His Satanic Majestys Request (2)

Jamen, så skidt da, Wendelboe og Høyrup, så får I den guide til Billy Idols værk. Hans stemme var endnu mest lys, da han var punker og sang i Generation X. Man bør tjekke numrene ONE HUNDRED PUNKS og READY STEADY GO fra 1978-79. Desuden livecoveren af Bowies ANDY WARHOL.

Så gik han solo og på debuten-lp´en, BILLY IDOL (1982) skal man nyde WHITE WEDDING, HOT IN THE CITY og DANCING WITH MYSELF.

Hovedværket REBEL YELL blev udgivet i 1983. Titelnummeret var det, jeg faldt for. Det var ellers lidt socialt betænkeligt, folk syntes, at han virkede smagløs, klam og psykopatisk i sine videoer. Åh, ja. Men jeg købte den og kunne nyde titelnummeret og sådan noget som den vulgært discoøse FLESH FOR FANTASY, ud-og-køre-råddent numrene BLUE HIGHWAY og CATCH MY FALL eller new romantics sjæleren EYES WITHOUT A FACE. Men hele pladen holder.

”Skal du kun eje en enkelt plade fra 80erne, er det Rebel Yell.”

I 1986 kom WHIPLASH SMILE. Den er absolut lige så god som den forrige plade, måske melodisk bedre, men mindre frisk, mindre drenget, selvfølgelig, berømmelsen gør vel sin virkning, og han var passeret de tredive. Hør WORLDS FORGOTTEN BOY (Iggy Pop citat), en vellykket rå ting, og de sære, smukke stykker heavy-metal-møder-keyboard-og-trommemaskine DON’T NEED A GUN og FATAL CHARM, den pastiche-bløde SWEET SIXTEEN, og de djævelsk poppede TO BE A LOVER og ALL SUMMER SINGLE.

Nu havde han så efterhånden sniffet og snøftet og sprøjtet og modelkneppet sig ud af sine nære relationer, herunder kompagniskabet med guitaristen Steve Stevens, der skred. Det kan man høre på CHARMED LIFE fra 1990. Han fik store hits med CRADLE OF LOVE og en cover af The Doors´ L.A.WOMAN, men det eneste, der virkelig rykker som i gamle dage, er nummeret PUMPING ON STEEL.

Så er der ikke så meget at tilføje. CYBERPUNK fra 1993 var en helt usædvanlig grim plade. Jeg nøjedes dengang med singlen SHOCK TO THE SYSTEM, med den glimrende B-side THE AFTERSHOCK (svær at opdrive). Musikken var opspeedet og aggressiv technorock. Eller: ”aggressiv.” Fra lp´en skal dog fremhæves en cover af The Velvet Undergrounds HEROIN, hvor han tillige synger nogle vulgært blasfemiske strofer af Patti Smith (fra GLORIA på hendes debutplade.) Der findes vist syv versioner på You Tube. Han har fået blonderede, Medusa-agtige dreadlocks.

Nå, helbredet skrantede, han havde prøvet at ligge i coma, der var børn at opdrage og næste album kom først i 2005. DEVIL’ S PLAYGROUND. På coveret skuler han olmt. Men hviler en hånd på en rå væg, han var blevet 50 og havde vel brug for at støtte sig lidt mod muren.
Steve Stevens og han havde fundet sammen igen, og der er flere skønne riffs på numre, der bare ikke helt når i mål – feks. BODY SNATCHER og EVIL EYE. Sangen PLASTIC JESUS er uden omsvøb det mest tumpede stykke blasfemi nogensinde. Billy-drengen var vokset op i en stærkt religiøs familie og har altså haft det behov.
Min favorit er CHERIE. En blød, akkustisk sag. Det er det ene af to numre, der spiller på ekskonens navn Perrie. Hun var en punktøs, han dannede par med helt tilbage fra Generation X dagene, men siden var de blevet skilt efter noget barnefødsel, og nu sang han altså CHERIE og SHERRI for at få hende tilbage. Sådan kan det gå.

Ind i mellem kan man downloade nye numre gratis fra hans hjemmeside, men de er ikke særlig spændende. Jeg er dog fan nok til, at jeg kan nyde den imbecile cover af IN THE SUMMERTIME, han i 2006 indspillede sammen med Slash og et par andre ældre statsmænd.


