Roadrunner, Roadrunner!
Jeg må erkende, at jeg altid har været udenfor The Velvet Undergrounds pædagogiske rækkevidde. Derimod elsker jeg Jonathan Richman - deres gamle fan, roadie og elev. Men det er på en måde kommet sent.
I folkeskolens sidste år lagde jeg godt mærke til Jonathan, da svensk TV viste en koncert i programrækken, Rock goes to college. Jeg var en stor reggaefan, hans instrumentalhit Egyptian Reggae måtte jeg bare have, og da jeg i Fona kun kunne finde det på en af de mange reggae-kompilationer, der var på udsalg, nøjedes jeg med den.
Året efter i gymnasiet spillede Kenneth Plummer - den eneste brune fyr i tredje g og ikke så lidt af en Don Juan - Jonathan Richman i frikvartererne, hvor han stod for musikken i frokostkælderen, ligesom jeg selv kom til, da jeg blev 3g´er. Især morede han sig med at drille folk med den live-version af Ice Cream Man, der bare ingen ende vil tage, men starter forfra og forfra. Den, og så I´m a little airplane, hvis angiveligt fjollede tekst tiltalte mig. Men jeg fik aldrig købt pladen. Jeg havde ikke mange penge og var heller ikke kyndig i hvilke butikker, man kunne finde sådan noget, og da jeg blev det, var jeg gået over til den store alvors musik: Genesis, Pink Floyd, Peter Gabriel.
Først da jeg nærmede mig de fyrre skete der noget. Via T.Rex havde jeg for alvor fået ørerne op for minimalistisk fjollemusik med anfald af sær intensitet og patos, og en dag på biblioteket fandt jeg en CD fra 1998; Nå, manden indspillede og udgav stadig? Og det var egentlig dårligt på en fed måde, ligesom T.Rex, lige først da jeg lyttede, men så blev det tværtimod bare godt og siden er jeg rullet bagud gennem kataloget. Kenneth Plummer skulle ikke have spildt vores frokostpauser med at spille Peter Tosh og Velvet Underground, ting, der selvfølgelig var uhyre smart at kende, Kenneth var tjekket, men han skulle have givet os Pablo Picasso og New England og I´m natures mosquito og mesterværkerne: I´m straight og Dodge-veg-o-matic.
Must hear liste:
Roadrunner, roadrunner (alle tre versioner)
Affection (både 1977 og 1998 versionen)
Hele countrypladen - Jonathan goes country (1990) - især Since she started to ride og You´re crazy for taking the bus og ...
Hele I, Jonathan fra 1992, især You can´t talk to the dude og nummeret Velvet Underground
Fra den spansksprogede plade, tjek No mas por fun.
Begge versioner af Dancing in the lesbian bar (1992 og 96) og True love is not nice og My career as a homewrecker og og og og....
I folkeskolens sidste år lagde jeg godt mærke til Jonathan, da svensk TV viste en koncert i programrækken, Rock goes to college. Jeg var en stor reggaefan, hans instrumentalhit Egyptian Reggae måtte jeg bare have, og da jeg i Fona kun kunne finde det på en af de mange reggae-kompilationer, der var på udsalg, nøjedes jeg med den.
Året efter i gymnasiet spillede Kenneth Plummer - den eneste brune fyr i tredje g og ikke så lidt af en Don Juan - Jonathan Richman i frikvartererne, hvor han stod for musikken i frokostkælderen, ligesom jeg selv kom til, da jeg blev 3g´er. Især morede han sig med at drille folk med den live-version af Ice Cream Man, der bare ingen ende vil tage, men starter forfra og forfra. Den, og så I´m a little airplane, hvis angiveligt fjollede tekst tiltalte mig. Men jeg fik aldrig købt pladen. Jeg havde ikke mange penge og var heller ikke kyndig i hvilke butikker, man kunne finde sådan noget, og da jeg blev det, var jeg gået over til den store alvors musik: Genesis, Pink Floyd, Peter Gabriel.
