Musikkens Verdenshistorie, Kapitel XXVII

Det vil være bloggens læsere bekendt, at jeg aldrig har oplevet en åbenbaring i forbindelse med The Velvet Underground. Allerede da jeg var seksten, forsøgte min ven Jon at introducere mig til banan-pladen, som stod på hans fars LP-reol - Jon var opdraget med beat-finkultur. Meeen, det sagde mig sgu ikke noget. Den der stemme? Lou Reed. Shiz a fæmme føtale - hvorfor kunne han ikke udtale det ordentligt?
Nå, der er sådan set stadig behjertetede og kultiverede mennesker, der fra tid til anden lægger Velvet på og mener jeg burde snuse dybere. Kan hænde. Og jo, jeg kan da meget godt lide dem. Lou Reeds stemme bliver bare aldrig den der klang i rygmarven, som så mange andre sangere er. Skal jeg være ærlig foretrækker jeg David Bowies version af I´m waiting for the man, Bryan Ferrys All tomorrows parties (selvfølgelig) og egentlig også Billy Idols Heroin, der af www.allmusic.com udnævnes til "possibly the worst cover ever recorded."