På Herrens mark.
Skuffelsen over TRUE DETECTIVE sæson 2 ramte lige med det samme. Hvorfor? Kontrasten til sæson 1 var så markant, at man måtte spørge. Hvad var der galt? Spænding er tydeligvis en kunst. Så hvordan genereres den, hvordan hidses der op, så voldsom forløsning af presset vil kunne ske?
TRUE DETECTIVE sæson 2 var derimod en arbejdslivsfortælling fra politi- og forbryderbrancherne, hvor den samfundsmæssige råddenskab og forbrydernes menneskelighed blot aktiverede følelsesplanet for "moden" genkendelse.
I praksis går en læser i ét med fortælleren, og havner selv på Herrens Mark, udsat, sårbar, omgivet af uigennemskuelig ondskab.
Den nat, jeg blev færdig med FOUCAULTS PENDUL, var det ikke en tryg lejlighed, jeg famlede mig gennem for at komme ud og børste tænder.
En uhyre effektiv spændingseffekt opnås i NORTH BY NORTHWEST. Først suges beskueren rutinemæssigt ind i et oplevelsesmæssigt sammenfald mellem sig selv og helten, spillet af Cary Grant. Men så skrælles identifikationsfigurens sociale identitet bort, han bliver en miskendt, forfulgt og i fare. Bortfaldet af tryghed kulminerer, da han står mellem marker og ud af det blå angribes af en fuldkommen overmægtig instans. En instans, han ikke kan kommunikere med, ikke se i øjnene. Det er uhyggens kulmination; for da scenen ender med en voldstilfredsstillelse, at overmagten, flyvemaskine og den eventuelle pilot, går op i flammer og brag, udskiller amygdala nogle stoffer, der ændrer afgørende på spændingen. Ophæver afmagten.
Derfor kan Hitchcock ligeså godt lade den gode fader-instans, regeringsagenten, kontakte Cary Grant og genoprette hans identitet. Lade beskueren opleve glæden ved at være set og genkendt. Taget under vingerne. Få ret.
Resten af filmen er udsatheden overstået, Cary Grant et handlende subjekt, der kan rette aggression udad og influere på sin omverden. Spændingen i Mount Rushmore scenen er en kort gentagelse af tricket med grænsernes bortfald. Men den fungerer kun kort og der skal både afgrund og nattemørke til - - - og smukt er det så, at helten trækker den farligt elskede kvinde direkte fra dybet og op i bryllupsrejsens bumletogsseng.
(Skriver du ned? Men, hey, initiationens spiral er ikke emnet for denne post) |
Det fantastiske er som bekendt beslægtet med galskab. Hitchcock venter i PSYCHO til allersidste øjeblik, før han indvier os i Norman Bates´ vanvid. Før man får et kik om på den anden side, og så er der ingen eller kun een.
Siden da er "den gale morder blandt os" blevet et fortærsket og billigt svar på gåden. Men i TRUE DETECTIVE fungerer det. Af to grunde:
1) den ufortyndede monstrøsitet er et knopskud på den store, diffuse konspiration af perverse magthavere; for enden af de maskerede står én, der ikke behøver dyremaske.
2) vanvidet er både overbevisende og medrivende. At skurken søger forløsning, at hans gentagelsestvang er en higen, der peger ind i sjæle-krat og personlig tunneldannelse, dekoreret med hans smertes symboldannelser. Børnekranier, tøjbunker, scarecrow-skikkelser. Et meningsfuldt vanvid, en tvangsmæssig ondskab. Af forgæves art. For det er ikke ham, men derimod "the little priest," der til slut står i livmoderen og får synet af spiralen eller malstrømmen, måske tilbydes udfrielse gennem fødselskanalen.
(Og vi springer spørgsmålet over om sæsonerne betegner en spirituel trappestige. Måske spiralformet.) |