They call me Baby Driver

Allerede før jeg blev teenager, drillede man mig med, at jeg lignede Art Garfunkel, og det kunne jeg ikke lide, jeg syntes, han var blød, med alle de krøller, blød, som i svag, sårbar, alt for sårbar, ham ville jeg ikke være. Men nu? Call me ART, anytime.
Det havde faktisk noget med min storesøster at gøre. Hun kunne nemlig, som gryende teenager - hun er fem år ældre end mig - bedst lide Paul Simon, ligesom hun sværmede for Bobby Kennedy og George Jackson, mens mor var til JFK og Martin Luther King, så det var egentlig hende, der startede, hun hånede: Simon var den dygtige, den kapable, der skrev al musikken; Garfunkel, som hun mente, jeg lignede, var bare med, on for the ride. Men idag kan jeg da se, at det har været ligesom med Andrew i WHAM; uden ham den flotte - og det var sgu ART - så var tyksakken og gnomen aldrig blevet så store.