Wanted - Dead or Alive

Ude hos min mor i julen læste jeg gamle aviser og hun havde Ekstra Bladet fra d. 16/12. Her udtaler K.Romer: "Mange seriøse forfattere vil gerne se mig hængt. For det kan simpelt hen ikke passe, at ’pianisten i bordellet spiller sonater.’"

Man ville gerne vide hvem de pågældende forfattere er, findes de mon? Jeg tillader mig at fremhæve i resten af interwievet og indstikke kommentarer:

"Danskerne har altid haft pissetravlt med at afgrænse sig selv udadtil for at få en national identitet. Hvis man begynder at pille ved de grænser, så får man én over nallerne. – Du kan ikke både være dansker og tysker. Og en reklamemand kan ikke være finlitterær forfatter. Man kan ikke være begge dele" (Bortset fra at både Jens-Christian Grøndahl og Jens-Martin Eriksen var reklamefolk, da de debuterede, og Eriksen kreerede ligefrem en annonce i cirka 1993, der bestod af en novelle fuld af firmalogoer.)
"For når man er forfatter, så opfører man sig på en speciel måde. Så har man en speciel synsvinkel på virkeligheden. Så er man ikke kommerciel, MAN ER IKKE GLAD, men man er alvorlig og seriøs. DET SJOVE ER IKKE FINT. Og seriøs betyder her, at man er vred og i opposition til samfundet, at man er imod penge, imod markedsføring, imod medier og imod alt, hvad der ellers befinder sig i den der lave, beskidte verden, som disse mennesker føler sig hævede over – og afgrænsede i forhold til. Specielt i den akademiske del af samfundet har man det med at sætte ting ind i hierarkier: Gud og Beethoven er fint – og så rasler det ellers nedad:– Jo mere noget peger væk fra kroppen og umiddelbare lyster og fornøjelser, desto bedre. Og jo mere det peger hen mod følelser og krop – grine, græde, slå sig på lårene og synge med – desto lavere er det." (Send en tak til Torben Kragh Grodals fiktionsanalyser fra 80erne, det er ren afskrift.) "Allernederst i hierarkiet er porno. Og lige over porno er reklamer. For reklamer er sådan noget med lyster og hæmningsløs selvtilfredsstillelse, dagdrømme og uforpligtende forbrug. Og UHA! det må vi ikke. Nej, vi skal sige nej til lysterne og til forbruget. Blot det at gå i Tivoli er nærmest et syndefald, for det har ingen betydning ud over at være sjovt. Der er også de her mennesker, der dyrker jogging. Når man ser dem svede, så kan man se, hvordan de lider. De viser, at det er bevidsthedens og viljens herredømme over kroppen, som de undertrykker i lidelse og afkald. Fysiske fornøjelser uden lidelse er forfærdeligt for dem. (Rent vrøvl, joggere løber hjem og knepper konen en ekstra gang, fordi de har opnået kropsligt velvære og forøget energi. Knuds opfattelse af jogging stammer fra Grodals skriverier, og Grodal har næppe nogensinde dyrker sport.) "Hvis du skal være forfatter, så må du f.eks. heller ikke have et job. Du skal leve i fritidsland. I et uproducerende selvnærvær, hvor du er din egen nærmeste. Hvor man hele tiden fremhæver sig selv og sine værdier, og hvor man næsten ikke kan bevæge hånden af bare inspiration fra noget guddommeligt. Når jeg går ud og siger, at tilbudsannoncer er lige så svære at skrive som den der guddommelige litteratur, så bryder det hele sammen for DEM. Så begynder de desperate at afgrænse sig for at bevare deres identitet i toppen af hierarkiet." (Jeg hører meget gerne fra nogen, der føler sig ramt.) "En tilbudsannonce er lige så meget litteratur som et digt af Rilke. Og det er sgu lige så svært at forfatte et otte siders kursuskatalog til LO som at skrive en novelle. Det er bare et spørgsmål om forskellige teknikker."

Straks efter at have talt om de NERVEPILLER han selv har måtte få ordineret, da Suhrkampf antog hans bog (tillykke!), siger han, "Nu hvor jeg er er dumpet ind i det finkulturelle hierarki, har jeg smadret de fastlåste forestillinger og skabt ANGST. For på toppen af kulturens bjerg lever man i en verden, hvor man føler sig TRUET af et forfærdeligt grimt, ondt samfund, fyldt af overfladiske fornøjelser og dumme amerikanske serier, så her forsøger man desperat at holde fast i AFGRÆNSEDE KATEGORIER af, hvad der er litteratur. (Hvem, hvem, hvem?) "Men litteratur er altså en genre, som kan læres af alle. Det er bare tricks. Signaler og koder, der går ud på, at man skal forholde sig til det på helt bestemte måder, så man kan føle sig som en del af gruppen. Så min bog har smadret kategorien. Jeg er reklamemanden. Jeg er brugtvognsforhandleren med Rolex-uret, der har skrevet en bog. (Det signalement passer bedre på hans onkel Ib - Ib Romer Jørgensen skandalemanden med egen radio fuld af smædekampagner, som faktisk skrev en erindringsroman for få år siden. Knud er vel endelig ved at blive Ib - ham familien altid undgik.)
"Litteratur, der ikke er skrevet til mig selv eller til en bestemt målgruppe – men til alle. En bog, der ikke handler om at vise, hvor god jeg er til at skrive. For det går simpelthen ikke. Så nu har mange uhyggeligt travlt med at fastslå, at min bog ikke er en roman. At det er selvterapi, bekendelser, anekdoter eller en erindringsbog. Men litteratur er det ikke. (Hvis nogen kan henvise mig til disse mange, vil jeg meget gerne se dem, jeg tvivler på de findes.) "Alle værdier er lige– Hallo – må jeg godt være her? Det er læserne, der bestemmer, hvad jeg skriver. Og for mig er litteratur det, der ligger på hylden, som man kan læse i og blive inspireret af: Dostojevskij, Ekstra Bladet, Rilke, tilbudsannoncer. Intet er finere end det andet." (Fantastisk, det her er faktisk Knuds opgør med moderen, der i romanen ekcercerer et finkulturelt tyranni, så lille Knud ikke tør læse tegneserier.) "Der skal ikke komme en akademisk klasse og dunke os i hovedet med kulturværdier, som de tror, er de evigt sande – og som vi så skal rette ind efter. – Hvad er det for noget pis? Alle værdier er lige. Det eneste, der gælder, er kardemommeloven: ’Du må ikke skade andre eller sætte livet til – og ellers kan du gøre lige hvad du vil.’

"Uanset hvordan de næste bøger bliver modtaget, vil du så ikke altid føle, at du er udstødt fra det fine selskab?– Jo. For det er jeg – og det vil jeg være. Så snart jeg bliver lukket ind, vil jeg kæmpe for at komme ud igen. (Men hvem er det nu lige, der er det fine selskab, Knud er venner med kendte billedkunstnere og med jazzkomponisten Thomas Blachmann. Er de ikke fine?) "Jeg vil være fri til at skrive, tale og skabe. Hver gang jeg åbner munden, vil jeg høre en dør smække. Jeg vil ikke være i lommen på nogen. Ikke være med i klubben, hvor man lyver for at være med og hyle med i koret. Men det er den måde, man bliver anerkendt på i Danmark." (Og det er jo faktisk helt forkert, Rifbjerg, Carsten J osv er alle blevet kendt på konfrontation og rollen som lømmel og dissident - berømmelsen er fulgt med deres angreb og nedgørelse af nogen, feks. ældre forfatterstand.)