Alter ego

Forleden i Stefansgade var der en ung araber, der fra sin bil råbte, "Hva´ så, din gamle hippie? Er du ikke stjerne længere?"
Han hang ud ad vinduet, og jeg gik hen til ham, hvad mente han?
"Jaah, ja, du har en masse gamle numre, jeg kan ikke huske, hvad de hedder. Men det var dengang, ikke? Rabalderstræde!"
"Oooookay, jeg ved godt, hvem du tror, jeg er!"

Tilbage i 1989 er jeg stået på et S-tog i myldretiden, river døren op til en kupe og træder ind. Men i det samme er der en evnesvag dreng, der maser sig ind på mig, trykker sig mod mit bryst og kikker mig op i fjæset med sine hinkestensbriller, "Er du Kim Larsen?"
"Nej! Skrid," jeg skubber ham væk og fortsætter gennem kupeen og ud i mellemgangen. Men han og hans veninde eller kæreste - og det er de to, der seks år senere bliver berømte med RIGET - de to spassere, der står i opvasken og siger Hvad-sker-der-med-Lil-le-bror og Det-er-ikke-godt - de følger efter mig. Nå, så står de under nødbremsen og gramser på hinanden og fniser, mens de kommenterer min KimLarsenhed, og de har virkelig fat i grunkerne på hinanden, og han siger så, "Vil-du-også-røre-ved-hende?"
Han tilbød simpelthen at dele sin dame med Kim Larsen! Rørende. Men jeg sagde, "Nej, tak, jeg tror, jeg rør ved mig selv istedet."

Siden er det sket en 4-5 gange; gamle damer i bussen, der siger, "De har skrevet nogle gode tekster" osv. Men jeg har aldrig fået promotion-tøj eller gratis drinks på den konto. Endsige andre groupies end spasserprinsessen. Til gengæld er der heller ikke før ligefrem gået integrationsindsats i KimLarsenheden, skønt det dog viste sig umuligt at overbevise araberen om, at han forvekslede mig.

Jeg ved sgu ikke, selv kan jeg altså ikke se det.