Twist and shout

Jeg har på biblioteket lånt The Charles Dickens Collection, tolv DVD med BBC filmatiseringer af Oliver Twist, Our Mutual Friend, Pickwick Papers osv. Hver anden eller tredje nat ser jeg et helt værk, uanset hvor mange episodes, det er på. Men en ting slår mig. Midt i al fortrædeligheden og håbefuldheden og ikke mindst den følelsesmæssige og fysiske mishandling af børn, er der en form for overgreb, man netop spares for. At David Copperfield ikke bare skal tampes i hjemmet og skolen og på fabrikken, men også befamles. At Oliver Twist ikke bare skal stjæle, men også sutte pik. Og det er dog så oplagt, at det er foregået alle vegne. Ikke mindst, når man betænker hvad vi ved om den tid og den byform. Benjamin Disraeli (premierminister 1874-80) beskrev egne erfaringer med at blive udnyttet seksuelt i barndommen. Antallet af prostituerede børn i London skal have været 100 000.
På den ene side er det en lettelse, at det ikke er med. På den anden side føles det, som dette ene realistiske element, der helt overvældende mangler, men som tilgengæld fuldstændigt ville fjerne den angivelige renhed heltene altid overlever med, altid har intakt i sig til slut. De er aldrig for alvor skadet, de her figurer.
Men jeg hygger mig.