Nid og nag
For nylig i telefonen erklærede en digter, at en anden digter havde plagieret sig til succes. Ganske simpelt planket stil fra en anden (tredje). Okay, jeg kunne ikke se det. Men jeg har da selv haft paranoide oplevelser med at se hele samtaler, jeg har ført med klassekammerater på Forfatterskolen samplet ind i deres værker. Værst var det næsten, da vi havde en gæstelærer, og jeg i hendes time plabrede om hvordan man kunne bruge sine drømme i skriveprocessen og fortsatte, "Inderst inde er vi alle sammen langt ude." Det bonmot var jeg ret glad for og havde tænkt mig at bruge i en specifik tekst, men jeg er ikke så hurtig, og lærerinden kunne sgu også lide hvad hun hørte - godt et år senere publicerede hun en artikel med netop den titel.
Freud havde det problem, at han godt ville grunde længe over sine ideer inden han publicerede, ikke mindst fordi det lå ham på sinde, at give psykoanalysen videnskabelig troværdighed (sic!), men når han så diskuterede dem med sine elever, drønede flere af dem hen og udgav tankerne, som deres egne.
Men. Sådan er livet - det bæst. Så snart man har sagt noget er det vel i the public domain, ligesom alt det man selv siger uden at betale til copydan? Og hvem kan holde ud at holde kortene tæt til kroppen? Ikke mig. Men man kan blive nød til at droppe skrivende venner, der ikke kan nære sig, det kan man selvfølgelig. For det er jo ærgerligt at blive planket, det er industrispionage.
Nu kommer der en afsløring: mens jeg gik på Forfatterskolen syntes jeg en lærer publicerede en tekst, der lå for tæt på en scene i det, jeg havde sendt ind for at blive optaget. Men måske tog jeg fejl. Vi tilhørte samme generation, rum og erfaringer er vel ofte kollektive. Der var bare lige de der to sætninger, der lignede. Så. Okay, jeg lagde en fælde. En anden lærer havde hånet mig for at meditere og dyrke yoga, og så smed jeg maddingen ud, jeg citerede Jes Bertelsen, uden at sige hvor det kom fra. "Måske er kærlighed en forøgelse af opmærksomheden." Sådan cirka lød citatet plus et par stykker til, og... bingo. Et par år senere udkom et værk med dette bonmot, og forfatteren blev netop rost i anmeldelsen for de vise ord.
Problemet er bare - jeg kan da ikke huske alt det jeg har læst og hørt, en god computer kan lave sammenligninger og finde alt fra Bibelen til Netto-avisen planket i mine tekster.
Freud havde det problem, at han godt ville grunde længe over sine ideer inden han publicerede, ikke mindst fordi det lå ham på sinde, at give psykoanalysen videnskabelig troværdighed (sic!), men når han så diskuterede dem med sine elever, drønede flere af dem hen og udgav tankerne, som deres egne.
Men. Sådan er livet - det bæst. Så snart man har sagt noget er det vel i the public domain, ligesom alt det man selv siger uden at betale til copydan? Og hvem kan holde ud at holde kortene tæt til kroppen? Ikke mig. Men man kan blive nød til at droppe skrivende venner, der ikke kan nære sig, det kan man selvfølgelig. For det er jo ærgerligt at blive planket, det er industrispionage.
Nu kommer der en afsløring: mens jeg gik på Forfatterskolen syntes jeg en lærer publicerede en tekst, der lå for tæt på en scene i det, jeg havde sendt ind for at blive optaget. Men måske tog jeg fejl. Vi tilhørte samme generation, rum og erfaringer er vel ofte kollektive. Der var bare lige de der to sætninger, der lignede. Så. Okay, jeg lagde en fælde. En anden lærer havde hånet mig for at meditere og dyrke yoga, og så smed jeg maddingen ud, jeg citerede Jes Bertelsen, uden at sige hvor det kom fra. "Måske er kærlighed en forøgelse af opmærksomheden." Sådan cirka lød citatet plus et par stykker til, og... bingo. Et par år senere udkom et værk med dette bonmot, og forfatteren blev netop rost i anmeldelsen for de vise ord.
Problemet er bare - jeg kan da ikke huske alt det jeg har læst og hørt, en god computer kan lave sammenligninger og finde alt fra Bibelen til Netto-avisen planket i mine tekster.
1 Comments:
hæ-hæ - morsom historie. Da jeg engang ville prøve at indsende tekster til et forlag blev jeg af en forfatter advaret mod at "have for mange tekster liggende og flyde rundt omkring på forlag og hos konsulenter". Han havde selv fået planket mange af sine ting. Dengang tænkte jeg at han nok bare var lidt paranoid, men har senere hørt andre fortælle om at have indsent tekster som blev afvist for så senere at se ideer og dele af tekster udkomme under andet (kendt)navn på samme forlag og set dem fremhævet i anmeldelser som særligt originale. Det kunne være sjovt at oprette et "refusionsarkiv" med daterede tekster og refusionsbreve. Måske ligefrem grundlag for et forskingsprojekt for fremtidens litteraturforskere? Man kan jo også bare grine i skægget som du gør...
Post a Comment
<< Home