In dreams I walk...

Natten til søndag drømte jeg:
Jeg kører i bus forbi mit fars adresse; huset ser ud som det gjorde indtil for ti år siden, altså som det har set ud, det meste af mit liv. Men ude på gesimsen, helt udenfor, står min fars kone i fuld vigør og pudser vinduer. Indenfor er væggene ved at blive malet hvide. Snart er jeg selv oppe i lejligheden, Strandvejen 76, og her sidder min far i en lænestol, nu anbragt der hvor fjernsynet plejer at stå. Alle vægge er malet hvide, solen skinner ind, og der er et stærkt lys gennem lejligheden. Det flotteste maleri hænger hvor det plejer, nu med hvid baggrund - ellers var væggene altid brune, for at kunne absorbere røgen fra hans cigaretter - men nogle ting er skiftet ud og der er kommet et par meget farvestrålende ting. Jeg går ind, hvor soveværelset er, men her er nu et badeværelse, også her er der kommet farvestrålende nips, og jeg snakker med hans kone og vi bliver enige om, at far jo er død. Så går jeg ind i stuen igen. Nu sidder han både i lænestolen. Og ovre på sofaen. Og inde ved spisebordet. Der er tre af ham. De er i hvert sit meget smukke, nye sæt herretøj - blå og violet og bordeaux farvede jakkestof veksler med raffinerede broderier og revers a la Kenzos tøj i 1980erne. Manden (x 3) er fredelig, venlig, tom. Der er ingen bitterhed, ingen vrede, ingen bebrejdelser. I det jeg går ind i spisestuen, går det op for mig, at de jo er hans spøgelse, og jeg går hen til ham ved bordet og siger, "Du er jo et spøgelse; jamen, så må jeg jo bare give dit spøgelse et knus." Så bøjer jeg mig ned til ham, og vi holder om hinanden med en ubetinget gensidighed, der aldrig var der før. Så vågner jeg.

Videnskaben er ikke enig om hvad drømme er. Men hvis min sjæl tog en tur til Paradis for at se hvordan min far havde det, kan jeg rapportere, at hans garderobe har fået et pift. Og at han er holdt op med at ryge.