Wanted - Dead or Alive

Ude hos min mor i julen læste jeg gamle aviser og hun havde Ekstra Bladet fra d. 16/12. Her udtaler K.Romer: "Mange seriøse forfattere vil gerne se mig hængt. For det kan simpelt hen ikke passe, at ’pianisten i bordellet spiller sonater.’"

Man ville gerne vide hvem de pågældende forfattere er, findes de mon? Jeg tillader mig at fremhæve i resten af interwievet og indstikke kommentarer:

"Danskerne har altid haft pissetravlt med at afgrænse sig selv udadtil for at få en national identitet. Hvis man begynder at pille ved de grænser, så får man én over nallerne. – Du kan ikke både være dansker og tysker. Og en reklamemand kan ikke være finlitterær forfatter. Man kan ikke være begge dele" (Bortset fra at både Jens-Christian Grøndahl og Jens-Martin Eriksen var reklamefolk, da de debuterede, og Eriksen kreerede ligefrem en annonce i cirka 1993, der bestod af en novelle fuld af firmalogoer.)
"For når man er forfatter, så opfører man sig på en speciel måde. Så har man en speciel synsvinkel på virkeligheden. Så er man ikke kommerciel, MAN ER IKKE GLAD, men man er alvorlig og seriøs. DET SJOVE ER IKKE FINT. Og seriøs betyder her, at man er vred og i opposition til samfundet, at man er imod penge, imod markedsføring, imod medier og imod alt, hvad der ellers befinder sig i den der lave, beskidte verden, som disse mennesker føler sig hævede over – og afgrænsede i forhold til. Specielt i den akademiske del af samfundet har man det med at sætte ting ind i hierarkier: Gud og Beethoven er fint – og så rasler det ellers nedad:– Jo mere noget peger væk fra kroppen og umiddelbare lyster og fornøjelser, desto bedre. Og jo mere det peger hen mod følelser og krop – grine, græde, slå sig på lårene og synge med – desto lavere er det." (Send en tak til Torben Kragh Grodals fiktionsanalyser fra 80erne, det er ren afskrift.) "Allernederst i hierarkiet er porno. Og lige over porno er reklamer. For reklamer er sådan noget med lyster og hæmningsløs selvtilfredsstillelse, dagdrømme og uforpligtende forbrug. Og UHA! det må vi ikke. Nej, vi skal sige nej til lysterne og til forbruget. Blot det at gå i Tivoli er nærmest et syndefald, for det har ingen betydning ud over at være sjovt. Der er også de her mennesker, der dyrker jogging. Når man ser dem svede, så kan man se, hvordan de lider. De viser, at det er bevidsthedens og viljens herredømme over kroppen, som de undertrykker i lidelse og afkald. Fysiske fornøjelser uden lidelse er forfærdeligt for dem. (Rent vrøvl, joggere løber hjem og knepper konen en ekstra gang, fordi de har opnået kropsligt velvære og forøget energi. Knuds opfattelse af jogging stammer fra Grodals skriverier, og Grodal har næppe nogensinde dyrker sport.) "Hvis du skal være forfatter, så må du f.eks. heller ikke have et job. Du skal leve i fritidsland. I et uproducerende selvnærvær, hvor du er din egen nærmeste. Hvor man hele tiden fremhæver sig selv og sine værdier, og hvor man næsten ikke kan bevæge hånden af bare inspiration fra noget guddommeligt. Når jeg går ud og siger, at tilbudsannoncer er lige så svære at skrive som den der guddommelige litteratur, så bryder det hele sammen for DEM. Så begynder de desperate at afgrænse sig for at bevare deres identitet i toppen af hierarkiet." (Jeg hører meget gerne fra nogen, der føler sig ramt.) "En tilbudsannonce er lige så meget litteratur som et digt af Rilke. Og det er sgu lige så svært at forfatte et otte siders kursuskatalog til LO som at skrive en novelle. Det er bare et spørgsmål om forskellige teknikker."