PS: der var åbenbart også tilstrækkeligt lavvande i kassen til, at han indspillede en juleplade for nogle år siden. Det er på en måde, den mest uhyggelige plade til dato. Aldrig har man hørt noget så rædsomt ...

PIB

Jørgen Leth udtalte i september til Politiken, at Danmark var blevet ”et meget racistisk land.”
Nå da da da. Virkelig?
Samtidig udkom Ib Michaels ORBIT, og ibbermand blev interviewet til radioen, programmet Skønlitteratur på P1. Han forklarede, at heltinden i den nye roman er adopteret fra Korea, men hun har “et dybere kulturelt lag i hendes væsen,” der gør det muligt for hende at forstå visse ting bedre end helten, der er af europid racetype. Nå? Faktisk, forklarer Ib, har hun ”i kraft af sin asiatiske oprindelse et slags buddhistisk blåtryk i sit væsen.” Selvom hun er adopteret.
Det er ret fantastisk sagt i år 2010.
Ernst Renan mente, at semitter havde semitisk tankegang, der gjorde dem monoteistisk anlagt og ude af stand til at skabe myter. Modsat ariere, der havde arisk tankegang. Hos C.G.Jung hed det den semitiske underbevidsthed, der ikke evnede den dybere kraft i en mytedannelse, man for eksempel genererede fra den germanske psykofysik. Men det var altså racen, der genererede kulturen og religionen.
Hvilket jo også gjorde Hitler bekymret for såvel racemæssig som kulturel smitte. Tingene hang sammen. Kristendommen var et jødisk trick til at svække og udhule kraften i den romersk-keltisk-germanske verden, indgyde en slags falsk bevidsthed, og bolsjevismen var kristendommen een gang til!
Vi kan dog være rolige; Ib Michael forklarer, at de bibelske myter ikke er vores, det er stadig deres, semitternes, vores er nordiske.

Der er visse problemer ved Ibs raceteorier. På den ene side, kan jeg selvfølgelig ikke udelukke, at naturen har skabt os kvalitativt forskellige fra population til population. Men det ville stadig være sært, hvis et kulturelt aftryk kunne ligge nedfældet i et koreansk spædbarn, eksporteret til DK. Ligesom jeg har svært ved at se, hvordan en indisk forestillingsverden som buddhismen skulle være mere indlejret i den koreanske krop, end de semitiske i en dansk. Ib afviser jo de kristne myter som ”ikke vores, de er semitiske.” De koreanske kongedømmer Silla, Koryo osv havde vel deres egen asiatisknordide eller sibiriopacifiske eller peninsulært-mentale mytologi før de blev bharatificerede med buddhismen?


Afrocentrister er vilde med
krypto-negroide buddhaafbildninger.

Det andet store problem er, at Siddharta Gotama gerne kaldes sakyamuni. Søn af sakerne. Og hvem var sakerne? Ja, det var jo indernes navn for de indo-iranske eller indo-europæiske nomadefolk, der i forskellige udgaver invaderede subkontinentet fra Afghanistan og Centralasien i århundrederne frem til cirka 500 efter vor tidsregning. Altså inden de muslimske invasioner begyndte med Mohammed bin Qasim omkring 640. Sakerne gjorde sig, som erobrere nu gør, til herskere over forskellige kongeriger, såsom Nepal. Kongesønnen, der blev buddha, var således af arisk slægt. Søn af sakerne.

Det vil sige, når Ib Michaels koreanskfødte heltinde tænker instinktivt buddhistisk, tænker hun instinktivt arisk! Hmm? Modsat den danske dreng, der er uinficeret af det semitiske, men som jo ellers netop med sin blonde-bestiskhed burde tænke dybde-arisk.
Det hænger sgu dårligt sammen, Ib. Dum kunst.

Grand Cu Classé

Forfatterforeningens Lotte Garber har i offentligheden gengivet en historie, som jeg måske er ophav til, så nu fortæller jeg den lige, som den skal fortælles.

