Jan The Man

Da du lovede mig lidt tæsk
og et smæk med skallen,
stod du øllet i dit flæsk
du sku´ ha´ røget tjalden.

Men så skal der også lyde en anerkendelse herfra. Jan har skrevet den bedste socialt indignerede prosa. Forstået som genereret den bedste novelle på følelser af såkaldt social indignation, givet sætninger og fortælling den musikalitet, vi vil have som læsere. Jeg tænker på 'Netto & fakta' fra Radiator.

Bulderbassens bouillabaise
spiser han af dåsen.
Skoddet er hans sidste hvæs.
Ikke mer´ papir til måsen.

Det er en beskrivelse af social deroute. Formodentlig en middelklasse-dreng fra Holte, der efter brødløse humaniorastudier er endt med gæld og på bistand ude omkring Tomsgårdsvej eller fuglekvarteret. Forfatteren rammer her så utrolig flot, den narcissistiske krænkethed ved derouten. Protagonisten står i supermarkedet og tænker ligefrem, at det er de andres skyld, de andre sølle eksistenser i butikken. Det er resourcesvaghed lige på kornet.
Omvendt kan visse forfattere finde på at udtale, at de gerne har villet VISE, at den enlige mor og blandingsmisbruger nede i parken rummer de samme menneskelige følelser SOM OS ANDRE. Forstået som samme følelser som de kystbanesocialister, der skriver og læser prisbelønnet prosa. Monstro. Men op i røven. Det fine hos Jan er netop den bevidste og musikalske urimelighed og søllehed i fortællerstemmen.

I en kæffert sur som kål
skriver han epistel;
pennen dyppet som en nål
i hans anus´ fistel.

'Netto & fakta' er også så umådeligt meget bedre end Submarino, en næsten ulæselig læse-let-bog med en helt utroværdig fremstilling af en narkoman. Oh, den omsorgsfulde junkie, der prøver at skjule sit misbrug fra det stakkels barn. Men hør nu her, min papfar var på stoffer, og da jeg var i tyverne delte jeg lejlighed med bla. en mannequin, der begyndte at sniffe heroin, og jeg har siddet i en gruppeterapi med en fyr, der havde junket halvdelen af sit liv. En narkoman ville sælge det barn efter en måned på HEST. Der er nul hensyn. Hvorfor tror i narkomanerne sælger sig selv til syg sex? Afhængigheden er en djævel. Deres nærmeste bliver til byttedyr.

Nede med fru Hansens kæffert
kan man skrive sig en sællert,

spinde guld på skæbner kranke

som gir´ stof til eftertanke.

Altså. Bedst er Jan, når Holte-narcissismen bliver til Nordvest-bitterhed. Så er han the man. Værst, når Jan-the-law skal gøre op med gamle bekendte i Nordsjælland, og kystbanesocialisten lægge afstand til Strandvejsfolket. Stemmen fremviser kulturel kapital, namedropper fine drikkevarer, og kystbanesocialisten stikker sit krænkede krænkerfjæs frem.
Spar os!

På bordel med psykopat
og kendskab til grand cru,
lød kritikken temmelig vagt
af de andres fy.

Jeg prøvede forleden at læse den nye, 'Wilhelm Funk etellerandet ...' skrevet af en person, der ikke rigtigt kan huske 1980erne eller finde sine nerver. Åbenbart blev han en del år efter julefrokosten (se nedenfor) venner med ham, min kammerat, som jeg senere var blevet uvenner med, og dermed kørt rundt i en uovertruffen manipulators, naturligvis både skadelige og udmarvende, karussel. Nu karikerer han sin tidligere ven, så tydeligt at få vil overse det. Men han gør det tyndt, svagt og endda svækket. Skal forklaringen findes i titelnovellen i samlingen 'Sidste Søndag i Oktober'? Livstruende sygdom? Hæng nu på, Jan. Kom dig. Og bliv så gerne sur på mig og skriv med din gamle frådende indignation. Holte-narcissisten strandet i Nordvest, det er ham, vi gerne vil læse, tak!

PS: I øvrigt forstår jeg ikke formålet med navnet på hovedpersonen i Jans nye roman - er han opkaldt efter Hitlers økonomiminister, Walter Funk? Det er altid sjovt, hvis en forfatter ubevidst tildeler sit alter ego navnet på en obskur topnazist.