Fart & Tempo 2

...For Blueberrys vedkommende var der for alvor taget hul på det store epos i Mexico, hvor han møder Chihuahua Pearl. Men hende havde jeg det ikke godt med, hun var alt for sexuelt tydeliggjort, store, nedringede bryster, hofteholdere - porno-tøj - og så kyssede han hende; og fik en lussing. Det kunne han da ikke mene? Han skulle da snarere ride tilbage til hende den lille stramme skolelærerinde, Miss Marsh, fra albummet Manden med sølvstjernen. Hun var køn, hun var en pige. Mens hende der, Chihuahua, hun var... hun var... en dame med patter! Nå, men den fortælling strækker sig over flere lange album, og først da jeg var fyldt tretten kom hele Blueberry-sagaens tragiske kulmination - og det på et tidspunkt, hvor jeg stadig hulkede over min kæreste, der havde forladt mig seks måneder for inden - Blueberry svigtes af alle sine venner og af pigen, som er troløs og grisk og hadefuld, og der begås justitsmord på ham. I sidste billede føres han til straffelejren Francisville efter en dom på 30 års fængsel. Jeg var fuldstændig knust. Blueberry! Min helt! Hvordan kunne det ende sådan? For afrundingen var nemlig så fuldkommen og fuldkommen tragisk, at jeg ikke kunne forestille mig en fortsættelse.Den kom så også først to år senere, og da var jeg holdt op med at købe bladet, for alt var jo slut, livet ødelagt.
Også i Bruno Brazil sev melankolien ind. Det, der var startet som veloplagt action, hvor heltene blot fik skrammer, og den identifikatoriske læser sad usårlig, endte i psykose: William Vance lukkede serien med opgøret nede på Madagascar, hvor kommandoet massakreres af russiske spioner. Både "Tex" og lillebror Billy Brazil bliver dræbt, mens "Whip" bliver lam og ender i rullestol. I slutbilledet ser man den eneste uskadte, "Gaucho" - ham den frække og klovnede latino, som alle raske drenge helst ville være - han står i baggrunden og taler med fru Brazil og spørger til Bruno, som sidder i forgrunden, nærmest kataton og stirrer. Har han det bedre? Næ, der er ingen bedring i sigte.