Først da jeg nærmede mig de fyrre skete der noget. Via T.Rex havde jeg for alvor fået ørerne op for minimalistisk fjollemusik med anfald af sær intensitet og patos, og en dag på biblioteket fandt jeg en CD fra 1998; Nå, manden indspillede og udgav stadig? Og det var egentlig dårligt på en fed måde, ligesom T.Rex, lige først da jeg lyttede, men så blev det tværtimod bare godt og siden er jeg rullet bagud gennem kataloget. Kenneth Plummer skulle ikke have spildt vores frokostpauser med at spille Peter Tosh og Velvet Underground, ting, der selvfølgelig var uhyre smart at kende, Kenneth var tjekket, men han skulle have givet os Pablo Picasso og New England og I´m natures mosquito og mesterværkerne: I´m straight og Dodge-veg-o-matic.
Must hear liste:
Roadrunner, roadrunner (alle tre versioner)
Affection (både 1977 og 1998 versionen)
Hele countrypladen - Jonathan goes country (1990) - især Since she started to ride og You´re crazy for taking the bus og ...
Hele I, Jonathan fra 1992, især You can´t talk to the dude og nummeret Velvet Underground
Fra den spansksprogede plade, tjek No mas por fun.
Begge versioner af Dancing in the lesbian bar (1992 og 96) og True love is not nice og My career as a homewrecker og og og og....
de fantastiske duetter, The neighbours og Just because I´m irish...
Hans seneste plader er ikke noget særligt, han er over halvtreds, og det er godt nok ikke lige så slemt som at høre Stones og Bowie, men livet er tab, skuffelser, udbrænding, sorg, ydmygelser, slukning, død. Men biblioteksvæsenet er leveringsdygtigt i bla. dobbelt-CDen Jonathan Richman and The Modern Lovers - The Beserkley Collection, med næsten det hele fra 1970erne og ellers kan man jo spørge mig om man må låne noget.
Hans seneste plader er ikke noget særligt, han er over halvtreds, og det er godt nok ikke lige så slemt som at høre Stones og Bowie, men livet er tab, skuffelser, udbrænding, sorg, ydmygelser, slukning, død. Men biblioteksvæsenet er leveringsdygtigt i bla. dobbelt-CDen Jonathan Richman and The Modern Lovers - The Beserkley Collection, med næsten det hele fra 1970erne og ellers kan man jo spørge mig om man må låne noget.
posted by jens jacob toftegaard at 1:41 PM
4 Comments:
Ja for hulan han er god (og det har jeg kun vidst i 43 dage)!
For tiden er jeg helt besat at "Dancing at the Lesbian bar."
Men altså JJ; V.U. de er KÆMPESTORE og det bliver du nødt til at finde ud af, eventuelt med brug af upædagogiske men effektive midler så som hård sprut og dololer.
Shiny, shiny, shiny boots of leather.
Helle
"i´m certainly not stoned
like hippie johnny is
i´m straight
and i wan´t to take his place"
snakkesunget med snøvlen! - fantastisk. jeg elsker også girlfriend og hospital. godt du mindede mig om glæden ved richman, grrrr - nu kører modern lovers non stop på ipoden resten af dagen
dolol har jeg ikke længere recept på og dengang jeg fik - rygsmerter with a vengeance - virkede de så heftigt at jeg nøjedes med at tage en og så vente et halvt år før jeg tog en mere og tilsidst forærede jeg dem til en grænsepsykotisk pige med menstruationssmerter, der var meget interesseret i alt muligt i pilleform..
...men Velvet, jo, jeg prøver at give dem en chance for 117 gang, promesso
Åh, du lille dolol. En gang jeg havde tandpine udskrev en vagtlæge to rør dololer, altså 24 stk. Jeg anede ikke hvad det var, og studsede da også lidt over alle advarslerne om afhængighed på pakken, men jeg var desperat. Jeg kan helt sikkert sige, at jeg var i den syvende himmel de følgende timer. Om formiddagen dinglede jeg muntert op til tandlægen og hun blev noget chokeret da hun hørte, hvad jeg havde taget. Anyways, jeg har 23 dololer, så du siger bare til.
Helle
Post a Comment
<< Home