Blå Port 76

Jeg opdagede en barriere hos mig selv i fredags, da jeg fik det nye nummer af Blå Port. Her er en tekst af Louis Althusser, om dengang han myrdede sin kone, og jeg nægtede at læse mere end første side. Jeg havde det sådan, han skal sku´ ikke slippe afsted med at lave kunst eller essay på sin ugerning, det´ sku´ for meget, det vil jeg ikke læse, fuck dig.

Jeg kom også til at tænke på Christian Kampmann og hans morder. Det ligger vel 20 år tilbage. Kampmanns unge ven, en saunasvend med skrivekløe, smadrede hans hoved med en håndvægt. Kampmann havde vist givet ham kritik på en tekst, rettet et komma eller noget. Det modtog fyren de sædvanlige fem et halvt års fængsel for, og da han kom ud, havde han adskillige manuskripter færdige og så kørte det for ham. Hvilket var o.k. Så længe han ikke lavede en O.J. Der var jo også blevet en plads ledig på parnasset, kan man sige, den enes død, den andens legatmuligheder.

Så, det har jeg det åbenbart sådan med. Jeg væmmes, ved at skulle læse Althussers overvejelser eller hvad det er, om drabet, mordet, splatterfesten. Det gider jeg simpelthen ikke. Jeg har læst Albert Speers erindringer engang, det var hvad jeg kunne klare.

Ellers har jeg nu altid syntes, det var mægtig skægt, at Althusser gjorde sig så voldsomt bemærket i maj `68 og deromkring med bogen Læs Kapitalen, at han blev en stor stemme i den tid, men så et årti senere, efter mordet, bekendte, at han i øvrigt aldrig selv havde læst en linie af Das Kapital. Sjov mand, vist så.