Ugler i mosen - "You´re on the path, you don´t need to know where it leads, just follow!"

Jeg blev så glad, da jeg så billedet her. No more Mister Bad Guy. Lydteknikeren Frank Silva, nu som charmetrold. Lad det være tema for indlægget her.

Da serien sluttede, var en tredje sæson ellers på tegnebrættet. Coop er blevet besat af Bob, uha, uha, så hvad nu? Går Annie´s drøm mon i opfyldelse, "I saw the face of the man who killed me; it was my husband"?

Tja, jeg synes slutningen er positiv. Coop rummer nu det onde bevidst og stirrer det ind i fjæset, så tredje sæson må handle om, hvor vidt det lykkes ham at domestikere det. Rumme alt, der er i ham. Tidligere har han jo formodentlig myrdet sin eks - Leland/Bob siger, "I have this thing for knives; just like what happened to you, that time in Pittsburgh, ay, Cooper? - og er bagefter vågnet op uden erindring; og Hawk har jo fortalt, at The black lodge er et sted, man skal igennem på vejen mod fuldkommenhed. En stor mundfuld er bidt af, enten kvæles han eller det lykkes ham at tygge.

Det er også derfor man nu har haft Windom Earle inde forbi som skurk i en periode.
Mange fans har syntes, at Windom Earle var en dårlig figur, og at serien tabte højde og fes ud til alle sider efter afsnit 16, hvor Leland dør, badet i sprinklervand. Men jeg synes han er helt rigtig. Forskellen på de to er jo, at Leland er en galning, der måske tror han er besat af en dæmon, således at han også i dødsøjeblikket er fremmed for den, han har været og ligefrem ser frem til foreningen med den datter, han har skændet; mens Windom er den lysende begavelse, det klare intellekt, der bevidst vælger Det onde.

Coop siger, at Earle har mistet evnen til at skelne mellem godt og ondt, men det er moraliseren, Windom har truffet et uhyggeligt valg. Coop kunne være kommet ud for en stor fristelse af den art. I en hypotetisk tredje sæson. Øv.

Og øv, øv, øv. Istedet kunne man så kede sig med Lost Highway, savne humor i Mulholland Drive, og følelsesmæssig medriven i Inland Empire.

"I´ll be in the shadows if you need me"

David Lynch har de senere år rejst rundt og opfordret til dannelsen af meditationscirkler på 500 personer, med henblik på verdensfred o.lign. Det behøver ikke ske indenfor hans egen Trancendental Meditation-bevægelses regi, understreger han, sufisme, buddhisme m.m. er også godt. I den forbindelse har han udgivet en bog om kreativitet + meditation, Catching The Big Fish, som jeg ikke har læst; men da den blev præsenteret i DK og Weekendavisens Lars Bukdahl anmeldte den, det vil sige, festede på dens hvide siders kød, blev der bragt citater, der virkede flyvske og uspændende, når man tænker på, at det var en kunstner af den karat.
Jo vist, meditation indvirker utvivlsomt på den intuitive styrke, det er min egen oplevelse, det kan bare være svært at æde, når kunstnere turnerer rundt med gode budskaber. Det klæder ligesom kunstnere bedre at være misbilligende og vrangvillige og langt ude, og her vil nogle fans kunne finde trøst i, at David Lynch også har præsenteret konspirationsteorier omkring 11/9, der hører hjemme i straight-to-video kategorien.
Selv blev jeg overrasket - Lynch & Maharishien? Men ved gensynet med Twin Peaks, må man sige, at det har været der hele tiden. Serien inviterer til at blive læst "indotibetansk": Den enarmede mand er en af de dæmoner (f.eks. Mahakala), der er blevet omvendt til beskyttere af buddhismen; da Leland er ved at dø i cellen, giver Coop ham instruktioner til dødsprocessen, og efter 29 afsnits fokus på den lidelse og smerte især hensynsløs driftsudfoldelse forvolder, får vi inde i The black lodge at vide, at kæmpen & dværgen er "One and the same;" den vise og gode former en enhed med den dansende gavtyv, der er et udtryk for samme princip som Bob osv osv - - og denne dansen minder jo om Kali, oh, min gudinde, der danser på de elskende og på lig, og transformerer liv til død til liv til død und alles ist gutt. Noget i den retning.
Tillige erklærer den vise kæmpe sig identisk med den senildemente, gamle tjener, "One and the same," og det er da selvfølgelig tjeneren, der har anrettet bogens sætninger.