Straks efter at have talt om de NERVEPILLER han selv har måtte få ordineret, da Suhrkampf antog hans bog (tillykke!), siger han, "Nu hvor jeg er er dumpet ind i det finkulturelle hierarki, har jeg smadret de fastlåste forestillinger og skabt ANGST. For på toppen af kulturens bjerg lever man i en verden, hvor man føler sig TRUET af et forfærdeligt grimt, ondt samfund, fyldt af overfladiske fornøjelser og dumme amerikanske serier, så her forsøger man desperat at holde fast i AFGRÆNSEDE KATEGORIER af, hvad der er litteratur. (Hvem, hvem, hvem?) "Men litteratur er altså en genre, som kan læres af alle. Det er bare tricks. Signaler og koder, der går ud på, at man skal forholde sig til det på helt bestemte måder, så man kan føle sig som en del af gruppen. Så min bog har smadret kategorien. Jeg er reklamemanden. Jeg er brugtvognsforhandleren med Rolex-uret, der har skrevet en bog. (Det signalement passer bedre på hans onkel Ib - Ib Romer Jørgensen skandalemanden med egen radio fuld af smædekampagner, som faktisk skrev en erindringsroman for få år siden. Knud er vel endelig ved at blive Ib - ham familien altid undgik.)
"Litteratur, der ikke er skrevet til mig selv eller til en bestemt målgruppe – men til alle. En bog, der ikke handler om at vise, hvor god jeg er til at skrive. For det går simpelthen ikke. Så nu har mange uhyggeligt travlt med at fastslå, at min bog ikke er en roman. At det er selvterapi, bekendelser, anekdoter eller en erindringsbog. Men litteratur er det ikke. (Hvis nogen kan henvise mig til disse mange, vil jeg meget gerne se dem, jeg tvivler på de findes.) "Alle værdier er lige– Hallo – må jeg godt være her? Det er læserne, der bestemmer, hvad jeg skriver. Og for mig er litteratur det, der ligger på hylden, som man kan læse i og blive inspireret af: Dostojevskij, Ekstra Bladet, Rilke, tilbudsannoncer. Intet er finere end det andet." (Fantastisk, det her er faktisk Knuds opgør med moderen, der i romanen ekcercerer et finkulturelt tyranni, så lille Knud ikke tør læse tegneserier.) "Der skal ikke komme en akademisk klasse og dunke os i hovedet med kulturværdier, som de tror, er de evigt sande – og som vi så skal rette ind efter. – Hvad er det for noget pis? Alle værdier er lige. Det eneste, der gælder, er kardemommeloven: ’Du må ikke skade andre eller sætte livet til – og ellers kan du gøre lige hvad du vil.’

"Uanset hvordan de næste bøger bliver modtaget, vil du så ikke altid føle, at du er udstødt fra det fine selskab?– Jo. For det er jeg – og det vil jeg være. Så snart jeg bliver lukket ind, vil jeg kæmpe for at komme ud igen. (Men hvem er det nu lige, der er det fine selskab, Knud er venner med kendte billedkunstnere og med jazzkomponisten Thomas Blachmann. Er de ikke fine?) "Jeg vil være fri til at skrive, tale og skabe. Hver gang jeg åbner munden, vil jeg høre en dør smække. Jeg vil ikke være i lommen på nogen. Ikke være med i klubben, hvor man lyver for at være med og hyle med i koret. Men det er den måde, man bliver anerkendt på i Danmark." (Og det er jo faktisk helt forkert, Rifbjerg, Carsten J osv er alle blevet kendt på konfrontation og rollen som lømmel og dissident - berømmelsen er fulgt med deres angreb og nedgørelse af nogen, feks. ældre forfatterstand.)

Yuletide

Jeg er i øvrigt syg og har været det i en uge - ikke med tandpine som spøgelset her, men all round forkølelse. Bloggeren ønsker derfor gæsterne en glædelig jul og lover at blogge igen efter højtiderne.

Living next door to Alice

Så lige på Mads Eslunds blog, at han kommenterede voldsfesten forleden med at tingene var kommet ud af kontrol. Men er det ikke med det formål, man går amok? Jeg kan da huske, da Knud Romer og jeg gik til 1 maj i 1986, efter at jeg havde holdt demonstrationsfri i en årrække. Vi gik selvfølgelig med anarkisterne, - Knud havde tidligere stemt på Schlütter - og vi ville have gang i den, karneval, overskridelser af lov og ret, og jeg forsøgte at anføre en storm på NETTO (Blegdamsvej) så vi kunne hærge lidt og skryde og løbe og springe over diske og skranker med stjålne varer og måske smadre lidt rødkål og hindbærsyltetøj ud på væggene og i det hele taget lave en indianer på storkapitalens dagligvareudsalg og huje og le og springe fra bilkøler til bilkøler og tisse de forkerte steder og sejle mellem venlige kroppe i demonstrationstoget og tage arrestationerne som de nu kom. Men folk var sgu flade i det miljø. Alt for meningsfulde og kontrollerede. Op i røven med dem, du, anarkiet sad dem kun på læben.

