Saturday, February 07, 2009

(Blogger igen snart)

Det lover jeg! Indtil da, fortjener Hans Hauges klumme fra JP at blive citeret in total, him funny man:

TAMILSAGER
"Vi har næsten glemt, at Poul Schlüter faldt på en ”tamil-sag”. Man længes næsten tilbage til de dage, hvor ingen talte om muslimer. Tamiler var sagen. Derefter blev tamilerne integreret, og de har været et plus for landet. Det eneste problem er deres lange efternavne, men dem får de vel forkortet efterhånden.
På Sri Lankas nationaldag demonstrerede en masse dansk-tamiler. Mig bekendt uden det sædvanlige: Ingen vold, og de blev ikke omklamret af præster eller socialister. Nu kan det undre, hvorfor ingen sammenligner de døde tamilske civile med Gazas. Hvorfor er det singalesiske flertal ikke ligesom jøderne og tamilerne ligesom palæstinenserne? Hvorfor sammenlignes Sri Lanka ikke med Sydafrika? Det er, fordi konflikten ikke er styret af ubevidste anti-semitiske passioner. Derfor er den ikke forsidestof. Det tamilske område sammenlignes aldrig med Langland som FN-kolonien Gaza. Konflikten er usymbolsk, og den kan ikke mobilisere nogen i kampen mod regeringen.Den burde være symbolsk, for tamiler er en del af dansk historie. Ceylon skulle egentlig have været dansk, men der gik kludder i det, så i stedet fik vi Trankebar. Hans Hartvig Seedorf Pedersen kaldte endog Ceylon ”vort tabte paradis”. I 1618 gik en hollænder rundt i København med en ceylonesisk præst af ”ilde udseende”. Danskerne var nok ikke så meget for fremmede dengang. Han ville ”sælge” Ceylon til Christian IV. Ove Gjedde drog af sted, og jeg mindes stadig vor koloniale fortid, når jeg går ad Ove Gjeddes Gade. Vi udviste forfattere til Trankebar, og en af dem oversatte vist nok Det Ny Testamente til ”tamulisk”. En indfødt forfatter skrev digte til den danske konge. Og så videre. Dette blot for at vise, at der er historiske forbindelser mellem os og tamilerne. De hører ligeså meget til her som islændinge. Hvem har nu ret til landet Sri Lanka? Hvem kom først? Er tamilerne indvandrere? Tamilerne siger, at de har været der ligeså længe som singaleserne. Myten siger, at den singalesiske prins Dutthagamani besejrede den tamilske prins Elara i 101 f.Kr. Det år begyndte den singalesiske nationalisme. England fik Ceylon, da vi tabte Norge. I 1911 konstaterede englænderne, at der i Ceylon var to racer (det sagde man dengang), som var helt forskellige. Englænderne kaldte den nordlige del ”the Tamil Provinces”. Nu er det sådan, at der hvor englænderne har været, har der været to dele. De har altid været multikulturalister, for det er en imperialistisk ide. Det hedder også ”del og hersk”. Irland har altid været delt. Cypern er delt, som vi ved. Palæstina er delt. Indien blev delt i to efter 1947. Ceylon blev én stat i 1948. Men en stat med to nationer i sig går aldrig godt. Tænk på Belgien. I 1970'erne begyndte de tamilske tigres oprør (LTTE). Tamiler flygtede hjem til Danmark. Schlüter faldt. Men siden har venstrefløjen brugt al energi på palæstinenserne. De ved jo, at Sri Lanka er en socialistisk republik. Altså en af vennerne. Da de har deres Hamas-sag, må vi andre jo tage os af tamil-sagen."

0 Comments:

Post a Comment

<< Home