Socialt eksperiment

I teenageårene havde jeg en ven, hvis far boede på Christiania. Min ven selv boede hjemme hos sin mor, en virkelig sød ung kvinde med DKP-sympatier, og hendes søn og jeg havde selvfølgelig lært hinanden at kende ved de kommunistiske børnemøder. Oven i købet havde han og jeg overlab i form af piger, vi begge havde besteget, og engang blev vi sammen taget i butikstyveri i Magasin: detektiver kom fra alle sider, "I to følger lige med her!", og så march gennem folkemængde op til separate forhørslokaler - oh, disse minder.
Mellem far og søn var der ingen regelmæssig kontakt, jeg tror de så hinanden på sønnens initiativ. Faderen var hashhandler, men ikke på gadeplan, han var en af bagmændene derude. Storentrepreneur. Manden boede i den såkaldte fristads smukkeste hus, opført helt i gammelt tømmer fra Christian d. IV´s tid - altså af stolper hevet op fra Københavns undergrund, hvor de havde understøttet husene på det indvundne land. Jeg tror, han selv havde bygget det.
Manden var psykolog og praktiserende, havde med andre ord dobbeltindkomst, og tilhørte den absolutte overklasse; Og de omsorgssvigtede piger på 12-14 år, der løb hjemmefra og ud på Christiania, dem skulle han nok tage sig af. Han havde jo ekspertisen. Så farmand pralede for sønnen om de pigebørn, han bollede. Han havde virkelig taget på de helt små. Og min ven begyndte selv at prale med sin far, efterhånden som han så mere til ham. En dag lød historien som følger: han var kommet ud på Staden en søndag eftermiddag, og faderen og en ven var travlt optaget med at smide sten efter en nøgen pige. Hun var de der 12-14 år, og de havde bundet hende bag huset. Pigen græd, fortalte han med et råt grin, men de to mænd var skæve, de gad ikke bolle hende mere, og nu morede de sig med at skyde til måls. Alternativ livsform, udendørs, i fristadens friske fælles luft, og med frihed under ansvar.
Et par uger tidligere havde jeg truffet faderen for første gang. Min ven og jeg var fulde, det var tidlig på aftenen, og vi tog ud til faderen og sad lidt i den store flotte skovhuggerstue. Manden tændte en joint til os, og straks efter hostede jeg i kramper. Han talte indforstået og ungdommeligt sejt om det seneste parti hash, han havde fået smuglet ind, og imponerede kyndigt sønnen med sin overlegne afstumpethed. Selv bed jeg aldrig på, hans kombination af selvfed manipulerende intelligens og så ung-med-de-unge forbrydersmalltalk var bare umådelig klam.
Det var i en periode i gymnasiet hvor jeg læste Nietzsche, og det gjorde han også, sagde han, "Nietzsche er fed, han afslørede sgu borgerskabet." Jeg var ikke den eneste, der håbefuldt narcissistisk identificerede sig med de oppustede figurer: Det store menneske, Zarathustra, Overmennesket etc.
"De fleste er bare nogle vatpikke," forklarede psykologen med skadefro hoveren; "Den kloge narer den mindre kloge." Da min ven og jeg pralede med piger, nikkede han anerkendende, vi vidste hvad det drejede sig om: snæver fisse.
De følgende år forstærkede min ven en facon, der vel skulle minde om faderens, en afstumpet stil, så at sige, selvom afstumpetheden ikke stak rigtig dybt, det var mest snak og noget med at le af så-pinte-de-en-hund historier, men han begyndte også at interessere sig for slagsmål, og vi var drevet fra hinanden, da jeg fyldte nitten. Møder jeg ham idag har det gode jeg kendte bundfældet sig, og han er mere rund, mere opmærksom, mere almindelig. Faderen er død, engang i 80erne.
Og Christiania? Jamen, jeg er ligeglad. Fred det, ryd det - det er for mig det samme. Men det kunne da være sjovt, at se dem spæne foran bulldozere derude, eller kraner løfte det smukke træhus, og så se nogle hippie-psykopater drysse ud.