En ven i vinbranchen advarede mig for tyve år siden mod denne her etikette; denne her baron. Det drejer sig om et medlem af den vidt forgrenede Rothschild familie, det vil sige, fjerne slægtninge producerer de klassiske premiere cru Bordeauxvine, Chateau Lafite-Rothschild og Chateau Mouton-Rothschild. Men selv kører han bare rundt med en tankvogn, en vin-slamsuger, ud til alle de små, almindelige vinbønder og så suger han op, hvad de har i tønden, kommer godt med stabilisator og sukker i og voila: Baron Phillipe præsenterer …
Og da folk gerne vil snobbe og især snobbe for vin, passer den perfekt til det danske marked. Hold da op, lille mor, har du set? Brugsen har en Rothschild på tilbud. Har man kendt magen! Nu rykker vi en socialklasse op, lad os fylde bagagerummet.

Der skete så det, dengang jeg begyndte på Forfatterskolen, at Institut for Nordisk Filologi sendte skolen en mail. Kunne vi ikke komme over på universitetet, et par digterspirer og fortælle om skolen og vores SKRIVERI? Palle og jeg indvilgede i at stille op, men betingede os en erkendtlighed. Vi skrev tilbage, at jeg skulle have en kasse ædle vine og Palle en flaske whisky. Klart og udtrykkeligt! Vi møder så frem og sidder foran cirka tredive mennesker. Lektoren - lektorinen, faktisk - giver os ordet, det er os, der står for showet i to timer, som hun lønnes for. Palle læser højt af svenske Stig Larsson og snakker om Lars Frosts forfatterskab, og jeg siger, hvad jeg nu sagde. Kvalificeret infotainment. I to timer. Så rejser lektoren sig og takker og tilføjer stolt, at hun har en lille gave til os, en fin ting til hver af de fine digterspirer - værsgo, en flaske rævepis!
Rigtigt gættet, det var en Baron Phillipe.

Min Kamp

Begyndte fremrykningen gennem Knausgårds bind 1 og forventede at tage Moskva inden jul, men løb ind i en mudderperiode efter side tyve, skulle jeg fyre feltmarskal von Bock, skaffe vintertøj? forfremme ”Schnelle Heinz” Guderian? men via en frontforkortning (dvs. at bladre) fik jeg bragt mig tilbage i offensiven og øjner nu Kaukasus´ toppe i det fjerne, Kalmyksteppen og Stalingrad …

Større nydelse har læsningen af nye titler af Hesselholdt og Jørgensen beredt mig, men årets bedste er nu N.Franks Spørgespil. En nemlig blog-agtig bog. Den bereder det for hjernen så stimulerende områdeskift med passende intervaller, da vi jo, som det dyr vi er, helst flytter på opmærksomheden, beredt på rovdyr og byttedyr og modne bananer. Skal jeg beklage noget, er det blot titlen, den er jeg ikke helt vild med – forfatteren er gammel nok til at have hørt punk i sine unge dage, så som Devo, et meget underligt amerikansk band, der udgav en plade med titlen:

Q: Are we not men?
A: We are Devo.

Bogen kunne have heddet:

Q: Are you honest?
A: No, I´m frank.

Et eller andet deviant Q & A og så skulle den være udkommet hos os på Lindorm & Ringorm.

Er her igen

Nietzsche ønskede, at hans navn med tiden måtte blive glemt, men hans ord leve videre som mundheld. Altså at det, han havde skrevet, havde en sådan gyldighed, at det tusind år senere ville været indgået som livssandheder i hverdagssproget. Blæret tanke. Karl Marx huggede til gengæld med arme og ben uden at kreditere; ”Det eneste proletarerne har at miste er deres lænker” fra Marat osv - Marx eksproprierede vakse udsagn!

Min blog har stået stille i et halvt år. Det har haft sine grunde. Jeg havde overset, at digteren er et dyr. Det gør man selvfølgelig hele tiden. Man glemmer aktivt, at man selv er, og at andre er, til fordel for et fokus i det pålydende, hvis man kan sige det sådan.

Nå, så jeg følte mig snigløbet og – osteløbet, afløbet, jeg kan ikke lige finde ordet – og jeg mistede trangen til at kommunikere med det litterære offentlighedsrum.

Madonna synger, Somebody wants to pimp your style/And hang with you a little while .... og ja, jeg synes bare jeg oplevede et vist tillidsbrud. Grundlæggende var jeg bare naiv.