Den allersmukkeste scene er måske den, hvor Coop har samlet sine mistænkte på The Roadhouse, det tordner og lyner, der mangler en, fornemmer han, så kommer majoren med den gamle tjener, og så: tjeneren byder på tyggegummi, og Lelands ansigt lyser op, helt rørende, i et smil til den gamle, i det han bemærker, at det tyggegummi kan han godt huske, fra han var barn. "It´s my most favorite gum in the whole world."
Hvor til vores hjerterene gamling kærligt siger, "The gum you like is gonna come back in style."

"My special agent"

Jeg har genset Twin Peaks på DVD og konstaterede, at der var fem afsnit, jeg aldrig har set før. I foråret 1991, da sæson to kørte, rejste jeg en tur til Bordeaux, og så flyttede jeg fra 4 maj kollegiet med dets TV-stue og fælles kaffebrygning & tærte-bagning og ind i en fremleje uden skærm, så det er først nu jeg tager hele serien til mig, som kontinuitet.
Men det er en anden seer, der ser den - skønt igen bevæbnet med kaffe og Irmas blåbærtærte. Dengang sværmede jeg for Josie (Joan Chen) og Audrey (Sherilyn Fenn), og jeg identificerede mig med sherif Truman. Hvilket var mere præcist, end godt var, ikke mindst det med at forelske sig i destruktive, fortabte skønheder. Men nu er det Coop, jeg er flyttet ind i, og de piger jeg bliver lun på er Shelly (Mädchen Amick) og Annie (Heather Graham). Den ene down to earth og bare fræk, den anden godt nok færdig med selvmord og nysgerrig påny, men måske stadig for sårbar til verden udenfor klostret.

"Bob´s been very close"

Lucy skænker koldt vand hele vejen rundt, de sidder Truman, "Coop" og major Garland Briggs, den sidste er vendt tilbage efter først sin forsvinden i skovene, siden forhøret hos militæret, og han siger: "The airforce, I thought, was not unlike other societies of men dedicated to the fight for the good. But, hell, frankly, now I´m worried. When my superiors questioned me about my disappearence they exhibited a degree of suspicion and intolerance bordering on the paranoic. I must now admit, that there motivation in searching for The white lodge is not theologically pure."
Samfundskritik!?
Læg dertil, at det business-genererende begær former seriens forretningsfolk til skruppelløse og morderiske personer, der kombinerer sex med ejerskab og overgreb i talrige variationer; kun de to småkårs næringsdrivende, Big Ed med autoværkstedet, og Norma med cafeteriaet, fremstilles ikke som skadevoldere; til gengæld er de livssyndere, de kan ikke gribe efter det, de vil have, de lader kærlighedens realisering glide dem af hænde. Deres skrupler, hensyn, pænhed, står dem i vejen, og på den måde spreder de alligevel dårlig karma.
Man kunne kalde Twin Peaks tilværelses- såvel som samfundskritisk. Hvis man lyster. Uden at der angives alternative samfund, tværtimod, der er måske i det eksisterende samfund en dybde at lytte efter - dommer Reynolds siger til Leland: ”The law provides a structure to guide us through perilluos and trying times, but it requires of us our submission to it’s procedures and higher purposes.” Det hedder vist konservatisme.

Andy Warhollah

Pakistanske misregenter gennem 60 år.

