Bom! 2

Jeg vidste godt hvordan Per Højholt så ud. Derfor blev jeg også så overrasket, da han ville slås med mig. Det var ved juletid omkring 1990, jeg var gået på Cafe Norden for at få en gløgg og læse et par aviser, inden jeg skulle mødes med en eller anden, og så, da jeg kommer tilbage fra disken med mit glas, var der pludselig et ældre, landligt udseende ægtepar, der havde taget mit bord. Selvom min jakke lå i vindueskarmen lige ved, og min pose stod på en af stolene. Jeg gjorde høfligt opmærksom på besiddelseskronologien. Men det ville manden ikke høre tale om, han kaldte mig straks en bonderøv, og da jeg så ham ind i ansigtet opdagede jeg hvem det var.
"Du kan få en på lampen," tilføjede han og viste mig knoppen.
Jeg blev helt paff. Det var jo mig, der var fra storbyen og ham, der var fra landet, og så var jeg en stor og veltrænet yngre mand, mens han var den lavstammede, grå poet med Gitte-monologerne, som godt nok her præsenterede de hidtil upublicerede Bulder-monologer.
Nå, trold kunne ikke tæmmes, og jeg gled af trods en ubekvem krænkethed. Et jysk nissepar på juleindkøb i hovedstaden, herregud, så skidt da. Man sloges jo heller ikke, og da slet ikke med en skrøbelig, gammel poet.
Så gik der et halvt år. Højholt måtte være hjemme i Jylland. Skulle man mene. Men en dag i supermarkedets vinafdeling, står Schou-Epas egen vinkyper og deler sjatter ud i plastbægre, og her kommer Højholt igen! Manden gulper et par bægre, og kyperen siger, "Det er så vores tilbud, en chilensk merlot/cabernet sauvignon, en dejlig vin," - ... Men han bliver afbrudt af Højholt, der hvæser, "Det er sgu noget lortevin i har i Schou-Epa."
Da indså jeg, at det drejede sig om hans onde halvbror, Børge "Bulder" Højholt.