Er du stadig bange for Jens Jacob Toftegaard?

Det ville være synd at sige, at Knud og jeg var populære på Institut for Litteraturvidenskab. Dukkede en af os op i løbet af et semester, var det selvsagt kun til en forelæsningsrække om Büchner eller Deleuze eller Hölderlin, og så holdt vi os ikke tilbage, men tog gerne ordet. Men det var der andre, der gjorde. Holdt sig tilbage. Tavse fyre som Jan og Fagrådsformanden. Til gengæld havde hverken Knud eller jeg taget en eksamen de seneste to-tre år, vi var hverken successtuderende eller indarbejdet i det sociale rum, og da vi mødte op til julefrokosten i 1987, gled et misbilligende smil fra ansigt til ansigt, ledsaget af en ærgerlig mumlen. Åh nej, ikke de to!

Vi fandt en øl - Knud havde en upopulær tendens til at stjæle øl, men folk kendte os på det punkt, og efter hans indledende tyveriforsøg var vi nød til at betale for drikkevarer - og en time gik. Så kom Knud lidt rystet hen til mig. Med en bule i panden. Han havde stillet sig ved et bord med et selskab, hvor der sad en sød pige, og havde rutinemæssigt talt hele bordet op med en af sine faste anekdoter; tyske forfædre med monokel og med ar på kinden efter mensurfægtning; anekdoten var udmærket, og pigen havde vel lyttet med interesse, for hendes fyr havde rejst sig og råbt, "Nu holder du kæft," og slået ham med en flaske.
Knuds øjne stak febrilsk, og han sagde, "Jens Jacob, enten slår jeg ham ihjel eller også går jeg hjem, så nu går jeg hjem, hej."
Selv blev jeg og dansede. Jeg havde mødt Pernille, nogen lagde Bryan Ferry på, og vi snakkede og vrikkede til rytmen. Men midt i Windswept bliver musikken afbrudt; det fyldte dansegulv går i stå. Ovre ved anlægget sidder fagrådsformanden, som syntes, han lige vil spole rundt på nogle kassettebånd og finde noget andet. Men nu var vi godt i gang, så jeg strækker fingeren frem mod eject-knappen for at sætte Boys & Girls tilbage i maskinen. Fingerspidsen er næsten fremme ved knappen, da fagrådsformanden skriger, "Nej, det skal du ikke," og lukker tænderne om den. Yep: formanden for fagrådet på Institut for litteraturvidenskab kaster sig frem med åbent gab og bider sig fast i min pegefinger, og jeg hyler højt, men han slipper ikke, han maser kæberne sammen, som et dyr, der skal knuse en knogle. Jeg må tage hans briller af, smide dem på gulvet og trampe et par gange på dem. Det hjalp.
Han åbner munden for at sige, "Øv," og jeg trækker fingeren til mig. Men smerten er i top, jeg bløder, og jeg ville have hævn, som er en luftart. Men jeg har ingen forstand på vold, hamrer blot næven ind i hans fjæs og slår knoen til kvas, mens han til gengæld går bagover minus en flis af fagrådsfortanden.
Det var det.

Folk ryster på hovedet af os begge. Pernille tilser min hånd. Et sted står der en øl. Det er tydeligt, at knoen er brækket, den halve hånd hæver og får syge farver, bleg, blå, violet, skrammet med lidt blod. Det ærgrer mig, at jeg skal på skadestuen. Midt om natten. Uden Pernille. Foran mig venter måneder med forbinding og ømhed og genoptræning. Sågar en læge, der mente, de kunne blive nød til at sætte fingeren af, hvis førligheden ikke vendte tilbage i tilstrækkelig grad.

Men så står Jan hos mig. Trådt ud af tapetet. Ham, den helt tavse fra forelæsningerne. En øllet gnom, allerede fed i fjæset. Vi har aldrig vekslet et ord, og jeg har aldrig skænket det en tanke, at han kunne tale. Eller at han kunne optræde så selvsikkert, som nu, hvor han forsikrer mig, at han er voldskyndig og erklærer, at han er fagrådsformandens ven, og opfordrer mig til at gå med udenfor.
"Kom så! Så skal du fand'me få!"
Jeg havde aldrig haft noget imod de to, de interesserede mig ikke, mit konfliktstof kredsede om helt andre figurer. Nu hvor jeg selv havde givet et gok, var jeg sådan set også tilfreds. Desuden var min hånd aldeles ukampdygtig. Men det synes han ikke gør noget, jeg skal have en gang lak, uanset hvad - og jeg griner og håner hans mod, han må vente den tid, det tager hånden at hele. Så skal jeg gerne føje ham.