Bom!

I 1988 var der et arrangement på natklubben U-Matic (hvor jeg tidligere havde arbejdet) - Poul Borum læste op fra sine oversættelser af Lou Reed´s såkaldte digtning. Og det gad jeg absolut ikke gå til. Borum & Lou Reed? Som om!

Rastapopolous? Uden dreadlocks!

Hele forestillingen om Walk on the wild side var jeg skeptisk overfor - og så var det jo Borum. Ham havde jeg oplevet første gang i et fjernsynsprogram cirka 1981, hvor han stadig talte arbejderjagong; en intonationsopsætning fra 70erne han kort efter konverterede til den malmfulde æstetikprædikant´s. Jeg stødte så også på ham i byen på BarBue inde i Huset i 1984-85, og der var han bare en gammel bøsse ved baren, der forsigtigt kastede verbal madding, når man maste sig frem til disken og afgav bestilling. Harmløs kæderyger. Klædt i den klassiske livsglade, amerikanske pensionistfrues leopardgamacher.
Men det var mine café-år og når jeg sad på café greb jeg gerne Ekstra Bladet og læste hans anmeldelser. Det meste handlede om musik, speedmetal, heavy metal osv. Tre linier, fem stjerner. Men desuden kunne man danne sig et slags overblik over hvilke danske bøger, der udkom. Jeg havde en pubertær vedtægt om, at der ikke kom noget interessant fra danske forfattere - i så fald skulle jeg og min ven Knud jo i fremtiden dele verdensherredømmet med andre - utænkeligt - mens jeg tilgengæld slugte alt, der blev oversat. Typisk dansk kosmosnobberi.
Nå, men i de år gryede alligevel min sympati for Borum, vel egentlig blot fordi han kærede sig så fuldstændigt om kunsten. Respekt!