Når vi er på den

Senest har jeg oplevet det med Cloverfield, War of The Worlds og I am legend; første gang var vist med Independence Day i 1996.
Jeg bliver så sindsygt vred på aliens, der vil udrydde os alle sammen. Det er slet ikke en følelse, der ligner spændingen og indlevelsen ved almindelige thriller, krigs- eller horrorfilm. Herregud, lidt mord, lidt splat, lidt massedød på slagmarken. Hyggeligt, hyggeligt. Næh, de der angreb, der truer artens overlevelse og tilmed gør mennesker til kødkonserves, de går lige i mit limbiske system. Eller som det hedder, krybdyrhjernen, vort eget basis monsterapparatur inde i midten af hovedet. Og dér aktiverer de overlevelsesdriften. Dræb, dræb, dræb!

Derfor var War of The Worlds underligt utilfredsstillende, fordi aliens drattede om af sig selv, smittet med bakterier. Der var ikke nok payback. Mens omvendt Independence Day gjorde godt med dybt tilfredsstillende kick ass! Jeg mener, Will Smith & Jeff Goldblum lempede en atombombe ind i det monstrøse hvepsebo fra en ond galakse, og booooummmmm! Skønt, simpelthen. Cloverfield var sådan lidt midt i mellem; man fornemmede, at hæren var ved at få ram på det godzillaagtige bæst og dets drabanter, så det var sådan set okay med den for hovedpersonerne fatale slutning.

I Signs havde man slet ikke set udryddelser af mennesker, så en enkelt alien banket ned med et baseballbat var fint nok. Regnskabet gjort op, bloggeren mæt.

Og okay, I am legend - oh, den første time er så smuk - føltes heller ikke så voldsom, da menneskeæderne jo bare var 588 millioner undslupne patienter. Det var os selv, så det var ikke så slemt.

Men War of The Worlds og Independence Day? Gud, hvor blev jeg vred!