Te recuerdo Victor

Så døde handskemanden fra Santiago. Et af de mest spektakulære klip fra en meget berømt dokumentar+propagandafilm om Chile under Alleende og frem til kuppet, er det hvor man ser Pinochet og Mendoza og et par generaler mere trække handsker på. De der hvide handsker i solen, omhyggeligt trukket på plads og prøvet af med fleksende fingre! Og apropos chilenske hænder: mit første musik-idol var den tidligere præstestuderende og særdeles kirkeligt klingende protestsanger, Victor Jara. Ham der fik sine hænder hugget af inde på fodboldstadion (Estadio de Chile) fordi han ikke kunne holde sin kæft, men absolut skulle synge og spille for medfangerne.

Da de andre i skolen havde deres Sweet og Slade sad jeg derhjemme i mors stue og hørte La plegaria a un labrador og Aqui me quedo og Angelina Huenuman og El derecho de vivir en paz for slet ikke at snakke om det smukke instrumentalnummer, La partida, mens jeg fantaserede om selv at stå på scenen og være fallisk og hjerteskærende med min guitar. Protest er sex.