Raffle med St.Peter

På vej hen for at se den nye David Lynch gik jeg om ad Møllegade, hvor jeg boede på klubværelse under taget i 1984, da jeg flyttede hjemmefra. Utroligt. Gaden har fået eksklusiv sushi-bar og en elegant thailandsk restaurant, der vist kun er åben for selskaber. Den er så placeret i det kælderlokale, der i firserne rummede Fælleskøkkenet, et tilholdssted for Nørrebros kriminelle og infantile og kriminelt infantile sumpere; den type sted, hvor kridt på en tavle annoncerede dagens ret: chili con carne.
Lige efter kirkegårdsmuren lå Chile-komiteens lokaler. De holdt allerede dengang lukket det meste af tiden, mens støvet lagde sig over kampagnematerialer af enhver art, og stedet er nu overtaget af socialdemagogerne, hvis røde plakater skal kante SF, hvis hvide plakater omvendt skal nedtone det socialistiske til fordel for skamløs oppertunisme. Facit altså, at adressen nu ligger i det københavnske pengeland, mens jeg selv igen bor længere ude - jeg gik vist glip af opsvinget også i 90erne.
Nå, filmen! INLAND EMPIRE. Det er vist noget med karma, en regning er ikke blevet betalt i nogle forrige liv eller nogle andres liv og nu inkasseres der. Uha-uha. Det er dejligt med alle de polske håndværkere og polske starletter og polske locations, men ellers ligger den et sted mellem den kedelige Lost Highway og den chokfyldte Mulholland Drive - selvfølgelig med masser af gamle Lynch-elementer, de røde gardiner, de polstrede sofaer, skurene, de ombyttede liv, personer der er to steder på een gang osv. Men. Der var lige en time, hvor jeg næsten mistede interessen, fortællingen var for omstændelig, jeg blev ligeglad og uhyggelig var den kun, da [...] røg lige i synet på een! Min favoritfigur er manden med saven, der dukker op til aller- aller- allersidst, han måtte gerne have fyldt lidt mere. Bliv hængende under rulleteksterne!