Le mot propre

De skrev jo helt vidunderlige breve i 1700tallet, de skrev dem og underskrev dem på fransk alle sammen, og her er lige et par stykker, fordi der er et ord, der fascinerer mig:

Til Hans Kongelige Højhed
Christian Ludwig, Markgreve af Brandenburg

Monseigneur!
Da jeg for nogle år siden havde den ære at spille for Deres kongelige Højhed, og da jeg bemærkede, at jeg, med det lille talent, som himlen har givet mig, beredte Deres kongelige Højhed nogen glæde, og da Deres kongelige Højhed ved afskeden beærede mig med en opfordring til at sende nogle stykker af min komposition til Deres kongelige Højhed, så tillader jeg mig nu, i overensstemmelse med den nådige ordre, at tage mig den frihed at sende min allermest ydmyge hyldest til Deres kongelige Højhed sammen med [...Brandenburg-koncerterne...] med den ydmyge bøn, at De ikke vil bedømme deres ufuldkommenhed med strenghed [...] men snarere bemærke med velvilje den dybe respekt og meget ærbødige LYDIGHED, de skal vidne om. I øvrigt, Monseigneur, beder jeg meget ydmygt Deres kongelige Højhed om at have den godhed fortsat at vise Deres nådige indstilling overfor mig, og at være forvisset om, at intet ligger mig så stærkt på sinde som at få lejlighed til at vise mig værdig over for Dem og Deres tjeneste, for jeg er, Monseigneur, med største iver, Deres kongelige Højheds mest ydmyge og mest LYDIGE tjener.
Jean Sébastien Bach, 23 marts 1721

En klassiker er Voltaires brev til Rousseau efter udgivelsen af dennes afhandling, 'Om oprindelsen til den grundlæggende ulighed i blandt menneskene.'

Jeg har, monsieur, modtaget Deres nye bog rettet imod menneskeslægten og takker dem for den. De vil behage de mennesker, hvem De siger drøje sandheder, der berører dem, men De vil ikke opnå at forbedre dem. Man kan ikke med stærkere farver udmale rædslerne i de menneskelige samfund, der får os til, i vor uvidenhed og svaghed, at love os selv så mange trøsterige ting.
Ingen har nogensinde med så megen åndfuldhed, som Dem, søgt atter at gøre menneskene til dyr. Ved at læse Deres værk gribes man af lyst til at gå på alle fire. Da det imidlertid er mere end tres år siden, at jeg opgav denne vane, føler jeg desværre, at det er mig umuligt at genoptage den. [...]
Jeg kan heller ikke mere indskibe mig for at drage ud og opsøge Canadas vilde: for det første fordi de sygdomme, jeg er belemret med holder mig tilbage hos Europas største læge, og jeg næppe ville finde de samme hjælpemidler hos missourierne [...] og fordi vore folkeslags eksempler har gjort disse vilde næsten lige så onde som os. Jeg indskrænker mig til at være en fredelig vildmand i den ensomhed jeg har valgt [...]
Monsieur Chapuis oplyser mig om, at Deres helbred er temmelig dårligt. De må komme hertil og blive rask igen i deres hjemstavns luft, for at nyde friheden og for sammen med mig at drikke vore køers mælk og at gå på græs hos os.
Jeg forbliver, monsieur, meget filosofisk og med kærlig agtelse, Deres særdeles ærbødige og meget LYDIGE tjener.
Voltaire, 30 august 1755

Det er selvfølgelig nøgleordet i det gamle klassesamfund. Men det er dog slående hvordan det er indarbejdet i høfligheden selv blandt de oprørske philosophes. Og at Bachs koncerter skal VIDNE om hans lydighed.