Blufærdighedskrænkelse feat. The Outlaw Mountie
Så er det post 100 på bloggen, og tid til reflektion om cyber-etik. Jeg ved sgu ikke. Det har været grænseoverskidende- og skridende at skrive om eller anmelde nogen jeg kendte. For det er et mærkeligt medie. Er det intimt eller offentligt? Bagtalelse eller udhængning? Man ved ikke hvem og hvor mange, der læser det, det er stort set kun litterater, der lægger kommentarer, og man kan få fornemmelsen af en privat samtale, skønt den er så offentlig som ingensinde tidligere. Bare det at kommentere bøger blev lige lovlig grænseafprøvende, når det var nogen jeg kendte - og skulle jeg have fuldt min mavefornemmelse, skulle jeg bare have ladet være. Det tror jeg så jeg gør i fremtiden, man kan jo også bare skrive om NJALS SAGA og Duns Scotus opgør med Anselm af Canterbury. Eller noget.
Et særligt felt har været en gut jeg kendte engang og som i 90erne bagtalte og nedgjorde og tilsvinede mig på det groveste - til en stor fest, stod han i den anden ende af lokalet, da jeg kom ind og råbte, "Guuuud, er du ikke død af AIDS endnu?" - og jeg tror egentlig, jeg havde noget i klemme stadigvæk, så der har jeg ikke holdt stien ren. Selv en mountie kan komme i uføre, ryge udenfor loven, og alligevel må han forsøge fortsat at være retskaffen.
posted by jens jacob toftegaard at 1:15 PM
6 Comments:
Kære Mr. Blgerblogger.
Efter min ydmyge mening, er de bedste blogs dem, hvor bloggeren vover et øje. Det er
den gamle snak om forskellen mellem det private og personlige der er i gang. Er du bange for at krænke de omtalte forfattere, eller er det bare mere omkostningsfrit og hyggeligt at skrive observationer/dagbog/tosserier?
Af og til (og ikke specielt hos dig faktisk)er "litterære blogs" i danmark noget tyndbenet hyggesnak og selvpromovering. Men det er måske en helt ny måde at kommunikere på? Keep on truckin´, vi vil vide hvad du mener.
Kh en fast læser.
tak, faste læser, you faceless you, - til det med det tyndbenede, ja, det var også det, jeg mente med at diskutere Duns Scotus og Anselm, så støder man ingen og det er bare Mr. Hyggerhygger
...og mht at krænke, nej, jeg er sgu ikke bange for at gå ud og fornærme dem i offentligheden, hvis jeg har noget på hjertet, men blogmediet er sådan et underligt sted mellem intim bagtalelse, altså det man godt kan leve med at have sagt bag nogens ryg, men ikke har lyst til at såre dem med - og så en faktisk offentlighed hvor de med rette kan føle sig hængt ud. jeg tror bare jeg skal gå efter at hænge ud, når det er "nødvendigt" og virkelig undgå finken-af-panden, den hurtige batalelse i forbifarten - - - vildt mærkelig overvejelse alt det her i øvrigt
Bloggermediet ER offentligt, og den søde bagtalelse er derudover også en anelse klam. Man kan godt være kritisk overfor forfattere og angribe deres synspunkter i forhold til politik, litteratur, kunst og alle de her holdninger. Men at gå ind og blande ens personlige relation i forhold til et menneske ind i en, fx litterær diskussion, det er klamt. Slibrigt.
Og selvfølgelig, Forfattere, kunstnere, politikere, skuespillere og i det hele taget offentlige mennesker må leve med at folk kritiserer dem for det de laver. Sådan er det. Jeg fatter bare ikke hvad der skulle være relavant at sige, som man ikke synes man kan sige offentligt, men godt til ens forfattervenner, eller til jeg-ved-ikke-hvem.
slibrigt, ligefrem? men hvis du nærlæser hvad jeg skrev, står der faktisk netop, at jeg blev i tvivl om hvorvidt noget personligt (ubevidst hedder det vel) havde SNEGET sig ind i mine ellers moderate indlæg om en enkelt forfatter. Sneget, ikke blandet. Og det man ikke vil sige offentligt, men måske gerne til en nær ven, er lige præcis anekdoterne fra gamle dage, der dementerer hvad en eller anden iøvrigt står og siger i offentligheden. Lad os feks. sige at X engang gav udtryk for etnisk had og idag tordner frem som anti-racist i offentligheden, jamen, det går jeg ikke ud og blander mig i, folk forandrer sig, men selvfølgelig gør jeg mig lystig over det privat. Helt uden at være sød.
desuden: både i forhold til en jeg har anmeldt, såvel som til en figur, der forekommer i flere indlæg om mit Italiens-ophold, er jeg da blevet usikker på min egen etiske habitus eller hvad det hedder - fordi de har overskredet mine grænser, ryger jeg åbenbart let ud i det samme, og så tænker jeg bare, at det var ikke sket, hvis det her havde været en avis, en gammeldags offentlighed - blogmediet er i sin natur rasteplads for pandens finker
Post a Comment
<< Home