Ikke hørelsen, men gørelsen

Giver det overhovedet mening at sige, at andre burde have skrevet en anden bog? Det var dog den følelse, jeg ind i mellem fik, mens jeg læste Peter Høegs nye opus, bare han dog havde skiftet stil, droppet krimiskelettet, ja helt droppet skelet, og så bare klumpet derudaf med åndelighed og visdom og illusionsudskiftning, simpelthen en slags Thomas Bernhard på Den store ånd, fimbulfabuleren og Frans af Asissi-freestyle. Alt for mange figurer taler som de gjorde i Smilla, og man undværer gerne al den teknologiske præcision. Overordnet har jeg som bekendt ingen problemer med at forfatteren er ven + elev hos/med/af Jes Bertelsen, men jeg er ikke vild med den der smisken for kvinder og afrikanere. Herregud, manden har været gift med en luo-pige fra Kenya, har to børn med hende, så behøver han vel ikke optræde som Indianernes store hvide ven, han kan vel være lidt ambivalent - og hovedpersonens drøm om en verden domineret af kvinder, uha, jeg mener, er Sverige ikke allerede formet af den mest grusomt bebrejdende & forstående moderlighed? Nå, ja, og så måtte klovnen godt have klovnet mere, og jeg synes det bedste er de to konfrontationer med skurken - frisørscenen og badstuescenen - overvejelserne om Hitler, rivaliseringen om at være mest ydmyg, det er bare godt.