemskuelig ondskab.
Den nat, jeg blev færdig med FOUCAULTS PENDUL, var det ikke en tryg lejlighed, jeg famlede mig gennem for at komme ud og børste tænder.


En uhyre effektiv spændingseffekt opnås i NORTH BY NORTHWEST. Først suges beskueren rutinemæssigt ind i et oplevelsesmæssigt sammenfald mellem sig selv og helten, spillet af Cary Grant. Men så skrælles identifikationsfigurens sociale identitet bort, han bliver en miskendt, forfulgt og i fare. Bortfaldet af tryghed kulminerer, da han står mellem marker og ud af det blå angribes af en fuldkommen overmægtig instans. En instans, han ikke kan kommunikere med, ikke se i øjnene. Det er uhyggens kulmination; for da scenen ender med en voldstilfredsstillelse, at overmagten, flyvemaskine og den eventuelle pilot, går op i flammer og brag, udskiller amygdala nogle stoffer, der ændrer afgørende på spændingen. Ophæver afmagten.


Derfor kan Hitchcock ligeså godt lade den gode fader-instans, regeringsagenten, kontakte Cary Grant og genoprette hans identitet. Lade beskueren opleve glæden ved at være set og genkendt. Taget under vingerne. Få ret.

Resten af filmen er udsatheden overstået, Cary Grant et handlende subjekt, der kan rette aggression udad og influere på sin omverden. Spændingen i Mount Rushmore scenen er en kort gentagelse af tricket med grænsernes bortfald. Men den fungerer kun kort og der skal både afgrund og nattemørke til - - - og smukt er det så, at helten trækker den farligt elskede kvinde direkte fra dybet og op i bryllupsrejsens bumletogsseng.

(Skriver du ned? Men, hey, initiationens
spiral er ikke emnet for denne post)

Virkemidler skal håndteres rigtigt. Når Bulgakovs MESTEREN OG MARGARITA bliver så skuffende læsning, er det fordi, det fantastiske introduceres alt for tidligt. Talende katte, flyveture osv. Efter tre kapitler kan alt ske, og alt bliver ligegyldigt.
Omvendt mystificerer den "behornede" kvinde på marken uden at sætte realismen over styr. Man befinder sig blot straks lige ved grænsen. Og skal man trækkes over den, er Det Onde virkeligt? Det er den stemning, der opnås.

Det fantastiske er som bekendt beslægtet med galskab. Hitchcock venter i PSYCHO til allersidste øjeblik, før han indvier os i Norman Bates´ vanvid. Før man får et kik om på den anden side, og så er der ingen eller kun een.
Siden da er "den gale morder blandt os" blevet et fortærsket og billigt svar på gåden. Men i TRUE DETECTIVE fungerer det. Af to grunde:
1) den ufortyndede monstrøsitet er et knopskud på den store, diffuse konspiration af perverse magthavere; for enden af de maskerede står én, der ikke behøver dyremaske.
2) vanvidet er både overbevisende og medrivende. At skurken søger forløsning, at hans gentagelsestvang er en higen, der peger ind i sjæle-krat og personlig tunneldannelse, dekoreret med hans smertes symboldannelser. Børnekranier, tøjbunker, scarecrow-skikkelser. Et meningsfuldt vanvid, en tvangsmæssig ondskab. Af forgæves art. For det er ikke ham, men derimod "the little priest," der til slut står i livmoderen og får synet af spiralen eller malstrømmen, måske tilbydes udfrielse gennem fødselskanalen.


(Og vi springer spørgsmålet over om sæsonerne betegner en spirituel trappestige. Måske spiralformet.)



PS: Denne lille efterforskning være tilegnet krimiforfattere, der i hver eneste manuskript står med risikoen for at sætte fingeren forkert og fjerne spændingens sommerfuglestøv. Midt i alt det andet, de vil med bøgerne.



(Nej, ikke tale om spiralen idag)