Harley Queen

Det er egentlig synd, at så mange associerer Queen med gruppens gyselige fase i 80erne, hvor det handlede om sovs & kartoffelmusik og Freddie Mercurys mere og mere brovtende kompensation for tabet af ungdommens gudbenådethed.
Bloggeren blev først sent fan. Da jeg begyndte at høre musik på radioen i tolvårsalderen flød hitlisten over med A Night At The Opera og den nye A Day At The Races, som trak de tre foregående plader med ind på Top 20. Men jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, om jeg kunne lide det. Den sære stemme, og det der med at synge i falset og tidobblet til kor lød ikke lige som den mandighed, jeg selv tragtede efter at inkarnere. Det var flot, men ikke rigtigt mig. Sku´ jeg købe LP´en eller nøjes med singlen Bohemian Rhapsody? Men nede i Fona hang en stor plakat, og der så de sært androgyne ud, og det var lidt skræmmende.
Så holdt jeg op med at lytte til hitlisten og glemte dem næsten i nogle år, hvor det drejede sig om reggae, en kønsligt utvetydig genre. Først i gymnasiet, da en ven lagde Somebody to love på huskede jeg Queen og vidste, at de plader måtte jeg bare have. Hvilket på en måde var det helt forkerte tidspunkt. Queen var år tilbage blevet udpeget af punkerne som modstanderen. Ikke Elvis, ikke disco - Johnny Rotten udtalte med skingre øjne og rystende pegefinger, at det var Queen, der var fjenden. Den der ekvilibristiske lyd, den skulle smadres! - Hvad Queen så oven i købet havde svaret igen på ved at lave et fremragende punknummer, Sheer Heart Attack fra News of The World (1977), hvor de håner punkerne og spiller dem af banen, selvfølgelig.
Men der var alligevel sket noget for dem selv også. Noget med at føle sig for artificielle, sagde de; da de nærmede sig de tredive, ligesom personalet i de andre symfoniske rockbands, skulle der ske noget andet. Så efter A Day At The Races stod den på en mere simpel opskrift. Det kom der stadig mange gode numre ud af, men samtidig begyndte også det brovtende. Hvilket syntes at hænge sammen med Freddies sexuelle selverkendelser; et mysterie syntes at være opklaret for ham, og så forsvandt mysteriet også ud af hans lyd.

Oh, Freddies hyldest til 1920ernes rag & swing på Seaside Rendesvouz og Bring back that Leroy Brown. Oh, den musikalske variation på mesterværket, A Day At The Races, jeg mener, Beck og hvad har man, med ry for genrerigdom er jo ensporede og nul og niks i sammenligning. Og oh, hvor var de dog, når det skulle være, et meget bedre rock `n roll-orkester end farveløse Led Zeppelin. Hør bare Stone cold crazy, Tie your mother down eller indianernesstoremetalven-sangen, White man.

Freddie - der som bekendt hed Farouk Bolzara og var parsisk shirazi fra Zanzibar, vokset op i Bombay, rykket til U.K. i syttenårsalderen, hvor han møder osv osv osv - var kun et af to genier. Brian May komponerede mindst halvdelen af numrene og var på sin selvbyggede guitar mildt sagt federe og mere udtryksrig i længden end Hendrix. Både han og trommeslageren sang typisk et nummer hver per plade, og trommeslagerens hæse heavyvokal overgås kun i hæshedsekvilibrisme af Axel Rose. Om bassisten kan man sige, at også han med tiden leverede gedigne hits, Another one bites the dust, Spread your wings, Kind of magic. Altså 80er numre, mens Freddie begyndte at blive træt. Rigtig træt, endda.

Harlekin er ikke mere og det er allerede længe siden.