Det 20 årh.´s forbløffende krapyl

"Coolidge var den af natur mest konsekvente og målbeviste af den nyere tids amerikanske præsidenter. [...] Han var mager og kantet, med et skarpskåret ansigt, 'opflasket med saltlage' [...] Han blev gift med en meget smuk, 'ravnesorthåret' lærerinde, Grace, OM HVEM INGEN NOGENSINDE SAGDE ET NEDSÆTTENDE ORD. Mens de var forlovede, oversatte han Dantes Inferno til engelsk, men straks efter brylluppet overrakte han Grace en pose med 52 par sokker, som skulle stoppes."

Jeg læste lige Paul Johnson´s A History of The Modern World. From 1917 to The 80s. På dansk. Hvis man som jeg er vokset op med overvejende skandinavisk-socialdemokratiske fremstillinger af århundredet, kan den især varmt anbefales. Det går op for en, hvor lidt konservativ indignation har fyldt i ens dannelseslæsning.

I begyndelsen af det 20 århundrede hed en af den amerikanske journalistiks prominente stemmer, H.L.Mencken. Om ham skriver Johnson: "Meget af det, der skaffede ham beundrere og tilhængere, lå i hans rasende kritik af præsidenter. [...] Wilson var 'det perfekte eksempel på den kristelige sjover,' som ønsker at indføre 'et kosak-despoti.' Harding var 'et stupidt skrog,' Coolidge 'småtskåren, lavsindet og snotdum, EN BILLIG OG SNAVSET SKID, nærmest blottet for ethvert begreb om æresfølelse, en rædselsfuld lille sjover.' [...] Mencken overgik sig selv i sine angreb på Roosevelt, hvis anstrøg af lusket kollektivisme fyldte ham med rasende forargelse. Roosevelt var 'en Führer,' [...] omgivet af 'et FORBLØFFENDE KRAPYL af højrøvede nulliteter,' [...]

Så følger en fodnote: "Mencken selv opnåede diverse betegnelser som nasseprins, en britisk spytslikker, en preusser, en hylende hyæne, en snylter, en skabet køter, et krukket æsel, ET UHUMSK KREATUR, et sjælsråddent SKROG, en offentlig plage, en litterær stinkpotte, en charlatan, en bølle, en forfængelig hysteriker, et udskud, en litterær renegat og EN DRESSERET ELEFANT, der skrev så våset som en idiot" (side 300)

Paul Johnson er kaptajn Haddock som historiker.

Roosevelt blev åbenbart kritiseret en del: "Senator William Borah vidste at berette, at han tilbragte sin tid i sit arbejdsværelse med at klippe papirdukker ud.' Ifølge rygter var han sindssyg, svaghjernet, håbløst fordrukken, [...] en bedrager (den virkelige Roosevelt var anbragt på sindssygeanstalt), blev behandlet af en psykiater, der optrådte forklædt som tjener i Det Hvide Hus, [...] Videre hed det sig, at han led af et Ødipus-kompleks, et navlesnor-kompleks, hjertefejl, spedalskhed, syfilis, ufrivillig vandladning, impotens, kræft, [...]
Johnson selv kalder ham fjantet, barnagtig, overfladisk m.m.

Det nærmeste beretningen kommer en helt er Winston Churchill, der kun får mild foragt for sin fejlbedømmelse af Japan. Århundredets andre koryfæer slagtes derimod grundigt.

"Gandhis første spørgsmål, når han vågnede, til de kvinder, som opvartede ham om morgenen, var: 'Har I haft en god afføring nu til morgen, søstre?' En af hans yndlingsbøger hed Forstoppelse & Vor Civilisation; den læste han igen og igen. [...] Efter at han var blevet midaldrende og i resten af hans levetid, indtraf hans eneste sædafgang i søvne i 1936, og den episode bekymrede ham meget. [...] Faktum er, at Gandhis egen ashram med hans egne meget kostbare, 'jævne' kostvaner og hans utal af 'sekretærer' og tjenestepiger kun klarede sig takket være meget store tilskud fra tre handelsfyrster. Som et medlem af hans omgangskreds bemærkede: 'Det koster en masse at sætte Gandhi i stand til at leve i fattigdom.' Over fænomenet Gandhi var der alle dage en gennemtrængende odoeur af 1900tallets humbug" osv.