Portræt af Kunstneren som Ung Smatso

Lars Bukdahl erklærede sidste år, at nu var det slut og forbudt med debutromaner om følsomme unge mænd, skrevet af følsomme unge mænd. Men hvorfor skrives der ikke følsom-ung-dame romaner? Og jeg mener ikke morfar-er-død romanerne, jeg mener sådan noget med, "Ida tumlede hjem fra Ungdomshuset med en ordentlig bøhmand på, mens hun græmmede sig over, hvad hun havde gjort..." + "Ida vidste godt, at hun havde behandlet Thomas som lort, nu kom bondeangeren, hun havde bare brugt hans tilbedelse til at komme ovenpå igen efter, at Lennart var skredet..." + "Hun havde sat sig overskrævs på Hafiz og så at sige onaneret med hans pik, men hun gad ham jo ikke..." + "Det gode ved tyve år ældre mænd var ikke kun, at de betalte gildet, men først og fremmest, at de var nemmere at slippe igen, fordi hendes billede af kvinder med ældre mænd, var så uantageligt, hendes ideal-jeg helt..."
Jeg kan ikke huske, jeg er stødt på een eneste roman af den type. Kvindelig bondeanger? Det er egentlig mærkeligt, når man kender veldrikkende og kynisk hunkøn, at de ikke findes som romanstemmer - men det gør de måske i krimier? Men krimier gældes ikke, og jeg læser ikke krimier.

"Ude i skoven satte Ida sig på en træstub og kradsede det sidste lak af neglene, mens hun mindedes kibbutzopholdet og det store træf med de lækre fredsvagter fra Canada..."
En misogyn forklaring kunne være, at kvinder ikke er i stand til at føle bondeanger over hvordan de behandler mænd. Men så kunne det da lyde:
"Det var fedt i de tre uger med Gitte, at mærke en anden piges bløde krop og den samhørighed, der var i en afstandtagen til mændene, den godten sig, den ekstra uopnåelighed. Men det var en ferie, og nu behøvede hun en mand igen, nu var hun klar til at dingle forelsket for enden af en pik, så Gitte måtte altså bare forstå..."