When do I get to sing 'Myyyy way'

Siden flere spørger, nej, jeg har ikke fået en krone fra Statens Kunstfond, men jeg havde heller ikke søgt i år. Jeg var ikke sur længere, bare resigneret, ".. when all you feel is the rain .. it' s hard to be vain .. not a moment I could choose .. not one offer I could refuse .. so when do I get to sing 'Myyyy way,' when do I get to feel like Sid Vicious felt, when do I get to sing .."
Men, okay, jeg skal nok huske at søge næste gang. Om Sparks vil jeg lige tilføje - (MUSIKKENS VERDENSHISTORIE LLVII) - at om ikke andet har de altid været gode til titler: (No more) Mister Nice Guy (1971), This town ain´t big enough for the both of us (1974), I thought I told you to the wait in the car (1995) og (Baby, Baby) Can I invade your country (2006).

A portrait of the artist...

Okay, lige til det forrige indlæg, det er ikke ment som en efterspørgsel af saftige (ugens)rapporter fra unge forfatterinder med pesar i tasken, det var ikke det, jeg mente, og det er heller ikke sådan, at jeg synes, nogen skal skrive noget andet end det, de skriver og har lyst til at skrive; jeg konstaterer blot, at der er en tom stol for piger, den brødebetyngede stol.

Men så må jeg også sige, det har undret mig lidt, at så mange har læst indlægget, som om Ida går i seng med mange mænd. Står der det? Hun tumler fuld hjem fra Ungdomshuset efter at have lavet et eller andet, måske sagt noget dumt eller rodet sig ind i et skænderi, hvor hun var den uretfærdige part + Hun har haft én rigtig kæreste, Lennart, som er skredet, og så har hun ladet Thomas ligge og ringe og købe øl og invitere hende ud og komme med kærlighedserklæringer, men han har ikke fået noget, det står der netop ikke noget om, hun har bare misbrugt hans følelser + De lækre fredsvagter fra Canada har hun måske kun flirtet med, måske kun set på, hun mindes dem, så hun har vel aldrig fået deres mail + Noget kæresteri med en older guy og måske ikke meget mere end et onenightstand med Hafiz. Det får jeg til confirmed sex med tre fyre og måske foregår romanen over flere år, jeg synes ikke der antydes talløse stoddere og stødere...

Portræt af Kunstneren som Ung Smatso

Lars Bukdahl erklærede sidste år, at nu var det slut og forbudt med debutromaner om følsomme unge mænd, skrevet af følsomme unge mænd. Men hvorfor skrives der ikke følsom-ung-dame romaner? Og jeg mener ikke morfar-er-død romanerne, jeg mener sådan noget med, "Ida tumlede hjem fra Ungdomshuset med en ordentlig bøhmand på, mens hun græmmede sig over, hvad hun havde gjort..." + "Ida vidste godt, at hun havde behandlet Thomas som lort, nu kom bondeangeren, hun havde bare brugt hans tilbedelse til at komme ovenpå igen efter, at Lennart var skredet..." + "Hun havde sat sig overskrævs på Hafiz og så at sige onaneret med hans pik, men hun gad ham jo ikke..." + "Det gode ved tyve år ældre mænd var ikke kun, at de betalte gildet, men først og fremmest, at de var nemmere at slippe igen, fordi hendes billede af kvinder med ældre mænd, var så uantageligt, hendes ideal-jeg helt..."
Jeg kan ikke huske, jeg er stødt på een eneste roman af den type. Kvindelig bondeanger? Det er egentlig mærkeligt, når man kender veldrikkende og kynisk hunkøn, at de ikke findes som romanstemmer - men det gør de måske i krimier? Men krimier gældes ikke, og jeg læser ikke krimier.

"Ude i skoven satte Ida sig på en træstub og kradsede det sidste lak af neglene, mens hun mindedes kibbutzopholdet og det store træf med de lækre fredsvagter fra Canada..."
En misogyn forklaring kunne være, at kvinder ikke er i stand til at føle bondeanger over hvordan de behandler mænd. Men så kunne det da lyde:
"Det var fedt i de tre uger med Gitte, at mærke en anden piges bløde krop og den samhørighed, der var i en afstandtagen til mændene, den godten sig, den ekstra uopnåelighed. Men det var en ferie, og nu behøvede hun en mand igen, nu var hun klar til at dingle forelsket for enden af en pik, så Gitte måtte altså bare forstå..."