Born(holm) to be alive

Dennis Gade Kofod opfordrede mig for nyligt i ædru tilstand til at anmelde hans nye roman, Brøndtjætten her på siden, så here we go: først syntes jeg, at der var lidt for store spor efter den jyske avantgarde-mafia i jordbunden, her havde bønnestagen fra Vium trådt med anarkosorte tæer, sætningerne lød som en anden, en andens skrivemåde som fartøj for forfatteren, fragile persongrænser helt ned i sætningsstrukturen - og det var der ingen grund til. Men så blev den bog bare bedre og bedre undervejs, stærk vision, godt afviklet, det træge tempo i Mogens-afsnittene fungerer rimeligt i forhold til at komme ind under bladlaget i figuren, og det mere hæsblæsende action, når den feudale Bonnavedde går amok giver okay drama og afvikles heldigt tilslut, da den store bukkebruse kommer. God kombi. Gode, troværdige, levende figurer. Og selve det mystisk-tematiske med tilnærmelse til fødselstraume og moderimago og seksualskræk og falliske yderligheder er lige noget for mig, Stanislav Grof-guf.