Voll´s første

Nu skal der drilles: I Knud Voll Romer Jørgensens roman eller erindringsfabel chikaneres fortællerens familie som bekendt fordi moderen er tysker. Faderen er instinktivt værnemager - han optræder som stifinder for wehrmacht - og modstandsmanden, den vulgære onkel Ib, er bare en ballademager, der endelig får chancen for at lave ballade - et dengang meget udbredt syn på De illegale, ifølge min far, veteranen. Forleden gengav forfatteren i radioen en historie, hvor moderen hånede falsterboerne for deres slavemoral. Forrige år var det KZ-overleveren Imre Kertecz, der blev hånet i Smagsdommerne - han var flæbende. Og har man været pisset på fordi man bare vokser op med tysk mor og aldrig har kunnet vælge, så skal man sige fra en dag, ganz in ordnung, men det er et tankevækkende mønster, der kommer tilsyne: jøden er flæbende, modstandsfolk bare ballademagere og så var Nietzsches glose, slavemoral, pænt sagt en vigtig forestilling og et udtryk, der prægede de mennesker, der formede Det tredje rige, såvel som de yngre generationer, der blev rundet af det. Såeh. Problemstillingen er klassisk: hvordan undgår man at havne i en diskurs, der findes i forvejen, kan man kritisere og sige fra overfor Islam og Israel uden "altid allerede" at indgå i en foreliggende dynamik? På rygsækrejser løber man altid ind i yngre tyskere, der snart flæber over deres skam, snart over, at de ikke må kritisere Israel. Og nu gider rigtige tyskere ikke høre mere vrøvl. Det er fint nok. Men achtung! Donnerwetter!