Nequaquam vacuum

Hmm? Var til salon i aftes, hvor tre kritikere diskuterede bla. Simon Fruelunds BORGERLIGT TUSMØRKE, og det undrede mig egentlig, at høre den ene, - Moritz? - tale om at Simon "viste." Er det mig, der er dum? Ingen kunstnere har nogensinde vist noget, forstået som trådt til side for virkeligheden. Man fremstiller, det vil sige stiller noget frem, som udgår fra en selv, ligesom gøgen fra et kukur. En figur flyver ud og kukker, men denne stemme er stadig rakt frem af uret. Og så talte samme kritiker om tomheden i de liv, Fruelund fremstiller. Hmm! Tomhed og fylde er begreber, snak, pladder. Jeg har aldrig mødt et tomt menneske, der levede et tomt liv. Med mindre det var sådan, jeg ville se på vedkommende. Begribe dem. Er det mig der ikke har forstået noget indlysende? En forfatter stiller sine tinsoldater frem og så leger man selv med dem, når man indlæser dem. Men i mit liv findes ingen mennesker, der er uden engagement, medfølelse, fjendtlighed, kritisk sans, blinde vinkler osv. Hvem siger det er forkert at feks. nogle indere på en villavej ikke render over og voldgæster naboerne?