Rettelse - posttraumatisk

Det er nu faktisk ikke helt rigtigt, hvad jeg skrev i det foregående, at krigsfilm lader mit limbiske system upåvirket. De senere år har jeg også oplevet den rystende vrede og forbitrelse under krigsfilm som Clint Eastwoods to Iwo Jima dramaer og landgangsscenen i Saving private Ryan. Ikke fordi en eller to bliver skudt, men fordi der finder deciderede nedmejninger sted, menneskespild på stor scala, det kan jeg åbenbart ikke tage. Jeg skal måske også lige forklare, at jeg er diagnosticeret med posttraumatisk stresssyndrom, så der er let og ren adgang til pirring af overlevelsesimpulserne. Men, anyway, det er det kollektive plan, der interesserer mig her, at psyken reagerer på vegne af mere end individet, at man så at sige bare er agent for sin art. Soldat endda måske.