Fight The Powers That Be

For nyligt var der en diskussion på nogle blogs om tidsskrifter. Jeg kan ikke huske, hvad den handlede om. Men så kan jeg jo tilføje, at jeg synes, det er synd, at tidsskrifterne i den grad har karakter af sekundært værk for redaktørerne. Skaberne af et nummer af Blå Port, Ildfisken, Sentura, Banana Split, Apparatur, er vist alle uden undtagelse selv skønlitterære forfattere eller "boblere" med ambition om at blive det. Og det forekommer mig, at de risikerer at fylde for meget i tidsskriftet som værk. At processen med at skabe, samle, begrænse det næste nummer er for vigtigt et personligt selvudtryk.
Lad mig sige det på denne her måde: Selvfølgelig er en redaktør Kommisær for Kulturelle Anliggender, det er i orden, sådan er det. Men personligt har jeg det sådan, at jeg gider ikke længere reagere, når en redaktion sender mig en opfordring til at bidrage med en tekst med et bestemt emne. Hvad har det at gøre med det nye, der er på vej? Var det ikke det, tidsskrifter bare burde give plads til? 'Absolut Work-in-progress nr. 47'. Skal tekster skrives på opfordring vil redaktøren jo aldrig for alvor blive overrasket. Men det er måske det, der er hurdlen? Det sikre sikrer en kontrol. Men tænk hvis Hvedekorn skulle have et tema for hvert nummer.
Det er ellers yngre folk alle steder. Kunne de ikke overlade det fantasiløse antologi-koncept til ronkedorer og ronkedåser på de gamle forlag?
Hvad synes I? Fylder redaktørerne for meget på tidsskriftscenen, skønt de hører til i kulissen? Hvis jeg er dybt uretfærdig, må I sige det, så vil jeg overveje at tænke mig om.