Raushaus

Jeg modtog i sidste uge en invitation til at læse op ved et støttearrangement for Ungdomshuset. Jeg blev glad for, at ham, der sendte mig den, sendte mig den, tak, og jeg håber, at Nørrebro stadig skal have en lokalitet til stagediving og teenage rampage. Men jeg takker alligevel klart nej: arrangementet skal forstås mere som en modstand mod Faderhuset, den gamle prügelknabe, Moses Hansens netværk, som det velsagtens er særligt ydmygende at blive fortrængt af, end som en aktion for bevarelse af Ung´eren. Den kamp anses for tabt. Det fremgår af mailen, at huset for Guds skyld bare ikke må falde i hænderne på en sekt, det er det centrale. Det må altså ikke ende som moské, forstår man.
Men nu har jeg engang været i 14-dages aktivering hos TV-Stop, lige omkring Göteborg-topmødet i 2001. Og jeg må sige, så udtalt pacifiske de fleste Ungdomshusmennesker end er, så meget mere grotesk er det, at de åbenbart er ude af stand til at sige fra overfor de politiske psykopater i miljøet. Ved den lejlighed filmede kanalen demonstranter, der gravede brosten op foran fredelige politikæder, og mens flertallet af demonstranterne så passivt til og dansede mildt til techno fra en ladvogn.
Den balstyrige plakat fra 1990erne, hvor man så Krarup og Hasselbach og teksten, "De støber kuglerne," og så et billede af nynazisterne, burde vække et par overvejelser hos det angiveligt ikke-voldelige flertal i huset. Hvis det findes, selvfølgelig, angrebet på civile i Faderhuset tyder på et selvbedrag af dimensioner.
Men skal der laves et arrangement, hvor man fejrer åbningen af et nyt sted - Løndomshuset for unge tørklædepiger, for eksempel - så stiller jeg op til hver en tid.