His Satanic Majestys Request (2)

Jamen, så skidt da, Wendelboe og Høyrup, så får I den guide til Billy Idols værk. Hans stemme var endnu mest lys, da han var punker og sang i Generation X. Man bør tjekke numrene ONE HUNDRED PUNKS og READY STEADY GO fra 1978-79. Desuden livecoveren af Bowies ANDY WARHOL.

Så gik han solo og på debuten-lp´en, BILLY IDOL (1982) skal man nyde WHITE WEDDING, HOT IN THE CITY og DANCING WITH MYSELF.

Hovedværket REBEL YELL blev udgivet i 1983. Titelnummeret var det, jeg faldt for. Det var ellers lidt socialt betænkeligt, folk syntes, at han virkede smagløs, klam og psykopatisk i sine videoer. Åh, ja. Men jeg købte den og kunne nyde titelnummeret og sådan noget som den vulgært discoøse FLESH FOR FANTASY, ud-og-køre-råddent numrene BLUE HIGHWAY og CATCH MY FALL eller new romantics sjæleren EYES WITHOUT A FACE. Men hele pladen holder.

”Skal du kun eje en enkelt plade fra 80erne, er det Rebel Yell.”

I 1986 kom WHIPLASH SMILE. Den er absolut lige så god som den forrige plade, måske melodisk bedre, men mindre frisk, mindre drenget, selvfølgelig, berømmelsen gør vel sin virkning, og han var passeret de tredive. Hør WORLDS FORGOTTEN BOY (Iggy Pop citat), en vellykket rå ting, og de sære, smukke stykker heavy-metal-møder-keyboard-og-trommemaskine DON’T NEED A GUN og FATAL CHARM, den pastiche-bløde SWEET SIXTEEN, og de djævelsk poppede TO BE A LOVER og ALL SUMMER SINGLE.

Nu havde han så efterhånden sniffet og snøftet og sprøjtet og modelkneppet sig ud af sine nære relationer, herunder kompagniskabet med guitaristen Steve Stevens, der skred. Det kan man høre på CHARMED LIFE fra 1990. Han fik store hits med CRADLE OF LOVE og en cover af The Doors´ L.A.WOMAN, men det eneste, der virkelig rykker som i gamle dage, er nummeret PUMPING ON STEEL.

Så er der ikke så meget at tilføje. CYBERPUNK fra 1993 var en helt usædvanlig grim plade. Jeg nøjedes dengang med singlen SHOCK TO THE SYSTEM, med den glimrende B-side THE AFTERSHOCK (svær at opdrive). Musikken var opspeedet og aggressiv technorock. Eller: ”aggressiv.” Fra lp´en skal dog fremhæves en cover af The Velvet Undergrounds HEROIN, hvor han tillige synger nogle vulgært blasfemiske strofer af Patti Smith (fra GLORIA på hendes debutplade.) Der findes vist syv versioner på You Tube. Han har fået blonderede, Medusa-agtige dreadlocks.

Nå, helbredet skrantede, han havde prøvet at ligge i coma, der var børn at opdrage og næste album kom først i 2005. DEVIL’ S PLAYGROUND. På coveret skuler han olmt. Men hviler en hånd på en rå væg, han var blevet 50 og havde vel brug for at støtte sig lidt mod muren.
Steve Stevens og han havde fundet sammen igen, og der er flere skønne riffs på numre, der bare ikke helt når i mål – feks. BODY SNATCHER og EVIL EYE. Sangen PLASTIC JESUS er uden omsvøb det mest tumpede stykke blasfemi nogensinde. Billy-drengen var vokset op i en stærkt religiøs familie og har altså haft det behov.
Min favorit er CHERIE. En blød, akkustisk sag. Det er det ene af to numre, der spiller på ekskonens navn Perrie. Hun var en punktøs, han dannede par med helt tilbage fra Generation X dagene, men siden var de blevet skilt efter noget barnefødsel, og nu sang han altså CHERIE og SHERRI for at få hende tilbage. Sådan kan det gå.

Ind i mellem kan man downloade nye numre gratis fra hans hjemmeside, men de er ikke særlig spændende. Jeg er dog fan nok til, at jeg kan nyde den imbecile cover af IN THE SUMMERTIME, han i 2006 indspillede sammen med Slash og et par andre ældre statsmænd.


PS: der var åbenbart også tilstrækkeligt lavvande i kassen til, at han indspillede en juleplade for nogle år siden. Det er på en måde, den mest uhyggelige plade til dato. Aldrig har man hørt noget så rædsomt ...