Aggressioner og infantilisme er drivkraften og det skal man da bare nyde så længe man kan se stort på, ja skide på de etiske spørgsmål.

Hvor er det synd

Det skægge ved det her billede er, at det tydeligvis er tyskeren, det er synd for. Stakkels wehrmacht, strandet 1000 kilometer inde i fjendtligt steppeland, snøft. Der er et par positioner eller titler i SAMFUNDET som ingen længere vil tage på sig: ingen er fundamentalister, ingen digtere tilhører parnasset og bortset fra en lille samling pryglede tabere, er der ingen som vil kalde sig selv racister. Eller fascister. Og der er dog ellers mange, der praktiserer. Det er lidt komisk, når genuint blide og milde ynglinge med de helt rigtige meninger om fred og mildhed, forvandler sig til infantil bærme, som bare har ret til at drage på togt med jernstænger og sten i sækken, arbejde sort, bombardere butikker (skønt man på racistisk vis omhyggeligt gør forskel mellem arabiske grønthandlere og "hvide" brilleforretninger), stjæle lokumsruller osv osv.

Jeg mener, jeg kan da også godt lide at gå amok. Men det grundlæggende etiske spøgrsmål er som bekendt, hvordan man balancerer trangen til at optræde hæmningsløst, med varsomheden overfor andre, at man ikke skader nogen.

Ham Hermes, tsk tsk

Sødeste oversætterfejl i dansk udgave af Robert Irwins 1001 Nat - En indføring: "hermespiger."

Maskeforbud 2

Det er heldigvis aldrig for sent at fortryde, klaske sig for panden og rive sig i håret, og jeg ærgrer mig lidt over, at jeg takkede nej til at læse op i Ungdomshuset forleden. Men jeg havde ikke sat mig ind i hele affæren omkring Human a/s. Altså hvordan Faderfidusen narrede selveste myndighederne og omgik beslutningen om, at netop Kommandusens folk ikke skulle overtage huset. Mit mishag skyldtes ellers noget helt andet, nemlig plakaterne her, som folk fra Ung´eren i august gik og klæbede op langs Jagtvej. Jeg mener. Var de overhovedet homosexuelle? Eller kun wannabees? Wannabee-bifile? Det kan man ikke vide. Her bedrives politik uden signatur, uden at stå ved noget, uden at ville drages til ansvar. Og ordet tilintetgørelse klinger lidt anderledes end feks. opløsning. "Bøsser & lesbiske for tilintetgørelse af staten Armenien." Hvordan lyder det? Eller ".. for tilintetgørelse af Det palestinensiske selvstyre." Og i øvrigt, hvorfor kun Israel? Enten - eller. At kun være anarkist, når jøderne er inde i billedet kaldes antisemitisme. Hvorfor ikke tilintetgøre Swasiland? Indien, EU, Rusland - eller Kalaalit Nunaat? Frit Thule! Eller bedre, fri isflage. Det er sært med den tilintetgørelsesiver overfor jødestaten.

Te recuerdo Victor

Så døde handskemanden fra Santiago. Et af de mest spektakulære klip fra en meget berømt dokumentar+propagandafilm om Chile under Alleende og frem til kuppet, er det hvor man ser Pinochet og Mendoza og et par generaler mere trække handsker på. De der hvide handsker i solen, omhyggeligt trukket på plads og prøvet af med fleksende fingre! Og apropos chilenske hænder: mit første musik-idol var den tidligere præstestuderende og særdeles kirkeligt klingende protestsanger, Victor Jara. Ham der fik sine hænder hugget af inde på fodboldstadion (Estadio de Chile) fordi han ikke kunne holde sin kæft, men absolut skulle synge og spille for medfangerne.

Da de andre i skolen havde deres Sweet og Slade sad jeg derhjemme i mors stue og hørte La plegaria a un labrador og Aqui me quedo og Angelina Huenuman og El derecho de vivir en paz for slet ikke at snakke om det smukke instrumentalnummer, La partida, mens jeg fantaserede om selv at stå på scenen og være fallisk og hjerteskærende med min guitar. Protest er sex.

Roadrunner, Roadrunner!

Jeg må erkende, at jeg altid har været udenfor The Velvet Undergrounds pædagogiske rækkevidde. Derimod elsker jeg Jonathan Richman - deres gamle fan, roadie og elev. Men det er på en måde kommet sent.
I folkeskolens sidste år lagde jeg godt mærke til Jonathan, da svensk TV viste en koncert i programrækken, Rock goes to college. Jeg var en stor reggaefan, hans instrumentalhit Egyptian Reggae måtte jeg bare have, og da jeg i Fona kun kunne finde det på en af de mange reggae-kompilationer, der var på udsalg, nøjedes jeg med den.
Året efter i gymnasiet spillede Kenneth Plummer - den eneste brune fyr i tredje g og ikke så lidt af en Don Juan - Jonathan Richman i frikvartererne, hvor han stod for musikken i frokostkælderen, ligesom jeg selv kom til, da jeg blev 3g´er. Især morede han sig med at drille folk med den live-version af Ice Cream Man, der bare ingen ende vil tage, men starter forfra og forfra. Den, og så I´m a little airplane, hvis angiveligt fjollede tekst tiltalte mig. Men jeg fik aldrig købt pladen. Jeg havde ikke mange penge og var heller ikke kyndig i hvilke butikker, man kunne finde sådan noget, og da jeg blev det, var jeg gået over til den store alvors musik: Genesis, Pink Floyd, Peter Gabriel.
Først da jeg nærmede mig de fyrre skete der noget. Via T.Rex havde jeg for alvor fået ørerne op for minimalistisk fjollemusik med anfald af sær intensitet og patos, og en dag på biblioteket fandt jeg en CD fra 1998; Nå, manden indspillede og udgav stadig? Og det var egentlig dårligt på en fed måde, ligesom T.Rex, lige først da jeg lyttede, men så blev det tværtimod bare godt og siden er jeg rullet bagud gennem kataloget. Kenneth Plummer skulle ikke have spildt vores frokostpauser med at spille Peter Tosh og Velvet Underground, ting, der selvfølgelig var uhyre smart at kende, Kenneth var tjekket, men han skulle have givet os Pablo Picasso og New England og I´m natures mosquito og mesterværkerne: I´m straight og Dodge-veg-o-matic.

Must hear liste:
Roadrunner, roadrunner (alle tre versioner)
Affection (både 1977 og 1998 versionen)
Hele countrypladen - Jonathan goes country (1990) - især Since she started to ride og You´re crazy for taking the bus og ...
Hele I, Jonathan fra 1992, især You can´t talk to the dude og nummeret Velvet Underground
Fra den spansksprogede plade, tjek No mas por fun.
Begge versioner af Dancing in the lesbian bar (1992 og 96) og True love is not nice og My career as a homewrecker og og og og....

de fantastiske duetter, The neighbours og Just because I´m irish...

Hans seneste plader er ikke noget særligt, han er over halvtreds, og det er godt nok ikke lige så slemt som at høre Stones og Bowie, men livet er tab, skuffelser, udbrænding, sorg, ydmygelser, slukning, død. Men biblioteksvæsenet er leveringsdygtigt i bla. dobbelt-CDen Jonathan Richman and The Modern Lovers - The Beserkley Collection, med næsten det hele fra 1970erne og ellers kan man jo spørge mig om man må låne noget.

For the love of Big Brother

Fantastisk billede. Hele sovjetfolket hilser på farmand - bemærk kaukaseren yderst til venstre, kazakpigen med fletningerne og den smilende kirgizer med kalpak på hovedet, og hvordan typerne er afstemt. Og så rar han ser ud. Her er kun kærlighed, kun tillid. Doubleplusgood. Siden i sommer har jeg genopfrisket alt muligt firsermusik, jeg ellers ikke har kunnet holde ud i mange år. Jeg mener, Eurythmics! Men faktisk har soundtracket til 1984 sine steder - S-S-S-SexCrime - Julia - Doubleplusgood!

Truth Dollars

Her den ensomme helt, den kolde krigs vigtigste frihedskæmper, skatteborgeren og kernevælgeren i vest - oven i købet den amerikanske arbejdets helt, der ikke bare betalte sin skat, men donerede til alskens privatiseret kold krig.